De knækkede børn...

Prøv at forstille dig at du er et barn.

Så forstil dig, at uanset hvor du befinder dig, uanset hvem du møder på din vej, uanset hvad du siger så bliver der peget fingre ad dig.

Du bliver hånt, du bliver straffe, du bliver gjordt til grin, du bliver gjort forkert, du står for skud for de voksnes vrede og frustration. Du bliver gjort til skamme for noget du ikke selv har valgt.

Prøv at forstille hvad det ville gøre ved dig!

Det fremme bestemt ikke positive tanker omkring en selv. Prøv at overveje hvilken historie sådan et barn tager med sig videre i livet..... det gør helt ondt inden.

Desværre så er det virkelighed for et hav af børn - børn der står for skud for de voksnes ord. Børn der ikke har en jordisk chance for at forsvarer sig, børn der på ingen måder er skyld i der hvor befinder sig.
Men alle de ord de igen og igen får kastet på sig, ja de klæber sig til de små kroppe og bliver virkelighed for dem. En virkelighed som de skal kæmpe med hele livet og forsøge at komme fri af.

De dulmer deres smerte hver eneste dag på et hav af forskellige måder, og nogen lever endda fortræffelig op til det billede der er blevet beskrevet af dem. De udlever alle de destruktive sider i sig selv.

Hvorfor?

Fordi de har slukket og lukket for deres håb, de har givet op. Livet er blevet ligegyldigt. Ingen gider dem, ingen ser dem, ingen hører deres råb om hjælp...

Ikke alle ved at de har et valg. For intet i livet har været et valg for disse børn, de havde tillid og stolede på de voksne de havde omkring sig og mødte på deres vej. De voksnes ord skabte børnenes virkelighed og pludselig handlede det ikke om at leve, men om at overleve. Frygt, kaos og forvirring var med til at forme hverdagen - det er ikke sundt for et barn at være i.... det får konsekvenser....

Så næste gang du stempler et andet menneske, og peger finger af det de gør eller den de er. Så kig i stedet på din egen frygt og undersøg om det ikke også kunne være sket for dig, hvis du havde været igennem det samme som vedkommende. På den måde så har du ikke længere brug for at gøre andre til skamme, men i stedet vise omsorg.

Og husk, at ingen børn er født onde - men ondskab kommer, når følelsen af ligegyldighed og de klæbende ord bliver til ens virkeligheden... så bliver vi onde!

Vi har alle et fælles ansvar for vores børn. For ingen børn fortjener at vokse op som udyr - og samme kan vi få brudt de mønstre der ikke er til gavn for nogen.

Dette skal du vide hvis du er selvdestruktiv... er vi alle ikke lidt det?

Verden kokser og følelserne tager over, det gør ondt inden i, og det kan være svært at sætte ord på hvad det er. Ja nogle gange findes der slet ikke ord. Det gør bare ondt ad helveds til. Kroppen skriger og vrider sig.

Det kan føles som det mest ubehagelige sted i verden. Det river inden i, hjertet banker og smerten tager over i hele kroppen. Det kan være ulideligt at være der. Mange mennesker søger efter noget der kan dulme smerten. Vi vil have den skal gå væk...  forsvinde. Mad, stoffer, alkohol, sex, you name it. Vi prøver med alle midler at dulme os selv og vores følelser.

Det virker et kort øjeblik, vi bliver taget væk i en rus. Der kommer ro inden i og vi kan næsten holde os selv ud igen.

I et kort øjeblik.

For inden længe kommer skyerne tilbage og vi må starte forfra og søge det næste fix. Så sidder vi i hamsterhjulet, verdens mest destruktive sted. Vi hader det, men "på mandag eller i morgen så stopper jeg" sådan starter det. Men til sidst giver vi op og lader stå til, vi bliver ligeglade. Vi er fanget, låst fast og kan ikke se os ud af helvede. Selvhadet vokser og de negative tanker om os selv tager til.

"Hold kæft en taber jeg er".

Vi bliver bange for at andre skal opdage vores skam... for er der noget vi gør, så er det at skamme os over ikke at have styr på livet.

Det er flovt, pinligt og så taber artigt ikke at have styr på sig selv eller sit eget liv. Endnu mere slå vi os selv oven i hovedet.

Hvis vi er rigtig smarte, så begynder vi at lyve over for de mennesker vi holder allermest af, af frygt for at de vil slå hånden af os hvis de finder ud af hvilket menneske vi inders inde er.
Vi kan også hoppe i den anden boldgade, vi peger fingre af alle de andre og sviner dem til, for alle deres fejl og mangler. På den måde så behøver vi ikke at forholde os til os selv.
Vi kan også have behov for at fremstå som perfekte, det perfekte hjem, perfekte job, perfekte krop, perfekte tanker...

Det er som at putte flødeskum på lorten. Så håber og beder vi bare til, at ingen kommer forbi flødeskummen. Skulle det ske, at nogen kommer for tæt på. Ja så vipper vi dem af pinden, med undskyldninger om at det er dem der er noget i vejen med.

Så fortsætter livet og det destruktive mønster holder os låst fast, som ofre for vores egne omstændigheder. Stakkels mig!

Vi flygter fra det som det hele inderst inde handler om, nemlig os selv og det billede vi har af hvem vi er.

Hvem er vi så inden bag flødeskummen?
Vi er bange mennesker, der aldrig har lært om valg i livet. Så derfor er vi bange for vores følelser, særligt når det gør ondt eller føles for godt. Vi har et hav af overbevisninger om hvordan livet hænger sammen. De overbevisninger styrer vores hoveder i alt hvad vi foretager os.
Vi er såret og svigtet mennesker, der har oplevet de værste sider i livet.

Når vi en sjældent gang fortæller vores historier, bliver vi mødt med store øjne og åbne munde. For tænke at have oplevet det!
Vi bliver bange og trækker os tilbage i vores skjul og bekræfter os selv med, at ingen alligevel kan rumme vores forfærdeligheder. Vi lukker døre og skubber folk væk, særligt dem der gerne vil os - vi gør det ikke for at være onde. Men vi lever blot i vores historier om, at ingen alligevel vil os når de ser vores sande jeg.
Så derfor hopper vi tilbage til vores destruktive mønstre, for hvor mærkeligt det end lyder ja så er vi trygge der.

Vi slår os til tåls med at dette er vores lod i livet, og at det bare er en lang lort vi må tage en bid af hver eneste dag. Vi leger med tanken om døden, så vi hurtigt kan komme væk herfra - og så andre slipper for os. Vi er til mere skade end gavn...

Det eneste vi aldrig ser, er vores egen styrke...

Vejen hjem
Det kræver mod at turde bryde sine mønstre, for pludselig skal vi stå ansigt til ansigt med vores egne indre dæmoner. Dem som vi hele livet har flygtet fra, al det ukendte, smerten, skammen og følelsen af ligegyldighed. Men det kan lade sig gøre, og det kan det for alle. Vi har alle styrken inden i os, men vi har bare gemt den væk bag vores destruktive mønstre, fordi vi aldrig har lært at tackle vores følelser.

Det er nemlig vores følelser og de historier vi har bundet dem op på, der får os til at fucke vores liv op.

Det er hverken let eller en dans på roser at skabe forandringer. Det kræver hårdt arbejde, men det er det hele værd, når vi lærer at håndtere vores følelser uden at skulle dulme smerten.

Jeg kunne, det kan du også.

Jeg har noget på hjertet

Jeg bliver tit spurgt hvad det egentlig jeg laver?

Ja og det er et godt spørgsmål - og jeg kan godt forstå, at det kan være svært at hitte rundt i. Rigtig mange tror at jeg kun arbejder med kriminelle, laver indsamlinger og socialt arbejde, men jeg tilbyder også min viden om en masse andet.

Jeg sidder ofte med mennesker, både unge og voksne, som lever i selvdestruktive mønstre, de har udfordringer med alt lige fra stoffer, alkohol, spiseforstyrrelse, kriminalitet, cutting, lavt selvværd, anbragt uden for hjemmet, seksuelt misbrugt, omsorgssvigt i barndommen, fysisk og psykisk vold i deres forhold - ja de har mange ting de tumler med.
Til fælles for dem alle er, at de sidder fast i negative historier om dem selv, og de kan ikke gennemskue vejen ud af deres mønstre. De er låst i de tanker de gør om sig selv.

Der ud over er jeg også tilknyttet frustreret forældre, de forældre der ikke ved hvad de skal stille op i forhold til deres destruktive børns adfærd, forældre der løber panden mod en mur i det offentlige system og forældre der har brug for rådgivning og vejledning omkring deres egen rolle som forældre.

Det er rigtig vigtigt for mig, når de (både unge, voksne og forældre) kommer hos mig, har et frirum til dele alle deres tanker - også de mørke og "forbudte".  Her er intet rigtigt eller forkert, det er som det er. Jeg er ikke den der skal dømme dem (det klarer de fint selv), min rolle er at lytte og udfordre dem til at få brudt deres mønstre, skabt nye overbevisninger og vende deres historier til en styrke.

Så holder jeg foredrag "kærlig hilsen bankrøverens datter" - om at være vokset op med en kriminel far, og de konsekvenser det har haft for mig i mit liv. Jeg underviser på uddannelsessteder, for at sætte fokus på de dømtes børn.

 

Alt hvad jeg laver gør jeg, fordi jeg har et personlig engageret i det. Jeg ville ønske, at der fandtes en som mig, da jeg var teenager. Fordi jeg følte mig ensom, alene og forkert. Jeg ville ønske at der havde været en, der kunne hjælpe mig med at bryde mine mønstre, stille spørgsmålstegn til mine overbevisninger og støtte mig i at vende min historie til min styrke. En der lyttede, så mig og greb mig.

Så kender du nogen der bokser med livet, så send dem forbi www.christinasogaard.com

Har du ideer eller kendskab til institutioner, klubber, skoler eller foreninger der kunne være interesseret i at få mig ud at holde foredrag, så send dem gerne til christina@christinasogaard.com

Så hjælp mig med at dele min kunnen og viden - for alle børn og unge har ret til en tryg barndom. NEJ der findes ingen umulige børn og unge, at reagere er et sundhedstegn.
Der findes heller ikke nogle onde voksne, men mennesker som handler ud fra tunge og destruktive historier fra den bagage de slæber med sig fra deres egen barndom. Voksne der ikke aner de har et valg.

Jeg og alle de mennesker der sidder låst i livet ville være taknemlig <3

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter.