Jeg har haft de vildeste klienter her i formiddags. Jeg modtog den sødeste mail fra en mor, hvis dreng jeg har arbejdet sammen med, for at ændre hans destruktive livsstil. Med ordene "ord kan ikke beskrive hvilken glad mor jeg er i dag, ikke nok med jeg har fået min søn tilbage, så har jeg fundet mig selv. Af hjertet tak, du vil altid være englen i vores familie." - Ja jeg græd lidt, det gør jeg altid når mennesker fortæller mig hvordan jeg er med til at forandre deres liv...
Jeg har forberedt foredrag til på onsdag, hvor jeg skal gæste en skole i Odense. Det jeg elsker mest, at komme og fortælle, det bliver en dag med snakke om identitet og historier. Jeg tripper i kroppen for at dele alle mine tanker og den viden jeg har erfaret mig. Det bliver SÅ godt.
Jeg har netop gennemlæst en artikel om mig, og siddet med kuldegysninger over hele kroppen. Jeg tror på eventyr, har jeg sagt det... Ja det gjorde jeg og ja det gør jeg.
Eventyr med handling på!
Jeg kan næste ikke være i min krop i disse dage - det er som om livet atter har taget en drejning, som jeg slet ikke havde set komme. Men jeg lykkelig i hver eneste celle i min krop, nogen gange tænker jeg "kan det her virkelig blive vildere???". Siden jeg flyttede tilbage til min eventyrby er alt gået op i en højere enhed.
Man ja tænk engang - det er blevet så meget vildere. Så vildt at jeg må nive mig selv i armen flere gange om dagen.
Åh men altså, jeg er forelsket. Ikke længere kun i livet, men i et andet menneske.
Da jeg mindst ventede det, stod han der bare lige pludselig - BANG..
Det er som at få en chance til
Jeg er jo stor tilhænger af at hvis vi ikke er tilfredse der hvor vi er, så må vi bryde med de gamle mønstre der har udtjent deres værnepligt og ikke længere fungere samt finde modet til at gøre det vi tror vi ikke kan og så gøre det alligevel.
Men pyha kærlighed til et andet menneske er nok det område i mit liv som har gjort mig allermest mest bange og usikker. For når man som jeg har oplevet et hjem hvor kærlighed var forbundet med svigt og skilsmisse. Så kommer der ar på sjælen. De ar bliver bundet op på en masse overbevisninger og historier - der prøver at skræmme en fra vid og sans, og gjort at jeg har mødt mænd der blot bekræftede min egen usikkerhed og mit værd. For så kan vi rigtig sidde tilbage efterfølgende afviste og have ondt af os selv og bekræfte vores egen skrækkelig historier om at vi intet fortjener, at vi ikke er værd at elske, at der er noget i vejen med os, at vi er ligegyldige (fortsæt endelig rækken)
Men mærkeligt nok, så virker de ikke længere. Jeg lyder måske lidt overrasket, det er jeg faktisk også. For lige præcis kærlighed har været så ømt for mig.
Men mine overbevisninger om at "jeg ikke er værd at elske" eller at "det er lige indtil han opdager hvem jeg virkelig er- så skrider han...ligesom min far og de andre der har bekræftet mig i min historie". Ja de overbevisninger holder ligesom bare ikke længere.
Hvorfor gør de ikke det?
Fordi jeg har arbejdet med mine overbevisninger og historier, alt det jeg frygtede og var bange for. Jeg begyndte at bruge de mænd jeg mødte som et spejl. Undersøgte hvad de kunne lære mig og så måtte jeg jo handle på det når muligheden var der.
Det var den så lige pludselig, for der stod han - bang.
Jeg har været mig 100% hele vejen, det har jeg aldrig været før. Jeg har intet skulle bevise, hverken mit eget værd eller bekymre mig om hvad han tænkte om mig - jeg siger hvad der falder mig ind, ligger ikke bånd på mig. Jeg er mig, bare Christina. Hellere hel end god.
Jeg er ikke bange længere, mit hjerte har sluppet mine gamle overbevisninger og bygger nu nye der støtter mig i der hvor jeg ønsker at være. Jeg samler mit hjerte sammen igen. Det er mums. Jeg nyder det hver eneste dag, søde beskeder, dejlige opkald, kys, kærtegn og en krop fyldt med champagne bobler.
Jeg har det godt,
kærlig hilsen
bankrøverens datter
