Da jeg var 9- 10 år gammel blev jeg sat til at sortere post for min far. Når jeg kom hjem fra skole, skulle jeg tømme postkassen. Derefter skulle jeg dele brevene i to bunker. En bunke min mor måtte se og en min mor ikke måtte se. Det var den med alle rudekuverterne, hun ikke skulle se.
Jeg gemte alle rudekuverterne i min bogreol.
Nogle gange cyklede jeg så stærkt hjem fra skole, fordi jeg viste min mor havde tidligere fri fra arbejde - jeg var så bange for hun skulle tømme postkassen før mig.
Jeg viste godt det var forkert det jeg gjorde, og jeg skammede mig sådan over for min mor der gik rundt helt uvidende.
Det var min fars og min hemmelighed, det gjorde ondt helt ned i maven.
Jeg spurgte en gang min far hvorfor? Det skulle jeg aldrig have gjort, han blev så vred på mig. Han kunne virkelig skælde ud, så man fik lyst til at krybe sammen og blive væk. Så jeg spurgte aldrig igen...
Men en dag opdagede min mor brevene i bog reolen - helvede var løs, mine forældre skændtes som om himlen var ved at falde ned. Jeg kan huske jeg gemte mig under mit skrivebord sammen med vores hund.
I min verden var det min skyld, jeg havde fejlet og var nu blevet opdaget.
Jeg kunne ikke se min mor i øjnene, fordi jeg skammede mig over det jeg havde gjort. Min far var vred, fordi jeg ikke havde gjort det godt nok. Det var en lang weekend!
Men mandag bad han mig gøre det samme igen, jeg turde ikke andet end følge ordren. Jeg følte mig som det dårligste menneske i verden.....
Da jeg var 17 år kom min far ind på mit gymnasium, pludselig stod han mit i skolegården helt ussel og usoigneret.
Mit hjerte hamrede af sted, og min første tanke var at jeg skulle have ham væk fra skolen, af frygt for at han ville lave en scene foran alle mine venner...
Jeg gik med gele i knæerne hen mod ham, jeg var så bange for ham for i min verden var han utilregnelig. Han fulgte efter mig, og vi gik ud af porten. Han ville låne penge, jeg havde ingen at give. Han så fjern ud i øjnene, jeg var virkelig bange for ham. Han blev ved at spørge om penge...penge....penge..
Jeg fik ham væk fra skolen og da ingen kunne se os, løb jeg alt hvad jeg kunne... jeg styrtede af sted, op gennem gågaden med tårerne piskende ned af kinderne. Jeg var så bange, jeg har aldrig stukket af fra min far før.
Jeg gemte mig i en sidegade, jeg kunne næsten ikke trække vejret så stærkt havde jeg løbet. Jeg kunne ikke se ham nogle steder.
Efter lidt tid gik jeg tilbage på skolen og lod som ingenting - jeg fortalte det ikke til nogen.
Et par dage efter blev min far anholdt for at have lavet bankrøveri ved siden af min skole... Skyldfølelsen væltede op i mig, det var min skyld at han havde lavet bankrøveri - hvis jeg bare havde givet ham penge, så var det aldrig sket. Jeg var den dårligste datter på hele jorden, ja faktisk det dårligste menneske - tænk hvis nogen fandt ud af at det var min skyld.
Jeg fortalte ingen om noget af det her, at han havde været inde på min skole og bede om penge - ikke engang min mor og søster. Jeg var sikker på de ville hade mig, hvis de viste at det var min skyld han måtte lave bankrøveri. Jeg ville aldrig kunne se dem i øjnene igen, jeg kunne ikke engang se mig selv i øjnene - jeg skammede mig.
Jeg var så bange for at min far hadede mig, og da han sendte besøgstilladelse til min søster og ikke mig, viste jeg at han aldrig ville tilgive mig.
Han fik 7 1/2 år i Nyborg Statsfængsel - da han blev løsladt levede jeg i konstant frygt for at han ville hævne sig. Jeg var altid bange for at møde ham.
I dag ved jeg at det intet med mig har at gøre, og at det har været min fars valg. Det har dog taget mig mange år at forstå det.
For den følelse af skyld og skam som et barn får, sætter sig i kroppen og følger hver eneste dag. Den følelse styrer ens liv, også når man bliver ældre. Den sætter sine begrænsninger i hvem man som menneske kan være og man bliver konstant mindet om at man ikke fortjener det bedste. Frygten for at andre opdager den her hemmelighed om en, fylder konstant - for ingen vil kunne elske et ondt menneske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar