Når livet slår knuder - en fortælling fra hverdagen

Jeg mødtes med Marie for fire måneder siden. Jeg sad over for den smukkeste unge kvinde på 21 år. En kvinde der umiddelbart ser sund og rask ud, en kvinde der udstråler skønhed. Men Marie er en kvinde med store ar på sjælen. En kvinde der bokser med sig selv og sit eget værd. Men ingen kan se det på hende. Hun har gemt sig bag en facade, fordi hun er bange for hvad andre tænker om hende. Hun skærer i sig selv, når det er rigtig svært og gør rigtig ondt inden i. Det har hun gjort de sidste 2 år.... Hun har dage hvor hun slet ikke orker at stå op. Marie kæmper en kamp inde i sit hoved og hver eneste dag er en kamp om ikke mærke smerten. 

Marie skrev til mig en dag, hvor alt ramlede for hende. 

Jeg har fået lov til at fortælle Maries historie, fordi den er vigtig og fordi Marie er et smukt eksempel på hvordan vi kan vende fortiden til en styrke og bryde vores mønstre. 

Marie var 7 år da hendes forældre blev skilt. Hendes far flyttede langt væk og havde ikke megen kontakt med hende. Marie savnede sin far. Hendes mor fik en ny kæreste og han var ikke særlig sød over for hverken Marie, hendes mor og hendes lillebror. 

Marie synes det var svært at fortælle nogen om hvad der foregik derhjemme. Hun skammede sig og troede det var hendes skyld. At det var hende der var til besvær. Hun kunne heller ikke forstå, hvorfor hendes far ikke ville hende og troede der var noget i vejen med hende. 

De talte aldrig om det derhjemme eller i skolen - Marie snakkede heller ikke med sine venner/veninder om det. Hun smilte bare så ingen skulle opdage hvordan hun havde det. Marie ville ikke have at andre skulle bruge tid på hende...for hun syntes ikke hun var det værd. 

Med tiden løb Maria ind i de samme ting igen og igen, det var som om alt kørte i cirkler. Hun havde svært ved at forstå hvorfor det altid skete for hende, hun gjorde jo alt hvad hun kunne for at alle altid havde det godt. Livet var tungt.  

Da Marie var 18 år fik hun en kæreste, hun elskede ham over alt på jorden. Han ville hende og de havde det fantastisk i starten, de var forelsket og han var alt hvad hun havde drømt om. 

Men lidt efter lidt begyndte kæresten at ændre sig. Han gav hende skylden for sine forandringer - det var fordi hun ikke opførte sig ordenligt, hende der var noget i vejen med og hun gjorde at han blev vred. 

Når hun ikke gjorde som han sagde tog han fat i hende, så hun kunne lærer at det hun gjorde var forkert som han sagde. Marie skammede sig, fordi hun følte det var hendes skyld han blev så vred, og samtidig kunne hun ikke forstå hvorfor? Hun fortalte ingen om det, hverken sin familie eller sine veninder. 

En dag gik det for alvor galt... Hun havde været ude med nogle veninder og kom for sent hjem. Han tæskede hende gul og blå og hun kunne ikke gå i flere dage. Hendes verden ramlede og hun brød sammen og mistede fodfæstet. 

Marie fik brudt med kæresten og flyttede væk, men det gjorde ondt inden i og spørgsmålene væltede rundt inde i hendes hoved. Hun kunne ikke holde tankerne ud, det gjorde al for ondt - så hun begyndte at skærer i sig selv. Det hjalp i et split sekund. Hun følte sig lettet, men hurtigt tog tankerne over. Hun var bange for fremtiden og bange for om hun nogensinde kunne være i et forhold igen... kunne hun nogensinde holde af sig selv og føle at hun var noget værd. Maries selvværd var på størrelse med et sandkorn som hun selv sagde.

Marie og jeg mødtes en enkel gang, hvor vi snakkede om hendes cutting, hendes historie og efterfølgende "mødtes" vi ugentligt over telefonen. Hvor vi sammen fik vendt hendes historie og hun fandt de værktøjer hun havde brug for, til at bryde sine mønstre. 

Marie er i dag på rette vej og hun arbejder stadigvæk med sin historie og sig selv - men Marie har fået øje på sin egen styrke og det har ændret alt for hende. Som hun selv siger "jeg ved nu at jeg selv spænder ben for mig, og jeg kan se når jeg gør det - det er så fedt for nu ved jeg hvad jeg skal gøre når det sker. Livet er blevet 100 kg lettere". 

Tak Marie!  

Hvad synes du vi skal lære vores børn?

Det her er ikke en bebrejdelse, men blot en reminder om, at der er forskel på voksne og børns måde at møde verden på... 

Louise var 35 år, hun arbejdede på et kontor sammen med 27 kollegaer. Der er nogen hun er tættere på end andre, dem hun taler privat med og dem hun blot hilser på. 

En dag da hun kommer på arbejde, høre hun at en af hendes kollegaer har inviteret nogle af de andre kollegaerne til fødselsdagsfest. Hun trækker på skuldrene og starter dagens arbejde. Tja det gør hende ikke noget, at hun ikke er inviteret, for hun er ikke tæt med denne kollega. Hun fortsætter dagen og tænker ikke mere over det.

Camille på 6 år kommer i skole og det første der møder hende er 4 piger fra hendes klasse, der der står med fødselsdagsinvitationer i hånden. Hun går hen til sin plads, med lys i øjnene og spørger sin mor om der ligger noget i hendes kasse. Det gør der ikke... 

Tanker begynder at myldre i hendes hoved... Hvorfor er hun ikke inviteret med? Hvad er der i vejen med hende? Er hun ikke god nok? 

En af pigerne kommer hen og spørger "skal du ikke med til fest?". Camille kigger ned i gulvet "nej".... Hun kan mærke tårerne presse på og hendes krop bliver urolig. Hun tager sin mor i hånden. "Jeg vil ikke være her mere mor" siger hun....

Hun er ked af det... og føler sig uden for.

                                                    Tegning René De Fleron 

_________________

Det er virkelighed for mange børn... og måske du sidder og tænker "jamen jøsses det må pigebarnet jo bare lærer..." Men det er vigtigt at forstå, at vores kære børn simpelthen ikke det samme filter som os voksne. De kan ikke sorterer og tænke rationelt, så når ord og oplevelser, opleves som noget negativt, så vendes det indad hos de små og bliver til en overbevisning som bliver til en historie som bliver til deres virkelighed om sig selv... 

Havde Louise på 35 år, da hun var barn, haft den samme oplevelse som Camille på 5 år - så havde hun reageret anderledes som voksen...

Jeg møder rigtig mange børn, unge og voksne i mit arbejde, som har det rigtig svært med sig selv. Børn og unge der føler de ingen værdi har, børn og unge der tror det er deres egen skyld at de bliver mobbet, udstødt, drillet... Ja sågar børn og unge der føler at livet er en lang lort, allerede inden det virkelig er begyndt. Børn og unge der mest af alt har lyst til at forsvinde. De har en kamp hver morgen fra de slår øjnene op, for verden er hård og brutal at møde når de ikke føler de er berettiget til at være der. 

Og voksne der har det svært med sig selv, fordi fortidens oplevelser puster dem i nakken hver eneste dag og stadigvæk "fylder" i deres tanker og spænder ben for dem.  

Så kære forældre, ja os. Dig og mig. Vi har alle et fælles ansvar for at skabe de bedste vilkår for vores børn, særligt når det er i det offentlige rum. Det er så lidt der skal til for at skade et lille menneske og igen så lidt der skal til for at styrke vedkommende. Så overvej dine handlinger og ord, de har stor betydning for de små menneske du møder på din vej. 

Alle børn har ret til en tryg barndom! Ikke? 

Mobning STOP det - MC mod mobning en verden til forskel.

I søndags deltog min datter og jeg sammen med gode venner og et hav af inspirerende modig børn og et væld af engageret voksne i MC mod mobning.

Det var en fantastisk dag og det var så stærkt at mærke fællesskabs følelsen, der åndede i hver enkelt deltager. Fantastisk arrangement der var stablet på benene af vidunderlige mennesker.

Tegnet af René DeFleron

Model Heidi Daubjerg Nielsen

Samtidig ramte det mig i hjertet, samlet var små og store mennesker med dybe ar på sjælen.  Mennesker der kunne fortælle grufulde historier om trusler, vold, hån og ydmygende ord hver eneste dag året rundt. Jeg kiggede på de små mennesker der stod på scenen og jeg forstår det stadigvæk ikke!

Men det gjorde jeg heller ikke den gang jeg selv var barn og mærkede det på egen krop. Ensomheden, skammen, skylden og lysten til bare at fosvinde. Jeg havde nærmest fortrængt det, gemt det væk - men det har kræset i mit hovede siden.
Tredje klasse, skoleskift åh det var svært at komme fra en lille tryg andedam og pludselig stå for skud i en hønsegård.

Jeg var rædselslangen nogle dag, ondt i maven, hovedpine og frygten for det uforudsigelig. Jeg havde drenge der fulgte efter mig og tog billeder af mig uanset hvor jeg var...i skolen, på vej hjem, selv ind af mit vindue på mit værelse. Billeder der blev sendt rundt blandt deres kammerater, og kopier der dukkede op i min postkasse. Andre blev sure og jaloux - øgenavne, drillerier, skubben og trusler... jeg ville egentlig bare gerne væk.
Ingen hørte nejet...

I dag møder gennem mit arbejde unge mennesker, der bokser i et system der ikke er gearet til at håndtere dem. Resultatet er fatalt, for de ramte mennesker går rundt og opbygger historier om sig selv. Historier der bliver til deres virkelighed. Det er så lidt der skal til for at ødelægge et ungt  menneske. Gentagende negative oplevelser bliver til overbevisninger og de ligger sig som en dyne af tunge historier om "jeg er intet værd" "jeg er ligegyldig" "der er noget galt med mig"... og så bliver vi lige så stille og roligt pillet ned.

Sådan skal det simpelthen ikke være!!! Mobning skal stoppes og jeg mener vi voksne har det største ansvar! For de kære børn spejler sig i os og i stedet for at gøre børnene til dem der skal fixes skal vi kigge ind ad og finde vores egen indre mobber... For vi gør det alle og vi er med til at holde liv i den kultur. Bare tjek nettet og kommentar på Facebook... Ikke noget at sige til at børn bliver forvirret, når de voksne siger et men gør noget andet.
Så hjem og fej for egen dør!

Men en ting er sten sikkert, MC mod mobning gjorde/ gør en kæmpe forskel for de smukke mennesker - det kunne ses i deres øjne! De strålede om kap med solen.

Tak for et brag af en fest, vi ses næste år!

Husk at gå ind og like siden her
 og nej du behøver ikke at være ejer af en motorcykel - jeg har også kun en jernhest ;)
Støt og vær med til at gøre en forskel!

Ikke alle familier er ment to be.... Happy mothers day

I går sad jeg på en teresse omgivet at skønne mennesker og fejrede Victorias venindes lillesøsters to års fødselsdag. Det var fantastik, vi hyggede og grinte. I nogle timer kunne jeg glemme alt om den sorte sky, der i disse dage hænger tungt over mit hoved.

Dette er by fare et at de sværeste indlæg jeg nogensinde har skrevet... fordi det er det mest personligt, mest sårbart og fordi jeg blotter mig selv for min største svaghed - der hvor jeg konflikter mest med mig selv.
Forholdet til min datters far, der hvor jeg skammer mig mest, fordi jeg jo selv har valgt at få barn med en mand der ikke ønskede det. Der hvor jeg dømmer mig selv hårdest, fordi jeg selv har skabt det jeg står i. Det gør ondt, det svier og jeg ville ønske at alting kunne blive godt....

For som jeg skrev til dig sidst, så har vi alle udfordringer i vores liv og dette er en af mine.... her står jeg lige midt i en af de mest sårbare udfordringer, når det kommer til mig som menneske. Min rolle som mor. Jeg vil så gerne gøre det bedste, jeg vil så gerne gøre alle glade. Jeg vil så gerne det hele bliver godt, at jeg kunne være den der fik det hele til at flette sig sammen til en stor lykkelig slutning...
Men jeg kan ikke og det piner mig.

Hvis bare han forstod...hvis bare han kunne se hvad hans handlinger gør... hvis bare hvis bare hvis bare...

I dag er det mors dag .... Happy Mothers Day....

Det konflikter allerede inde i mig bare ved tanken om den gode mor... For på den ene side synes jeg at jeg er en fantastisk, kærlige og rummelige mor, og på den anden side føler jeg mig som den dummeste, mest naive og utilstrækkelige mor.

Jeg har lige ligget hele morgnen og kigget på min smukke pige, der lå ved siden af mig i sengen. Hun lå så fredfyldt og trak vejret.
Er der noget jeg prøver at lærer hende så er det at mærke, lytte og sige fra - noget jeg aldrig har fået lov til som barn... at være mig, at være den jeg var med alle følelser. Hun gør det virkelig godt, og jeg har skabt et barn der verbalt giver udtryk for hvad hun vil og ikke vil. Du er aldrig i tvivl om hvor du har hende henne.

Når det så er sagt, så har hun nogle udfordringer hun står med, ja selv som 5 årige skal hun lærer at tackle livets store følelser.
Hun er vred, såret, ked af det og kæmper med en stor uro inde i hendes lille krop - en vrede og en uro jeg helt havde glemt kunne eksistere i så lille en krop.
Hun er en 5 årige, med intet filter, hun lapper alt i sig uden forbehold. Hun har tillid til de mennesker der er omkring hende og tillid til at det de siger er rigtigt. Siger de positive ting vokser hun, er det tungt så får hun det til at betyde noget negativt om sig selv... så simpelt er det.


Men dette indlæg handler ikke om hende, men om mig og min sorte sky - og så alligevel...

Jeg har altid svoret at jeg ikke ville være en af de mødre der bad faderen om at blive væk. Jeg har fortalt mig selv at jeg måtte være rummelig og jeg kan håndtere de udfordringer der kommer, for det følger med når man som jeg vælger at få et barn med en mand der ikke ønsker at være far.
Jeg kan balancerer og er knald god til at forholde mig til alle involverede. Jeg er den fødte vægt, der ser og vejer alt på den ene side og på den anden side... Jeg er så rummelig at jeg tit glemmer mig selv i min iver på at gøre andre glade.

I begyndelsen hvor alt var eventyrligt kunne jeg flyve - jeg havde mødt den her fantastiske mand og verden lå for mine fødder. Jeg kunne næsten ikke trække vejret for bare lykke. Nev mig selv i armen igen og igen alt flaskede sig. Drømmene var store og planerne vilde. Lige indtil den dag hvor jeg imod alle ods stod med en positiv graviditets test i hånden og blev afvist. Drømmen braste og jeg måtte træffe et valg om liv eller død - jeg var egoistisk og valgte livet til. Men skammen rullede ind over mig i dynger - for hvilken kvinde bliver gravid med en mand hun dårligt kender og hvilken kvinde sætter et barn i verden som ikke er ønsket af et andet menneske... hvem er så egoistisk og hvem er så naiv at tro, at med tiden kunne det måske lykkedes at genskabe drømmen.

Jeg har forsøgt gennem de sidste 6 år åbnet min dør igen og igen så ingen kunne sige, at jeg var sådan en af de mødre der holdt sit barn fra sin far... Jeg har set gennem fingrene med at der står far ukendt i papirerne, fordi faderskabet ikke ville vedkendes. Jeg åbnede døren når der bare var en lille gensidig interesse fra den anden side og selv om det blot var for et par dage - indtil den forsvandt igen og gik over i det uvisse om hvornår lysten atter dukkede op.
Jeg har taget alle de tæsk jeg skulle fordi jeg var en der valgte mit barn til selv om faderen ikke ønskede. Jeg har stillet mig som skydeskive for ondskabsfulde ord, trusler og konstant måtte rumme at jeg var en dårlig mor, at min fortid havde ødelagt mig følelsesmæssigt og at jeg kun tænkte på mig. Jeg gjorde det, jeg tog imod, fordi jeg har været overbevist om at alle børn har brug for at kende deres ophav, de har ret til deres far!

Lige indtil i fredags....

Min største frygt er at blive verbal skydeskive for andres holdninger og tanker - men jeg kan ikke mere og jeg vil ikke mere. Jeg er nu en af de mødre der har trukket en streg i sandet og sagt STOP ikke fordi jeg ikke kan rumme, men fordi jeg har en pige der har sagt stop...fordi jeg ikke kunne finde ud af det. Det er lidt et springende punkt, for jeg har indtil videre ageret som min egen mor gjorde da min far forsvandt ud af mit liv... så kan man lige tale om den sociale arv!
Jeg var også et svingdørsbarn der måtte leve med at min far kun ville mig når det passede ham.

Heldigvis er jeg som skrevet så begavet med et barn, der ytre sig verbalt og det kom faktisk helt bag på mig. Hendes familie fra Amerika havde ydret at de ville komme på besøg og da jeg fortalte hende dette var hendes svar "nej jeg vil ikke se dem. Han er gider mig jo alligevel ikke mor".
Vi har tidligere haft de her snakke hvor hun har ytret sig omkring sin far "han er dum... han kender mig jo ikke mor.... jeg kan ikke lide ham" og hun kæmper med stor portion uro i sin krop. Jeg har altid hørt mig selv svar på mest fornuftige vis "jo skat han vil dig da gerne og han gør jo det bedste han kan" og...bla bla bla... alle de "rigtige" floskler som man jo skal sige for ikke at skabe splid..... Men nej pigebarnet har jo ret. Hun har det jo som hun har det, og hvem bliver gjort forkert når jeg begynder at tage hans parti og forsvarer hans handlinger???

Gu har pigebarnet ret til at føle som hun gør, det skal på ingen måder gøres forkert. Men jeg faldt lige i fælden og gjorde hende forkert - fordi jeg ville være den rummelige og alt favnene mor. Jeg har forsøgt at holde fast, "vi kunne jo skype med din far" "skal vi ikke sende en tegning til ham fra dig" - for så var jeg den gode mor. Den samarbejdsvillige, hende der virkelig prøvede.
Men den lille krop vred sig og råbte "NEJ"... Forløsningen kom da vi sad ved spisebordet en aften og jeg kunne genkende den vrede. Jeg fortalte at jeg også havde været vred på min far fordi han kom og gik som det passede ham. Pigen frøs og foldede de store øre ud "hvad gjorde du så mor". Jeg fortalte at jeg havde banket løs på en pude og hun rejste sig. i over 20 minutter bankede hun løs på puden, råbet og skreg. Nu snakker vi om alle de grimme følelser, om savn og sorg.

Jeg var bange, bange for at hun følte sig forladt og afvist at hun fik det til at betyde at hun ikke var god nok. Jeg var bange for at blive bedømt og fordømt...
Jeg lyttede ikke på hende når hun prøvede at fortælle mig det. Hun var vred. Sund vred... Jeg prøvede at overbevise hende om at hun ikke havde grund til at være vred... men det har hun og det er okay. Lige nu har hun brug for, som alle andre børn stabilitet, forudsigelighed og ro.
Det er som verden har foarndret sig efter hun og hendes følelser er blevet anerkendt.

Nu er det mig der skal arbejde med at være okay med de valg jeg har truffet og træffer. Det er hårdt og det gør ondt - for er der noget jeg har det svært med, så er det at gøre andre mennesker kede af det. Så at skulle bede en far om at trække sig fordi det ikke er godt nok... er pisse svært!

Jeg står nu atter for skud, og skal høre på at jeg er manipulerende, ondskabsfuld og det er mig der ødelægger alt.
Jeg tager det gerne på mig... for det er mit ansvar som den voksne. Heldigvis skal ingen andre gå i mine sko eller leve mit liv - men det kræver hjertet og hjernen er samme sted, og det er de ikke endnu. Men jeg ved vi nok skal komme derhen.

Er det her den rigtige beslutning? Det ved jeg ikke, det må tiden vise men jeg ved at jeg har handlet ud fra der hvor jeg står og alle valg har konsekvenser - det er bare ikke så tit vi kan lide dem, når de gør os til bussemanden. Er jeg bange? JA.... jeg har hjertebanken og overvejer igen og igen om jeg skal trykke på udgiv knappen.

Men er det ikke sådan at vi er vores egne hårdeste dommere.... og hvem kan sætte os fri... kun os.

Men happy mothers day til alle de skønne mødre der er derude <3 og tak til alle de skønne fædre.

Kærlighst
Christina

Bliver jeg nogensinde et helt menneske...

Børnene hopper i trampolinen, de griner.
Himlen er lyseblå og solen brager ned på en. Jeg har taget plads på min altan, mit ynglingssted - min lille oase. Strålerne varmer på min hud, det føles noget så dejligt. Det kribler lidt. Der flyder spanske toner i mit øre, kaffen står på bordet. Det dufter af sommer.

Åhhh i dette øjeblik, lige her er jeg lykkelig. Jeg føler mig hel, noget så hel og bare mig.

Det har været en lang hullet vej og mange udfordringer har jeg passeret for at nå hertil.

Jeg troede aldrig jeg skulle blive et helt menneske. I mange år troede når alt var godt så ville jeg blive hel og lykkelig. Med hel så mener jeg, at vi kan være med os selv som menneske, når de grimme sider af os selv dukker op. Dem vi for alt i verden ikke ønsker at andre skal se...

Men jeg har aldrig været mere hel end nu - ikke fordi alt er en dans på roser, men jeg har lært at balancere med de udfordringer der dukker op. Førhen lod jeg mig bare falde frit og turde ikke handle af frygt for at blive kaldt egoist, selvoptaget, egotripper og et dårligt menneske.
Det gjorde mig handlingslammet, for det ville jeg ikke være... for ingen kan lide egoistiske mennesker (det har jeg altid fået at vide som barn).

Men jeg har lært at min egoisme er min vej til frihed, uden den er jeg ikke i stand til at sige fra, når noget ikke føles rart. Uden den kan jeg ikke mærke mig selv og mine behov. Min egoisme passer på mig.

Så selv om jeg sidder her og føler mig mere end lykkelig med grinene børn i baggrunden midt i min oase, så har jeg selvfølgelig har jeg også udfordringer i mit liv. Udfordringer forsvinder aldrig og vi kan hverken meditere dem væk eller for den sag skubbe dem væk. Ingen mennesker lever uden der dukker bump op på vores vej.  Faktisk vil jeg våge at påstå at vores udfordringer er med til at styrke os, hvis vi griber dem.

Så i stedet for at skubbe dem eller meditere dem væk, så vi kan starte med at spørge os selv hvad vi har brug for at lærer af de udfordringer og bump vi møder på vores vej. På den måde gør de os stærke og den styrke kan vi brug til at rejse os med. I stedet for at lade udfordringerne svække os, gøre os små, skamfulde og ulykkelige.
Smerten forsvinder ikke, fordi vi bliver stærke, det skal den heller ikke. Men hvis vi kan forstå at vores udfordringer er med til at hele os, bliver smerten en styrke.

Vores udfordringer er med til at gøre os til den vi er, uden vores ville livet blot være en lige linje fra A til Z...

Nej det er ikke det fedeste når udfordringerne viser tænder, bider og river. Men ikke desto mindre er det der vi kan være med til at sætte skub i vores egen udvikling. Jeg tror på at livet byder os de udfordringer vi har brug for for at kunne flytte os.

Og ja det mener jeg virkelig - også selv om jeg selv sidder midt i en temmelig sårbar udfordring. Jeg kan bare konstatere at den forsvinder ikke, men hvis jeg kigger på hvad jeg skal lærer af den så er jeg ikke i tvivl om hvad jeg bliver nød til at gøre.
Er det let?
Nej for med handling dukker gamle overbevisninger op, og det er ofte dem der spænder ben for vi tør flytte os.
Lader vi stå til så ender vi som et offer, og lader andre styre slaget gang og det er heller ikke hensigtsmæssigt for det er der hvor vi bliver dybt frustreret.

Så vi må simpelthen ind og kigge på vores grundlæggende overbevisninger om os selv, for at kunne bryde vores mønster.

Jeg er i fuld gang, jeg har taget det første spadestik - jeg ryster i bukserne men jeg ved også at det er vejen videre. Lige nu kan jeg ikke dele det, det ville være alt for sårbart for mig. Men når jeg er klar får du min hemmelighed.

Indtil da, lad os arbejde med at finde styrken i udfordringerne.
Husk at nyde solen og vær god ved dig - du fortjener det!

Kærligst
Christina

Bag facaden....

Når jeg er ude og holde foredrag, modtager jeg altid rigtig mange mails efterfølgende fra mennesker der kan mærke sig selv i min historie. De kan mærke smerten, sorgen, skammen, hadet, hemmelighederne og ikke mindst døden. Det bliver tydeligt for dem hvor de spænder ben for sig selv.

Der tikker altid hemmeligheder ind i min indbakke efter et foredrag. Mange mørke og dybe hemmeligheder. Hemmeligheder som vedkommende aldrig har fortalt nogen før. Det er en befrielse at få sagt det højt.

Jeg er ikke bange for at sætte ord på det dystre, det mørke og de grimme tanker - det er trygt for mig, for jeg har stort set levet der hele mit liv.

Ordene modig, sej, stærk, inspirerende, autentisk... wauu tænker jeg altid, det er også mig.

Men bag facaden, bag ansigtet, bag smilet og inde bag de blå øjne... bag de flotte ord er der stadigvæk et menneske der er bange, usikker, ulykkelig, mislykket, føler sig svag, mister fodfæstet, savner, rammes af sorg, har lyst til at give op, et offer....

Kommer vi nogensinde til at kunne slippe det helt? 

Næh det tror jeg ikke, det er en del af os. Men vi kan lærer at leve med det. Vi kan ikke slette fortiden, og de sider af os som vi ikke bryder os om  - men jeg tror på at vi kan lærer at leve med det og omfavne det. Følges med det hånd i hånd. Bruge det som en styrke, frem for at pille os selv ned og slå os selv oven i hovedet med det. Kigge de overbevisninger vi har sået som børn,tillagt os selv og gjordt til vores historier om hvem vi er, hvad vi fortjener og hvad vi kan tillade os at forvente af livet.  

Alle de overbevisninger vi her i vores voksenliv styres af.  Alle dem der får os til at lide i livet, alle dem der gør at vi løber ind i de samme ting igen og igen. 

At fortælle vores hemmeligheder og historier højt, får ikke smerten til at forsvinde. Det letter, men at balancere med fortidens smerte kræver øvelse. Men vi skal øve os i at kunne rumme de grimme sider af os selv, alle de sider vi ikke ønsker at alle andre skal se. Vi skal selv kunne være okay med de sider af os, ellers kommer de til at styrer os og vi ender med at overkompencere og det er der hvor vi miste os selv. Det er her vi bliver frustreret og irriteret på os selv og andre. Det er her vi har lyst til at forsvinde. 

Uden min svaghed kunne jeg ikke være stærk - og uden min svaghed kunne jeg aldrig bede om hjælp. Det er ret sigende, for der er nogle ting jeg rigtig gerne vil opnå her i livet. Jeg kan se hvordan jeg selv spænder ben for mig, fordi jeg har svært ved at bede om hjælp. Jeg har altid skulle klar mig selv, der har aldrig været hjælp at hente. For svag var ikke noget man var i min familie. Jeg kan stadigvæk høre mine forældre sige, at jeg bare skulle tage mig sammen når jeg synes tingene var svært. Flere historier fulgte i kølvandet og passede perfekt ind i min historie om at svag var noget rigtig grimt. "Christina du må være stærk og passe på din mor og søster nu hvor din far ikke er her længere" "Christina du er den ældste, så må du også være stærk" "Christina, du klarer det jo alt det her med din far så flot" Det runger stadigvæk i mit hoved, efter alle de år. Jeg var hamrende bange, ulykkelig, nedbrudt og følte mig så svag, for jeg havde ikke styr på en skid - men smilte ud i verden så ingen skulle opdage hvem jeg var inden i. 

At bede om hjælp er svagt.  

Men de sidste mange uger har jeg høre min egen stemme hele tiden mig selv sige til andre, jeg vil ikke længere vil klarer alting selv. Jeg gider ikke mere. 

Betyder det jeg er god til at bede om hjælp, lad os sige at jeg øver mig stadigvæk. 

Men små skridt hver dag. 

Jeg ved det her kan lyder som et mærkeligt eksempel... men i går havde jeg købt portobellosvampe. Jeg stod der med pakken hjemme i mit køkken og kiggede på den og tænkte "hvad fanden stiller jeg op med dem?".

Måske jeg skulle bede om hjælp til tilberedning - ej det er også for tåbeligt. Jeg kan jo bare google. Der er ingen der skal opdage at jeg ikke har styr på det = for så er jeg svag.  

Så jeg slog det op på Facebook og vi spiste lækre svampe.

Så ja når vi har modstand på noget, så er det hvor vi skal sætte ind. Føler jeg mig stadigvæk svag? 

Jo nu har jeg ligsom blottet mig selv og jeg er ikke færdig med at øve mig, men jeg vil bare have lov til at være fri... 

De knækkede børn...

Prøv at forstille dig at du er et barn.

Så forstil dig, at uanset hvor du befinder dig, uanset hvem du møder på din vej, uanset hvad du siger så bliver der peget fingre ad dig.

Du bliver hånt, du bliver straffe, du bliver gjordt til grin, du bliver gjort forkert, du står for skud for de voksnes vrede og frustration. Du bliver gjort til skamme for noget du ikke selv har valgt.

Prøv at forstille hvad det ville gøre ved dig!

Det fremme bestemt ikke positive tanker omkring en selv. Prøv at overveje hvilken historie sådan et barn tager med sig videre i livet..... det gør helt ondt inden.

Desværre så er det virkelighed for et hav af børn - børn der står for skud for de voksnes ord. Børn der ikke har en jordisk chance for at forsvarer sig, børn der på ingen måder er skyld i der hvor befinder sig.
Men alle de ord de igen og igen får kastet på sig, ja de klæber sig til de små kroppe og bliver virkelighed for dem. En virkelighed som de skal kæmpe med hele livet og forsøge at komme fri af.

De dulmer deres smerte hver eneste dag på et hav af forskellige måder, og nogen lever endda fortræffelig op til det billede der er blevet beskrevet af dem. De udlever alle de destruktive sider i sig selv.

Hvorfor?

Fordi de har slukket og lukket for deres håb, de har givet op. Livet er blevet ligegyldigt. Ingen gider dem, ingen ser dem, ingen hører deres råb om hjælp...

Ikke alle ved at de har et valg. For intet i livet har været et valg for disse børn, de havde tillid og stolede på de voksne de havde omkring sig og mødte på deres vej. De voksnes ord skabte børnenes virkelighed og pludselig handlede det ikke om at leve, men om at overleve. Frygt, kaos og forvirring var med til at forme hverdagen - det er ikke sundt for et barn at være i.... det får konsekvenser....

Så næste gang du stempler et andet menneske, og peger finger af det de gør eller den de er. Så kig i stedet på din egen frygt og undersøg om det ikke også kunne være sket for dig, hvis du havde været igennem det samme som vedkommende. På den måde så har du ikke længere brug for at gøre andre til skamme, men i stedet vise omsorg.

Og husk, at ingen børn er født onde - men ondskab kommer, når følelsen af ligegyldighed og de klæbende ord bliver til ens virkeligheden... så bliver vi onde!

Vi har alle et fælles ansvar for vores børn. For ingen børn fortjener at vokse op som udyr - og samme kan vi få brudt de mønstre der ikke er til gavn for nogen.