Mobning STOP det - MC mod mobning en verden til forskel.

I søndags deltog min datter og jeg sammen med gode venner og et hav af inspirerende modig børn og et væld af engageret voksne i MC mod mobning.

Det var en fantastisk dag og det var så stærkt at mærke fællesskabs følelsen, der åndede i hver enkelt deltager. Fantastisk arrangement der var stablet på benene af vidunderlige mennesker.

Tegnet af René DeFleron

Model Heidi Daubjerg Nielsen

Samtidig ramte det mig i hjertet, samlet var små og store mennesker med dybe ar på sjælen.  Mennesker der kunne fortælle grufulde historier om trusler, vold, hån og ydmygende ord hver eneste dag året rundt. Jeg kiggede på de små mennesker der stod på scenen og jeg forstår det stadigvæk ikke!

Men det gjorde jeg heller ikke den gang jeg selv var barn og mærkede det på egen krop. Ensomheden, skammen, skylden og lysten til bare at fosvinde. Jeg havde nærmest fortrængt det, gemt det væk - men det har kræset i mit hovede siden.
Tredje klasse, skoleskift åh det var svært at komme fra en lille tryg andedam og pludselig stå for skud i en hønsegård.

Jeg var rædselslangen nogle dag, ondt i maven, hovedpine og frygten for det uforudsigelig. Jeg havde drenge der fulgte efter mig og tog billeder af mig uanset hvor jeg var...i skolen, på vej hjem, selv ind af mit vindue på mit værelse. Billeder der blev sendt rundt blandt deres kammerater, og kopier der dukkede op i min postkasse. Andre blev sure og jaloux - øgenavne, drillerier, skubben og trusler... jeg ville egentlig bare gerne væk.
Ingen hørte nejet...

I dag møder gennem mit arbejde unge mennesker, der bokser i et system der ikke er gearet til at håndtere dem. Resultatet er fatalt, for de ramte mennesker går rundt og opbygger historier om sig selv. Historier der bliver til deres virkelighed. Det er så lidt der skal til for at ødelægge et ungt  menneske. Gentagende negative oplevelser bliver til overbevisninger og de ligger sig som en dyne af tunge historier om "jeg er intet værd" "jeg er ligegyldig" "der er noget galt med mig"... og så bliver vi lige så stille og roligt pillet ned.

Sådan skal det simpelthen ikke være!!! Mobning skal stoppes og jeg mener vi voksne har det største ansvar! For de kære børn spejler sig i os og i stedet for at gøre børnene til dem der skal fixes skal vi kigge ind ad og finde vores egen indre mobber... For vi gør det alle og vi er med til at holde liv i den kultur. Bare tjek nettet og kommentar på Facebook... Ikke noget at sige til at børn bliver forvirret, når de voksne siger et men gør noget andet.
Så hjem og fej for egen dør!

Men en ting er sten sikkert, MC mod mobning gjorde/ gør en kæmpe forskel for de smukke mennesker - det kunne ses i deres øjne! De strålede om kap med solen.

Tak for et brag af en fest, vi ses næste år!

Husk at gå ind og like siden her
 og nej du behøver ikke at være ejer af en motorcykel - jeg har også kun en jernhest ;)
Støt og vær med til at gøre en forskel!

De knækkede børn...

Prøv at forstille dig at du er et barn.

Så forstil dig, at uanset hvor du befinder dig, uanset hvem du møder på din vej, uanset hvad du siger så bliver der peget fingre ad dig.

Du bliver hånt, du bliver straffe, du bliver gjordt til grin, du bliver gjort forkert, du står for skud for de voksnes vrede og frustration. Du bliver gjort til skamme for noget du ikke selv har valgt.

Prøv at forstille hvad det ville gøre ved dig!

Det fremme bestemt ikke positive tanker omkring en selv. Prøv at overveje hvilken historie sådan et barn tager med sig videre i livet..... det gør helt ondt inden.

Desværre så er det virkelighed for et hav af børn - børn der står for skud for de voksnes ord. Børn der ikke har en jordisk chance for at forsvarer sig, børn der på ingen måder er skyld i der hvor befinder sig.
Men alle de ord de igen og igen får kastet på sig, ja de klæber sig til de små kroppe og bliver virkelighed for dem. En virkelighed som de skal kæmpe med hele livet og forsøge at komme fri af.

De dulmer deres smerte hver eneste dag på et hav af forskellige måder, og nogen lever endda fortræffelig op til det billede der er blevet beskrevet af dem. De udlever alle de destruktive sider i sig selv.

Hvorfor?

Fordi de har slukket og lukket for deres håb, de har givet op. Livet er blevet ligegyldigt. Ingen gider dem, ingen ser dem, ingen hører deres råb om hjælp...

Ikke alle ved at de har et valg. For intet i livet har været et valg for disse børn, de havde tillid og stolede på de voksne de havde omkring sig og mødte på deres vej. De voksnes ord skabte børnenes virkelighed og pludselig handlede det ikke om at leve, men om at overleve. Frygt, kaos og forvirring var med til at forme hverdagen - det er ikke sundt for et barn at være i.... det får konsekvenser....

Så næste gang du stempler et andet menneske, og peger finger af det de gør eller den de er. Så kig i stedet på din egen frygt og undersøg om det ikke også kunne være sket for dig, hvis du havde været igennem det samme som vedkommende. På den måde så har du ikke længere brug for at gøre andre til skamme, men i stedet vise omsorg.

Og husk, at ingen børn er født onde - men ondskab kommer, når følelsen af ligegyldighed og de klæbende ord bliver til ens virkeligheden... så bliver vi onde!

Vi har alle et fælles ansvar for vores børn. For ingen børn fortjener at vokse op som udyr - og samme kan vi få brudt de mønstre der ikke er til gavn for nogen.