Når lort vendes til guld

Så er der de dage som man allermest har lyst til at gemme væk, ignorere og lade som om ikke eksisterede. De dage hvor det bare gør rigtig ondt, hvor man er sårbar. De dage hvor man har lyst til at gemme sig væk under dynen og ikke kan se et formål med at stå op. Hele verden stinker og det er bare lort!

 En gang var jeg ekspert i at ligge låg på og lade som om alt var godt. Smil med smil på.

Det virker bare ikke mere - og heldigvis for det, for i går lykkedes det mig at vende lort til guld!

Men i går morges da jeg vågnede, havde jeg den mærkeligste fornemmelse i kroppen. Jeg havde bare lyst til at tude mine øjne ud, jeg var så trist inden i. Det var som om det hele summede og jeg var bare ikke mig selv.
Det hele havde kulmineret inden i mig - i sidste uge fik jeg bare en rigtig ydmygende opringning af et menneske jeg har meget tæt på mig og den gjorde ondt helt inde i hjertet, jeg troede jeg havde fået den afsluttet - men den svada jeg fik gjorde så ondt inden i. Oven i det havde jeg fået afslag på mit bog manuskript, som jeg har lagt hele min sjæl i. Jeg følte mig så lille og så ligegyldig. Viste godt afslaget ikke havde noget med mig personligt at gøre - men det var som om det hele lige væltede, alt blev uoverskueligt og er der noget der rammer mig dybt så er det når nogen bruger mit barn imod mig.

Så hele dagen gik jeg rundt og var konstant gråd labil, ikke det fedeste når jeg skal sidde sammen med sagsbehandlere, unge mennesker og fængselsvagter - åh men det gik og jeg klarede den.

Faktisk var jeg stolt over at jeg bare var i det der var - jeg var ked af det og det var okay. Det var tydeligt mere udfordrende for de mennesker der spurgte hvordan det gik, og af mig fik et ærligt svar. Men det var jo sådan det var.

Når vi har de her dage, så er alfa omega at være god ved sig selv, og det kan være hamrende svært. Men jeg købte blomster på vej hjem, satte mig på altanen i solen med en kop kaffe og min dagbog. Og lod kuglepenne flyve hen over papiret.

Jeg havde faktisk ikke lyst til noget, jeg ville bare være mig selv... lidt af en udfordring som enlig mor til en 4 snart 5 årige, der hele dagen havde glædet sig til bål og hygge.
Crap!

Men bogstaverne i min dagbog danner sætningen "hvad skal du lære af det her?" Havde mest lyst til at skrive IKKE EN SKID! Men der er jo altid noget at hente, i smerten. Så jeg gravede lidt i alt det der gjorde ondt, afvisning, ydmygelse, svigt, ligegyldighed - det gjorde naller...
Men det var sådan det var.

 

Jeg viste jo godt det der blev sagt til mig, jo ikke handlede om mig - jeg fik jo også sagt fra. Jeg viste jo også, at afslaget heller ikke handlede om mig personligt, og at jeg jo selvfølgelig bare skulle fortsætte.

Ærligt, så var jeg skuffet over mig selv. Jeg var skuffet over, at jeg igen havde taget alt ind og begyndt at tro på at jeg ikke var god nok. Jeg fik det alt sammen til at betyde noget om mig... for så kunne jeg jo holde mig selv lille igen - og så ville alt være som det plejer.

Men hos mig er plejer død - den sidste 1 1/2 uge har jeg været så fast besluttet på at bryde mine egne rammer. Så hver gang jeg er bange for at gøre noget, når frygten puster mig i øret -ja så skal jeg gøre det, og jeg har gjort det!  Det er en måde at få brudt med de historier og overbevisninger jeg selv hænger fast i omkring mig selv. Det er sejt men effektivt.

Så den her skulle jeg lige igennem igen også. Jeg skulle bare have lov til at være, uden at skulle handle mig ud af den følelse jeg sad i  - og det havde jeg jo egentlig klaret meget godt.
Faktisk handlede det her mere om at jeg savnede omsorg og nærvær - noget der altid har været minus af på min konto, fordi jeg siden jeg kan huske har været fixeren i min familie.
Så alt hvad der har med kærlighed, omsorg og nærvær er så ømtåligt for mig, for så gør jeg mig sårbar... og jeg er jo hende den stærke!
Men hvis jeg nu kunne være med min sårbarhed, hvad ville jeg så få - kærlighed,nærvær og omsorg, alt det jeg længes efter. Så det skal omfavnes i stor stil.

Nu var det jo var Sankt Hans aften, barnet glædede sig - der var langt til veninderne i København - så jeg sad og tænkte på hvad jeg kunne gøre, for at give mig selv det jeg inderst inde havde brug for... nærvær og samvær.

Jeg tog mig selv i kraven og med bankene hjerte, gik jeg op til overboen, spurgte om vedkommende og dennes børn ville med ud og se bål -
Vi endte med kaffe, tæppe, frugt, kage og en super hyggelig aften. Jeg var så blød som smør inden i og fyldt op på i alle celler. Mums!

Så hvis min dag ikke havde været mødt med afvisning, ydmygelse, svigt og ligegyldighed - ja så havde jeg ikke siddet her, med den dejlige fornemmelse det er at passe på mig selv og bede om det jeg har brug for også hos andre mennesker. Jeg ville ikke bytte det for noget andet.

Jeg er sårbar og jeg er vild med det - det giver mig så megen mulighed for at skabe det liv, som jeg inders inde drømmer om.

 

I dag er en ny dag, med nye muligheder og jeg har allerede skudt den godt i gang. Jeg har lagt min først e-bog ind på min hjemmeside www.christinasogaard.com.
Du kan hente den kvit og frit, du skal bare tilmelde dig mit nyhedsbrev, så kommer den direkte i din indbakke.

Her til formiddag har jeg givet mig i kast med en børnebog til de dømtes og hemmelighedsramte børns forældre.

Jeg er med ny energi, føler mig så taknemlig og ydmyg.