Da hjertet blev helt - mønsterbryder i eventyrbyen.

Det er mandag morgen, i dag en ganske særlig dag - den 30. november 2015. I dag er det 1 år siden jeg flyttede tilbage til min eventyrby, efter 16 år i Kongens København.

Det har været en vild rejse! Men jeg er hjemme, ikke kun i min by, men i mig selv.

Jeg vågnede klokken lidt i 5 og kunne ikke sove mere, så satte mig med kaffe og musik i ørene. Sådan reflektere jeg bedst. Der er sket noget de sidste par dage, det har været ren healing for mit ellers så knuste hjerte.

Sidste år da jeg var flyttet ind, satte jeg mig første aftenen grædende på gulvet midt i min stue, midt mellem tårne af flyttekasser. Jeg lavede en liste over hvad jeg have mere af i 2015. For 1 1/2 uge tog jeg listen frem, der var 24 punkter og 2 punkter der mangler et flueben.

Da jeg flyttede hjem havde jeg ondt i hjertet. Det havde fået så mange slag, skrammer og var mere eller mindre knust. Jeg var bange, bange for kærligheden, jeg var bange for at turde, jeg var bange for at blive afvist - jeg havde et hav af dårlige oplevelser med de få mænd jeg turde lukke ind bag facaden. Utroskab, løgne, bedrag og frygten for at binde sig væltede op i mit liv. Det gør det bestemt heller ikke lettere at ens egen far ikke længere ønsker at være ens far...
Dråben var, da jeg blev gravid med en mand jeg havde forelsket mig hovedkulds i og han viste sig at være en anden end han udgav sig for. Den gang i december 2009 gav jeg op på kærligheden, jeg svorer at jeg ALDRIG skulle være i et forhold igen, jeg stolede ikke på nogen mand - jeg kunne ikke finde ud af det og jeg fandt altid de forkerte.

Jeg lukkede ned for kærligheden og har ikke haft en kæreste siden, fordi jeg var bange, såret og knust. Dagene gik, jeg blev mor og uger, måneder og år gik. Jeg gjorde alt andet end tage fat der hvor det var mest sårbart, jeg benægtede, fortalte mig selv at jeg ikke havde brug for kærlighed. Jeg havde mig selv, min familie og det var mig rigeligt.

Jeg så ingen mænd, jeg takkede nej til dates jeg var så bange for at blive såret - og jeg var overevist om at hvis jeg blev afvist endnu en gang så ville jeg ikke kunne rejse mig igen. Faktisk så var jeg sikker på at jeg ville dø og det kune jeg simpelthen ikke byde min lille pige. Så jeg kørte solo løb, slukkede for kærligheden. Jeg var rædselslagen.

I 2014 blev vi udsat for forsøg på hjemmerøveri, og min verden brød sammen. Jeg kunne ikke mere og jeg tog mit livs beslutning om at vende hjem til min fødeby, den by jeg stak af fra i tidernes morgen. Jeg viste ikke hvad jeg skulle der, men jeg viste bare at jeg skulle have mig selv på rette køl og jeg havde brug for min familie til at hjælpe med min datter. Jeg kunne ikke alene længere.
Alt flaskede sig, vi fik lejlighed og den lækreste af dem alle.

Jeg tog et skridt tilbage i fortiden sammen med min fantastiske coach og jeg fik arbejdet endnu dybere med min skam over min fortid og historie. Jeg kom et spadestik dybere faktisk flere og fra at være min fødeby, så blev det på magisk vis til min eventyrby. Men frygten hviskede mig i øret og jeg besluttede mig for at jeg måtte få brudt mit mønster om kærlighed.

Jeg kastede mig ud i datingjunglen for første gang i foråret og med hjertet oppe i halsen og frygten for afvisninger liggende som en tung sky over mit hoved. At få brændt nallerne nogle gange gjorde det udfordrende, men jeg holdte ved af en eller anden grund som jeg først forstår nu. Jeg har været så bange for at åbne mit hjerte...
Men den sidste uge har gjort noget ved mig, inden i mig. Da jeg startede min rejse i foråret, troede jeg at mit hjerte skulle heles af en mand, jeg troede der skulle komme en og være det perfect match, en der på magisk vis kunne tage alle de grimme oplevelser og fylde mit hjerte med kærlighed.

But he gave me some of the greatest gifts ever.

Men jeg tog fejl, jeg har kigget ind ad, mærket efter og ryddet op i mønstre. For min historie om kærlighed handler om ingen andre end mig. Ingen kan tage min smerte væk, ingen kan fixe min sorg, ingen kan elske mig hvis jeg ikke selv gør det.
De sidste mange måneder har været ren heling af mit hjerte, jeg har mærket mig og jeg ikke mindst har jeg brugt mine veninder som aldrig før - men jeg ved de kan rumme mig.

Det har været og er den vildeste rejse, men her til morgen forsvandt smerten og frygten for afvisning inden i mig. Jeg forstår nu hvilke fantastiske gaver jeg har fået med mig ud af mine tidligere forhold og at få øje på dem wauuuu en sten fra hjertet faldt.
Jeg lavede en øvelse her morgen da jeg slog øjnene op. Mit hjerte der har været så sorgfyldt, gjort så ondt og været så tynget er let som en fjer. Mit hjerte er åbent nu og jeg er klar til kærlighed - virkelig vildt at kunne skrive! !!!Taget i betragtning af at jeg aldrig har turde tro på jeg fortjente den. Men det ved jeg godt jeg gør nu.

For 3 måneder siden mødte jeg en mand og guderne skal vide at han har sat turbo på min proces, for jeg har skulle forholde mig til så mange følelser som jeg helt havde glemt eksisterede. Han har og er en gave som sendt fra himlen, for jeg har fået lov til at øve, mærke og handle. Uden tvivl har han givet mig de smukkeste gaver og jeg så glad for at jeg løb ind i ham.
Hvor vi ender henne det ved jeg ikke endnu. Men en ting er sikkert ham der løber af med mig, vil være mændene i mit liv evigt taknemlig.

Jeg havde 2 punkter på min liste der manglede flueben. Det ene var at hele mit hjerte og det har fået et flueben her til morgen. For jeg har sat mig selv fri af fortidens lænker.
Det andet er, at jeg vil have en kæreste - når det så er skrevet, så er det i slow motion for jeg er stadigvæk sårbar, bange... men jeg er tryg og mønsterbryder <3

Størst af alt er kærligheden og jeg ved den er der - for den er inde i mig <3

Lad os lige få det på det rene!

Ah men det er en fest at åbne sine Facebook beskeder på sådan  skøn solskins torsdag morgen.

Juhuuu, at få klasket op i hovedet at man er for meget, har lavt selvværd, ikke andet end en dulle der bare søger opmærksomhed - alt blot fordi jeg poster selfies på min private facebook.

Det bringer et smil frem på læben - for hold nu op hvor har andre travlt med at pege fingre. Det er så skønt, og jeg håber vitterligt de har det bedre efter de har trykket sendt!

Kunne det tænkes, at jeg måske bare var glad i låget, og ville dele den glæde med andre, uden at det betyder jeg sidder og tæller likes? Kunne det være at jeg er lykkelig over, at være i live i dag og værdsætter alt det jeg får lov til at opleve?

Kan jeg have dårlige dage - helt klart, jeg er heller ikke bange for at dele dem. En gang prøvede jeg at stikke af fra de dårlige dage, nu så øver jeg mig egentlig bare i at være i dem og i ikke at klaske mig selv oven i hovedet med negativitet. Det virker for mig!

Har jeg lavt selvværd, ja på nogle områder bokser jeg stadigvæk med overbevisninger om ikke at være god nok. Men det afhænger på ingen måde af hvad andre siger, synes og gør på Facebook - det er en følelse inde i mig. Det er der ingen der kan fikse den, heller ikke likes på selfies på Facebook. Det er så uendelig ligegyldigt.

Kan jeg lide opmærksomhed, bestemt! Jeg elsker at få opmærksomhed - og jeg er ikke bange for at bruge mig selv for at få den opmærksomhed, der skal til for at folk lytter på det jeg har på mit hjerte. For hvilken idiot ville holde på sig selv nede og gemme sig selv væk, hvis h*n havde noget på hjertet som var så vigtigt at få ud. Jeg skriver det kun fordi jeg selv har været den idiot, og det fik mig ingen vegne. Tvært imod, så endte jeg frustreret, irriteret og misundelig på andre.

Så er jeg selvfed, uden tvivl. Er jeg for meget, uden tvivl.... men hellere for meget end for lidt!

Men jeg vil nu bare have lov til at være mig, med det sure og det søde, det pæne og det grimme basta BUM!

En gang var jeg bange for at være for meget, for hvad alle tænkte om mig, jeg hadede mig selv, mit liv og jeg skammede mig over den jeg var og der hvor jeg kom fra - det resulterede i 13 år med bræk, hovedet i toilettet, flirten med døden...

USA 2007 - 3 måneder før mit stunt på badeværelset.

Jeg nåede at tabe 6 kg mere inden min krop sagde stop.

Tro mig, jeg ved hvad jeg snakker om og det kræver meget mere at styrke selvværdet og tilliden end at lægge et selfie op på Facebook og måle sig i likes... For de likes præller alligevel af på en, hvis man ikke tror på an man er god nok selv!

Så tak for alle beskeder, kommentar og likes - jeg knus elsker dem alle. Overvejer at lave video indslag - så skal de få noget at snakke om ;)

Go' torsdag

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter.

Jeg er RASENDE

Der skal meget til før jeg tænder af - men lige nu er jeg så eksplosiv rasende!

At sidde og modtage en sms fra en dybt frustreret, ked af det og vældig bekymret mor til en ung indsat, der måtte stikke af fra det fængsel vedkommende sad i fordi h*n ikke kan være tryg i der. Trusler, vold og afpresning et sted hvor det er meningen at alle skal være trygge. Et ungt menneske, der stak af for at melde sig selv i en arrest, fordi vedkommende hellere ville sidde 23 timer i en celle alene, frem for at blive udsat for grove mishandlinger hver evig eneste dag.

Come on Danmark, nu må det simpelthen stoppe!

Jeg ved god at kriminelle bare skal sejle deres egen sø, fordi de er sølle mennesker! Jeg hører det dagligt.

Jeg bliver så gal!

For ingen, som i INGEN fortjener at blive behandlet uværdigt! Uanset hvem man er og hvad man har lavet. Det her er mennesker lige som alle andre, mennesker som du og jeg. Deres hjerter slå også, og de bløder også rødt når de slår sig.
Der er en årsag bag et hvert menneskes handling, også når de laver noget lort.

Så kære Kriminalforsorgen,

Kan I ikke forstå hvor vigtigt det er at forebygge, frem for at bryde mennesker ned? Jeg begriber det simpelthen ikke. Det giver ingen mening i mit hoved. Vi har vel et fælles mål, at de indsatte gerne skulle komme ud på den anden side og kunne være med til at bidrage som hele mennesker.

Jeg forstår ikke hensigten med at sætte mennesker i fængsel og ikke tilbyde nogen former for støtte til forandring. Det burde da netop være der der blev sat ind, så de indsatte kunne arbejde med deres mønstre, deres historier og overbevisninger.
Mennesker har brug for at blive guidet, og rigtig mange af de mennesker jeg har haft under mine vinger, har aldrig vist at de havde et valg. Det er ikke så svært, men det kræver jo at nogen på øverste etage kan kigge ud over egen næsetip og turde være med til at satse på at sammen så kan vi skabe forandringer og igen så har vi vel et fælles mål - nemlig at de indsatte gerne skulle komme ud på den anden side styrket og med troen på at selv om man har fucked up så er der lys for enden af tunellen.

Så hvorfor er det I ikke vil være med til at skabe forandringer hos det enkelte menneske?

Jeg ved ikke om I er bange for at få succes, eller hvad det er der holder jer tilbage?

Måske er I bange for at det ville gå så godt, at mennesker faktisk kom ud på den anden side og det ville jo selvfølgelig være en katastrofe hvis de ansatte måtte afskediges fordi der ikke var indsatte nok.

Jo jo jeg har hørt den før, en gang kriminel altid kriminel og det er ikke alle der vil hjælpes - lad nu være.

Vi er faktisk nogen der sidder på spring og rigtig gerne vil hjælpe mennesker med at komme videre i deres liv. Vi har ideer, nye muligheder og en masse andet godt at byde på. Men må vi komme ind, nej de tunge porte er lukket og låst. Det er trist, virkelig trist!

Jeg tror på forebyggelse og investering, frem for at tage tingene når alt ligger i ruiner. Vi skal ind i fængslerne og lave det forebyggende arbejde. Vi skal lave et fundament hos den enkelte så han/hun har en solid base at navigere ud fra... og det får man bestemt ikke når man dagligt udsættes for vold, krænkelser og trusler.

Vær nu med på nytænkning, udvikling og arbejde fremadrettet.

Kom nu, sammen kan vi gøre det her!

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter

Dette skal du vide hvis du er selvdestruktiv... er vi alle ikke lidt det?

Verden kokser og følelserne tager over, det gør ondt inden i, og det kan være svært at sætte ord på hvad det er. Ja nogle gange findes der slet ikke ord. Det gør bare ondt ad helveds til. Kroppen skriger og vrider sig.

Det kan føles som det mest ubehagelige sted i verden. Det river inden i, hjertet banker og smerten tager over i hele kroppen. Det kan være ulideligt at være der. Mange mennesker søger efter noget der kan dulme smerten. Vi vil have den skal gå væk...  forsvinde. Mad, stoffer, alkohol, sex, you name it. Vi prøver med alle midler at dulme os selv og vores følelser.

Det virker et kort øjeblik, vi bliver taget væk i en rus. Der kommer ro inden i og vi kan næsten holde os selv ud igen.

I et kort øjeblik.

For inden længe kommer skyerne tilbage og vi må starte forfra og søge det næste fix. Så sidder vi i hamsterhjulet, verdens mest destruktive sted. Vi hader det, men "på mandag eller i morgen så stopper jeg" sådan starter det. Men til sidst giver vi op og lader stå til, vi bliver ligeglade. Vi er fanget, låst fast og kan ikke se os ud af helvede. Selvhadet vokser og de negative tanker om os selv tager til.

"Hold kæft en taber jeg er".

Vi bliver bange for at andre skal opdage vores skam... for er der noget vi gør, så er det at skamme os over ikke at have styr på livet.

Det er flovt, pinligt og så taber artigt ikke at have styr på sig selv eller sit eget liv. Endnu mere slå vi os selv oven i hovedet.

Hvis vi er rigtig smarte, så begynder vi at lyve over for de mennesker vi holder allermest af, af frygt for at de vil slå hånden af os hvis de finder ud af hvilket menneske vi inders inde er.
Vi kan også hoppe i den anden boldgade, vi peger fingre af alle de andre og sviner dem til, for alle deres fejl og mangler. På den måde så behøver vi ikke at forholde os til os selv.
Vi kan også have behov for at fremstå som perfekte, det perfekte hjem, perfekte job, perfekte krop, perfekte tanker...

Det er som at putte flødeskum på lorten. Så håber og beder vi bare til, at ingen kommer forbi flødeskummen. Skulle det ske, at nogen kommer for tæt på. Ja så vipper vi dem af pinden, med undskyldninger om at det er dem der er noget i vejen med.

Så fortsætter livet og det destruktive mønster holder os låst fast, som ofre for vores egne omstændigheder. Stakkels mig!

Vi flygter fra det som det hele inderst inde handler om, nemlig os selv og det billede vi har af hvem vi er.

Hvem er vi så inden bag flødeskummen?
Vi er bange mennesker, der aldrig har lært om valg i livet. Så derfor er vi bange for vores følelser, særligt når det gør ondt eller føles for godt. Vi har et hav af overbevisninger om hvordan livet hænger sammen. De overbevisninger styrer vores hoveder i alt hvad vi foretager os.
Vi er såret og svigtet mennesker, der har oplevet de værste sider i livet.

Når vi en sjældent gang fortæller vores historier, bliver vi mødt med store øjne og åbne munde. For tænke at have oplevet det!
Vi bliver bange og trækker os tilbage i vores skjul og bekræfter os selv med, at ingen alligevel kan rumme vores forfærdeligheder. Vi lukker døre og skubber folk væk, særligt dem der gerne vil os - vi gør det ikke for at være onde. Men vi lever blot i vores historier om, at ingen alligevel vil os når de ser vores sande jeg.
Så derfor hopper vi tilbage til vores destruktive mønstre, for hvor mærkeligt det end lyder ja så er vi trygge der.

Vi slår os til tåls med at dette er vores lod i livet, og at det bare er en lang lort vi må tage en bid af hver eneste dag. Vi leger med tanken om døden, så vi hurtigt kan komme væk herfra - og så andre slipper for os. Vi er til mere skade end gavn...

Det eneste vi aldrig ser, er vores egen styrke...

Vejen hjem
Det kræver mod at turde bryde sine mønstre, for pludselig skal vi stå ansigt til ansigt med vores egne indre dæmoner. Dem som vi hele livet har flygtet fra, al det ukendte, smerten, skammen og følelsen af ligegyldighed. Men det kan lade sig gøre, og det kan det for alle. Vi har alle styrken inden i os, men vi har bare gemt den væk bag vores destruktive mønstre, fordi vi aldrig har lært at tackle vores følelser.

Det er nemlig vores følelser og de historier vi har bundet dem op på, der får os til at fucke vores liv op.

Det er hverken let eller en dans på roser at skabe forandringer. Det kræver hårdt arbejde, men det er det hele værd, når vi lærer at håndtere vores følelser uden at skulle dulme smerten.

Jeg kunne, det kan du også.