Jeg har været rigtig meget i tvivl om jeg skulle udgive dette
indlæg – da det er ret personligt og sårbart for mig og fordi der er andre mennesker tæt på mig
der er involveret. Men jeg ved bare det er så vigtigt for mig at stå ved mig og turde være tro mod sig selv. Jeg har lovet mig selv, at tage mig selv
alvorligt.
Så kære involverede, dette handler ikke om jer, skulle I læse med. Det er mig, mine
følelser og mine oplevelser – så tag det ikke personligt.
Så så man lige mig
ligge der på gulvet i fosterstilling…
Ja jeg faldt, jeg snublede og jeg slog mig hårdt i
kærligheden navn.
Med et blev gulvtæppet trukket væk under mig, der hvor jeg
mindst ventede det. Panikken bredte sig og intet gav mening i mit hoved. Jeg blev
såret dybt inde i mit hjertet, det hjerte jeg har forsøgt at passe så ufattelig
meget på. Jeg havde lyst til at skrige mine lunger ud.
Nej NEJ
Neeeeeeiiiiiiiiiii
Det her kunne ikke passe, ikke her midt i eventyrbyen – alt var
så smukt, jeg havde det så godt her – jeg havde jo skabt alt det jeg aldrig turde
drømme om…
1000 tanker væltede rundt inde i mit hoved, selv om alt
føltes tomt og min krop nærmest lammet. Jeg var i chok. Mit hjerte hamrede
afsted i et væk, det rystede som jeg aldrig har oplevet før. Hold op det gjorde
naller, tror ikke ord kan beskrive hvordan jeg havde det inden i.
Hvordan kunne nogen knuse mit hjerte nu? Jeg havde givet min
tillid til de mennesker, jeg stolede på dem. Fandeme om jeg nogensinde skal
have noget med en mand at gøre igen og aldrig skal jeg fortælle nogle veninder
om mit inderste inde. Gamle historier væltede frem, mistillid, hemmeligheder,
løgne alt vendte sig i min krop. Kvalmen steg og steg. Jeg var nærmest
desperat, jeg kunne ikke være i min egen krop, jeg ville bare væk.
Rødvin, tåre og tanker om hævn afspejlede den søndag.
Hvad gør vi så når vi
sidder der knuste og bange?
Første dag skældte jeg ud på Gud og hver mand. Jeg var vred,
følte mig ydmyget, udstillet og dum. Men den sværeste følelse at håndtere, jeg
var ked-af-det-hed. Jeg var så ked af
det inden i, det gjorde så afsindigt ondt. Det virkede så uvirkeligt, og jeg
ville ikke være her mere. Jeg ville ikke mærke den smerte, den skulle væk, som
i lige nu!
Min umiddelbare overlevelsesstrategi trådte i kraft. På et
nanosekund lavede jeg allerede stradegier for mit næste træk – Hævn og flygt,
København var pludselig inde for rækkevide igen. Måske jeg også bare skulle
skippe det hele og drage til udlandet… vende alt og alle ryggen. Følelser fra
fortiden om svigt væltede op.
På anden dag tog kroppen over. Jeg lå i sengen hele dagen,
jeg havde det fysisk dårligt. Jeg var tom, helt tom – en følelse jeg kender
særdeles godt til. Jeg lå bare og stirrede op i loftet, kastede op og græd ind
i mellem. Jeg kunne ikke få noget til at give mening. To mennesker som jeg
havde stolet på, haft tillid til – nu havde de hver deres historie, om hvad der
var sket den lørdag aften. En veninde med sin version og en mand jeg ser med
sin version.
Hvad fanden gør jeg?
Hvem skal jeg tro på?
Fortvivlelse og rigtig mange stakkels mig tanker gjorde
deres indtog i min hjerne i min seng den dag.
Bankrøverens datter
kan også mærke
Ja selv bankrøverens datter har følelser og kan blive
såreret. For selv om jeg har lært at være stærk, rigtig stærk så er jeg også et
sårbart menneske ligesom alle andre. Jeg har bare lært at overleve smerten og
klarer den. Men ikke længere, det duer ikke for mig mere der hvor jeg er i mit
liv. Jeg vil ikke længere overleve, men leve.
Hvordan håndtere vi den
her ked-af-det-hed, uden at flygte eller forsøge at fixe den.
Tredje dag måtte jeg kigge mig selv i spejlet og mærke efter
i mit hjerte. Ingen af de to versioner af den samme oplevelse ville nogensinde
komme til at give mening hos mig… aldrig - og måske var det slet ikke dét, som
det handlede om for mig. Måske jeg skulle lærer at trække vejret og ”bare”
mærke smerten inden i. ”Bare” være i det der var.
Det er noget af en øvelse skulle jeg hilse at sige. Bare
være i alt det der gør ondt, forvirring, frustration, uvished, mistillid,
vrede, sårbarhed og ked-af-det-hed. Bare være i det selv om jeg helst bare vil
fixe så jeg ikke kunne mærke eller stikke af for at komme væk.
Så hvordan gør man det, det er enkelt men alligevel rigtig
svært. Trækker vejret ind og ånder ud. Kan det være så simpelt? Ja, det er ikke
raketvidenskab.
Næste udfordring var, at jeg på et eller andet tidspunkt skulle
beslutte mig for hvad jeg ville. Hvad jeg ville! Fandeme noget af en
udfordring, når man som jeg er vokset op med helst ikke at skulle gøre andre
kede af det – for så er jeg jo et virkelig dårligt menneske!
Konsekvensen er bare fatal, når jeg konstant løber rundt og
prøver at tilfredsstille alle andre = jeg mister sig selv undervejs.
Så hvad skulle jeg
gøre!?!
FUCK med FUCK på!
veninde><mand…veninde><mand…veninde><mand?
Når vi vælger os selv til, ja så vælger vi automatisk andre
fra.
No more drama
Jeg orker ikke mere drama i mit liv, det besluttede jeg mig
for da jeg flyttede tilbage til eventyrbyen. Jeg har levet i drama størstedelen
af mit liv. Jeg har lært en masse af det, ingen tvivl. Jeg vil bare ikke
længere lade mig styrer af dramaer. Jeg selv har skabt mine egne dramaer i mit
liv, men det her kunne jeg vælge fra, for intet af det her handlede om mig. Jeg
vil ikke være en del af andres dramaer længere, det er ikke sundt for mig.
Så hvad nu hvis det ikke handlede om ret eller ikke ret,
forkert eller ikke forkert, sandt eller falsk… Men hvad nu hvis det faktisk
handlede om mig selv og mine valg? Hvad nu hvis det handlede om at jeg skulle
komme hjem i mig selv og være i mit, frem for at forholde mig til alle andres.
Jeg bliver hurtigt farvet af andre når jeg ryger over i deres dramaer. Der sker
jo det, når man også deler dette med andre, ja så har de en helt klar holdning
til hvad man skal og ikke skal gøre. Jeg snakkede med nogle veninder, og de var
i alle retninger.
Det triggede noget mere inden i mig. For jeg er jo flasket
op med ”hvad alle andre tænker om en”. Her stod jeg med knust hjerte og skulle
forholde mig til mig og være skide ligeglad med hvad andre tænkte om mig. Det er let for mig at gøre gennem det jeg
laver og arbejder med – men følelsesmæssigt og i nære relationer. Pyha, der er
jeg bange, rigtig bange. Tænke hvis alle vender mig ryggen og ingen kan lide
mig?!?
Fik nærmest koldsved ved tanken…”HVAD ANDRE VILLE TÆNKER OM
MIG…og mit valg” – dårlig veninde, naiv, idiot, selvcentreret, egoistisk, dum,
latterlig, tåbelig…
Men hvis jeg ikke tænker på mig, hvem gør så?
Hvis jeg ikke følger mit hjerte hvad, sker der så?
Hvis jeg skal leve mit liv efter hvad andre synes, hvad sker
der så?
Så kan jeg være okay med, at ikke alle er enige med mig i
mit valg og nogen sidder og taler om mig i krogene?
Ja, det handler nok ikke om mig i sidste ende – men ingen
tvivl om at mit valg sætter gang i andres historier, om dem selv og deres. Det
har jeg prøvet mange gange før. Men det er ikke længere mit ansvar at forklarer,
forsvarer, fixe eller sørge for at alle andre er glade.
Mit ansvar er at mærke mig og handle ud fra mig, holde mig
på min egen banehalvdel. Om det er det rigtige valg, det ved jeg ikke men jeg
er i det og mærker efter for der er vigtigst for mig. Det er den bedste måde at
passe på mig selv på.
Ikke alle elsker mig, og det er som det er – for det vigtigste
er at jeg elsker mig selv.
Sikke en omgang og men sikke en gevinst.
Så hvad skal du lærer af de udfordringer du bliver stillet
over for? Alt sker af en årsag, intet kommer tilfældigt. Det handler om at
turde være dig… og inderst inde, helt inde bag ved al panser så ved du det
godt. Det er ”bare” alt det andet der fylder og frygten der stopper dig i at
handle.
Har du lyst til at få belyst dine udfordringer og måske se
dem i et andet lys – så guider jeg dig gerne. Kig forbi www.christinasogaard.com og se om du
kunne have mod på at arbejde sammen med mig.
De bedste hilsner
Christina – bankrøverens datter