Jeg er RASENDE

Der skal meget til før jeg tænder af - men lige nu er jeg så eksplosiv rasende!

At sidde og modtage en sms fra en dybt frustreret, ked af det og vældig bekymret mor til en ung indsat, der måtte stikke af fra det fængsel vedkommende sad i fordi h*n ikke kan være tryg i der. Trusler, vold og afpresning et sted hvor det er meningen at alle skal være trygge. Et ungt menneske, der stak af for at melde sig selv i en arrest, fordi vedkommende hellere ville sidde 23 timer i en celle alene, frem for at blive udsat for grove mishandlinger hver evig eneste dag.

Come on Danmark, nu må det simpelthen stoppe!

Jeg ved god at kriminelle bare skal sejle deres egen sø, fordi de er sølle mennesker! Jeg hører det dagligt.

Jeg bliver så gal!

For ingen, som i INGEN fortjener at blive behandlet uværdigt! Uanset hvem man er og hvad man har lavet. Det her er mennesker lige som alle andre, mennesker som du og jeg. Deres hjerter slå også, og de bløder også rødt når de slår sig.
Der er en årsag bag et hvert menneskes handling, også når de laver noget lort.

Så kære Kriminalforsorgen,

Kan I ikke forstå hvor vigtigt det er at forebygge, frem for at bryde mennesker ned? Jeg begriber det simpelthen ikke. Det giver ingen mening i mit hoved. Vi har vel et fælles mål, at de indsatte gerne skulle komme ud på den anden side og kunne være med til at bidrage som hele mennesker.

Jeg forstår ikke hensigten med at sætte mennesker i fængsel og ikke tilbyde nogen former for støtte til forandring. Det burde da netop være der der blev sat ind, så de indsatte kunne arbejde med deres mønstre, deres historier og overbevisninger.
Mennesker har brug for at blive guidet, og rigtig mange af de mennesker jeg har haft under mine vinger, har aldrig vist at de havde et valg. Det er ikke så svært, men det kræver jo at nogen på øverste etage kan kigge ud over egen næsetip og turde være med til at satse på at sammen så kan vi skabe forandringer og igen så har vi vel et fælles mål - nemlig at de indsatte gerne skulle komme ud på den anden side styrket og med troen på at selv om man har fucked up så er der lys for enden af tunellen.

Så hvorfor er det I ikke vil være med til at skabe forandringer hos det enkelte menneske?

Jeg ved ikke om I er bange for at få succes, eller hvad det er der holder jer tilbage?

Måske er I bange for at det ville gå så godt, at mennesker faktisk kom ud på den anden side og det ville jo selvfølgelig være en katastrofe hvis de ansatte måtte afskediges fordi der ikke var indsatte nok.

Jo jo jeg har hørt den før, en gang kriminel altid kriminel og det er ikke alle der vil hjælpes - lad nu være.

Vi er faktisk nogen der sidder på spring og rigtig gerne vil hjælpe mennesker med at komme videre i deres liv. Vi har ideer, nye muligheder og en masse andet godt at byde på. Men må vi komme ind, nej de tunge porte er lukket og låst. Det er trist, virkelig trist!

Jeg tror på forebyggelse og investering, frem for at tage tingene når alt ligger i ruiner. Vi skal ind i fængslerne og lave det forebyggende arbejde. Vi skal lave et fundament hos den enkelte så han/hun har en solid base at navigere ud fra... og det får man bestemt ikke når man dagligt udsættes for vold, krænkelser og trusler.

Vær nu med på nytænkning, udvikling og arbejde fremadrettet.

Kom nu, sammen kan vi gøre det her!

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter

Ny bog på vej

Jeg er ved at ligge sidste hånd på min næste bog.

Det er en meget personligt bog skrevet til min far, om alle de tanker jeg har haft/har, hvad alle hans valg og handlinger har gjort ved mig. Den handler om de mønstre og overbevisninger, der var med til at sætte mig i mit eget fængsel. Den handler om de følelser der lå bag min spiseforstyrrelse.  Om grimme hemmeligheder som jeg aldrig har fortalt nogen, heller ikke min familie - jeg skammede mig inderligt!
Det har været en dyb proces for mig at åbne mit hjerte helt op, blotte min sjæl og dele endnu mere af det jeg for alt i verden ikke ønsker andre skal vide om mig. Men det æder mig op inde fra, og jeg kan ikke tie stille længere - selv om jeg er vildt bange. Har faktisk aldrig været så bange for noget som jeg er lige nu. Men jeg lader frygten være min motivation!   

Jeg sidder hver eneste dag med unge mennesker, der langsomt drukner i deres egne hemmeligheder, vrede, frustration og som søger svar for at få en forståelse. Derfor blev jeg nød til at skrive den bog, for at inspirere til at forene sig med fortiden, hemmelighederne, vreden, frustrationen og slutte fred med at det ikke længere handler om forståelse men tilgivelse for at sætte sig selv fri.

Den kommer til at ligge på min hjemmeside fra den 18. oktober -  hvor du kan hente den for 75 kr.

Jeg håber du vil tage godt imod mine tanker, jeg passer selv på mit hjerte.

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter

Jeg øver mig i at leve med savnet...

Jeg har aldrig delt det her med nogen, jeg har aldrig turde. Jeg var bange for at andre syntes jeg var mærkelig.

Men der er dage hvor jeg savner min far… Bare savner ham helt ind i mit hjerte. Selv om han var hård og streng, så er der momenter jeg savner og ja så savner jeg bare min FAR.

Nogle gange når jeg kigger på min datter ville jeg ønske, at han kunne have oplevet hende, ja i det hele taget oplevet mig. Der er så meget jeg ville ønske, jeg havde haft mulighed for at dele med ham, spørge ham om og sige til ham.

Det var svært at være 17 år og miste ham fra den ene dag til den anden. Det var svært at være i sorgen, jeg måtte ligge øre til rigtig meget ”det er bedre at han forsvandt, med alt det skidt han gik og lavede” eller ”hellere han forsvandt, end slog jer alle ihjel”. Det var min far…  min far, det gjorde ondt. Det er svært at miste og blive valgt fra på samme tid. Så uforstående og selvdestruktivt.

Jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at være ked af det den gang, for alle havde en mening om det min far gjorde og havde gjort. Min familie var i sorg og jeg skulle være den stærke.
Jeg lukkede ned for min egen sorg og nu kan jeg se, at den i stedet blev til en uldmene vrede. Fortrængte og undertrykte følelser er de værste. De blev i stedet til en vrede der kunne få mig til at eksplodere. Jeg var som en trold i en æske. Ingen viste hvornår jeg kunne eksploderede i vrede, heller ikke mig selv. Jeg var en tikkende bombe. Jeg var frustreret og følte mig fanget – låst i et kaos.

Da jeg var med til at slukke min fars respirator i 2004 viste jeg ikke om jeg skulle græde eller grine. Det lyder makabert. Men en del af mig var lettet, for nu skulle jeg ikke længere gå og kigge mig over skulderen. En anden del af mig, den del jeg holdte for mig selv var ked af det, trist og det gjorde hamrende ondt inden i. Jeg havde mistet noget af mig.  

Men jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at være i sorg, fordi alle andre var lettet på vores vegne, ja selv min egen familie var lettet. Så jeg turde ikke sige det højt, så igen undertrykte jeg sorgen og fortrængte smerten i min spiseforstyrrelse.

Jeg har som sagt altid troet at min vred egentlig skyldtes de svigt jeg var udsat for. Men de sidste mange uger er det blevet tydeligt for mig, at jeg aldrig har sørget over tabet af min far. For selv om en har forvoldt én en masse smerte, så er der en samhørighed på trods af. Jeg tror det mange gange kan skabe forvirring inde i en, for på den ene side hader man og på den anden side elsker man… det er et forjættet land at være i.

Ingen kunne forstå smerten ingen kunne rumme den – end ikke mig selv. Jeg begravede den og gemte den længere væk end noget andet. Men savnet var der og er der, men jeg sagde det aldrig højt. Jeg skammede mig over, at kunne savne et menneske der havde gjort så meget ondt over for så mange mennesker.

Men jeg savner min far.

Jeg øver mig i at være i savnet og sorgen…

Kærlig hilsen

Bankrøverens datter

Når lort vendes til guld

Så er der de dage som man allermest har lyst til at gemme væk, ignorere og lade som om ikke eksisterede. De dage hvor det bare gør rigtig ondt, hvor man er sårbar. De dage hvor man har lyst til at gemme sig væk under dynen og ikke kan se et formål med at stå op. Hele verden stinker og det er bare lort!

 En gang var jeg ekspert i at ligge låg på og lade som om alt var godt. Smil med smil på.

Det virker bare ikke mere - og heldigvis for det, for i går lykkedes det mig at vende lort til guld!

Men i går morges da jeg vågnede, havde jeg den mærkeligste fornemmelse i kroppen. Jeg havde bare lyst til at tude mine øjne ud, jeg var så trist inden i. Det var som om det hele summede og jeg var bare ikke mig selv.
Det hele havde kulmineret inden i mig - i sidste uge fik jeg bare en rigtig ydmygende opringning af et menneske jeg har meget tæt på mig og den gjorde ondt helt inde i hjertet, jeg troede jeg havde fået den afsluttet - men den svada jeg fik gjorde så ondt inden i. Oven i det havde jeg fået afslag på mit bog manuskript, som jeg har lagt hele min sjæl i. Jeg følte mig så lille og så ligegyldig. Viste godt afslaget ikke havde noget med mig personligt at gøre - men det var som om det hele lige væltede, alt blev uoverskueligt og er der noget der rammer mig dybt så er det når nogen bruger mit barn imod mig.

Så hele dagen gik jeg rundt og var konstant gråd labil, ikke det fedeste når jeg skal sidde sammen med sagsbehandlere, unge mennesker og fængselsvagter - åh men det gik og jeg klarede den.

Faktisk var jeg stolt over at jeg bare var i det der var - jeg var ked af det og det var okay. Det var tydeligt mere udfordrende for de mennesker der spurgte hvordan det gik, og af mig fik et ærligt svar. Men det var jo sådan det var.

Når vi har de her dage, så er alfa omega at være god ved sig selv, og det kan være hamrende svært. Men jeg købte blomster på vej hjem, satte mig på altanen i solen med en kop kaffe og min dagbog. Og lod kuglepenne flyve hen over papiret.

Jeg havde faktisk ikke lyst til noget, jeg ville bare være mig selv... lidt af en udfordring som enlig mor til en 4 snart 5 årige, der hele dagen havde glædet sig til bål og hygge.
Crap!

Men bogstaverne i min dagbog danner sætningen "hvad skal du lære af det her?" Havde mest lyst til at skrive IKKE EN SKID! Men der er jo altid noget at hente, i smerten. Så jeg gravede lidt i alt det der gjorde ondt, afvisning, ydmygelse, svigt, ligegyldighed - det gjorde naller...
Men det var sådan det var.

 

Jeg viste jo godt det der blev sagt til mig, jo ikke handlede om mig - jeg fik jo også sagt fra. Jeg viste jo også, at afslaget heller ikke handlede om mig personligt, og at jeg jo selvfølgelig bare skulle fortsætte.

Ærligt, så var jeg skuffet over mig selv. Jeg var skuffet over, at jeg igen havde taget alt ind og begyndt at tro på at jeg ikke var god nok. Jeg fik det alt sammen til at betyde noget om mig... for så kunne jeg jo holde mig selv lille igen - og så ville alt være som det plejer.

Men hos mig er plejer død - den sidste 1 1/2 uge har jeg været så fast besluttet på at bryde mine egne rammer. Så hver gang jeg er bange for at gøre noget, når frygten puster mig i øret -ja så skal jeg gøre det, og jeg har gjort det!  Det er en måde at få brudt med de historier og overbevisninger jeg selv hænger fast i omkring mig selv. Det er sejt men effektivt.

Så den her skulle jeg lige igennem igen også. Jeg skulle bare have lov til at være, uden at skulle handle mig ud af den følelse jeg sad i  - og det havde jeg jo egentlig klaret meget godt.
Faktisk handlede det her mere om at jeg savnede omsorg og nærvær - noget der altid har været minus af på min konto, fordi jeg siden jeg kan huske har været fixeren i min familie.
Så alt hvad der har med kærlighed, omsorg og nærvær er så ømtåligt for mig, for så gør jeg mig sårbar... og jeg er jo hende den stærke!
Men hvis jeg nu kunne være med min sårbarhed, hvad ville jeg så få - kærlighed,nærvær og omsorg, alt det jeg længes efter. Så det skal omfavnes i stor stil.

Nu var det jo var Sankt Hans aften, barnet glædede sig - der var langt til veninderne i København - så jeg sad og tænkte på hvad jeg kunne gøre, for at give mig selv det jeg inderst inde havde brug for... nærvær og samvær.

Jeg tog mig selv i kraven og med bankene hjerte, gik jeg op til overboen, spurgte om vedkommende og dennes børn ville med ud og se bål -
Vi endte med kaffe, tæppe, frugt, kage og en super hyggelig aften. Jeg var så blød som smør inden i og fyldt op på i alle celler. Mums!

Så hvis min dag ikke havde været mødt med afvisning, ydmygelse, svigt og ligegyldighed - ja så havde jeg ikke siddet her, med den dejlige fornemmelse det er at passe på mig selv og bede om det jeg har brug for også hos andre mennesker. Jeg ville ikke bytte det for noget andet.

Jeg er sårbar og jeg er vild med det - det giver mig så megen mulighed for at skabe det liv, som jeg inders inde drømmer om.

 

I dag er en ny dag, med nye muligheder og jeg har allerede skudt den godt i gang. Jeg har lagt min først e-bog ind på min hjemmeside www.christinasogaard.com.
Du kan hente den kvit og frit, du skal bare tilmelde dig mit nyhedsbrev, så kommer den direkte i din indbakke.

Her til formiddag har jeg givet mig i kast med en børnebog til de dømtes og hemmelighedsramte børns forældre.

Jeg er med ny energi, føler mig så taknemlig og ydmyg.

Da bankrøverens datter blev menneskelig

Forleden var der en der skrev, en kommentar til mig ; "du er så menneskelig"

Jeg blev ramt lige i hjertet, for er der noget jeg føler mig så er det menneskelig amputeret. Jeg er vokset op med at være anderledes, mærkelig og underlig.

Når du som jeg, er vokset op i en familie hvor løgne, hemmeligheder og fortielse, på magisk vis af de voksne bliver afløst af et skævt smil og en kold facade - og du som barn, sidder med den følelse at noget her ikke er i orden. Det her ikke hænger sammen, men de voksne forsikre dig om at det er dig der er forkert på den, ja så går der koks i følelsesapparatet.
Så kære voksne, det hjælper ikke at fortie sandheden, tvært i mod, det kommer til at koste dyrt for dem der sidder i klemme i løgnene og hemmelighederne - nemlig børnene. De betaler prisen for de voksnes skam.

Som barn bliver du forvirret og samtidig enorm utryg - de følelser du mærker inden i, giver pludselig ikke mening. De er forkerte... du er forkert. Alt bliver uoverskueligt og rodet, det er svært at være i... og følelsen af der er noget i vejen med mig runger tungt inden i.

Ingen ser det, og ingen høre det.

Alle kigger den anden vej, når den lille pige med de bedende øjne spejler et "hjælp mig".

De voksne smiler og siger "ej sådan er det jo ikke"

Ingen opdager din fortvivlelse, og skammen af at være forkert bliver båret som en tung kuffert, der trækker dybe spor. År efter år vokser den, samtidig med at nye opleveler og nye historier blot bekræfter dig i der er noget i vejen med dig.

 

Jeg er 38 år, og jeg nåede bunden af mit liv som 31 årige. Det er 7 år  siden jeg satte hårdt ind på at få ryddet op i min fortid, mine mønstre, for at skabe det live jeg ved jeg fortjener. Jeg bliver tit beundret og rost for at have brudt den sociale arv... for at være kommet så langt. Jeg ligner en der har succes, en der har vilje, en der kender dagen og vejen, en med ben i næsen.

Men ved du hvad jeg bliver stadigvæk pisse bange.

Jeg bliver stadigvæk grebet af panik, når mennesker kommer for tæt på mig. Fordi jeg er bange for at blive såret, forladt og afsløret i at jeg ikke er værd at elske.
- og ved du hvad det er sgu helt okay at have det sådan.

Men hvis jeg nu gerne vil lukke et andet menneske ind i mit liv, ja så er det nok ikke så hensigtsmæssigt, at blive ved med at fortælle mig den samme historie - at jeg alligevel bliver såret, forladt eller at jeg ikke er værd at elske. Så skal pladen skiftes.

Jeg har fundet ud af, at den måde det virker for mig på er, at gøre alt modsat af hvad jeg plejer.

Er det nemt?

NEJ!

Det er møj hamrende skræmmende og jeg har lyst til at stikke halen mellem benene, hjertet hamre af sted så jeg kan være bange for om det eksplodere i min brystkasse.
Men hvis jeg bliver ved med at gøre det samme som jeg plejer, så får jeg jo det samme resultat... og så er der ligesom ingen anden vej... så kan finde på at spørge mig selv "hvad er egentlig det værste der kan ske?"
Helt ærligt hvad er det værste - at verden vælter.... men jeg har jo prøvet at vælte før.. og jeg ved jeg kan rejse mig, for jeg er en overlever...sådan er vi nemlig os børn der er vokset op med svigt. Vi er af et helt særligt stof.

Så jeg øver mig hver eneste dag!

Velkommen til verden

En ny blog ser dagens lys i dag, det er et stor øjeblik særligt for mig. Jeg har glædet mig i uger, faktisk har denne blog ligget og spiret i mange år. Men jeg har været lidt skeptisk, for at kaste mig ud i verden som bankrøverens datter, men det er sådan det er. Jeg er datter af en bankrøver.

 

Indlæggene kommer til at handle om det tabu, det er forbundet med at være barn af en kriminel. Jeg vil fortælle min egen historie, dele andres og være med til at få brudt det her tabu der er.
Det er så vigtigt for børn at føle sig som en del af fællesskabet. Så derfor tager jeg nu bladet helt fra munden, jeg pipper ikke længere i det små, men vil tale med stemme der kan høres. For også de dømtes børn skal høres, og hvis ikke jeg skulle tale deres sag ja hvem skulle så?

Jeg vil også dele de kriminelles historier, for at give indblik og forståelse. Det handler ikke om at holde folk nede, men om at give dem mulighed for at bidrage og vokse.
Jeg har de sidste mange år arbejdet med kriminelle og jeg har set dem rykke sig, fordi de fik en forståels af hvor de kom fra, hvem de var og det gav dem nye handlemuligheder.
Så Indlæggene kommer også til at handle om, hvordan vi får brudt de her mønstre vi sidder fast i, nye muligheder og en masse andet godt.

Hvis du har lyst til at fortælle din historie, hvad end du er barn af en kriminel eller kriminel, så kan du altid skrive til mig på christina@christinasogaard.com. Alle henvendelser vil blive behandlet med fortrolighed, og hvis du ønsker at være anonym er det helt fint. Du skal bare vide at verden har brug for at høre din stemme.

Jeg vil også være rigtig taknemlig, hvis du vil dele denne blog og mine indlæg med andre. For jeg vil ud i hver en krog og gøre en forskel. Vil du vide mere om mig, kan du læse mere her

Alt det bedste
Christina