Tak 2015 du har været f**king fantastisk

Så tikker 2015 mod vejs ende.

Kæreste læser, tusind tak fordi du har læst med i år - det har været en vild rejse og jeg havde slet ikke forudset hvordan det hele bare udviklede sig da jeg startede bloggen i foråret. Jeg glæder mig til at dele min viden, mine tanker og alt andet med dig i 2016.

Det er med stor ydmyghed, jeg kigger tilbage på 2015. Det har på alle måder været vild og magisk år. Taknemlighed, stolthed, overraskende og glæde. Et af de modigeste år i mit liv.

Min første optræden i tv på DR2 

På eventyr i Barcelona

Min første e-bog kan hentes her 

Gensyn med de fynske veninder 

Mit absolut ynglingssted - her er blevet tænkt store tanker og handlet 

Da den grimme ælling vente hjem som en smuk svane 

En skøn reminder i eventyrbyen - ALT KAN SKE 

Besøg af bedste veninder, jeg er verdens heldigeste 

Foredrag "bankrøverens datter" på Ærø - selv politiet kom

Foredrag for pædagogstuderende i Horsens

Billederne taler for sig selv.
Tøj indsamling til bådflygtninge på Lesbos.
En af de mest fantastiske oplevelser jeg været en del af. Jeg har ingen ord der kan beskrive hvor taknemlig jeg er i mit hjerte. Jeg har mødt så mage helt særlige mennesker.

 Frivillige der hjælper med at få pakket bilen til KBH 

I studiet hos TV2 Fyn 

På forsiden af Fyns Stiftidende

Lokal magasin i eventyrbyen

Min eventyrby 

På besøg hos TV2 Fyn for at tale om mit virke som mentor for prøveløsladte

 Hende her, min største inspiration. Hende der giver mig modet til at handle. 

Foredrag på Kulturhuset i eventyrbyen

Læs mere om Mandags mønsterbryder her 

Jeg håber du har fået afsluttet 2015 med maner. Jeg er klar med ren tavle til 2016. Jeg har som jeg altid gør, holdt mit nytårsritual. Her rydder jeg op, afslutter, fejre, giver slip og sætter fokus på hvad der skal mere af i det nye år. Jeg elsker den dag, det er den fedeste dag ever.

Jeg ønsker dig den bedste aften og må 2016 blive det år hvor du tager de bedste beslutninger, der på bedste vis kommer til at ændre dit liv på mest fantastiske måde.

2016 jeg er klar og tager imod med kyshånd.

Tak for alt,
Kys
C

Dette skal du vide hvis du er selvdestruktiv... er vi alle ikke lidt det?

Verden kokser og følelserne tager over, det gør ondt inden i, og det kan være svært at sætte ord på hvad det er. Ja nogle gange findes der slet ikke ord. Det gør bare ondt ad helveds til. Kroppen skriger og vrider sig.

Det kan føles som det mest ubehagelige sted i verden. Det river inden i, hjertet banker og smerten tager over i hele kroppen. Det kan være ulideligt at være der. Mange mennesker søger efter noget der kan dulme smerten. Vi vil have den skal gå væk...  forsvinde. Mad, stoffer, alkohol, sex, you name it. Vi prøver med alle midler at dulme os selv og vores følelser.

Det virker et kort øjeblik, vi bliver taget væk i en rus. Der kommer ro inden i og vi kan næsten holde os selv ud igen.

I et kort øjeblik.

For inden længe kommer skyerne tilbage og vi må starte forfra og søge det næste fix. Så sidder vi i hamsterhjulet, verdens mest destruktive sted. Vi hader det, men "på mandag eller i morgen så stopper jeg" sådan starter det. Men til sidst giver vi op og lader stå til, vi bliver ligeglade. Vi er fanget, låst fast og kan ikke se os ud af helvede. Selvhadet vokser og de negative tanker om os selv tager til.

"Hold kæft en taber jeg er".

Vi bliver bange for at andre skal opdage vores skam... for er der noget vi gør, så er det at skamme os over ikke at have styr på livet.

Det er flovt, pinligt og så taber artigt ikke at have styr på sig selv eller sit eget liv. Endnu mere slå vi os selv oven i hovedet.

Hvis vi er rigtig smarte, så begynder vi at lyve over for de mennesker vi holder allermest af, af frygt for at de vil slå hånden af os hvis de finder ud af hvilket menneske vi inders inde er.
Vi kan også hoppe i den anden boldgade, vi peger fingre af alle de andre og sviner dem til, for alle deres fejl og mangler. På den måde så behøver vi ikke at forholde os til os selv.
Vi kan også have behov for at fremstå som perfekte, det perfekte hjem, perfekte job, perfekte krop, perfekte tanker...

Det er som at putte flødeskum på lorten. Så håber og beder vi bare til, at ingen kommer forbi flødeskummen. Skulle det ske, at nogen kommer for tæt på. Ja så vipper vi dem af pinden, med undskyldninger om at det er dem der er noget i vejen med.

Så fortsætter livet og det destruktive mønster holder os låst fast, som ofre for vores egne omstændigheder. Stakkels mig!

Vi flygter fra det som det hele inderst inde handler om, nemlig os selv og det billede vi har af hvem vi er.

Hvem er vi så inden bag flødeskummen?
Vi er bange mennesker, der aldrig har lært om valg i livet. Så derfor er vi bange for vores følelser, særligt når det gør ondt eller føles for godt. Vi har et hav af overbevisninger om hvordan livet hænger sammen. De overbevisninger styrer vores hoveder i alt hvad vi foretager os.
Vi er såret og svigtet mennesker, der har oplevet de værste sider i livet.

Når vi en sjældent gang fortæller vores historier, bliver vi mødt med store øjne og åbne munde. For tænke at have oplevet det!
Vi bliver bange og trækker os tilbage i vores skjul og bekræfter os selv med, at ingen alligevel kan rumme vores forfærdeligheder. Vi lukker døre og skubber folk væk, særligt dem der gerne vil os - vi gør det ikke for at være onde. Men vi lever blot i vores historier om, at ingen alligevel vil os når de ser vores sande jeg.
Så derfor hopper vi tilbage til vores destruktive mønstre, for hvor mærkeligt det end lyder ja så er vi trygge der.

Vi slår os til tåls med at dette er vores lod i livet, og at det bare er en lang lort vi må tage en bid af hver eneste dag. Vi leger med tanken om døden, så vi hurtigt kan komme væk herfra - og så andre slipper for os. Vi er til mere skade end gavn...

Det eneste vi aldrig ser, er vores egen styrke...

Vejen hjem
Det kræver mod at turde bryde sine mønstre, for pludselig skal vi stå ansigt til ansigt med vores egne indre dæmoner. Dem som vi hele livet har flygtet fra, al det ukendte, smerten, skammen og følelsen af ligegyldighed. Men det kan lade sig gøre, og det kan det for alle. Vi har alle styrken inden i os, men vi har bare gemt den væk bag vores destruktive mønstre, fordi vi aldrig har lært at tackle vores følelser.

Det er nemlig vores følelser og de historier vi har bundet dem op på, der får os til at fucke vores liv op.

Det er hverken let eller en dans på roser at skabe forandringer. Det kræver hårdt arbejde, men det er det hele værd, når vi lærer at håndtere vores følelser uden at skulle dulme smerten.

Jeg kunne, det kan du også.

Jeg har noget på hjertet

Jeg bliver tit spurgt hvad det egentlig jeg laver?

Ja og det er et godt spørgsmål - og jeg kan godt forstå, at det kan være svært at hitte rundt i. Rigtig mange tror at jeg kun arbejder med kriminelle, laver indsamlinger og socialt arbejde, men jeg tilbyder også min viden om en masse andet.

Jeg sidder ofte med mennesker, både unge og voksne, som lever i selvdestruktive mønstre, de har udfordringer med alt lige fra stoffer, alkohol, spiseforstyrrelse, kriminalitet, cutting, lavt selvværd, anbragt uden for hjemmet, seksuelt misbrugt, omsorgssvigt i barndommen, fysisk og psykisk vold i deres forhold - ja de har mange ting de tumler med.
Til fælles for dem alle er, at de sidder fast i negative historier om dem selv, og de kan ikke gennemskue vejen ud af deres mønstre. De er låst i de tanker de gør om sig selv.

Der ud over er jeg også tilknyttet frustreret forældre, de forældre der ikke ved hvad de skal stille op i forhold til deres destruktive børns adfærd, forældre der løber panden mod en mur i det offentlige system og forældre der har brug for rådgivning og vejledning omkring deres egen rolle som forældre.

Det er rigtig vigtigt for mig, når de (både unge, voksne og forældre) kommer hos mig, har et frirum til dele alle deres tanker - også de mørke og "forbudte".  Her er intet rigtigt eller forkert, det er som det er. Jeg er ikke den der skal dømme dem (det klarer de fint selv), min rolle er at lytte og udfordre dem til at få brudt deres mønstre, skabt nye overbevisninger og vende deres historier til en styrke.

Så holder jeg foredrag "kærlig hilsen bankrøverens datter" - om at være vokset op med en kriminel far, og de konsekvenser det har haft for mig i mit liv. Jeg underviser på uddannelsessteder, for at sætte fokus på de dømtes børn.

 

Alt hvad jeg laver gør jeg, fordi jeg har et personlig engageret i det. Jeg ville ønske, at der fandtes en som mig, da jeg var teenager. Fordi jeg følte mig ensom, alene og forkert. Jeg ville ønske at der havde været en, der kunne hjælpe mig med at bryde mine mønstre, stille spørgsmålstegn til mine overbevisninger og støtte mig i at vende min historie til min styrke. En der lyttede, så mig og greb mig.

Så kender du nogen der bokser med livet, så send dem forbi www.christinasogaard.com

Har du ideer eller kendskab til institutioner, klubber, skoler eller foreninger der kunne være interesseret i at få mig ud at holde foredrag, så send dem gerne til christina@christinasogaard.com

Så hjælp mig med at dele min kunnen og viden - for alle børn og unge har ret til en tryg barndom. NEJ der findes ingen umulige børn og unge, at reagere er et sundhedstegn.
Der findes heller ikke nogle onde voksne, men mennesker som handler ud fra tunge og destruktive historier fra den bagage de slæber med sig fra deres egen barndom. Voksne der ikke aner de har et valg.

Jeg og alle de mennesker der sidder låst i livet ville være taknemlig <3

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter.

Hjertet der giver helt slip...

Jeg sidder her på altanen og badet i sol. Himlen er lyseblå, der er latte i koppen  - whats not to like?

Jeg har haft de vildeste klienter her i formiddags. Jeg modtog den sødeste mail fra en mor, hvis dreng jeg har arbejdet sammen med, for at ændre hans destruktive livsstil. Med ordene "ord kan ikke beskrive hvilken glad mor jeg er i dag, ikke nok med jeg har fået min søn tilbage, så har jeg fundet mig selv. Af hjertet tak, du vil altid være englen i vores familie." -  Ja jeg græd lidt, det gør jeg altid når mennesker fortæller mig hvordan jeg er med til at forandre deres liv...

Jeg har forberedt foredrag til på onsdag, hvor jeg skal gæste en skole i Odense. Det jeg elsker mest, at komme og fortælle, det bliver en dag med snakke om identitet og historier. Jeg tripper i kroppen for at dele alle mine tanker og den viden jeg har erfaret mig. Det bliver SÅ godt.

Jeg har netop gennemlæst en artikel om mig, og siddet med kuldegysninger over hele kroppen. Jeg tror på eventyr, har jeg sagt det... Ja det gjorde jeg og ja det gør jeg.


Eventyr med handling på!
Jeg kan næste ikke være i min krop i disse dage -  det er som om livet atter har taget en drejning, som jeg slet ikke havde set komme. Men jeg lykkelig i hver eneste celle i min krop, nogen gange tænker jeg "kan det her virkelig blive vildere???". Siden jeg flyttede tilbage til min eventyrby er alt gået op i en højere enhed.

Man ja tænk engang - det er blevet så meget vildere. Så vildt at jeg må nive mig selv i armen flere gange om dagen.

Åh men altså, jeg er forelsket. Ikke længere kun i livet, men i et andet menneske.

Da jeg mindst ventede det, stod han der bare lige pludselig - BANG..


Det er som at få en chance til
Jeg er jo stor tilhænger af at hvis vi ikke er tilfredse der hvor vi er, så må vi bryde med de gamle mønstre der har udtjent deres værnepligt og ikke længere fungere samt finde modet til at gøre det vi tror vi ikke kan og så gøre det alligevel.

Men pyha kærlighed til et andet menneske er nok det område i mit liv som har gjort mig allermest mest bange og usikker. For når man som jeg har oplevet et hjem hvor kærlighed var forbundet med svigt og skilsmisse. Så kommer der ar på sjælen. De ar bliver bundet op på en masse overbevisninger og historier - der prøver at skræmme en fra vid og sans, og gjort at jeg har mødt mænd der blot bekræftede min egen usikkerhed og mit værd. For så kan vi rigtig sidde tilbage efterfølgende afviste og have ondt af os selv og bekræfte vores egen skrækkelig historier om at vi intet fortjener, at vi ikke er værd at elske, at der er noget i vejen med os, at vi er ligegyldige (fortsæt endelig rækken)

Men mærkeligt nok, så virker de ikke længere. Jeg lyder måske lidt overrasket, det er jeg faktisk også. For lige præcis kærlighed har været så ømt for mig.

Men mine overbevisninger om at "jeg ikke er værd at elske" eller at "det er lige indtil han opdager hvem jeg virkelig er- så skrider han...ligesom min far og de andre der har bekræftet mig i min historie". Ja de overbevisninger holder ligesom bare ikke længere.


Hvorfor gør de ikke det?
Fordi jeg har arbejdet med mine overbevisninger og historier, alt det jeg frygtede og var bange for. Jeg begyndte at bruge de mænd jeg mødte som et spejl. Undersøgte hvad de kunne lære mig og så måtte jeg jo handle på det når muligheden var der.
Det var den så lige pludselig, for der stod han - bang.
Jeg har været mig 100% hele vejen, det har jeg aldrig været før. Jeg har intet skulle bevise, hverken mit eget værd eller bekymre mig om hvad han tænkte om mig - jeg siger hvad der falder mig ind, ligger ikke bånd på mig. Jeg er mig, bare Christina. Hellere hel end god.

Hjertet der giver helt slip
Jeg er ikke bange længere, mit hjerte har sluppet mine gamle overbevisninger og bygger nu nye der støtter mig i der hvor jeg ønsker at være. Jeg samler mit hjerte sammen igen. Det er mums. Jeg nyder det hver eneste dag, søde beskeder, dejlige opkald, kys, kærtegn og en krop fyldt med champagne bobler.

Jeg har det godt,

kærlig hilsen
bankrøverens datter

Ny bog på vej

Jeg er ved at ligge sidste hånd på min næste bog.

Det er en meget personligt bog skrevet til min far, om alle de tanker jeg har haft/har, hvad alle hans valg og handlinger har gjort ved mig. Den handler om de mønstre og overbevisninger, der var med til at sætte mig i mit eget fængsel. Den handler om de følelser der lå bag min spiseforstyrrelse.  Om grimme hemmeligheder som jeg aldrig har fortalt nogen, heller ikke min familie - jeg skammede mig inderligt!
Det har været en dyb proces for mig at åbne mit hjerte helt op, blotte min sjæl og dele endnu mere af det jeg for alt i verden ikke ønsker andre skal vide om mig. Men det æder mig op inde fra, og jeg kan ikke tie stille længere - selv om jeg er vildt bange. Har faktisk aldrig været så bange for noget som jeg er lige nu. Men jeg lader frygten være min motivation!   

Jeg sidder hver eneste dag med unge mennesker, der langsomt drukner i deres egne hemmeligheder, vrede, frustration og som søger svar for at få en forståelse. Derfor blev jeg nød til at skrive den bog, for at inspirere til at forene sig med fortiden, hemmelighederne, vreden, frustrationen og slutte fred med at det ikke længere handler om forståelse men tilgivelse for at sætte sig selv fri.

Den kommer til at ligge på min hjemmeside fra den 18. oktober -  hvor du kan hente den for 75 kr.

Jeg håber du vil tage godt imod mine tanker, jeg passer selv på mit hjerte.

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter

Vrede forsvinder ikke bare...

Jeg sidder her hjemvendt fra dagens løbetur, og har egentlig slet ikke tid til at sidde her og skrive - jeg har møde med flere klienter i dag...

Men jeg kan simpelthen ikke lade være med at fortælle dig, hvad jeg har oplevet de sidste mange dage. For det er wau!!!

I sidste uge fik jeg betændelse i min kindtand igen. Mother F**Ker det gør så ondt du tror det er løgn - jeg ville 10 gange hellere føde et barn igen som sidst uden smertestillende!
Nå men jeg tror jo på, at intet sker tilfældigt og at alt er en vejviser til at få ryddet op i ens historien.

Men denne gang synes jeg godt nok det var temmelig udfordrende, for jeg synes på ingen måde jeg har ondt i livet. Jeg har siden jeg landede i eventyrbyen arbejdet intenst med at få ryddet op i min historie og ikke mindst handlet anderledes og gjort en masse for at skabe de forandringer jeg ønsker mig i livet... Jeg har sluttet fred, healet gamle historier og jeg skal komme efter dig...

Så hvorfor fanden viste den smerte sig så igen??

Jeg var på glatis og lettere forvirret. Faktisk blev jeg vred og tog mig selv i at bande det hele langt væk, ja jeg blev faktisk rasende. Jeg besidder noget af et temperament, som altid er eksploderet og som jeg virkelig har haft svært at rumme og håndtere. Det er altid gået ud over de mennesker jeg holdte mest af - er ret skamfuldt omkring det, for jeg er jo et voksent menneske og forældre til et barn! Jeg burde jo have styr på det.... Men det havde jeg ikke, som i over hovedet slet ikke, jeg var som en trold i en æske.

Jeg besluttede mig for at nu måtte jeg simpelthen få undersøgt den vrede, selv om jeg var hunderæd for hvad der dukkede op.

Så jeg satte mig med min dagbog og skrev om min vrede. Ved du hvad jeg kunne spole tiden het tilbage og der så jeg en lille pige der mistede og var i krise og sorg. Men den lille pige viste ikke hvor hun skulle gøre af alt det, og som alle børn gør - ja så gemte hun sorgen og smerten væk. Når sådan nogle følelser ikke bliver bearbejdet og undertrykt, ja bliver de til en ustyrlig eksplosiv vrede.

Så siden onsdag har jeg skrevet breve til min far om al den smerte og al den sorg jeg har haft gemt inden i - og lørdag morgen da jeg vågnede var betændelsen pist væk!
Er det ikke vildt?

Jeg har nu skrevet en bog om tanker til min far, den skal lige redigeres og så kommer den til at ligge på min hjemmeside som inspiration for dig og andre.

Jeg er helt høj og klar til en ny uge.

Kys og go' mandag

Kærlig hilsen
bankrøverens datter

Jeg øver mig i at leve med savnet...

Jeg har aldrig delt det her med nogen, jeg har aldrig turde. Jeg var bange for at andre syntes jeg var mærkelig.

Men der er dage hvor jeg savner min far… Bare savner ham helt ind i mit hjerte. Selv om han var hård og streng, så er der momenter jeg savner og ja så savner jeg bare min FAR.

Nogle gange når jeg kigger på min datter ville jeg ønske, at han kunne have oplevet hende, ja i det hele taget oplevet mig. Der er så meget jeg ville ønske, jeg havde haft mulighed for at dele med ham, spørge ham om og sige til ham.

Det var svært at være 17 år og miste ham fra den ene dag til den anden. Det var svært at være i sorgen, jeg måtte ligge øre til rigtig meget ”det er bedre at han forsvandt, med alt det skidt han gik og lavede” eller ”hellere han forsvandt, end slog jer alle ihjel”. Det var min far…  min far, det gjorde ondt. Det er svært at miste og blive valgt fra på samme tid. Så uforstående og selvdestruktivt.

Jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at være ked af det den gang, for alle havde en mening om det min far gjorde og havde gjort. Min familie var i sorg og jeg skulle være den stærke.
Jeg lukkede ned for min egen sorg og nu kan jeg se, at den i stedet blev til en uldmene vrede. Fortrængte og undertrykte følelser er de værste. De blev i stedet til en vrede der kunne få mig til at eksplodere. Jeg var som en trold i en æske. Ingen viste hvornår jeg kunne eksploderede i vrede, heller ikke mig selv. Jeg var en tikkende bombe. Jeg var frustreret og følte mig fanget – låst i et kaos.

Da jeg var med til at slukke min fars respirator i 2004 viste jeg ikke om jeg skulle græde eller grine. Det lyder makabert. Men en del af mig var lettet, for nu skulle jeg ikke længere gå og kigge mig over skulderen. En anden del af mig, den del jeg holdte for mig selv var ked af det, trist og det gjorde hamrende ondt inden i. Jeg havde mistet noget af mig.  

Men jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at være i sorg, fordi alle andre var lettet på vores vegne, ja selv min egen familie var lettet. Så jeg turde ikke sige det højt, så igen undertrykte jeg sorgen og fortrængte smerten i min spiseforstyrrelse.

Jeg har som sagt altid troet at min vred egentlig skyldtes de svigt jeg var udsat for. Men de sidste mange uger er det blevet tydeligt for mig, at jeg aldrig har sørget over tabet af min far. For selv om en har forvoldt én en masse smerte, så er der en samhørighed på trods af. Jeg tror det mange gange kan skabe forvirring inde i en, for på den ene side hader man og på den anden side elsker man… det er et forjættet land at være i.

Ingen kunne forstå smerten ingen kunne rumme den – end ikke mig selv. Jeg begravede den og gemte den længere væk end noget andet. Men savnet var der og er der, men jeg sagde det aldrig højt. Jeg skammede mig over, at kunne savne et menneske der havde gjort så meget ondt over for så mange mennesker.

Men jeg savner min far.

Jeg øver mig i at være i savnet og sorgen…

Kærlig hilsen

Bankrøverens datter

Hvem høre de dømtes børn?

Jeg er netop hjemvendt fra et spændende interview om min historie. Det sætter altid gang i tankerne, når jeg deler min historie…

Ja jeg så også dokumentaren om Christianias børn – skyggesiden af eventyret. Den ramte mig lige i hjertet, jeg kunne kende en masse sorg, smerte og uforståenhed.

For hvem høre de dømtes børn?

Det er os der som børn og unge mennesker ligger os i vores senge hver aften  – ensomme, triste, sorgfulde, skræmte, glemte og skamfulde. Vi er bange for at blive udstødte, vi føler en enorm skyld og vi har mistet tillid til den verden vi befinder sig i.

Vi har opgivet livet, allerede inden det overhovedet er begyndt.

Men der kommer ingen og holder om os.

Jeg stod i Netto her i formiddags og overhørte to stå og snakke om nogle kriminelle. Det er ikke første gang jeg hører dette, men det niver i mit hjerte hver gang. Den ene sagde til den anden, ”de kryb skulle bare sendes på en øde ø, så vi slap for dem”.

Det vækkede minder om dengang, hvor jeg med egne øre hørte voksne tale nedværdigende om de kriminelle. Det gjorde så ondt inde i og jeg skammede mig over min far. Ham der lavede økonomisk kriminalitet, bankrøveri, brandstiftelse, havde bordel osv.

Jeg var teenager, da det blev opdaget ud af til, hvad min far gik og lavede. Det var dengang vi røg på forsiden af avisen.

 

Det er som at leve i en dobbelt skam, for vi ved jo godt det er forkert det vores forældre har gjort/gør, og vi er tvunget til at ligge øre til, at omverden har en holdning til vores forældre.

Pludselig er det os der må betale prisen. Enten lader vi historien tage over og gør alt for at fucke vores eget liv op, fordi vi ikke kender til andet. Eller vi holder os selv tilbage, af angst for at andre skal opdage vores dybe hemmeligheder… For i skolen vil de andre forældre  ikke lade deres børn være sammen med de kriminelles børn. Det er som om vi er bærer af en smitsom sygdom.

Så vi lukker i, taler ikke om det og holder hemmelighederne for os selv. Vi bliver et omvandrende tabu. 

Vi er overladt til os selv. Det er som om vi selv har været ude om alt det der sker. Det er vores egen skyld, når vi lader os vælte omkuld. Når vi ikke længere kan rumme og håndtere vores egen smerte. Når vi laver ballade, skaber os og ikke passer ind i kasserne.

Ingen har nogensinde lært os hvordan.

Vi er børn…unge mennesker…

Vi er og bliver uskyldige over for vores forældres valg.

Jeg var teenager, det var svært. I min familie fik ingen hjælp. Ingen turde spørge om hvordan jeg havde det, måske var de bange for jeg ville krakelere og smuldre i stykker – måske smittede jeg. Min gymnasielærer var endda så kæk, at pointere over for hele klassen at ”æblet sjældent falder langt fra stammen”.

Jeg var bange, alene og havde mistet min far. Men den sorg måtte jeg holde for mig selv, for jeg var jo bedre uden ham med alt det han gik og lavede… Det var min far, den anden halvdel af mig. Han blev gjort til skamme og prisen måtte jeg også betale… 

Det tog mig mange år at slippe min negative historie og vende den til positiv. Når jeg møder mennesker i dag, og de spørger hvad jeg laver. Så bliver der tavshed i et øjeblik, når jeg siger ”jeg holder foredrag om at være datter af en bankrøver”. De ved ikke helt hvad de skal sige – lige indtil jeg begynder at fortælle  om hvorfor det er så vigtigt for mig at få fortalt historien. Så begynder de ofte selv at fortælle deres hemmeligheder.

Det er den tavshed vi er vokset op med og den vil altid følge os.

Jeg smitter ikke længere, jeg inspirere andre til at turde smide skammen og turde være den de er med hele deres historie.

Kærlig hilsen

bankrøverens datter

Selv bankrøverens datter fejre sig selv

Da jeg bestemte mig for at flytte tilbage til eventyrbyen efter 16 år i eksil i Kongens København - så var der visse ting som var et must for mig.
Flere kvadratmeter, en altan, eget soveværelse (havde sovet på en sovesofa i stuen i 3 år) og et badekar...
Rimelig forkælet ville nogen måske sige - tja, men det var det jeg ville have.

Jeg lavede et visionboard, hvor alle elementer figurerede på - alt det jeg drømte om, og det jeg syntes jeg fortjente. Jeg puttede sågar to billeder af altaner på, bare for at være på den sikre side.
Der var hygge, rum til samvær og ordene glæd dig, tid til ro, der er altid plads til en til, grib guldet, skønne farver på altanen, til middag hos og accepter intet mindre end det bedste. Jeg placerede endda mit visitkort på, fordi jeg så inderligt ønskede at finde mig selv og min stemme.

 

ALT det jeg inderst inde ønskede

Jeg tjekkede boliger i Odense 7 gange og bang en onsdag eftermiddag lå den der og jeg viste bare det var min. En... to... tre... og min mors kæreste tog fredag ud og tjekkede lejligheden, og søndag var det min lejlighed.

Jeg var oven ud lykkelig, og virkelig bange... Jeg skulle nu tilbage til den by jeg var flygtet fra i tidernes morgen, tilbage til al sorgen og skammen... alle de følelser der var forbundet med skyld. Oven i det have jeg min datter, hvad hvis hun ikke kunne falde til? Hvad skulle jeg lave? Jeg havde jo sagt mit job op i København og stod helt nøgen i min nye gamle by.
Inden frygten løb af med mig, besluttede jeg mig for hvis det ikke gik, så flyttede vi tilbage til København igen!

1. december 2014 flyttede vi hjem.

Det er nu 8 måneder siden, jeg har ikke en eneste gang fortrudt. Jeg sidder her i solen på min ene altan (ja jeg fik faktisk to altaner) og er ekstrem taknemlig for at jeg havde modet til at følge mit hjerte. Jeg er simpelthen så lykkelig i hver eneste celle. Jeg har fundet det sted jeg altid har drømt om, min datter er faldet til og har fået nye rigtig dejlige venner, det hus vi bor i er mere end jeg drømte om. Her er fyldt med skønne mennesker og fantastisk børn. Vi har det så godt her!
Jeg har genfundet gamle venner, åbnet op for nye venskaber og er i fuld gang med at skabe mit imperium.

Er det kommet af sig selv - nej. Jeg lå den første uge, efter min datter var startet i institution, i fosterstilling i min seng og var frustreret og anede ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg følte mig punkteret og halv, som så mage gange før... Nu var vi her og basen var fantastisk... men hvad så nu? Det var som om jeg blev indhentet af fortiden og alle de overbevisninger der fulgte med ved at være vokset op med at blive pillet ned og fra hinanden. ¨
Jeg kunne mærke følelsen af tomhed/ intethed, som dengang min spiseforstyrrelse overtog min indre og ydre verden. Jeg var hamrende bange, tænk hvis jeg var ved at falde fra hinanden.
Jeg af alle mennesker burde jo have styr på mit shit!!

Jeg kunne mærke panikken...

Et par dage efter, da jeg var på vej hjem efter at have afleveret mit barn, var det som om nogen overtog min cykel - det var meget mærkeligt.
Men jeg lod mig fører, og pludselig tog jeg mig selv i at være på vej på mod mit barndomshjem. Jeg havde ikke været forbi siden den gang min far forsøgte at sætte ild til huset.
Men pludselig stod jeg med min cykel uden for Dyrupgårdvænget 62. Mit hjerte hamrede, men en ro sænkede sig. Efter at have stået der lidt cyklede jeg videre. Jeg cyklede stort set hele dagen og var forbi alle de steder der havde betydning for min historie, mine gamle skoler, herberget, den bank min far røvede, der hvor vi boede efter min far forsvandt og en masse andet der gav mening. Jeg endte ved min fars grav på den muslimske gravplads, det gav ro.

Jeg besluttede mig for at give mig selv den ro jeg skulle have for at komme på benene igen. Hver dag i en uge lagde jeg mig i badekaret og kiggede på en lille mikroskopisk plet i loftet og bad. Jeg bad til at der måtte komme det jeg havde brug for.
På syvende dag ringede en veninde fra København og spurgte om jeg ville hjælpe hende med en eksamensopgave. Det gjorde jeg og hun tilbød at coache mig, hvilket jeg er så taknemlig for. Der åbnede min verden sig, og jeg var slet ikke i tvivl om hvad jeg skulle og jeg har siden kastet mig ud i foredrag, jeg får nye klienter der ønsker at skabe forandringer og der er åbnet sig et hav af nye samarbejdsmuligheder.
Men vigtigst af alt jeg fandt mig selv, min stemme - mig.

At være født med en negativ stemme, det kræver arbejde at vende den til positivt - men det kan lade sig gøre og det er fantastisk at nå dertil, hvor jeg kan kigge mig selv i spejlet og den første tanke der dukker op er " hold kæft hvor jeg elsker dig".

Så i dag slutter jeg af med Asti på altanen, tak til Søstrene Grene, der har små søde flasker, så selv en single mor kan være med. Jeg er så stolt over alt det jeg har skabt og alt det jeg gør - det giver så meget mening for mig og jeg ved det gør en forskel for andre - og jeg er slet ikke færdig endnu.

At fejre sig selv, det må vi aldrig glemme! Vi skal fejres, bare fordi vi er.

Go' weekend og vær god ved dig selv, du fortjener det.
Christina

Sådan rejser du dig, efter at have skrabet knæet - kærlig hilsen bankrøverens datter

Måske du selv har oplevet at tage en beslutning om hvordan du vil have tingene skal være i dit liv - du handlede ud fra den overbevisning og det gik faktisk rimelig godt. Lige indtil den dag, hvor du fandt dig selv med hudafskrabninger på knæet. Det svier og gør pisse ondt.

Av for den!

Sådan er det, når vi beslutter at skabe forandringer i vores liv, så bliver vi testet - som i hele tiden.

 

"vil du det du siger du vil?"

 

Mennesker, situationer og oplevelser kommer ind i vores liv og rykker ved vores beslutninger om at ændre. For et er at beslutte "det er sådan jeg vil have det skal være", noget helt andet er at handle på det...
Vi bliver fristet og vi kan ende med at underkende vores egen styrke, bare fordi det føles så rart lige i øjeblikket... og vupti så er vi faldet i med begge ben - BANG!

Jeg skred sgu i svinget, i foråret lovede jeg mig selv højt og helligt, at jeg var færdig med at nøjes - og bang så løb jeg rundt som en lille hundehvalp og prøvede at tilfredsstille mennesker i mit liv - bare for at få en lille bid af kagen. Bare for lige at mærke suset i maven, det bankene hjerte og glæden i kroppen.
Resultatet blev at jeg tømte mit eget energi lager.
Min krop reagerede fysisk jeg fik en løbeskade og i sidste uge måtte jeg akut til tandlægen med betændelse i en rodbehandlet tand... Jeg lyttede ikke en skid, jeg ignorerede alle advarsels lamper der blinkede og hylede. Jeg hoppede rundt i overspringshandlinger, for ikke at forholde mig til der skete foran øjnene på mig.

- bang så fandt jeg mig selv liggende opgivende, uforstående og tømt for energi. Jeg var færdig, min krop i nul - og fattig på omsorg.

Jeg kunne se mig selv ligge der på gulvet og rode rundt i håbet om at en fik øje på mig og kom og hjalp mig op. Men af erfaring ved jeg, at der kommer ingen og redder mig. Så jeg måtte vælge mellem de to veje:

1; offer - "nej nej nej hvorfor sker det her altid for mig?"

2; Muligheder - "hvad skal jeg lære af det her?"

Så hvad gør du så når man ligger der og er forladt.

Jo der er ingen vej uden om, du må op igen. Op på hesten, på med plaster og være taknemlig over at du faktisk har muligheden for at vælge det der er bedst for dig. Ja jeg ved godt det ikke altid virker sådan når man står midt i suppedasen.

Men jeg plejer at spørge mig selv - hvis det her var min veninde, hvad ville jeg så sige til hende. Det er nemlig altid godt at lytte til de råd man giver til andre!

Så jeg er ved at samle mig selv sammen igen, jeg gør alle de ting der er godt for mig, og giver slip på alt det der ikke gør mig godt.

"Men hvordan får jeg øje på det der ikke er godt for mig?"

tænker du måske...

 

Jeg vil anbefale dig at finde ud af hvordan du virkelig gerne vil have det i dit liv, hvad er du drømmer om? Det kan være i kærligheden, karriere, familie, sundhed... you name it.
Find ud af hvad det er du drømmer om, i det område i dit liv du igen og igen snubler i. Hold fokus, lave et vision board der dagligt minder dig om det du gerne vil have - og så skal du øve dig i at mærke efter om det der dukker op i dit liv bringer dig længere væk eller tættere på det du gerne vil have... Så er jeg sikker på du kender svaret!

Hvis du ikke kender et vision board, så er det en planche med billeder og ord, du har klippet ud fra blade eller andet - som minder dig om dine mål/drømme. Det er virkelig en genial opfindelse.

Må knæet hele hurtigt og du komme op på hesten i fuld galop igen - og bare husk at intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Der er nemlig altid en værdifuld gave at hente i skrabede knæ.

Kys og go sommer

Kærlig hilsen
bankrøverens datter

grib usikkerheden

"hej smukke"
"du er jo pisse lækker"
"ved du godt hvor lækker du er?"
"jeg tror vi to skal ses"
"de øjne wau"
"hot mamma"
"sexy lady"


... mange kommentar og beskeder bliver jeg mødt med dagligt i min indbakke.
Jeg burde jo egentlig være smigret - men det bliver jeg ikke.
Jeg bliver mere usikker når jeg får kommentar på mit udseende, min første tanke er "ja det er da lige til du opdager hvem jeg er inde bagved".

Så er der nogen der kan bringe usikkerhed frem i mig, så er det mænd, ikke alle mænd - men ham jeg finder interessant. Jeg er så bange for, at han skal gennemskue mig og opdage, at jeg i bund og grund ikke er god nok alligevel. Så jeg prøver med næb og kløer at kompensere for alle mine fejl og mangler.

Så er det måske ikke skide smart at skrive dette indlæg, for det er jo lidt som at stille sig op nøgen og blottet. Sandsynligheden for at han læser det er nærmest lig 100 og var jeg virkelig modig så sendte jeg ham linket...

 

 

Men du hvad - da jeg flyttede tilbage til min eventyrby, så lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville nøjes længere. Jeg lovede mig selv, at jeg ville bryde op med alle de forhindringer der står i vejen for at jeg kan leve mit liv som jeg fortjener det. Jeg lovede, at når jeg blev udfordret så ville jeg gøre det modsatte af hvad jeg plejede at gøre. Det føles lidt som at brage gennem en skov og bane vejen mod målet.

Jeg har jo størstedelen af mit liv levet i den overbevisning, at jeg intet var værd, at jeg måtte nøjes og når alt kom til alt ville jeg alligevel blive forladt når jeg blev gennemskuet. Min egen far ville ikke kendes ved mig, og hvis han ikke ville - hvilken mand ville så? Jeg har oven i købet været så heldig, at løbe ind i alle dem, der blot har bekræftet min historie om at jeg intet var værd.

Men hvis jeg ikke kender min egen værdi, hvordan skulle et andet menneske så få øje på den!?!

Jeg tænker at jeg nok ikke er den eneste der det har det sådan. Den der usikkerhed dukker op som en trold i en æske - jeg kan simpelthen ikke styre den... Jeg bliver usikker når jeg mærker forandringer og så er jeg rigtig god til at lave historier i mit hoved, få tingene til at passe ind i min gamle historie. Så hver gang jeg fanger mig selv i dette, så deler jeg tingene op i fakta og historier. Hvad er fakta og hvilken historie tillægger jeg der, det er faktisk ret sjovt når man begynder at få øje på sin egen historie.

Når jeg bliver usikker, så lukker jeg ned, lukker folk ude og lader som om alt er godt - den er stensikker... Men jeg kender også konsekvensen af den handling, og det er ensomhed - så hvis jeg blev ved med at gøre det, så ved jeg hvor jeg ender henne og det er jo det modsatte sted jeg gerne vil hen. Så jeg bliver nødt til at handle anderledes. For ville jeg selv være sammen med en der ikke turde være ærlig af frygt for at den anden ville gå... NEJ, jeg har været der og det er så ucharmerende!

Jeg er p*sse bange, for at træde ud på ukendt grund, for det gør mig sårbar. Jeg jo hende den stærke, hårde, hende der har styr på det hende der har overlevet alle de udfordringer livet har budt hende.
Tænk at hun er bange for at være sårbar!...
Jeg kan få helt tåre i øjnene, når jeg skriver det her, for det er noget så sårbart for mig at lukke op for den side.

Men måske den ikke er så farlig alligevel... Min største frygt ved at være sårbar er, at jeg bryder sammen det hele krakelere. Det er jeg vokset op med sårbar er et tegn på sårbarhed... Men ville jeg ikke krakelere og bryde sammen hvis jeg blev i noget der ikke var sundt for mig...
Hvad nu hvis sårbarhed var et tegn på styrke. For det er vel en styrke at turde gå efter det man ønsker? Så hvis det værste for mig er at bryde samme, så ved jeg også at jeg kan rejse mig igen - det har jeg jo gjort et hav af gange. Så det kunne være sårbarhed var min vej til frihed, se så er det jo pludselig en fordel at kunne være sårbar!

Så i bund og grund er jeg et smukt menneske der kan blive usikker og p*sse bange - men det skal ikke stoppe mig. Må kærligheden sejre <3

Så slå mig dog

Nogle gange, når vi forsøger at ændre vores mønstre og skabe det liv vi inderst inde drømmer om, ja så vil vi unægtelig falde af hesten og få skrammer.

Det sker også for mig, ja også selv om jeg ved en masse og egentlig burde vide "bedre"... bla bla bla...

Jeg ved ikke om du kender det?

Men nogle mennesker kan ramme en, lige på ens mest svageste punkt og det er som om man ryger tilbage til barndommen og kroppen nærmest bliver lammet.

Sådan har jeg det med et bestemt menneske, vedkommende rammer mig så jeg mister kontrollen over mig selv og min krop - jeg bliver Christina 4 år.
Det minder om de gange, hvor min far har stået og råbt og skreget mig ind i hovedet. Jeg har ikke været særlig gammel, men jeg husker det tydeligt. Min krop blev lammet af hans ord og jeg kunne ikke gå væk fra ham - han var jo tre gange så stor som mig.

Men hans ord ramte mig i hjertet, og min krop reagerede med at fryse og efter et stykke tid så rystede den, og nogle gange sortnede det for mine øjne - når det var rigtig slemt.
Jeg kan huske jeg tænkte "så slå mig dog - slå mig nu bare!" For så gjorde det ondt her og nu, men så var det i det mindste overstået. Det andet var ulideligt, at stå der bare og tage imod...

Det er sådan jeg har det, med det her menneske. Lige så snart jeg høre vedkommendes stemme, ja så låser min krop og jeg tænker automatisk "slå mig nu bare så det er over". Jeg bliver Christina 4 år, lammet og låst, det er så ubehageligt - jeg føler mig magtesløs.

Men ved du hvad, nu er jeg voksen og har faktisk ikke brug for det menneske i mit liv, overhovedet!Det er okay at sige fra, uanset hvem det menneske er. For ingen fortjener at blive behandlet sådan.

 Så det er hvad jeg har bestemt mig for.

No more shit!

Det lyder måske lettere sagt end gjort. Men faktisk er det ret simpelt, når vi skiller tingene ad.

Jeg havde besøg af en god veninde i dag og jeg kunne høre hvordan min frygt talte da jeg talte med hende om denne her person. Alt det jeg var mest bange for kunne ske, alt det jeg frygter allermest, pyha det gør mig ubeskrivelig utryg og usikker.
Hun reddede mig på målstregen, da hun spurgte om det ikke kunne ske alligevel... og jo, ved nærmere eftertanke - det kan det faktisk. For det værste der kan sket er, at jeg mister mig selv ved ikke at være mig.

Jeg har et særligt "glatte ud" gen - jeg har haft det siden jeg var helt lille - det sørger for at ingen bliver kede af det, at jeg tager de verbale tæsk og andre står tilbage som de gode - selv om de i bund og grund er nogle idioter.
Det er vildt hvordan jeg har taget det mønster med mig ind i mit voksenliv, for at overleve, også selv om det ikke altid gavner mig. Men det får mig til at fremstår som hende den søde og gode - jeg får ros og opmærksomhed. Jeg er virkelig rummelig....
Men jeg hader det! Jeg er ved at brække mig over det...

 

Men det gode er, at jeg har fået øje på det og kan se hvad det vil give mig, at slippe det her mønster. Ja og så er der kun en vej og det er at slippe den indre rebel løs. Så i dag har jeg klippet navlestrengen,  og jeg er ikke længere afhængig af at være den gode, omsorgsfulde og fantastiske eks. Næh nu er jeg bare mig!  

 

Jeg er 100 kg lettere og fri - fri til at forfølge mine drømme, fordi jeg ikke længere bliver drænet af den energi der er forbundet med min frygt og det menneske jeg har givet lov til at holde mig nede. Jeg skal ikke længere være bange for at være forkert, for jeg er mig.

 

Lur mig om der ikke er nogen der synes jeg er helt ude i skoven. Men ved du hvad, de skal heldigvis ikke leve mit liv eller gå i mine sko. Jeg bestemmer i mit liv og ingen andre - men nogle gange kan også jeg falde af hesten, men heldigvis vælger vi selv om vi vil stige op igen. 



 

Og jeg er ikke typen der stopper!

 

Mandag betyder ny begyndelse, nye drømme og nye muligheder -

 

sov smukt

Christina

 

P.S. tirsdag betyder action.

 

Da bankrøverens datter blev menneskelig

Forleden var der en der skrev, en kommentar til mig ; "du er så menneskelig"

Jeg blev ramt lige i hjertet, for er der noget jeg føler mig så er det menneskelig amputeret. Jeg er vokset op med at være anderledes, mærkelig og underlig.

Når du som jeg, er vokset op i en familie hvor løgne, hemmeligheder og fortielse, på magisk vis af de voksne bliver afløst af et skævt smil og en kold facade - og du som barn, sidder med den følelse at noget her ikke er i orden. Det her ikke hænger sammen, men de voksne forsikre dig om at det er dig der er forkert på den, ja så går der koks i følelsesapparatet.
Så kære voksne, det hjælper ikke at fortie sandheden, tvært i mod, det kommer til at koste dyrt for dem der sidder i klemme i løgnene og hemmelighederne - nemlig børnene. De betaler prisen for de voksnes skam.

Som barn bliver du forvirret og samtidig enorm utryg - de følelser du mærker inden i, giver pludselig ikke mening. De er forkerte... du er forkert. Alt bliver uoverskueligt og rodet, det er svært at være i... og følelsen af der er noget i vejen med mig runger tungt inden i.

Ingen ser det, og ingen høre det.

Alle kigger den anden vej, når den lille pige med de bedende øjne spejler et "hjælp mig".

De voksne smiler og siger "ej sådan er det jo ikke"

Ingen opdager din fortvivlelse, og skammen af at være forkert bliver båret som en tung kuffert, der trækker dybe spor. År efter år vokser den, samtidig med at nye opleveler og nye historier blot bekræfter dig i der er noget i vejen med dig.

 

Jeg er 38 år, og jeg nåede bunden af mit liv som 31 årige. Det er 7 år  siden jeg satte hårdt ind på at få ryddet op i min fortid, mine mønstre, for at skabe det live jeg ved jeg fortjener. Jeg bliver tit beundret og rost for at have brudt den sociale arv... for at være kommet så langt. Jeg ligner en der har succes, en der har vilje, en der kender dagen og vejen, en med ben i næsen.

Men ved du hvad jeg bliver stadigvæk pisse bange.

Jeg bliver stadigvæk grebet af panik, når mennesker kommer for tæt på mig. Fordi jeg er bange for at blive såret, forladt og afsløret i at jeg ikke er værd at elske.
- og ved du hvad det er sgu helt okay at have det sådan.

Men hvis jeg nu gerne vil lukke et andet menneske ind i mit liv, ja så er det nok ikke så hensigtsmæssigt, at blive ved med at fortælle mig den samme historie - at jeg alligevel bliver såret, forladt eller at jeg ikke er værd at elske. Så skal pladen skiftes.

Jeg har fundet ud af, at den måde det virker for mig på er, at gøre alt modsat af hvad jeg plejer.

Er det nemt?

NEJ!

Det er møj hamrende skræmmende og jeg har lyst til at stikke halen mellem benene, hjertet hamre af sted så jeg kan være bange for om det eksplodere i min brystkasse.
Men hvis jeg bliver ved med at gøre det samme som jeg plejer, så får jeg jo det samme resultat... og så er der ligesom ingen anden vej... så kan finde på at spørge mig selv "hvad er egentlig det værste der kan ske?"
Helt ærligt hvad er det værste - at verden vælter.... men jeg har jo prøvet at vælte før.. og jeg ved jeg kan rejse mig, for jeg er en overlever...sådan er vi nemlig os børn der er vokset op med svigt. Vi er af et helt særligt stof.

Så jeg øver mig hver eneste dag!

Man forlade ikke andre...

I tirsdags var jeg på Ærø, for at holde foredrag "kærlig hilsen bankrøverens datter" for en masse unge mennesker - det var en fantastisk aften. Der var mange interessante spørgsmål og en rigtig god dialog. Jeg er vild med unge mennesker og jeg elsker at træde ind i et rum fyldt med historie bag de øjne der kigger på mig.

Det er så vigtigt for mig, dels at fortælle min historie, men også at give noget virkeligt, noget ægte som vi som mennesker kan forholde os til. Min historie har så mange elementer af skyld, skam og hemmeligheder, og det er så pokkers interessant i min optik.
For at give dig et eksempel på, hvordan vores hemmeligheder, når de bliver gemt væk og gjort til skamme, ender med at styrer os.

Jeg fortæller altid denne her historie, når jeg holder foredrag.
Da jeg var barn, ønskede jeg mig mere end noget andet en stor familie, jeg er vokset op uden nogle som helst fætre eller kusiner.  Jeg elskede/elsker, at være sammen med en masse mennesker, jeg elsker fester og nærvær.

Den gang da min far forlod os, sin familie, da han ikke ville kendes ved os mere. Det gjorde ondt, at blive fravalgt af sin far! Da jeg så nogle uger senere, da vi skulle tømme vores hus, fandt jeg ud af at min farfar havde forladt sin kone og sine to børn, til fordel for min farmor. Ja så rev det mig i stykker inden i, og jeg lovede mig selv, at jeg ALDRIG skulle have børn. Jeg var overbevist om at det var en familie sygdom, det var arveligt - og nu fik jeg jo altid at vide at jeg lignede min far... så den hang på mig- og aldrig om jeg skulle byde et lille uskyldigt væsen denne skæbne.
Min spiseforstyrrelse udviklede sig og jeg gjorde alt for at ødelægge min krop, så var jeg da sikker på jeg ikke kunne reproducere mig selv og at min historie sluttede med mig.

I 2008, da jeg havde ramt gulvet og rejst mig efter 13 år med spiseforstyrrelse, blev jeg sendt på hospitalet for at få tjekket mine krop for mangler og skader....
Sygeplejersken, der skulle give mig svar, kiggede mig i øjnene og sagde "du burde ikke sidde her, din krop er i undtagelsestilstand - du har værre tal end børnene i Afrika".  Hun fortalte mig, at jeg aldrig ville komme til at få børn, jeg havde ødelagt min krop. Nu handlede det om at få den genopbygget så den ikke væltede helt - jeg var lettet inden i. Nul børn til mig, jeg arbejdede med børn og unge mennesker, og de var mine.

I sensommeren 2008 startede jeg min egen virksomhed op, februar 2009 gik min historie ud i ALT for damerne, jeg fik 7 hele sider - dette var stort og meget overvældende for mig, der ellers helst skulle gå i et med væggen.
Nu var der folk der skrev og ringede til mig, fordi jeg turde være mig - jeg var stolt og følte mig stærk. Jeg var på toppen jeg elskede det jeg lavede livet havde kindkysset mig. Alt var vendt jeg kom til USA igen og igen og igen. Alle drømme gik i opfyldelse. Det var som et eventyr, ællingen var vendt hjem som en smuk svane - og alle de ulykker havde gjort hende stærkere og hun stod midt i sin power. Jeg var høj på livet, og alt gav mening for mig.

Jeg blev interviewet, havde klienter, skrev om alt det jeg elskede og holdte foredrag.
Jeg blev forelsket i en mand, der fuldstændig fejede benene væk under mig. Han boede i USA og jeg i København, i min verden ingen hindring. Jeg var jo klar til at rejse verden rundt, jeg havde fået livet igen alt skulle opleves.
Bang 1. december, jeg var ugen inden kommet hjem fra en uge i Norge, havde besøgt amerikaneren der befandt sig der.
Jeg troede jeg havde fået fugleinfluenza, jeg var så træt og dårlig - det korte og det lange, jeg var gravid. Jeg stod der med en test i hånden med to streger. Jeg viste ikke om jeg skulle græde, fordi jeg var lykkelig, eller om jeg skulle grine, fordi jeg var lykkelig. I maven lå et lille mirakel!

Men babyfaderen var ikke af samme holdning - mit livs største dilemma. Skulle jeg føje andre, som jeg altid gjorde eller skulle jeg lytte til mit eget hjerte.. ikke et nemt sted at stå.
Jeg valgte det sidste.

Med det valg fulgte endnu en skam, skammen over at blive fravalgt - igen! Ja det er utroligt, hvad jeg fik det til at betyde om mig, at jeg var blevet gravid - jeg var uansvarlig, let på tråden, dum, egoistisk, uærlig, naiv, blank, tåbelig, uværdig, uelskelig, idiot, klam, latterlig, .... og listen er meget længere end her.
Men jeg skammede mig så frygtelig meget over at være endt i denne ulykkelige, fordi faderen ikke ville være far, så jeg lukkede og slukkede faktisk min virksomhed. For hvem ville tale med mig, når jeg ikke havde styr på livet... 
Konsekvenserne blev mange for mig, en kæreste skulle jeg aldrig have, for hvem kunne elske mig, der konstant blev forladt, og som i bund og grund var uelskelig... jeg er jo efterhånden en ulykkesfugl... 

 

Det er nu snart 5 år siden jeg blev mor, aldrig har jeg fortrudt mit valg. Jeg vågner op til et mirakel hver eneste dag, og er dybt taknemmelig. Skammen er jeg i fuld gang med at gøre op, for når vi giver andre skylden for vores ulykke, så gør vi os selv til offer ja så mister vi vores egen styrke.
Faktisk vil jeg rigtig gerne dele endnu en hemmelighed med dig - jeg skrev at jeg skammede mig over at min datters far valgte mig fra - men faktisk var den der valgte min datters far fra mig. Men i min historie må jeg ikke vælge andre fra, for jeg om nogen anden kender smerten ved at blive valgt fra. Så alt det med at jeg bliver forladt, er blot en historie jeg fortæller mig selv, så den passer ind i mit eget lille drama. Nej jeg sætter grænser, og vælger dem jeg ønsker i mit liv - også selv om det gør at andre bliver vrede og synes jeg er en idiot.
Så ja, jeg er sådan en der siger fra og hviler i min egen styrke.  Jeg vil igen hellere være et helt menneske, som tør stå ved den jeg er, på godt og ondt. Og når det kommer

Så kig på hvor dine hemmeligheder spænder ben for dig, hvor støtter skam dig i dine dramaer, så du forbliver låst i fortiden?  - for er der noget du fortjener så er det livet.

Go' mandag

Christina

Undskyld far....

Selv om vi boede i det store fine hus, der lå bag ligusterhækken der smukt smygede sig om det hvide stakit så hunden ikke løb ud. Så var der mange ting der var anderledes i min familie... Skyldfølelse var en stor del af min opvækst og følelsen af ikke at være god nok fulgte mig tungt.

Da jeg var 9- 10 år gammel blev jeg sat til at sortere post for min far. Når jeg kom hjem fra skole, skulle jeg tømme postkassen. Derefter skulle jeg dele brevene i to bunker. En bunke min mor måtte se og en min mor ikke måtte se. Det var den med alle rudekuverterne, hun ikke skulle se.
Jeg gemte alle rudekuverterne i min bogreol.
Nogle gange cyklede jeg så stærkt hjem fra skole, fordi jeg viste  min mor havde tidligere fri fra arbejde - jeg var så bange for hun skulle tømme postkassen før mig.
Jeg viste godt det var forkert det jeg gjorde, og jeg skammede mig sådan over for min mor der gik rundt helt uvidende.
Det var min fars og min hemmelighed, det gjorde ondt helt ned i maven.

Jeg spurgte en gang min far hvorfor? Det skulle jeg aldrig have gjort, han blev så vred på mig. Han kunne virkelig skælde ud, så man fik lyst til at krybe sammen og blive væk. Så jeg spurgte aldrig igen...
Men en dag opdagede min mor brevene i bog reolen - helvede var løs, mine forældre skændtes som om himlen var ved at falde ned. Jeg kan huske jeg gemte mig under mit skrivebord sammen med vores hund.
I min verden var det min skyld, jeg havde fejlet og var nu blevet opdaget.
Jeg kunne ikke se min mor i øjnene, fordi jeg skammede mig over det jeg havde gjort. Min far var vred, fordi jeg ikke havde gjort det godt nok. Det var en lang weekend!
Men mandag bad han mig gøre det samme igen, jeg turde ikke andet end følge ordren. Jeg følte mig som det dårligste menneske i verden.....

Da jeg var 17 år kom min far ind på mit gymnasium, pludselig stod han mit i skolegården helt ussel og usoigneret.
Mit hjerte hamrede af sted, og min første tanke var at jeg skulle have ham væk fra skolen, af frygt for at han ville lave en scene foran alle mine venner...
Jeg gik med gele i knæerne hen mod ham, jeg var så bange for ham for i min verden var han utilregnelig. Han fulgte efter mig, og vi gik ud af porten. Han ville låne penge, jeg havde ingen at give. Han så fjern ud i øjnene, jeg var virkelig bange for ham. Han blev ved at spørge om penge...penge....penge..
Jeg fik ham væk fra skolen og da ingen kunne se os, løb jeg alt hvad jeg kunne... jeg styrtede af sted, op gennem gågaden med tårerne piskende ned af kinderne. Jeg var så bange, jeg har aldrig stukket af fra min far før.
Jeg gemte mig i en sidegade, jeg kunne næsten ikke trække vejret så stærkt havde jeg løbet. Jeg kunne ikke se ham nogle steder.
Efter lidt tid gik jeg tilbage på skolen og lod som ingenting - jeg fortalte det ikke til nogen.

Et par dage efter blev min far anholdt for at have lavet bankrøveri ved siden af min skole... Skyldfølelsen væltede op i mig, det var min skyld at han havde lavet bankrøveri - hvis jeg bare havde givet ham penge, så var det aldrig sket. Jeg var den dårligste datter på hele jorden, ja faktisk det dårligste menneske - tænk hvis nogen fandt ud af at det var min skyld.
Jeg fortalte ingen om noget af det her, at han havde været inde på min skole og bede om penge - ikke engang min mor og søster. Jeg var sikker på de ville hade mig, hvis de viste at det var min skyld han måtte lave bankrøveri. Jeg ville aldrig kunne se dem i øjnene igen, jeg kunne ikke engang se mig selv i øjnene - jeg skammede mig.

Jeg var så bange for at min far hadede mig, og da han sendte besøgstilladelse til min søster og ikke mig, viste jeg at han aldrig ville tilgive mig.
Han fik 7 1/2 år i Nyborg Statsfængsel - da han blev løsladt levede jeg i konstant frygt for at han ville hævne sig. Jeg var altid bange for at møde ham.

I dag ved jeg at det intet med mig har at gøre, og at det har været min fars valg. Det har dog taget mig mange år at forstå det.
For den følelse af skyld  og skam som et barn får, sætter sig i kroppen og følger hver eneste dag. Den følelse styrer ens liv, også når man bliver ældre. Den sætter sine begrænsninger i hvem man som menneske kan være og man bliver konstant mindet om at man ikke fortjener det bedste. Frygten for at andre opdager den her hemmelighed om en, fylder konstant - for ingen vil kunne elske et ondt menneske.

 

Min far fik 7 1/2 år bag tremmer, jeg tog 13 år i en spiseforstyrrelse og var i mit eget fængsel.