Tilbage til fortiden...

I går formiddags var jeg ude at løbe, det har jeg nu gjort så tit - men jeg har udfordret mig selv men en halv marathon i oktober, så det kræver lidt mere træning fra min side. Men i går fandt simpelthen en gammel playliste på min computer, tilbage fra dengang hvor alt i mit liv var latterligt ligegyldigt.

 

I går trykkede jeg på play, da jeg startede på dages løbetur. Det var som at tage en tur ned af memory lane, og på 11 kilomenter ja der kan man nå at genopleve rigtig meget. Jeg kunne se filmen for mine øjne. Jeg så mig selv, weekend efter weekend stå på de københavnske diskoteker og fyre den af for fuld styrke. Den fik ikke for lidt, og jeg var helt blæst.  

 

Kom lad os glemme verden, bare i dag.  

For var der noget min lille spiseforstyrrede krop kunne, så var det at danse og jeg var hamrende god til det. Jeg var slangen i paradis når musikken spillede og jeg blev sluppet løs på dansegulvet. Jeg viste at mændene ville have min krop, og jeg elskede følelsen af kontrol og kunne forføre noget så grotesk.

Men det var også det eneste jeg fik ud af det, for inden i hungrede jeg efter kærlighed, nærvær og omsorg... det er så bare ikke lige det man får når man ikke rigtig har respekt for sig selv. 

Jeg ville også gøre alt, for bare en lille bid af den følelse af at være elsket. Det lykkedes aldrig, men skuffelser og endnu mere nederlag til at slå mig selv oven i hovedet med - det fik jeg. Destruktive tanker som "efter som ingen ville have mig, ja så måtte det jo være mig noget i vejen med". Det var så en undskyldning for at mishandle mig selv endnu mere.  

 

Kærlighed var det eneste jeg higede efter, men også samtidig det jeg var allermest bange for....for jeg anede intet om kærlighed.

 

Så jeg sagde aldrig nej eller stop - jeg gjorde det jeg troede der skulle til, så fyrene ikke opdagede at jeg intet var værd... Was I wrong! For var der noget jeg følte mig så var det ingen værdi. Jeg var min egen værste fjende.

 



For ikke at mærke væltede vi os i bobler og alt det andet, der gør at kroppen intet mærker... alt var godt og ligegyldigt i det kort strejf hvor alle følelser var lammet.

 

Så gjorde det også først ondt

 inden i, dagen efter.

Jeg var så langt ude, jeg følte ingen værdi for mig selv. Jeg hadede mig selv, min krop og jeg bad tit til at englene kom og hentede mig væk herfra. Jeg fortjente intet, og jeg gjorde alt for selv at leve op til dette.
Jeg var ikke bleg for, at bebrejde min far og alt det lort han havde trukket sin familie igennem. Inde i mit hoved var det hans skyld, at jeg befandt mig der hvor jeg gjorde. Det var hans skyld, at jeg måtte brække mig dagligt for at kunne holde ud overhovedet at være til, det var hans skyld at jeg sad der hvor jeg sad i livet. Jeg var et stort offer. Havde det ikke været for ham, havde jeg ikke skulle sidde der og skamme mig og være bange for at andre skulle gennemskue hvem jeg virkelig var. Det hele var hans skyld... stakkels mig.

Farvel til smerten

Jeg gjorde alt, for ikke at mærke den sorg og smerte jeg gik rundt med inden i. Al skyldfølelsen og al skammen der konstant styrede mine tanker om mig selv. Hver dag var en flugt, for ikke at mærke. Hvis det ikke var i spiseforstyrrelsen der sørgede for at gøre mig tom inden i, ja så var det alkohol og alle de andre ting jeg puttede i min krop eller de helt forkerte mænd - som fik mig til at føle mig som verdens laveste menneske.

Jeg er kommet langt siden den gang, det har været en sej og lang rejse - jeg er stadigvæk på den. Men det bliver nemmere og det er også lidt sjovere. Faktisk griner jeg tit af mig selv.
Men når man står der og skal opgive sit misbrug, ja så føles det som om man står nøgen, blottet og sårbar over for alt og alle. Det er svært, rigtig svært ikke at have sit filter. Pludselig skal man til at lære hvordan man håndtere ellers så simple følelser - fordi tidligere dulmede man dem bare så de blev gemt væk.
Det er hårdt arbejde at skifte den plade, der ikke længere virker for en, men det er virkelig også en befrielse ikke længere at være styret af hvad andre tænker om en. Livet er så meget mere lækkert.
Jeg vil altid være spiseforstyrret, men ikke længere aktiv. Jeg har lært at læse min krop og handle på de følelser der før fik mig til at dykke ind i mit dystre sind og ønske at forsvinde.

Bare vid, at der er en vej også for dig.

Christina