Når livet slår knuder - en fortælling fra hverdagen

Jeg mødtes med Marie for fire måneder siden. Jeg sad over for den smukkeste unge kvinde på 21 år. En kvinde der umiddelbart ser sund og rask ud, en kvinde der udstråler skønhed. Men Marie er en kvinde med store ar på sjælen. En kvinde der bokser med sig selv og sit eget værd. Men ingen kan se det på hende. Hun har gemt sig bag en facade, fordi hun er bange for hvad andre tænker om hende. Hun skærer i sig selv, når det er rigtig svært og gør rigtig ondt inden i. Det har hun gjort de sidste 2 år.... Hun har dage hvor hun slet ikke orker at stå op. Marie kæmper en kamp inde i sit hoved og hver eneste dag er en kamp om ikke mærke smerten. 

Marie skrev til mig en dag, hvor alt ramlede for hende. 

Jeg har fået lov til at fortælle Maries historie, fordi den er vigtig og fordi Marie er et smukt eksempel på hvordan vi kan vende fortiden til en styrke og bryde vores mønstre. 

Marie var 7 år da hendes forældre blev skilt. Hendes far flyttede langt væk og havde ikke megen kontakt med hende. Marie savnede sin far. Hendes mor fik en ny kæreste og han var ikke særlig sød over for hverken Marie, hendes mor og hendes lillebror. 

Marie synes det var svært at fortælle nogen om hvad der foregik derhjemme. Hun skammede sig og troede det var hendes skyld. At det var hende der var til besvær. Hun kunne heller ikke forstå, hvorfor hendes far ikke ville hende og troede der var noget i vejen med hende. 

De talte aldrig om det derhjemme eller i skolen - Marie snakkede heller ikke med sine venner/veninder om det. Hun smilte bare så ingen skulle opdage hvordan hun havde det. Marie ville ikke have at andre skulle bruge tid på hende...for hun syntes ikke hun var det værd. 

Med tiden løb Maria ind i de samme ting igen og igen, det var som om alt kørte i cirkler. Hun havde svært ved at forstå hvorfor det altid skete for hende, hun gjorde jo alt hvad hun kunne for at alle altid havde det godt. Livet var tungt.  

Da Marie var 18 år fik hun en kæreste, hun elskede ham over alt på jorden. Han ville hende og de havde det fantastisk i starten, de var forelsket og han var alt hvad hun havde drømt om. 

Men lidt efter lidt begyndte kæresten at ændre sig. Han gav hende skylden for sine forandringer - det var fordi hun ikke opførte sig ordenligt, hende der var noget i vejen med og hun gjorde at han blev vred. 

Når hun ikke gjorde som han sagde tog han fat i hende, så hun kunne lærer at det hun gjorde var forkert som han sagde. Marie skammede sig, fordi hun følte det var hendes skyld han blev så vred, og samtidig kunne hun ikke forstå hvorfor? Hun fortalte ingen om det, hverken sin familie eller sine veninder. 

En dag gik det for alvor galt... Hun havde været ude med nogle veninder og kom for sent hjem. Han tæskede hende gul og blå og hun kunne ikke gå i flere dage. Hendes verden ramlede og hun brød sammen og mistede fodfæstet. 

Marie fik brudt med kæresten og flyttede væk, men det gjorde ondt inden i og spørgsmålene væltede rundt inde i hendes hoved. Hun kunne ikke holde tankerne ud, det gjorde al for ondt - så hun begyndte at skærer i sig selv. Det hjalp i et split sekund. Hun følte sig lettet, men hurtigt tog tankerne over. Hun var bange for fremtiden og bange for om hun nogensinde kunne være i et forhold igen... kunne hun nogensinde holde af sig selv og føle at hun var noget værd. Maries selvværd var på størrelse med et sandkorn som hun selv sagde.

Marie og jeg mødtes en enkel gang, hvor vi snakkede om hendes cutting, hendes historie og efterfølgende "mødtes" vi ugentligt over telefonen. Hvor vi sammen fik vendt hendes historie og hun fandt de værktøjer hun havde brug for, til at bryde sine mønstre. 

Marie er i dag på rette vej og hun arbejder stadigvæk med sin historie og sig selv - men Marie har fået øje på sin egen styrke og det har ændret alt for hende. Som hun selv siger "jeg ved nu at jeg selv spænder ben for mig, og jeg kan se når jeg gør det - det er så fedt for nu ved jeg hvad jeg skal gøre når det sker. Livet er blevet 100 kg lettere". 

Tak Marie!  

Hvad synes du vi skal lære vores børn?

Det her er ikke en bebrejdelse, men blot en reminder om, at der er forskel på voksne og børns måde at møde verden på... 

Louise var 35 år, hun arbejdede på et kontor sammen med 27 kollegaer. Der er nogen hun er tættere på end andre, dem hun taler privat med og dem hun blot hilser på. 

En dag da hun kommer på arbejde, høre hun at en af hendes kollegaer har inviteret nogle af de andre kollegaerne til fødselsdagsfest. Hun trækker på skuldrene og starter dagens arbejde. Tja det gør hende ikke noget, at hun ikke er inviteret, for hun er ikke tæt med denne kollega. Hun fortsætter dagen og tænker ikke mere over det.

Camille på 6 år kommer i skole og det første der møder hende er 4 piger fra hendes klasse, der der står med fødselsdagsinvitationer i hånden. Hun går hen til sin plads, med lys i øjnene og spørger sin mor om der ligger noget i hendes kasse. Det gør der ikke... 

Tanker begynder at myldre i hendes hoved... Hvorfor er hun ikke inviteret med? Hvad er der i vejen med hende? Er hun ikke god nok? 

En af pigerne kommer hen og spørger "skal du ikke med til fest?". Camille kigger ned i gulvet "nej".... Hun kan mærke tårerne presse på og hendes krop bliver urolig. Hun tager sin mor i hånden. "Jeg vil ikke være her mere mor" siger hun....

Hun er ked af det... og føler sig uden for.

                                                    Tegning René De Fleron 

_________________

Det er virkelighed for mange børn... og måske du sidder og tænker "jamen jøsses det må pigebarnet jo bare lærer..." Men det er vigtigt at forstå, at vores kære børn simpelthen ikke det samme filter som os voksne. De kan ikke sorterer og tænke rationelt, så når ord og oplevelser, opleves som noget negativt, så vendes det indad hos de små og bliver til en overbevisning som bliver til en historie som bliver til deres virkelighed om sig selv... 

Havde Louise på 35 år, da hun var barn, haft den samme oplevelse som Camille på 5 år - så havde hun reageret anderledes som voksen...

Jeg møder rigtig mange børn, unge og voksne i mit arbejde, som har det rigtig svært med sig selv. Børn og unge der føler de ingen værdi har, børn og unge der tror det er deres egen skyld at de bliver mobbet, udstødt, drillet... Ja sågar børn og unge der føler at livet er en lang lort, allerede inden det virkelig er begyndt. Børn og unge der mest af alt har lyst til at forsvinde. De har en kamp hver morgen fra de slår øjnene op, for verden er hård og brutal at møde når de ikke føler de er berettiget til at være der. 

Og voksne der har det svært med sig selv, fordi fortidens oplevelser puster dem i nakken hver eneste dag og stadigvæk "fylder" i deres tanker og spænder ben for dem.  

Så kære forældre, ja os. Dig og mig. Vi har alle et fælles ansvar for at skabe de bedste vilkår for vores børn, særligt når det er i det offentlige rum. Det er så lidt der skal til for at skade et lille menneske og igen så lidt der skal til for at styrke vedkommende. Så overvej dine handlinger og ord, de har stor betydning for de små menneske du møder på din vej. 

Alle børn har ret til en tryg barndom! Ikke? 

Ikke alle familier er ment to be.... Happy mothers day

I går sad jeg på en teresse omgivet at skønne mennesker og fejrede Victorias venindes lillesøsters to års fødselsdag. Det var fantastik, vi hyggede og grinte. I nogle timer kunne jeg glemme alt om den sorte sky, der i disse dage hænger tungt over mit hoved.

Dette er by fare et at de sværeste indlæg jeg nogensinde har skrevet... fordi det er det mest personligt, mest sårbart og fordi jeg blotter mig selv for min største svaghed - der hvor jeg konflikter mest med mig selv.
Forholdet til min datters far, der hvor jeg skammer mig mest, fordi jeg jo selv har valgt at få barn med en mand der ikke ønskede det. Der hvor jeg dømmer mig selv hårdest, fordi jeg selv har skabt det jeg står i. Det gør ondt, det svier og jeg ville ønske at alting kunne blive godt....

For som jeg skrev til dig sidst, så har vi alle udfordringer i vores liv og dette er en af mine.... her står jeg lige midt i en af de mest sårbare udfordringer, når det kommer til mig som menneske. Min rolle som mor. Jeg vil så gerne gøre det bedste, jeg vil så gerne gøre alle glade. Jeg vil så gerne det hele bliver godt, at jeg kunne være den der fik det hele til at flette sig sammen til en stor lykkelig slutning...
Men jeg kan ikke og det piner mig.

Hvis bare han forstod...hvis bare han kunne se hvad hans handlinger gør... hvis bare hvis bare hvis bare...

I dag er det mors dag .... Happy Mothers Day....

Det konflikter allerede inde i mig bare ved tanken om den gode mor... For på den ene side synes jeg at jeg er en fantastisk, kærlige og rummelige mor, og på den anden side føler jeg mig som den dummeste, mest naive og utilstrækkelige mor.

Jeg har lige ligget hele morgnen og kigget på min smukke pige, der lå ved siden af mig i sengen. Hun lå så fredfyldt og trak vejret.
Er der noget jeg prøver at lærer hende så er det at mærke, lytte og sige fra - noget jeg aldrig har fået lov til som barn... at være mig, at være den jeg var med alle følelser. Hun gør det virkelig godt, og jeg har skabt et barn der verbalt giver udtryk for hvad hun vil og ikke vil. Du er aldrig i tvivl om hvor du har hende henne.

Når det så er sagt, så har hun nogle udfordringer hun står med, ja selv som 5 årige skal hun lærer at tackle livets store følelser.
Hun er vred, såret, ked af det og kæmper med en stor uro inde i hendes lille krop - en vrede og en uro jeg helt havde glemt kunne eksistere i så lille en krop.
Hun er en 5 årige, med intet filter, hun lapper alt i sig uden forbehold. Hun har tillid til de mennesker der er omkring hende og tillid til at det de siger er rigtigt. Siger de positive ting vokser hun, er det tungt så får hun det til at betyde noget negativt om sig selv... så simpelt er det.


Men dette indlæg handler ikke om hende, men om mig og min sorte sky - og så alligevel...

Jeg har altid svoret at jeg ikke ville være en af de mødre der bad faderen om at blive væk. Jeg har fortalt mig selv at jeg måtte være rummelig og jeg kan håndtere de udfordringer der kommer, for det følger med når man som jeg vælger at få et barn med en mand der ikke ønsker at være far.
Jeg kan balancerer og er knald god til at forholde mig til alle involverede. Jeg er den fødte vægt, der ser og vejer alt på den ene side og på den anden side... Jeg er så rummelig at jeg tit glemmer mig selv i min iver på at gøre andre glade.

I begyndelsen hvor alt var eventyrligt kunne jeg flyve - jeg havde mødt den her fantastiske mand og verden lå for mine fødder. Jeg kunne næsten ikke trække vejret for bare lykke. Nev mig selv i armen igen og igen alt flaskede sig. Drømmene var store og planerne vilde. Lige indtil den dag hvor jeg imod alle ods stod med en positiv graviditets test i hånden og blev afvist. Drømmen braste og jeg måtte træffe et valg om liv eller død - jeg var egoistisk og valgte livet til. Men skammen rullede ind over mig i dynger - for hvilken kvinde bliver gravid med en mand hun dårligt kender og hvilken kvinde sætter et barn i verden som ikke er ønsket af et andet menneske... hvem er så egoistisk og hvem er så naiv at tro, at med tiden kunne det måske lykkedes at genskabe drømmen.

Jeg har forsøgt gennem de sidste 6 år åbnet min dør igen og igen så ingen kunne sige, at jeg var sådan en af de mødre der holdt sit barn fra sin far... Jeg har set gennem fingrene med at der står far ukendt i papirerne, fordi faderskabet ikke ville vedkendes. Jeg åbnede døren når der bare var en lille gensidig interesse fra den anden side og selv om det blot var for et par dage - indtil den forsvandt igen og gik over i det uvisse om hvornår lysten atter dukkede op.
Jeg har taget alle de tæsk jeg skulle fordi jeg var en der valgte mit barn til selv om faderen ikke ønskede. Jeg har stillet mig som skydeskive for ondskabsfulde ord, trusler og konstant måtte rumme at jeg var en dårlig mor, at min fortid havde ødelagt mig følelsesmæssigt og at jeg kun tænkte på mig. Jeg gjorde det, jeg tog imod, fordi jeg har været overbevist om at alle børn har brug for at kende deres ophav, de har ret til deres far!

Lige indtil i fredags....

Min største frygt er at blive verbal skydeskive for andres holdninger og tanker - men jeg kan ikke mere og jeg vil ikke mere. Jeg er nu en af de mødre der har trukket en streg i sandet og sagt STOP ikke fordi jeg ikke kan rumme, men fordi jeg har en pige der har sagt stop...fordi jeg ikke kunne finde ud af det. Det er lidt et springende punkt, for jeg har indtil videre ageret som min egen mor gjorde da min far forsvandt ud af mit liv... så kan man lige tale om den sociale arv!
Jeg var også et svingdørsbarn der måtte leve med at min far kun ville mig når det passede ham.

Heldigvis er jeg som skrevet så begavet med et barn, der ytre sig verbalt og det kom faktisk helt bag på mig. Hendes familie fra Amerika havde ydret at de ville komme på besøg og da jeg fortalte hende dette var hendes svar "nej jeg vil ikke se dem. Han er gider mig jo alligevel ikke mor".
Vi har tidligere haft de her snakke hvor hun har ytret sig omkring sin far "han er dum... han kender mig jo ikke mor.... jeg kan ikke lide ham" og hun kæmper med stor portion uro i sin krop. Jeg har altid hørt mig selv svar på mest fornuftige vis "jo skat han vil dig da gerne og han gør jo det bedste han kan" og...bla bla bla... alle de "rigtige" floskler som man jo skal sige for ikke at skabe splid..... Men nej pigebarnet har jo ret. Hun har det jo som hun har det, og hvem bliver gjort forkert når jeg begynder at tage hans parti og forsvarer hans handlinger???

Gu har pigebarnet ret til at føle som hun gør, det skal på ingen måder gøres forkert. Men jeg faldt lige i fælden og gjorde hende forkert - fordi jeg ville være den rummelige og alt favnene mor. Jeg har forsøgt at holde fast, "vi kunne jo skype med din far" "skal vi ikke sende en tegning til ham fra dig" - for så var jeg den gode mor. Den samarbejdsvillige, hende der virkelig prøvede.
Men den lille krop vred sig og råbte "NEJ"... Forløsningen kom da vi sad ved spisebordet en aften og jeg kunne genkende den vrede. Jeg fortalte at jeg også havde været vred på min far fordi han kom og gik som det passede ham. Pigen frøs og foldede de store øre ud "hvad gjorde du så mor". Jeg fortalte at jeg havde banket løs på en pude og hun rejste sig. i over 20 minutter bankede hun løs på puden, råbet og skreg. Nu snakker vi om alle de grimme følelser, om savn og sorg.

Jeg var bange, bange for at hun følte sig forladt og afvist at hun fik det til at betyde at hun ikke var god nok. Jeg var bange for at blive bedømt og fordømt...
Jeg lyttede ikke på hende når hun prøvede at fortælle mig det. Hun var vred. Sund vred... Jeg prøvede at overbevise hende om at hun ikke havde grund til at være vred... men det har hun og det er okay. Lige nu har hun brug for, som alle andre børn stabilitet, forudsigelighed og ro.
Det er som verden har foarndret sig efter hun og hendes følelser er blevet anerkendt.

Nu er det mig der skal arbejde med at være okay med de valg jeg har truffet og træffer. Det er hårdt og det gør ondt - for er der noget jeg har det svært med, så er det at gøre andre mennesker kede af det. Så at skulle bede en far om at trække sig fordi det ikke er godt nok... er pisse svært!

Jeg står nu atter for skud, og skal høre på at jeg er manipulerende, ondskabsfuld og det er mig der ødelægger alt.
Jeg tager det gerne på mig... for det er mit ansvar som den voksne. Heldigvis skal ingen andre gå i mine sko eller leve mit liv - men det kræver hjertet og hjernen er samme sted, og det er de ikke endnu. Men jeg ved vi nok skal komme derhen.

Er det her den rigtige beslutning? Det ved jeg ikke, det må tiden vise men jeg ved at jeg har handlet ud fra der hvor jeg står og alle valg har konsekvenser - det er bare ikke så tit vi kan lide dem, når de gør os til bussemanden. Er jeg bange? JA.... jeg har hjertebanken og overvejer igen og igen om jeg skal trykke på udgiv knappen.

Men er det ikke sådan at vi er vores egne hårdeste dommere.... og hvem kan sætte os fri... kun os.

Men happy mothers day til alle de skønne mødre der er derude <3 og tak til alle de skønne fædre.

Kærlighst
Christina

Bag facaden....

Når jeg er ude og holde foredrag, modtager jeg altid rigtig mange mails efterfølgende fra mennesker der kan mærke sig selv i min historie. De kan mærke smerten, sorgen, skammen, hadet, hemmelighederne og ikke mindst døden. Det bliver tydeligt for dem hvor de spænder ben for sig selv.

Der tikker altid hemmeligheder ind i min indbakke efter et foredrag. Mange mørke og dybe hemmeligheder. Hemmeligheder som vedkommende aldrig har fortalt nogen før. Det er en befrielse at få sagt det højt.

Jeg er ikke bange for at sætte ord på det dystre, det mørke og de grimme tanker - det er trygt for mig, for jeg har stort set levet der hele mit liv.

Ordene modig, sej, stærk, inspirerende, autentisk... wauu tænker jeg altid, det er også mig.

Men bag facaden, bag ansigtet, bag smilet og inde bag de blå øjne... bag de flotte ord er der stadigvæk et menneske der er bange, usikker, ulykkelig, mislykket, føler sig svag, mister fodfæstet, savner, rammes af sorg, har lyst til at give op, et offer....

Kommer vi nogensinde til at kunne slippe det helt? 

Næh det tror jeg ikke, det er en del af os. Men vi kan lærer at leve med det. Vi kan ikke slette fortiden, og de sider af os som vi ikke bryder os om  - men jeg tror på at vi kan lærer at leve med det og omfavne det. Følges med det hånd i hånd. Bruge det som en styrke, frem for at pille os selv ned og slå os selv oven i hovedet med det. Kigge de overbevisninger vi har sået som børn,tillagt os selv og gjordt til vores historier om hvem vi er, hvad vi fortjener og hvad vi kan tillade os at forvente af livet.  

Alle de overbevisninger vi her i vores voksenliv styres af.  Alle dem der får os til at lide i livet, alle dem der gør at vi løber ind i de samme ting igen og igen. 

At fortælle vores hemmeligheder og historier højt, får ikke smerten til at forsvinde. Det letter, men at balancere med fortidens smerte kræver øvelse. Men vi skal øve os i at kunne rumme de grimme sider af os selv, alle de sider vi ikke ønsker at alle andre skal se. Vi skal selv kunne være okay med de sider af os, ellers kommer de til at styrer os og vi ender med at overkompencere og det er der hvor vi miste os selv. Det er her vi bliver frustreret og irriteret på os selv og andre. Det er her vi har lyst til at forsvinde. 

Uden min svaghed kunne jeg ikke være stærk - og uden min svaghed kunne jeg aldrig bede om hjælp. Det er ret sigende, for der er nogle ting jeg rigtig gerne vil opnå her i livet. Jeg kan se hvordan jeg selv spænder ben for mig, fordi jeg har svært ved at bede om hjælp. Jeg har altid skulle klar mig selv, der har aldrig været hjælp at hente. For svag var ikke noget man var i min familie. Jeg kan stadigvæk høre mine forældre sige, at jeg bare skulle tage mig sammen når jeg synes tingene var svært. Flere historier fulgte i kølvandet og passede perfekt ind i min historie om at svag var noget rigtig grimt. "Christina du må være stærk og passe på din mor og søster nu hvor din far ikke er her længere" "Christina du er den ældste, så må du også være stærk" "Christina, du klarer det jo alt det her med din far så flot" Det runger stadigvæk i mit hoved, efter alle de år. Jeg var hamrende bange, ulykkelig, nedbrudt og følte mig så svag, for jeg havde ikke styr på en skid - men smilte ud i verden så ingen skulle opdage hvem jeg var inden i. 

At bede om hjælp er svagt.  

Men de sidste mange uger har jeg høre min egen stemme hele tiden mig selv sige til andre, jeg vil ikke længere vil klarer alting selv. Jeg gider ikke mere. 

Betyder det jeg er god til at bede om hjælp, lad os sige at jeg øver mig stadigvæk. 

Men små skridt hver dag. 

Jeg ved det her kan lyder som et mærkeligt eksempel... men i går havde jeg købt portobellosvampe. Jeg stod der med pakken hjemme i mit køkken og kiggede på den og tænkte "hvad fanden stiller jeg op med dem?".

Måske jeg skulle bede om hjælp til tilberedning - ej det er også for tåbeligt. Jeg kan jo bare google. Der er ingen der skal opdage at jeg ikke har styr på det = for så er jeg svag.  

Så jeg slog det op på Facebook og vi spiste lækre svampe.

Så ja når vi har modstand på noget, så er det hvor vi skal sætte ind. Føler jeg mig stadigvæk svag? 

Jo nu har jeg ligsom blottet mig selv og jeg er ikke færdig med at øve mig, men jeg vil bare have lov til at være fri... 

Tak 2015 du har været f**king fantastisk

Så tikker 2015 mod vejs ende.

Kæreste læser, tusind tak fordi du har læst med i år - det har været en vild rejse og jeg havde slet ikke forudset hvordan det hele bare udviklede sig da jeg startede bloggen i foråret. Jeg glæder mig til at dele min viden, mine tanker og alt andet med dig i 2016.

Det er med stor ydmyghed, jeg kigger tilbage på 2015. Det har på alle måder været vild og magisk år. Taknemlighed, stolthed, overraskende og glæde. Et af de modigeste år i mit liv.

Min første optræden i tv på DR2 

På eventyr i Barcelona

Min første e-bog kan hentes her 

Gensyn med de fynske veninder 

Mit absolut ynglingssted - her er blevet tænkt store tanker og handlet 

Da den grimme ælling vente hjem som en smuk svane 

En skøn reminder i eventyrbyen - ALT KAN SKE 

Besøg af bedste veninder, jeg er verdens heldigeste 

Foredrag "bankrøverens datter" på Ærø - selv politiet kom

Foredrag for pædagogstuderende i Horsens

Billederne taler for sig selv.
Tøj indsamling til bådflygtninge på Lesbos.
En af de mest fantastiske oplevelser jeg været en del af. Jeg har ingen ord der kan beskrive hvor taknemlig jeg er i mit hjerte. Jeg har mødt så mage helt særlige mennesker.

 Frivillige der hjælper med at få pakket bilen til KBH 

I studiet hos TV2 Fyn 

På forsiden af Fyns Stiftidende

Lokal magasin i eventyrbyen

Min eventyrby 

På besøg hos TV2 Fyn for at tale om mit virke som mentor for prøveløsladte

 Hende her, min største inspiration. Hende der giver mig modet til at handle. 

Foredrag på Kulturhuset i eventyrbyen

Læs mere om Mandags mønsterbryder her 

Jeg håber du har fået afsluttet 2015 med maner. Jeg er klar med ren tavle til 2016. Jeg har som jeg altid gør, holdt mit nytårsritual. Her rydder jeg op, afslutter, fejre, giver slip og sætter fokus på hvad der skal mere af i det nye år. Jeg elsker den dag, det er den fedeste dag ever.

Jeg ønsker dig den bedste aften og må 2016 blive det år hvor du tager de bedste beslutninger, der på bedste vis kommer til at ændre dit liv på mest fantastiske måde.

2016 jeg er klar og tager imod med kyshånd.

Tak for alt,
Kys
C

Da hjertet blev helt - mønsterbryder i eventyrbyen.

Det er mandag morgen, i dag en ganske særlig dag - den 30. november 2015. I dag er det 1 år siden jeg flyttede tilbage til min eventyrby, efter 16 år i Kongens København.

Det har været en vild rejse! Men jeg er hjemme, ikke kun i min by, men i mig selv.

Jeg vågnede klokken lidt i 5 og kunne ikke sove mere, så satte mig med kaffe og musik i ørene. Sådan reflektere jeg bedst. Der er sket noget de sidste par dage, det har været ren healing for mit ellers så knuste hjerte.

Sidste år da jeg var flyttet ind, satte jeg mig første aftenen grædende på gulvet midt i min stue, midt mellem tårne af flyttekasser. Jeg lavede en liste over hvad jeg have mere af i 2015. For 1 1/2 uge tog jeg listen frem, der var 24 punkter og 2 punkter der mangler et flueben.

Da jeg flyttede hjem havde jeg ondt i hjertet. Det havde fået så mange slag, skrammer og var mere eller mindre knust. Jeg var bange, bange for kærligheden, jeg var bange for at turde, jeg var bange for at blive afvist - jeg havde et hav af dårlige oplevelser med de få mænd jeg turde lukke ind bag facaden. Utroskab, løgne, bedrag og frygten for at binde sig væltede op i mit liv. Det gør det bestemt heller ikke lettere at ens egen far ikke længere ønsker at være ens far...
Dråben var, da jeg blev gravid med en mand jeg havde forelsket mig hovedkulds i og han viste sig at være en anden end han udgav sig for. Den gang i december 2009 gav jeg op på kærligheden, jeg svorer at jeg ALDRIG skulle være i et forhold igen, jeg stolede ikke på nogen mand - jeg kunne ikke finde ud af det og jeg fandt altid de forkerte.

Jeg lukkede ned for kærligheden og har ikke haft en kæreste siden, fordi jeg var bange, såret og knust. Dagene gik, jeg blev mor og uger, måneder og år gik. Jeg gjorde alt andet end tage fat der hvor det var mest sårbart, jeg benægtede, fortalte mig selv at jeg ikke havde brug for kærlighed. Jeg havde mig selv, min familie og det var mig rigeligt.

Jeg så ingen mænd, jeg takkede nej til dates jeg var så bange for at blive såret - og jeg var overevist om at hvis jeg blev afvist endnu en gang så ville jeg ikke kunne rejse mig igen. Faktisk så var jeg sikker på at jeg ville dø og det kune jeg simpelthen ikke byde min lille pige. Så jeg kørte solo løb, slukkede for kærligheden. Jeg var rædselslagen.

I 2014 blev vi udsat for forsøg på hjemmerøveri, og min verden brød sammen. Jeg kunne ikke mere og jeg tog mit livs beslutning om at vende hjem til min fødeby, den by jeg stak af fra i tidernes morgen. Jeg viste ikke hvad jeg skulle der, men jeg viste bare at jeg skulle have mig selv på rette køl og jeg havde brug for min familie til at hjælpe med min datter. Jeg kunne ikke alene længere.
Alt flaskede sig, vi fik lejlighed og den lækreste af dem alle.

Jeg tog et skridt tilbage i fortiden sammen med min fantastiske coach og jeg fik arbejdet endnu dybere med min skam over min fortid og historie. Jeg kom et spadestik dybere faktisk flere og fra at være min fødeby, så blev det på magisk vis til min eventyrby. Men frygten hviskede mig i øret og jeg besluttede mig for at jeg måtte få brudt mit mønster om kærlighed.

Jeg kastede mig ud i datingjunglen for første gang i foråret og med hjertet oppe i halsen og frygten for afvisninger liggende som en tung sky over mit hoved. At få brændt nallerne nogle gange gjorde det udfordrende, men jeg holdte ved af en eller anden grund som jeg først forstår nu. Jeg har været så bange for at åbne mit hjerte...
Men den sidste uge har gjort noget ved mig, inden i mig. Da jeg startede min rejse i foråret, troede jeg at mit hjerte skulle heles af en mand, jeg troede der skulle komme en og være det perfect match, en der på magisk vis kunne tage alle de grimme oplevelser og fylde mit hjerte med kærlighed.

But he gave me some of the greatest gifts ever.

Men jeg tog fejl, jeg har kigget ind ad, mærket efter og ryddet op i mønstre. For min historie om kærlighed handler om ingen andre end mig. Ingen kan tage min smerte væk, ingen kan fixe min sorg, ingen kan elske mig hvis jeg ikke selv gør det.
De sidste mange måneder har været ren heling af mit hjerte, jeg har mærket mig og jeg ikke mindst har jeg brugt mine veninder som aldrig før - men jeg ved de kan rumme mig.

Det har været og er den vildeste rejse, men her til morgen forsvandt smerten og frygten for afvisning inden i mig. Jeg forstår nu hvilke fantastiske gaver jeg har fået med mig ud af mine tidligere forhold og at få øje på dem wauuuu en sten fra hjertet faldt.
Jeg lavede en øvelse her morgen da jeg slog øjnene op. Mit hjerte der har været så sorgfyldt, gjort så ondt og været så tynget er let som en fjer. Mit hjerte er åbent nu og jeg er klar til kærlighed - virkelig vildt at kunne skrive! !!!Taget i betragtning af at jeg aldrig har turde tro på jeg fortjente den. Men det ved jeg godt jeg gør nu.

For 3 måneder siden mødte jeg en mand og guderne skal vide at han har sat turbo på min proces, for jeg har skulle forholde mig til så mange følelser som jeg helt havde glemt eksisterede. Han har og er en gave som sendt fra himlen, for jeg har fået lov til at øve, mærke og handle. Uden tvivl har han givet mig de smukkeste gaver og jeg så glad for at jeg løb ind i ham.
Hvor vi ender henne det ved jeg ikke endnu. Men en ting er sikkert ham der løber af med mig, vil være mændene i mit liv evigt taknemlig.

Jeg havde 2 punkter på min liste der manglede flueben. Det ene var at hele mit hjerte og det har fået et flueben her til morgen. For jeg har sat mig selv fri af fortidens lænker.
Det andet er, at jeg vil have en kæreste - når det så er skrevet, så er det i slow motion for jeg er stadigvæk sårbar, bange... men jeg er tryg og mønsterbryder <3

Størst af alt er kærligheden og jeg ved den er der - for den er inde i mig <3

Dette skal du vide hvis du er selvdestruktiv... er vi alle ikke lidt det?

Verden kokser og følelserne tager over, det gør ondt inden i, og det kan være svært at sætte ord på hvad det er. Ja nogle gange findes der slet ikke ord. Det gør bare ondt ad helveds til. Kroppen skriger og vrider sig.

Det kan føles som det mest ubehagelige sted i verden. Det river inden i, hjertet banker og smerten tager over i hele kroppen. Det kan være ulideligt at være der. Mange mennesker søger efter noget der kan dulme smerten. Vi vil have den skal gå væk...  forsvinde. Mad, stoffer, alkohol, sex, you name it. Vi prøver med alle midler at dulme os selv og vores følelser.

Det virker et kort øjeblik, vi bliver taget væk i en rus. Der kommer ro inden i og vi kan næsten holde os selv ud igen.

I et kort øjeblik.

For inden længe kommer skyerne tilbage og vi må starte forfra og søge det næste fix. Så sidder vi i hamsterhjulet, verdens mest destruktive sted. Vi hader det, men "på mandag eller i morgen så stopper jeg" sådan starter det. Men til sidst giver vi op og lader stå til, vi bliver ligeglade. Vi er fanget, låst fast og kan ikke se os ud af helvede. Selvhadet vokser og de negative tanker om os selv tager til.

"Hold kæft en taber jeg er".

Vi bliver bange for at andre skal opdage vores skam... for er der noget vi gør, så er det at skamme os over ikke at have styr på livet.

Det er flovt, pinligt og så taber artigt ikke at have styr på sig selv eller sit eget liv. Endnu mere slå vi os selv oven i hovedet.

Hvis vi er rigtig smarte, så begynder vi at lyve over for de mennesker vi holder allermest af, af frygt for at de vil slå hånden af os hvis de finder ud af hvilket menneske vi inders inde er.
Vi kan også hoppe i den anden boldgade, vi peger fingre af alle de andre og sviner dem til, for alle deres fejl og mangler. På den måde så behøver vi ikke at forholde os til os selv.
Vi kan også have behov for at fremstå som perfekte, det perfekte hjem, perfekte job, perfekte krop, perfekte tanker...

Det er som at putte flødeskum på lorten. Så håber og beder vi bare til, at ingen kommer forbi flødeskummen. Skulle det ske, at nogen kommer for tæt på. Ja så vipper vi dem af pinden, med undskyldninger om at det er dem der er noget i vejen med.

Så fortsætter livet og det destruktive mønster holder os låst fast, som ofre for vores egne omstændigheder. Stakkels mig!

Vi flygter fra det som det hele inderst inde handler om, nemlig os selv og det billede vi har af hvem vi er.

Hvem er vi så inden bag flødeskummen?
Vi er bange mennesker, der aldrig har lært om valg i livet. Så derfor er vi bange for vores følelser, særligt når det gør ondt eller føles for godt. Vi har et hav af overbevisninger om hvordan livet hænger sammen. De overbevisninger styrer vores hoveder i alt hvad vi foretager os.
Vi er såret og svigtet mennesker, der har oplevet de værste sider i livet.

Når vi en sjældent gang fortæller vores historier, bliver vi mødt med store øjne og åbne munde. For tænke at have oplevet det!
Vi bliver bange og trækker os tilbage i vores skjul og bekræfter os selv med, at ingen alligevel kan rumme vores forfærdeligheder. Vi lukker døre og skubber folk væk, særligt dem der gerne vil os - vi gør det ikke for at være onde. Men vi lever blot i vores historier om, at ingen alligevel vil os når de ser vores sande jeg.
Så derfor hopper vi tilbage til vores destruktive mønstre, for hvor mærkeligt det end lyder ja så er vi trygge der.

Vi slår os til tåls med at dette er vores lod i livet, og at det bare er en lang lort vi må tage en bid af hver eneste dag. Vi leger med tanken om døden, så vi hurtigt kan komme væk herfra - og så andre slipper for os. Vi er til mere skade end gavn...

Det eneste vi aldrig ser, er vores egen styrke...

Vejen hjem
Det kræver mod at turde bryde sine mønstre, for pludselig skal vi stå ansigt til ansigt med vores egne indre dæmoner. Dem som vi hele livet har flygtet fra, al det ukendte, smerten, skammen og følelsen af ligegyldighed. Men det kan lade sig gøre, og det kan det for alle. Vi har alle styrken inden i os, men vi har bare gemt den væk bag vores destruktive mønstre, fordi vi aldrig har lært at tackle vores følelser.

Det er nemlig vores følelser og de historier vi har bundet dem op på, der får os til at fucke vores liv op.

Det er hverken let eller en dans på roser at skabe forandringer. Det kræver hårdt arbejde, men det er det hele værd, når vi lærer at håndtere vores følelser uden at skulle dulme smerten.

Jeg kunne, det kan du også.