Ikke alle familier er ment to be.... Happy mothers day

I går sad jeg på en teresse omgivet at skønne mennesker og fejrede Victorias venindes lillesøsters to års fødselsdag. Det var fantastik, vi hyggede og grinte. I nogle timer kunne jeg glemme alt om den sorte sky, der i disse dage hænger tungt over mit hoved.

Dette er by fare et at de sværeste indlæg jeg nogensinde har skrevet... fordi det er det mest personligt, mest sårbart og fordi jeg blotter mig selv for min største svaghed - der hvor jeg konflikter mest med mig selv.
Forholdet til min datters far, der hvor jeg skammer mig mest, fordi jeg jo selv har valgt at få barn med en mand der ikke ønskede det. Der hvor jeg dømmer mig selv hårdest, fordi jeg selv har skabt det jeg står i. Det gør ondt, det svier og jeg ville ønske at alting kunne blive godt....

For som jeg skrev til dig sidst, så har vi alle udfordringer i vores liv og dette er en af mine.... her står jeg lige midt i en af de mest sårbare udfordringer, når det kommer til mig som menneske. Min rolle som mor. Jeg vil så gerne gøre det bedste, jeg vil så gerne gøre alle glade. Jeg vil så gerne det hele bliver godt, at jeg kunne være den der fik det hele til at flette sig sammen til en stor lykkelig slutning...
Men jeg kan ikke og det piner mig.

Hvis bare han forstod...hvis bare han kunne se hvad hans handlinger gør... hvis bare hvis bare hvis bare...

I dag er det mors dag .... Happy Mothers Day....

Det konflikter allerede inde i mig bare ved tanken om den gode mor... For på den ene side synes jeg at jeg er en fantastisk, kærlige og rummelige mor, og på den anden side føler jeg mig som den dummeste, mest naive og utilstrækkelige mor.

Jeg har lige ligget hele morgnen og kigget på min smukke pige, der lå ved siden af mig i sengen. Hun lå så fredfyldt og trak vejret.
Er der noget jeg prøver at lærer hende så er det at mærke, lytte og sige fra - noget jeg aldrig har fået lov til som barn... at være mig, at være den jeg var med alle følelser. Hun gør det virkelig godt, og jeg har skabt et barn der verbalt giver udtryk for hvad hun vil og ikke vil. Du er aldrig i tvivl om hvor du har hende henne.

Når det så er sagt, så har hun nogle udfordringer hun står med, ja selv som 5 årige skal hun lærer at tackle livets store følelser.
Hun er vred, såret, ked af det og kæmper med en stor uro inde i hendes lille krop - en vrede og en uro jeg helt havde glemt kunne eksistere i så lille en krop.
Hun er en 5 årige, med intet filter, hun lapper alt i sig uden forbehold. Hun har tillid til de mennesker der er omkring hende og tillid til at det de siger er rigtigt. Siger de positive ting vokser hun, er det tungt så får hun det til at betyde noget negativt om sig selv... så simpelt er det.


Men dette indlæg handler ikke om hende, men om mig og min sorte sky - og så alligevel...

Jeg har altid svoret at jeg ikke ville være en af de mødre der bad faderen om at blive væk. Jeg har fortalt mig selv at jeg måtte være rummelig og jeg kan håndtere de udfordringer der kommer, for det følger med når man som jeg vælger at få et barn med en mand der ikke ønsker at være far.
Jeg kan balancerer og er knald god til at forholde mig til alle involverede. Jeg er den fødte vægt, der ser og vejer alt på den ene side og på den anden side... Jeg er så rummelig at jeg tit glemmer mig selv i min iver på at gøre andre glade.

I begyndelsen hvor alt var eventyrligt kunne jeg flyve - jeg havde mødt den her fantastiske mand og verden lå for mine fødder. Jeg kunne næsten ikke trække vejret for bare lykke. Nev mig selv i armen igen og igen alt flaskede sig. Drømmene var store og planerne vilde. Lige indtil den dag hvor jeg imod alle ods stod med en positiv graviditets test i hånden og blev afvist. Drømmen braste og jeg måtte træffe et valg om liv eller død - jeg var egoistisk og valgte livet til. Men skammen rullede ind over mig i dynger - for hvilken kvinde bliver gravid med en mand hun dårligt kender og hvilken kvinde sætter et barn i verden som ikke er ønsket af et andet menneske... hvem er så egoistisk og hvem er så naiv at tro, at med tiden kunne det måske lykkedes at genskabe drømmen.

Jeg har forsøgt gennem de sidste 6 år åbnet min dør igen og igen så ingen kunne sige, at jeg var sådan en af de mødre der holdt sit barn fra sin far... Jeg har set gennem fingrene med at der står far ukendt i papirerne, fordi faderskabet ikke ville vedkendes. Jeg åbnede døren når der bare var en lille gensidig interesse fra den anden side og selv om det blot var for et par dage - indtil den forsvandt igen og gik over i det uvisse om hvornår lysten atter dukkede op.
Jeg har taget alle de tæsk jeg skulle fordi jeg var en der valgte mit barn til selv om faderen ikke ønskede. Jeg har stillet mig som skydeskive for ondskabsfulde ord, trusler og konstant måtte rumme at jeg var en dårlig mor, at min fortid havde ødelagt mig følelsesmæssigt og at jeg kun tænkte på mig. Jeg gjorde det, jeg tog imod, fordi jeg har været overbevist om at alle børn har brug for at kende deres ophav, de har ret til deres far!

Lige indtil i fredags....

Min største frygt er at blive verbal skydeskive for andres holdninger og tanker - men jeg kan ikke mere og jeg vil ikke mere. Jeg er nu en af de mødre der har trukket en streg i sandet og sagt STOP ikke fordi jeg ikke kan rumme, men fordi jeg har en pige der har sagt stop...fordi jeg ikke kunne finde ud af det. Det er lidt et springende punkt, for jeg har indtil videre ageret som min egen mor gjorde da min far forsvandt ud af mit liv... så kan man lige tale om den sociale arv!
Jeg var også et svingdørsbarn der måtte leve med at min far kun ville mig når det passede ham.

Heldigvis er jeg som skrevet så begavet med et barn, der ytre sig verbalt og det kom faktisk helt bag på mig. Hendes familie fra Amerika havde ydret at de ville komme på besøg og da jeg fortalte hende dette var hendes svar "nej jeg vil ikke se dem. Han er gider mig jo alligevel ikke mor".
Vi har tidligere haft de her snakke hvor hun har ytret sig omkring sin far "han er dum... han kender mig jo ikke mor.... jeg kan ikke lide ham" og hun kæmper med stor portion uro i sin krop. Jeg har altid hørt mig selv svar på mest fornuftige vis "jo skat han vil dig da gerne og han gør jo det bedste han kan" og...bla bla bla... alle de "rigtige" floskler som man jo skal sige for ikke at skabe splid..... Men nej pigebarnet har jo ret. Hun har det jo som hun har det, og hvem bliver gjort forkert når jeg begynder at tage hans parti og forsvarer hans handlinger???

Gu har pigebarnet ret til at føle som hun gør, det skal på ingen måder gøres forkert. Men jeg faldt lige i fælden og gjorde hende forkert - fordi jeg ville være den rummelige og alt favnene mor. Jeg har forsøgt at holde fast, "vi kunne jo skype med din far" "skal vi ikke sende en tegning til ham fra dig" - for så var jeg den gode mor. Den samarbejdsvillige, hende der virkelig prøvede.
Men den lille krop vred sig og råbte "NEJ"... Forløsningen kom da vi sad ved spisebordet en aften og jeg kunne genkende den vrede. Jeg fortalte at jeg også havde været vred på min far fordi han kom og gik som det passede ham. Pigen frøs og foldede de store øre ud "hvad gjorde du så mor". Jeg fortalte at jeg havde banket løs på en pude og hun rejste sig. i over 20 minutter bankede hun løs på puden, råbet og skreg. Nu snakker vi om alle de grimme følelser, om savn og sorg.

Jeg var bange, bange for at hun følte sig forladt og afvist at hun fik det til at betyde at hun ikke var god nok. Jeg var bange for at blive bedømt og fordømt...
Jeg lyttede ikke på hende når hun prøvede at fortælle mig det. Hun var vred. Sund vred... Jeg prøvede at overbevise hende om at hun ikke havde grund til at være vred... men det har hun og det er okay. Lige nu har hun brug for, som alle andre børn stabilitet, forudsigelighed og ro.
Det er som verden har foarndret sig efter hun og hendes følelser er blevet anerkendt.

Nu er det mig der skal arbejde med at være okay med de valg jeg har truffet og træffer. Det er hårdt og det gør ondt - for er der noget jeg har det svært med, så er det at gøre andre mennesker kede af det. Så at skulle bede en far om at trække sig fordi det ikke er godt nok... er pisse svært!

Jeg står nu atter for skud, og skal høre på at jeg er manipulerende, ondskabsfuld og det er mig der ødelægger alt.
Jeg tager det gerne på mig... for det er mit ansvar som den voksne. Heldigvis skal ingen andre gå i mine sko eller leve mit liv - men det kræver hjertet og hjernen er samme sted, og det er de ikke endnu. Men jeg ved vi nok skal komme derhen.

Er det her den rigtige beslutning? Det ved jeg ikke, det må tiden vise men jeg ved at jeg har handlet ud fra der hvor jeg står og alle valg har konsekvenser - det er bare ikke så tit vi kan lide dem, når de gør os til bussemanden. Er jeg bange? JA.... jeg har hjertebanken og overvejer igen og igen om jeg skal trykke på udgiv knappen.

Men er det ikke sådan at vi er vores egne hårdeste dommere.... og hvem kan sætte os fri... kun os.

Men happy mothers day til alle de skønne mødre der er derude <3 og tak til alle de skønne fædre.

Kærlighst
Christina

Da hjertet blev helt - mønsterbryder i eventyrbyen.

Det er mandag morgen, i dag en ganske særlig dag - den 30. november 2015. I dag er det 1 år siden jeg flyttede tilbage til min eventyrby, efter 16 år i Kongens København.

Det har været en vild rejse! Men jeg er hjemme, ikke kun i min by, men i mig selv.

Jeg vågnede klokken lidt i 5 og kunne ikke sove mere, så satte mig med kaffe og musik i ørene. Sådan reflektere jeg bedst. Der er sket noget de sidste par dage, det har været ren healing for mit ellers så knuste hjerte.

Sidste år da jeg var flyttet ind, satte jeg mig første aftenen grædende på gulvet midt i min stue, midt mellem tårne af flyttekasser. Jeg lavede en liste over hvad jeg have mere af i 2015. For 1 1/2 uge tog jeg listen frem, der var 24 punkter og 2 punkter der mangler et flueben.

Da jeg flyttede hjem havde jeg ondt i hjertet. Det havde fået så mange slag, skrammer og var mere eller mindre knust. Jeg var bange, bange for kærligheden, jeg var bange for at turde, jeg var bange for at blive afvist - jeg havde et hav af dårlige oplevelser med de få mænd jeg turde lukke ind bag facaden. Utroskab, løgne, bedrag og frygten for at binde sig væltede op i mit liv. Det gør det bestemt heller ikke lettere at ens egen far ikke længere ønsker at være ens far...
Dråben var, da jeg blev gravid med en mand jeg havde forelsket mig hovedkulds i og han viste sig at være en anden end han udgav sig for. Den gang i december 2009 gav jeg op på kærligheden, jeg svorer at jeg ALDRIG skulle være i et forhold igen, jeg stolede ikke på nogen mand - jeg kunne ikke finde ud af det og jeg fandt altid de forkerte.

Jeg lukkede ned for kærligheden og har ikke haft en kæreste siden, fordi jeg var bange, såret og knust. Dagene gik, jeg blev mor og uger, måneder og år gik. Jeg gjorde alt andet end tage fat der hvor det var mest sårbart, jeg benægtede, fortalte mig selv at jeg ikke havde brug for kærlighed. Jeg havde mig selv, min familie og det var mig rigeligt.

Jeg så ingen mænd, jeg takkede nej til dates jeg var så bange for at blive såret - og jeg var overevist om at hvis jeg blev afvist endnu en gang så ville jeg ikke kunne rejse mig igen. Faktisk så var jeg sikker på at jeg ville dø og det kune jeg simpelthen ikke byde min lille pige. Så jeg kørte solo løb, slukkede for kærligheden. Jeg var rædselslagen.

I 2014 blev vi udsat for forsøg på hjemmerøveri, og min verden brød sammen. Jeg kunne ikke mere og jeg tog mit livs beslutning om at vende hjem til min fødeby, den by jeg stak af fra i tidernes morgen. Jeg viste ikke hvad jeg skulle der, men jeg viste bare at jeg skulle have mig selv på rette køl og jeg havde brug for min familie til at hjælpe med min datter. Jeg kunne ikke alene længere.
Alt flaskede sig, vi fik lejlighed og den lækreste af dem alle.

Jeg tog et skridt tilbage i fortiden sammen med min fantastiske coach og jeg fik arbejdet endnu dybere med min skam over min fortid og historie. Jeg kom et spadestik dybere faktisk flere og fra at være min fødeby, så blev det på magisk vis til min eventyrby. Men frygten hviskede mig i øret og jeg besluttede mig for at jeg måtte få brudt mit mønster om kærlighed.

Jeg kastede mig ud i datingjunglen for første gang i foråret og med hjertet oppe i halsen og frygten for afvisninger liggende som en tung sky over mit hoved. At få brændt nallerne nogle gange gjorde det udfordrende, men jeg holdte ved af en eller anden grund som jeg først forstår nu. Jeg har været så bange for at åbne mit hjerte...
Men den sidste uge har gjort noget ved mig, inden i mig. Da jeg startede min rejse i foråret, troede jeg at mit hjerte skulle heles af en mand, jeg troede der skulle komme en og være det perfect match, en der på magisk vis kunne tage alle de grimme oplevelser og fylde mit hjerte med kærlighed.

But he gave me some of the greatest gifts ever.

Men jeg tog fejl, jeg har kigget ind ad, mærket efter og ryddet op i mønstre. For min historie om kærlighed handler om ingen andre end mig. Ingen kan tage min smerte væk, ingen kan fixe min sorg, ingen kan elske mig hvis jeg ikke selv gør det.
De sidste mange måneder har været ren heling af mit hjerte, jeg har mærket mig og jeg ikke mindst har jeg brugt mine veninder som aldrig før - men jeg ved de kan rumme mig.

Det har været og er den vildeste rejse, men her til morgen forsvandt smerten og frygten for afvisning inden i mig. Jeg forstår nu hvilke fantastiske gaver jeg har fået med mig ud af mine tidligere forhold og at få øje på dem wauuuu en sten fra hjertet faldt.
Jeg lavede en øvelse her morgen da jeg slog øjnene op. Mit hjerte der har været så sorgfyldt, gjort så ondt og været så tynget er let som en fjer. Mit hjerte er åbent nu og jeg er klar til kærlighed - virkelig vildt at kunne skrive! !!!Taget i betragtning af at jeg aldrig har turde tro på jeg fortjente den. Men det ved jeg godt jeg gør nu.

For 3 måneder siden mødte jeg en mand og guderne skal vide at han har sat turbo på min proces, for jeg har skulle forholde mig til så mange følelser som jeg helt havde glemt eksisterede. Han har og er en gave som sendt fra himlen, for jeg har fået lov til at øve, mærke og handle. Uden tvivl har han givet mig de smukkeste gaver og jeg så glad for at jeg løb ind i ham.
Hvor vi ender henne det ved jeg ikke endnu. Men en ting er sikkert ham der løber af med mig, vil være mændene i mit liv evigt taknemlig.

Jeg havde 2 punkter på min liste der manglede flueben. Det ene var at hele mit hjerte og det har fået et flueben her til morgen. For jeg har sat mig selv fri af fortidens lænker.
Det andet er, at jeg vil have en kæreste - når det så er skrevet, så er det i slow motion for jeg er stadigvæk sårbar, bange... men jeg er tryg og mønsterbryder <3

Størst af alt er kærligheden og jeg ved den er der - for den er inde i mig <3

Skulle jeg udgive det her eller lade være ?

Jeg har været rigtig meget i tvivl om jeg skulle udgive dette indlæg – da det er ret personligt og sårbart for mig og fordi der er andre mennesker tæt på mig der er involveret. Men jeg ved bare det er så vigtigt for mig at stå ved mig og turde være tro mod sig selv. Jeg har lovet mig selv, at tage mig selv alvorligt.
Så kære involverede, dette handler ikke om jer, skulle I læse med. Det er mig, mine følelser og mine oplevelser – så tag det ikke personligt.

Så så man lige mig ligge der på gulvet i fosterstilling…

Ja jeg faldt, jeg snublede og jeg slog mig hårdt i kærligheden navn.

Med et blev gulvtæppet trukket væk under mig, der hvor jeg mindst ventede det. Panikken bredte sig og intet gav mening i mit hoved. Jeg blev såret dybt inde i mit hjertet, det hjerte jeg har forsøgt at passe så ufattelig meget på. Jeg havde lyst til at skrige mine lunger ud.

Nej NEJ Neeeeeeiiiiiiiiiii

Det her kunne ikke passe, ikke her midt i eventyrbyen – alt var så smukt, jeg havde det så godt her – jeg havde jo skabt alt det jeg aldrig turde drømme om…

1000 tanker væltede rundt inde i mit hoved, selv om alt føltes tomt og min krop nærmest lammet. Jeg var i chok. Mit hjerte hamrede afsted i et væk, det rystede som jeg aldrig har oplevet før. Hold op det gjorde naller, tror ikke ord kan beskrive hvordan jeg havde det inden i.

Hvordan kunne nogen knuse mit hjerte nu? Jeg havde givet min tillid til de mennesker, jeg stolede på dem. Fandeme om jeg nogensinde skal have noget med en mand at gøre igen og aldrig skal jeg fortælle nogle veninder om mit inderste inde. Gamle historier væltede frem, mistillid, hemmeligheder, løgne alt vendte sig i min krop. Kvalmen steg og steg. Jeg var nærmest desperat, jeg kunne ikke være i min egen krop, jeg ville bare væk.

Rødvin, tåre og tanker om hævn afspejlede den søndag.
 

Hvad gør vi så når vi sidder der knuste og bange?

Første dag skældte jeg ud på Gud og hver mand. Jeg var vred, følte mig ydmyget, udstillet og dum. Men den sværeste følelse at håndtere, jeg var ked-af-det-hed.  Jeg var så ked af det inden i, det gjorde så afsindigt ondt. Det virkede så uvirkeligt, og jeg ville ikke være her mere. Jeg ville ikke mærke den smerte, den skulle væk, som i lige nu!

Min umiddelbare overlevelsesstrategi trådte i kraft. På et nanosekund lavede jeg allerede stradegier for mit næste træk – Hævn og flygt, København var pludselig inde for rækkevide igen. Måske jeg også bare skulle skippe det hele og drage til udlandet… vende alt og alle ryggen. Følelser fra fortiden om svigt væltede op.

På anden dag tog kroppen over. Jeg lå i sengen hele dagen, jeg havde det fysisk dårligt. Jeg var tom, helt tom – en følelse jeg kender særdeles godt til. Jeg lå bare og stirrede op i loftet, kastede op og græd ind i mellem. Jeg kunne ikke få noget til at give mening. To mennesker som jeg havde stolet på, haft tillid til – nu havde de hver deres historie, om hvad der var sket den lørdag aften. En veninde med sin version og en mand jeg ser med sin version.

Hvad fanden gør jeg?

Hvem skal jeg tro på?

Fortvivlelse og rigtig mange stakkels mig tanker gjorde deres indtog i min hjerne i min seng den dag.

Bankrøverens datter kan også mærke

Ja selv bankrøverens datter har følelser og kan blive såreret. For selv om jeg har lært at være stærk, rigtig stærk så er jeg også et sårbart menneske ligesom alle andre. Jeg har bare lært at overleve smerten og klarer den. Men ikke længere, det duer ikke for mig mere der hvor jeg er i mit liv. Jeg vil ikke længere overleve, men leve.

 

Hvordan håndtere vi den her ked-af-det-hed, uden at flygte eller forsøge at fixe den.

Tredje dag måtte jeg kigge mig selv i spejlet og mærke efter i mit hjerte. Ingen af de to versioner af den samme oplevelse ville nogensinde komme til at give mening hos mig… aldrig - og måske var det slet ikke dét, som det handlede om for mig. Måske jeg skulle lærer at trække vejret og ”bare” mærke smerten inden i. ”Bare” være i det der var.

Det er noget af en øvelse skulle jeg hilse at sige. Bare være i alt det der gør ondt, forvirring, frustration, uvished, mistillid, vrede, sårbarhed og ked-af-det-hed. Bare være i det selv om jeg helst bare vil fixe så jeg ikke kunne mærke eller stikke af for at komme væk.

Så hvordan gør man det, det er enkelt men alligevel rigtig svært. Trækker vejret ind og ånder ud. Kan det være så simpelt? Ja, det er ikke raketvidenskab.

Næste udfordring var, at jeg på et eller andet tidspunkt skulle beslutte mig for hvad jeg ville. Hvad jeg ville! Fandeme noget af en udfordring, når man som jeg er vokset op med helst ikke at skulle gøre andre kede af det – for så er jeg jo et virkelig dårligt menneske!

Konsekvensen er bare fatal, når jeg konstant løber rundt og prøver at tilfredsstille alle andre = jeg mister sig selv undervejs.

Så hvad skulle jeg gøre!?!

FUCK med FUCK på!

veninde><mand…veninde><mand…veninde><mand?

Når vi vælger os selv til, ja så vælger vi automatisk andre fra.

No more drama

Jeg orker ikke mere drama i mit liv, det besluttede jeg mig for da jeg flyttede tilbage til eventyrbyen. Jeg har levet i drama størstedelen af mit liv. Jeg har lært en masse af det, ingen tvivl. Jeg vil bare ikke længere lade mig styrer af dramaer. Jeg selv har skabt mine egne dramaer i mit liv, men det her kunne jeg vælge fra, for intet af det her handlede om mig. Jeg vil ikke være en del af andres dramaer længere, det er ikke sundt for mig.

Så hvad nu hvis det ikke handlede om ret eller ikke ret, forkert eller ikke forkert, sandt eller falsk… Men hvad nu hvis det faktisk handlede om mig selv og mine valg? Hvad nu hvis det handlede om at jeg skulle komme hjem i mig selv og være i mit, frem for at forholde mig til alle andres. Jeg bliver hurtigt farvet af andre når jeg ryger over i deres dramaer. Der sker jo det, når man også deler dette med andre, ja så har de en helt klar holdning til hvad man skal og ikke skal gøre. Jeg snakkede med nogle veninder, og de var i alle retninger.

Det triggede noget mere inden i mig. For jeg er jo flasket op med ”hvad alle andre tænker om en”. Her stod jeg med knust hjerte og skulle forholde mig til mig og være skide ligeglad med hvad andre tænkte om mig.  Det er let for mig at gøre gennem det jeg laver og arbejder med – men følelsesmæssigt og i nære relationer. Pyha, der er jeg bange, rigtig bange. Tænke hvis alle vender mig ryggen og ingen kan lide mig?!?

Fik nærmest koldsved ved tanken…”HVAD ANDRE VILLE TÆNKER OM MIG…og mit valg” – dårlig veninde, naiv, idiot, selvcentreret, egoistisk, dum, latterlig, tåbelig…

Men hvis jeg ikke tænker på mig, hvem gør så?

Hvis jeg ikke følger mit hjerte hvad, sker der så?

Hvis jeg skal leve mit liv efter hvad andre synes, hvad sker der så?

Så kan jeg være okay med, at ikke alle er enige med mig i mit valg og nogen sidder og taler om mig i krogene?

Ja, det handler nok ikke om mig i sidste ende – men ingen tvivl om at mit valg sætter gang i andres historier, om dem selv og deres. Det har jeg prøvet mange gange før. Men det er ikke længere mit ansvar at forklarer, forsvarer, fixe eller sørge for at alle andre er glade.

Mit ansvar er at mærke mig og handle ud fra mig, holde mig på min egen banehalvdel. Om det er det rigtige valg, det ved jeg ikke men jeg er i det og mærker efter for der er vigtigst for mig. Det er den bedste måde at passe på mig selv på.

Ikke alle elsker mig, og det er som det er – for det vigtigste er at jeg elsker mig selv.

Sikke en omgang og men sikke en gevinst.  

Så hvad skal du lærer af de udfordringer du bliver stillet over for? Alt sker af en årsag, intet kommer tilfældigt. Det handler om at turde være dig… og inderst inde, helt inde bag ved al panser så ved du det godt. Det er ”bare” alt det andet der fylder og frygten der stopper dig i at handle.

Har du lyst til at få belyst dine udfordringer og måske se dem i et andet lys – så guider jeg dig gerne. Kig forbi www.christinasogaard.com og se om du kunne have mod på at arbejde sammen med mig.

De bedste hilsner

Christina – bankrøverens datter

Hjertet der giver helt slip...

Jeg sidder her på altanen og badet i sol. Himlen er lyseblå, der er latte i koppen  - whats not to like?

Jeg har haft de vildeste klienter her i formiddags. Jeg modtog den sødeste mail fra en mor, hvis dreng jeg har arbejdet sammen med, for at ændre hans destruktive livsstil. Med ordene "ord kan ikke beskrive hvilken glad mor jeg er i dag, ikke nok med jeg har fået min søn tilbage, så har jeg fundet mig selv. Af hjertet tak, du vil altid være englen i vores familie." -  Ja jeg græd lidt, det gør jeg altid når mennesker fortæller mig hvordan jeg er med til at forandre deres liv...

Jeg har forberedt foredrag til på onsdag, hvor jeg skal gæste en skole i Odense. Det jeg elsker mest, at komme og fortælle, det bliver en dag med snakke om identitet og historier. Jeg tripper i kroppen for at dele alle mine tanker og den viden jeg har erfaret mig. Det bliver SÅ godt.

Jeg har netop gennemlæst en artikel om mig, og siddet med kuldegysninger over hele kroppen. Jeg tror på eventyr, har jeg sagt det... Ja det gjorde jeg og ja det gør jeg.


Eventyr med handling på!
Jeg kan næste ikke være i min krop i disse dage -  det er som om livet atter har taget en drejning, som jeg slet ikke havde set komme. Men jeg lykkelig i hver eneste celle i min krop, nogen gange tænker jeg "kan det her virkelig blive vildere???". Siden jeg flyttede tilbage til min eventyrby er alt gået op i en højere enhed.

Man ja tænk engang - det er blevet så meget vildere. Så vildt at jeg må nive mig selv i armen flere gange om dagen.

Åh men altså, jeg er forelsket. Ikke længere kun i livet, men i et andet menneske.

Da jeg mindst ventede det, stod han der bare lige pludselig - BANG..


Det er som at få en chance til
Jeg er jo stor tilhænger af at hvis vi ikke er tilfredse der hvor vi er, så må vi bryde med de gamle mønstre der har udtjent deres værnepligt og ikke længere fungere samt finde modet til at gøre det vi tror vi ikke kan og så gøre det alligevel.

Men pyha kærlighed til et andet menneske er nok det område i mit liv som har gjort mig allermest mest bange og usikker. For når man som jeg har oplevet et hjem hvor kærlighed var forbundet med svigt og skilsmisse. Så kommer der ar på sjælen. De ar bliver bundet op på en masse overbevisninger og historier - der prøver at skræmme en fra vid og sans, og gjort at jeg har mødt mænd der blot bekræftede min egen usikkerhed og mit værd. For så kan vi rigtig sidde tilbage efterfølgende afviste og have ondt af os selv og bekræfte vores egen skrækkelig historier om at vi intet fortjener, at vi ikke er værd at elske, at der er noget i vejen med os, at vi er ligegyldige (fortsæt endelig rækken)

Men mærkeligt nok, så virker de ikke længere. Jeg lyder måske lidt overrasket, det er jeg faktisk også. For lige præcis kærlighed har været så ømt for mig.

Men mine overbevisninger om at "jeg ikke er værd at elske" eller at "det er lige indtil han opdager hvem jeg virkelig er- så skrider han...ligesom min far og de andre der har bekræftet mig i min historie". Ja de overbevisninger holder ligesom bare ikke længere.


Hvorfor gør de ikke det?
Fordi jeg har arbejdet med mine overbevisninger og historier, alt det jeg frygtede og var bange for. Jeg begyndte at bruge de mænd jeg mødte som et spejl. Undersøgte hvad de kunne lære mig og så måtte jeg jo handle på det når muligheden var der.
Det var den så lige pludselig, for der stod han - bang.
Jeg har været mig 100% hele vejen, det har jeg aldrig været før. Jeg har intet skulle bevise, hverken mit eget værd eller bekymre mig om hvad han tænkte om mig - jeg siger hvad der falder mig ind, ligger ikke bånd på mig. Jeg er mig, bare Christina. Hellere hel end god.

Hjertet der giver helt slip
Jeg er ikke bange længere, mit hjerte har sluppet mine gamle overbevisninger og bygger nu nye der støtter mig i der hvor jeg ønsker at være. Jeg samler mit hjerte sammen igen. Det er mums. Jeg nyder det hver eneste dag, søde beskeder, dejlige opkald, kys, kærtegn og en krop fyldt med champagne bobler.

Jeg har det godt,

kærlig hilsen
bankrøverens datter