Når lort vendes til guld

Så er der de dage som man allermest har lyst til at gemme væk, ignorere og lade som om ikke eksisterede. De dage hvor det bare gør rigtig ondt, hvor man er sårbar. De dage hvor man har lyst til at gemme sig væk under dynen og ikke kan se et formål med at stå op. Hele verden stinker og det er bare lort!

 En gang var jeg ekspert i at ligge låg på og lade som om alt var godt. Smil med smil på.

Det virker bare ikke mere - og heldigvis for det, for i går lykkedes det mig at vende lort til guld!

Men i går morges da jeg vågnede, havde jeg den mærkeligste fornemmelse i kroppen. Jeg havde bare lyst til at tude mine øjne ud, jeg var så trist inden i. Det var som om det hele summede og jeg var bare ikke mig selv.
Det hele havde kulmineret inden i mig - i sidste uge fik jeg bare en rigtig ydmygende opringning af et menneske jeg har meget tæt på mig og den gjorde ondt helt inde i hjertet, jeg troede jeg havde fået den afsluttet - men den svada jeg fik gjorde så ondt inden i. Oven i det havde jeg fået afslag på mit bog manuskript, som jeg har lagt hele min sjæl i. Jeg følte mig så lille og så ligegyldig. Viste godt afslaget ikke havde noget med mig personligt at gøre - men det var som om det hele lige væltede, alt blev uoverskueligt og er der noget der rammer mig dybt så er det når nogen bruger mit barn imod mig.

Så hele dagen gik jeg rundt og var konstant gråd labil, ikke det fedeste når jeg skal sidde sammen med sagsbehandlere, unge mennesker og fængselsvagter - åh men det gik og jeg klarede den.

Faktisk var jeg stolt over at jeg bare var i det der var - jeg var ked af det og det var okay. Det var tydeligt mere udfordrende for de mennesker der spurgte hvordan det gik, og af mig fik et ærligt svar. Men det var jo sådan det var.

Når vi har de her dage, så er alfa omega at være god ved sig selv, og det kan være hamrende svært. Men jeg købte blomster på vej hjem, satte mig på altanen i solen med en kop kaffe og min dagbog. Og lod kuglepenne flyve hen over papiret.

Jeg havde faktisk ikke lyst til noget, jeg ville bare være mig selv... lidt af en udfordring som enlig mor til en 4 snart 5 årige, der hele dagen havde glædet sig til bål og hygge.
Crap!

Men bogstaverne i min dagbog danner sætningen "hvad skal du lære af det her?" Havde mest lyst til at skrive IKKE EN SKID! Men der er jo altid noget at hente, i smerten. Så jeg gravede lidt i alt det der gjorde ondt, afvisning, ydmygelse, svigt, ligegyldighed - det gjorde naller...
Men det var sådan det var.

 

Jeg viste jo godt det der blev sagt til mig, jo ikke handlede om mig - jeg fik jo også sagt fra. Jeg viste jo også, at afslaget heller ikke handlede om mig personligt, og at jeg jo selvfølgelig bare skulle fortsætte.

Ærligt, så var jeg skuffet over mig selv. Jeg var skuffet over, at jeg igen havde taget alt ind og begyndt at tro på at jeg ikke var god nok. Jeg fik det alt sammen til at betyde noget om mig... for så kunne jeg jo holde mig selv lille igen - og så ville alt være som det plejer.

Men hos mig er plejer død - den sidste 1 1/2 uge har jeg været så fast besluttet på at bryde mine egne rammer. Så hver gang jeg er bange for at gøre noget, når frygten puster mig i øret -ja så skal jeg gøre det, og jeg har gjort det!  Det er en måde at få brudt med de historier og overbevisninger jeg selv hænger fast i omkring mig selv. Det er sejt men effektivt.

Så den her skulle jeg lige igennem igen også. Jeg skulle bare have lov til at være, uden at skulle handle mig ud af den følelse jeg sad i  - og det havde jeg jo egentlig klaret meget godt.
Faktisk handlede det her mere om at jeg savnede omsorg og nærvær - noget der altid har været minus af på min konto, fordi jeg siden jeg kan huske har været fixeren i min familie.
Så alt hvad der har med kærlighed, omsorg og nærvær er så ømtåligt for mig, for så gør jeg mig sårbar... og jeg er jo hende den stærke!
Men hvis jeg nu kunne være med min sårbarhed, hvad ville jeg så få - kærlighed,nærvær og omsorg, alt det jeg længes efter. Så det skal omfavnes i stor stil.

Nu var det jo var Sankt Hans aften, barnet glædede sig - der var langt til veninderne i København - så jeg sad og tænkte på hvad jeg kunne gøre, for at give mig selv det jeg inderst inde havde brug for... nærvær og samvær.

Jeg tog mig selv i kraven og med bankene hjerte, gik jeg op til overboen, spurgte om vedkommende og dennes børn ville med ud og se bål -
Vi endte med kaffe, tæppe, frugt, kage og en super hyggelig aften. Jeg var så blød som smør inden i og fyldt op på i alle celler. Mums!

Så hvis min dag ikke havde været mødt med afvisning, ydmygelse, svigt og ligegyldighed - ja så havde jeg ikke siddet her, med den dejlige fornemmelse det er at passe på mig selv og bede om det jeg har brug for også hos andre mennesker. Jeg ville ikke bytte det for noget andet.

Jeg er sårbar og jeg er vild med det - det giver mig så megen mulighed for at skabe det liv, som jeg inders inde drømmer om.

 

I dag er en ny dag, med nye muligheder og jeg har allerede skudt den godt i gang. Jeg har lagt min først e-bog ind på min hjemmeside www.christinasogaard.com.
Du kan hente den kvit og frit, du skal bare tilmelde dig mit nyhedsbrev, så kommer den direkte i din indbakke.

Her til formiddag har jeg givet mig i kast med en børnebog til de dømtes og hemmelighedsramte børns forældre.

Jeg er med ny energi, føler mig så taknemlig og ydmyg.

Da bankrøverens datter blev menneskelig

Forleden var der en der skrev, en kommentar til mig ; "du er så menneskelig"

Jeg blev ramt lige i hjertet, for er der noget jeg føler mig så er det menneskelig amputeret. Jeg er vokset op med at være anderledes, mærkelig og underlig.

Når du som jeg, er vokset op i en familie hvor løgne, hemmeligheder og fortielse, på magisk vis af de voksne bliver afløst af et skævt smil og en kold facade - og du som barn, sidder med den følelse at noget her ikke er i orden. Det her ikke hænger sammen, men de voksne forsikre dig om at det er dig der er forkert på den, ja så går der koks i følelsesapparatet.
Så kære voksne, det hjælper ikke at fortie sandheden, tvært i mod, det kommer til at koste dyrt for dem der sidder i klemme i løgnene og hemmelighederne - nemlig børnene. De betaler prisen for de voksnes skam.

Som barn bliver du forvirret og samtidig enorm utryg - de følelser du mærker inden i, giver pludselig ikke mening. De er forkerte... du er forkert. Alt bliver uoverskueligt og rodet, det er svært at være i... og følelsen af der er noget i vejen med mig runger tungt inden i.

Ingen ser det, og ingen høre det.

Alle kigger den anden vej, når den lille pige med de bedende øjne spejler et "hjælp mig".

De voksne smiler og siger "ej sådan er det jo ikke"

Ingen opdager din fortvivlelse, og skammen af at være forkert bliver båret som en tung kuffert, der trækker dybe spor. År efter år vokser den, samtidig med at nye opleveler og nye historier blot bekræfter dig i der er noget i vejen med dig.

 

Jeg er 38 år, og jeg nåede bunden af mit liv som 31 årige. Det er 7 år  siden jeg satte hårdt ind på at få ryddet op i min fortid, mine mønstre, for at skabe det live jeg ved jeg fortjener. Jeg bliver tit beundret og rost for at have brudt den sociale arv... for at være kommet så langt. Jeg ligner en der har succes, en der har vilje, en der kender dagen og vejen, en med ben i næsen.

Men ved du hvad jeg bliver stadigvæk pisse bange.

Jeg bliver stadigvæk grebet af panik, når mennesker kommer for tæt på mig. Fordi jeg er bange for at blive såret, forladt og afsløret i at jeg ikke er værd at elske.
- og ved du hvad det er sgu helt okay at have det sådan.

Men hvis jeg nu gerne vil lukke et andet menneske ind i mit liv, ja så er det nok ikke så hensigtsmæssigt, at blive ved med at fortælle mig den samme historie - at jeg alligevel bliver såret, forladt eller at jeg ikke er værd at elske. Så skal pladen skiftes.

Jeg har fundet ud af, at den måde det virker for mig på er, at gøre alt modsat af hvad jeg plejer.

Er det nemt?

NEJ!

Det er møj hamrende skræmmende og jeg har lyst til at stikke halen mellem benene, hjertet hamre af sted så jeg kan være bange for om det eksplodere i min brystkasse.
Men hvis jeg bliver ved med at gøre det samme som jeg plejer, så får jeg jo det samme resultat... og så er der ligesom ingen anden vej... så kan finde på at spørge mig selv "hvad er egentlig det værste der kan ske?"
Helt ærligt hvad er det værste - at verden vælter.... men jeg har jo prøvet at vælte før.. og jeg ved jeg kan rejse mig, for jeg er en overlever...sådan er vi nemlig os børn der er vokset op med svigt. Vi er af et helt særligt stof.

Så jeg øver mig hver eneste dag!

Tilbage til fortiden...

I går formiddags var jeg ude at løbe, det har jeg nu gjort så tit - men jeg har udfordret mig selv men en halv marathon i oktober, så det kræver lidt mere træning fra min side. Men i går fandt simpelthen en gammel playliste på min computer, tilbage fra dengang hvor alt i mit liv var latterligt ligegyldigt.

 

I går trykkede jeg på play, da jeg startede på dages løbetur. Det var som at tage en tur ned af memory lane, og på 11 kilomenter ja der kan man nå at genopleve rigtig meget. Jeg kunne se filmen for mine øjne. Jeg så mig selv, weekend efter weekend stå på de københavnske diskoteker og fyre den af for fuld styrke. Den fik ikke for lidt, og jeg var helt blæst.  

 

Kom lad os glemme verden, bare i dag.  

For var der noget min lille spiseforstyrrede krop kunne, så var det at danse og jeg var hamrende god til det. Jeg var slangen i paradis når musikken spillede og jeg blev sluppet løs på dansegulvet. Jeg viste at mændene ville have min krop, og jeg elskede følelsen af kontrol og kunne forføre noget så grotesk.

Men det var også det eneste jeg fik ud af det, for inden i hungrede jeg efter kærlighed, nærvær og omsorg... det er så bare ikke lige det man får når man ikke rigtig har respekt for sig selv. 

Jeg ville også gøre alt, for bare en lille bid af den følelse af at være elsket. Det lykkedes aldrig, men skuffelser og endnu mere nederlag til at slå mig selv oven i hovedet med - det fik jeg. Destruktive tanker som "efter som ingen ville have mig, ja så måtte det jo være mig noget i vejen med". Det var så en undskyldning for at mishandle mig selv endnu mere.  

 

Kærlighed var det eneste jeg higede efter, men også samtidig det jeg var allermest bange for....for jeg anede intet om kærlighed.

 

Så jeg sagde aldrig nej eller stop - jeg gjorde det jeg troede der skulle til, så fyrene ikke opdagede at jeg intet var værd... Was I wrong! For var der noget jeg følte mig så var det ingen værdi. Jeg var min egen værste fjende.

 



For ikke at mærke væltede vi os i bobler og alt det andet, der gør at kroppen intet mærker... alt var godt og ligegyldigt i det kort strejf hvor alle følelser var lammet.

 

Så gjorde det også først ondt

 inden i, dagen efter.

Jeg var så langt ude, jeg følte ingen værdi for mig selv. Jeg hadede mig selv, min krop og jeg bad tit til at englene kom og hentede mig væk herfra. Jeg fortjente intet, og jeg gjorde alt for selv at leve op til dette.
Jeg var ikke bleg for, at bebrejde min far og alt det lort han havde trukket sin familie igennem. Inde i mit hoved var det hans skyld, at jeg befandt mig der hvor jeg gjorde. Det var hans skyld, at jeg måtte brække mig dagligt for at kunne holde ud overhovedet at være til, det var hans skyld at jeg sad der hvor jeg sad i livet. Jeg var et stort offer. Havde det ikke været for ham, havde jeg ikke skulle sidde der og skamme mig og være bange for at andre skulle gennemskue hvem jeg virkelig var. Det hele var hans skyld... stakkels mig.

Farvel til smerten

Jeg gjorde alt, for ikke at mærke den sorg og smerte jeg gik rundt med inden i. Al skyldfølelsen og al skammen der konstant styrede mine tanker om mig selv. Hver dag var en flugt, for ikke at mærke. Hvis det ikke var i spiseforstyrrelsen der sørgede for at gøre mig tom inden i, ja så var det alkohol og alle de andre ting jeg puttede i min krop eller de helt forkerte mænd - som fik mig til at føle mig som verdens laveste menneske.

Jeg er kommet langt siden den gang, det har været en sej og lang rejse - jeg er stadigvæk på den. Men det bliver nemmere og det er også lidt sjovere. Faktisk griner jeg tit af mig selv.
Men når man står der og skal opgive sit misbrug, ja så føles det som om man står nøgen, blottet og sårbar over for alt og alle. Det er svært, rigtig svært ikke at have sit filter. Pludselig skal man til at lære hvordan man håndtere ellers så simple følelser - fordi tidligere dulmede man dem bare så de blev gemt væk.
Det er hårdt arbejde at skifte den plade, der ikke længere virker for en, men det er virkelig også en befrielse ikke længere at være styret af hvad andre tænker om en. Livet er så meget mere lækkert.
Jeg vil altid være spiseforstyrret, men ikke længere aktiv. Jeg har lært at læse min krop og handle på de følelser der før fik mig til at dykke ind i mit dystre sind og ønske at forsvinde.

Bare vid, at der er en vej også for dig.

Christina