Da hjertet blev helt - mønsterbryder i eventyrbyen.

Det er mandag morgen, i dag en ganske særlig dag - den 30. november 2015. I dag er det 1 år siden jeg flyttede tilbage til min eventyrby, efter 16 år i Kongens København.

Det har været en vild rejse! Men jeg er hjemme, ikke kun i min by, men i mig selv.

Jeg vågnede klokken lidt i 5 og kunne ikke sove mere, så satte mig med kaffe og musik i ørene. Sådan reflektere jeg bedst. Der er sket noget de sidste par dage, det har været ren healing for mit ellers så knuste hjerte.

Sidste år da jeg var flyttet ind, satte jeg mig første aftenen grædende på gulvet midt i min stue, midt mellem tårne af flyttekasser. Jeg lavede en liste over hvad jeg have mere af i 2015. For 1 1/2 uge tog jeg listen frem, der var 24 punkter og 2 punkter der mangler et flueben.

Da jeg flyttede hjem havde jeg ondt i hjertet. Det havde fået så mange slag, skrammer og var mere eller mindre knust. Jeg var bange, bange for kærligheden, jeg var bange for at turde, jeg var bange for at blive afvist - jeg havde et hav af dårlige oplevelser med de få mænd jeg turde lukke ind bag facaden. Utroskab, løgne, bedrag og frygten for at binde sig væltede op i mit liv. Det gør det bestemt heller ikke lettere at ens egen far ikke længere ønsker at være ens far...
Dråben var, da jeg blev gravid med en mand jeg havde forelsket mig hovedkulds i og han viste sig at være en anden end han udgav sig for. Den gang i december 2009 gav jeg op på kærligheden, jeg svorer at jeg ALDRIG skulle være i et forhold igen, jeg stolede ikke på nogen mand - jeg kunne ikke finde ud af det og jeg fandt altid de forkerte.

Jeg lukkede ned for kærligheden og har ikke haft en kæreste siden, fordi jeg var bange, såret og knust. Dagene gik, jeg blev mor og uger, måneder og år gik. Jeg gjorde alt andet end tage fat der hvor det var mest sårbart, jeg benægtede, fortalte mig selv at jeg ikke havde brug for kærlighed. Jeg havde mig selv, min familie og det var mig rigeligt.

Jeg så ingen mænd, jeg takkede nej til dates jeg var så bange for at blive såret - og jeg var overevist om at hvis jeg blev afvist endnu en gang så ville jeg ikke kunne rejse mig igen. Faktisk så var jeg sikker på at jeg ville dø og det kune jeg simpelthen ikke byde min lille pige. Så jeg kørte solo løb, slukkede for kærligheden. Jeg var rædselslagen.

I 2014 blev vi udsat for forsøg på hjemmerøveri, og min verden brød sammen. Jeg kunne ikke mere og jeg tog mit livs beslutning om at vende hjem til min fødeby, den by jeg stak af fra i tidernes morgen. Jeg viste ikke hvad jeg skulle der, men jeg viste bare at jeg skulle have mig selv på rette køl og jeg havde brug for min familie til at hjælpe med min datter. Jeg kunne ikke alene længere.
Alt flaskede sig, vi fik lejlighed og den lækreste af dem alle.

Jeg tog et skridt tilbage i fortiden sammen med min fantastiske coach og jeg fik arbejdet endnu dybere med min skam over min fortid og historie. Jeg kom et spadestik dybere faktisk flere og fra at være min fødeby, så blev det på magisk vis til min eventyrby. Men frygten hviskede mig i øret og jeg besluttede mig for at jeg måtte få brudt mit mønster om kærlighed.

Jeg kastede mig ud i datingjunglen for første gang i foråret og med hjertet oppe i halsen og frygten for afvisninger liggende som en tung sky over mit hoved. At få brændt nallerne nogle gange gjorde det udfordrende, men jeg holdte ved af en eller anden grund som jeg først forstår nu. Jeg har været så bange for at åbne mit hjerte...
Men den sidste uge har gjort noget ved mig, inden i mig. Da jeg startede min rejse i foråret, troede jeg at mit hjerte skulle heles af en mand, jeg troede der skulle komme en og være det perfect match, en der på magisk vis kunne tage alle de grimme oplevelser og fylde mit hjerte med kærlighed.

But he gave me some of the greatest gifts ever.

Men jeg tog fejl, jeg har kigget ind ad, mærket efter og ryddet op i mønstre. For min historie om kærlighed handler om ingen andre end mig. Ingen kan tage min smerte væk, ingen kan fixe min sorg, ingen kan elske mig hvis jeg ikke selv gør det.
De sidste mange måneder har været ren heling af mit hjerte, jeg har mærket mig og jeg ikke mindst har jeg brugt mine veninder som aldrig før - men jeg ved de kan rumme mig.

Det har været og er den vildeste rejse, men her til morgen forsvandt smerten og frygten for afvisning inden i mig. Jeg forstår nu hvilke fantastiske gaver jeg har fået med mig ud af mine tidligere forhold og at få øje på dem wauuuu en sten fra hjertet faldt.
Jeg lavede en øvelse her morgen da jeg slog øjnene op. Mit hjerte der har været så sorgfyldt, gjort så ondt og været så tynget er let som en fjer. Mit hjerte er åbent nu og jeg er klar til kærlighed - virkelig vildt at kunne skrive! !!!Taget i betragtning af at jeg aldrig har turde tro på jeg fortjente den. Men det ved jeg godt jeg gør nu.

For 3 måneder siden mødte jeg en mand og guderne skal vide at han har sat turbo på min proces, for jeg har skulle forholde mig til så mange følelser som jeg helt havde glemt eksisterede. Han har og er en gave som sendt fra himlen, for jeg har fået lov til at øve, mærke og handle. Uden tvivl har han givet mig de smukkeste gaver og jeg så glad for at jeg løb ind i ham.
Hvor vi ender henne det ved jeg ikke endnu. Men en ting er sikkert ham der løber af med mig, vil være mændene i mit liv evigt taknemlig.

Jeg havde 2 punkter på min liste der manglede flueben. Det ene var at hele mit hjerte og det har fået et flueben her til morgen. For jeg har sat mig selv fri af fortidens lænker.
Det andet er, at jeg vil have en kæreste - når det så er skrevet, så er det i slow motion for jeg er stadigvæk sårbar, bange... men jeg er tryg og mønsterbryder <3

Størst af alt er kærligheden og jeg ved den er der - for den er inde i mig <3

Skulle jeg udgive det her eller lade være ?

Jeg har været rigtig meget i tvivl om jeg skulle udgive dette indlæg – da det er ret personligt og sårbart for mig og fordi der er andre mennesker tæt på mig der er involveret. Men jeg ved bare det er så vigtigt for mig at stå ved mig og turde være tro mod sig selv. Jeg har lovet mig selv, at tage mig selv alvorligt.
Så kære involverede, dette handler ikke om jer, skulle I læse med. Det er mig, mine følelser og mine oplevelser – så tag det ikke personligt.

Så så man lige mig ligge der på gulvet i fosterstilling…

Ja jeg faldt, jeg snublede og jeg slog mig hårdt i kærligheden navn.

Med et blev gulvtæppet trukket væk under mig, der hvor jeg mindst ventede det. Panikken bredte sig og intet gav mening i mit hoved. Jeg blev såret dybt inde i mit hjertet, det hjerte jeg har forsøgt at passe så ufattelig meget på. Jeg havde lyst til at skrige mine lunger ud.

Nej NEJ Neeeeeeiiiiiiiiiii

Det her kunne ikke passe, ikke her midt i eventyrbyen – alt var så smukt, jeg havde det så godt her – jeg havde jo skabt alt det jeg aldrig turde drømme om…

1000 tanker væltede rundt inde i mit hoved, selv om alt føltes tomt og min krop nærmest lammet. Jeg var i chok. Mit hjerte hamrede afsted i et væk, det rystede som jeg aldrig har oplevet før. Hold op det gjorde naller, tror ikke ord kan beskrive hvordan jeg havde det inden i.

Hvordan kunne nogen knuse mit hjerte nu? Jeg havde givet min tillid til de mennesker, jeg stolede på dem. Fandeme om jeg nogensinde skal have noget med en mand at gøre igen og aldrig skal jeg fortælle nogle veninder om mit inderste inde. Gamle historier væltede frem, mistillid, hemmeligheder, løgne alt vendte sig i min krop. Kvalmen steg og steg. Jeg var nærmest desperat, jeg kunne ikke være i min egen krop, jeg ville bare væk.

Rødvin, tåre og tanker om hævn afspejlede den søndag.
 

Hvad gør vi så når vi sidder der knuste og bange?

Første dag skældte jeg ud på Gud og hver mand. Jeg var vred, følte mig ydmyget, udstillet og dum. Men den sværeste følelse at håndtere, jeg var ked-af-det-hed.  Jeg var så ked af det inden i, det gjorde så afsindigt ondt. Det virkede så uvirkeligt, og jeg ville ikke være her mere. Jeg ville ikke mærke den smerte, den skulle væk, som i lige nu!

Min umiddelbare overlevelsesstrategi trådte i kraft. På et nanosekund lavede jeg allerede stradegier for mit næste træk – Hævn og flygt, København var pludselig inde for rækkevide igen. Måske jeg også bare skulle skippe det hele og drage til udlandet… vende alt og alle ryggen. Følelser fra fortiden om svigt væltede op.

På anden dag tog kroppen over. Jeg lå i sengen hele dagen, jeg havde det fysisk dårligt. Jeg var tom, helt tom – en følelse jeg kender særdeles godt til. Jeg lå bare og stirrede op i loftet, kastede op og græd ind i mellem. Jeg kunne ikke få noget til at give mening. To mennesker som jeg havde stolet på, haft tillid til – nu havde de hver deres historie, om hvad der var sket den lørdag aften. En veninde med sin version og en mand jeg ser med sin version.

Hvad fanden gør jeg?

Hvem skal jeg tro på?

Fortvivlelse og rigtig mange stakkels mig tanker gjorde deres indtog i min hjerne i min seng den dag.

Bankrøverens datter kan også mærke

Ja selv bankrøverens datter har følelser og kan blive såreret. For selv om jeg har lært at være stærk, rigtig stærk så er jeg også et sårbart menneske ligesom alle andre. Jeg har bare lært at overleve smerten og klarer den. Men ikke længere, det duer ikke for mig mere der hvor jeg er i mit liv. Jeg vil ikke længere overleve, men leve.

 

Hvordan håndtere vi den her ked-af-det-hed, uden at flygte eller forsøge at fixe den.

Tredje dag måtte jeg kigge mig selv i spejlet og mærke efter i mit hjerte. Ingen af de to versioner af den samme oplevelse ville nogensinde komme til at give mening hos mig… aldrig - og måske var det slet ikke dét, som det handlede om for mig. Måske jeg skulle lærer at trække vejret og ”bare” mærke smerten inden i. ”Bare” være i det der var.

Det er noget af en øvelse skulle jeg hilse at sige. Bare være i alt det der gør ondt, forvirring, frustration, uvished, mistillid, vrede, sårbarhed og ked-af-det-hed. Bare være i det selv om jeg helst bare vil fixe så jeg ikke kunne mærke eller stikke af for at komme væk.

Så hvordan gør man det, det er enkelt men alligevel rigtig svært. Trækker vejret ind og ånder ud. Kan det være så simpelt? Ja, det er ikke raketvidenskab.

Næste udfordring var, at jeg på et eller andet tidspunkt skulle beslutte mig for hvad jeg ville. Hvad jeg ville! Fandeme noget af en udfordring, når man som jeg er vokset op med helst ikke at skulle gøre andre kede af det – for så er jeg jo et virkelig dårligt menneske!

Konsekvensen er bare fatal, når jeg konstant løber rundt og prøver at tilfredsstille alle andre = jeg mister sig selv undervejs.

Så hvad skulle jeg gøre!?!

FUCK med FUCK på!

veninde><mand…veninde><mand…veninde><mand?

Når vi vælger os selv til, ja så vælger vi automatisk andre fra.

No more drama

Jeg orker ikke mere drama i mit liv, det besluttede jeg mig for da jeg flyttede tilbage til eventyrbyen. Jeg har levet i drama størstedelen af mit liv. Jeg har lært en masse af det, ingen tvivl. Jeg vil bare ikke længere lade mig styrer af dramaer. Jeg selv har skabt mine egne dramaer i mit liv, men det her kunne jeg vælge fra, for intet af det her handlede om mig. Jeg vil ikke være en del af andres dramaer længere, det er ikke sundt for mig.

Så hvad nu hvis det ikke handlede om ret eller ikke ret, forkert eller ikke forkert, sandt eller falsk… Men hvad nu hvis det faktisk handlede om mig selv og mine valg? Hvad nu hvis det handlede om at jeg skulle komme hjem i mig selv og være i mit, frem for at forholde mig til alle andres. Jeg bliver hurtigt farvet af andre når jeg ryger over i deres dramaer. Der sker jo det, når man også deler dette med andre, ja så har de en helt klar holdning til hvad man skal og ikke skal gøre. Jeg snakkede med nogle veninder, og de var i alle retninger.

Det triggede noget mere inden i mig. For jeg er jo flasket op med ”hvad alle andre tænker om en”. Her stod jeg med knust hjerte og skulle forholde mig til mig og være skide ligeglad med hvad andre tænkte om mig.  Det er let for mig at gøre gennem det jeg laver og arbejder med – men følelsesmæssigt og i nære relationer. Pyha, der er jeg bange, rigtig bange. Tænke hvis alle vender mig ryggen og ingen kan lide mig?!?

Fik nærmest koldsved ved tanken…”HVAD ANDRE VILLE TÆNKER OM MIG…og mit valg” – dårlig veninde, naiv, idiot, selvcentreret, egoistisk, dum, latterlig, tåbelig…

Men hvis jeg ikke tænker på mig, hvem gør så?

Hvis jeg ikke følger mit hjerte hvad, sker der så?

Hvis jeg skal leve mit liv efter hvad andre synes, hvad sker der så?

Så kan jeg være okay med, at ikke alle er enige med mig i mit valg og nogen sidder og taler om mig i krogene?

Ja, det handler nok ikke om mig i sidste ende – men ingen tvivl om at mit valg sætter gang i andres historier, om dem selv og deres. Det har jeg prøvet mange gange før. Men det er ikke længere mit ansvar at forklarer, forsvarer, fixe eller sørge for at alle andre er glade.

Mit ansvar er at mærke mig og handle ud fra mig, holde mig på min egen banehalvdel. Om det er det rigtige valg, det ved jeg ikke men jeg er i det og mærker efter for der er vigtigst for mig. Det er den bedste måde at passe på mig selv på.

Ikke alle elsker mig, og det er som det er – for det vigtigste er at jeg elsker mig selv.

Sikke en omgang og men sikke en gevinst.  

Så hvad skal du lærer af de udfordringer du bliver stillet over for? Alt sker af en årsag, intet kommer tilfældigt. Det handler om at turde være dig… og inderst inde, helt inde bag ved al panser så ved du det godt. Det er ”bare” alt det andet der fylder og frygten der stopper dig i at handle.

Har du lyst til at få belyst dine udfordringer og måske se dem i et andet lys – så guider jeg dig gerne. Kig forbi www.christinasogaard.com og se om du kunne have mod på at arbejde sammen med mig.

De bedste hilsner

Christina – bankrøverens datter