Vrede forsvinder ikke bare...

Jeg sidder her hjemvendt fra dagens løbetur, og har egentlig slet ikke tid til at sidde her og skrive - jeg har møde med flere klienter i dag...

Men jeg kan simpelthen ikke lade være med at fortælle dig, hvad jeg har oplevet de sidste mange dage. For det er wau!!!

I sidste uge fik jeg betændelse i min kindtand igen. Mother F**Ker det gør så ondt du tror det er løgn - jeg ville 10 gange hellere føde et barn igen som sidst uden smertestillende!
Nå men jeg tror jo på, at intet sker tilfældigt og at alt er en vejviser til at få ryddet op i ens historien.

Men denne gang synes jeg godt nok det var temmelig udfordrende, for jeg synes på ingen måde jeg har ondt i livet. Jeg har siden jeg landede i eventyrbyen arbejdet intenst med at få ryddet op i min historie og ikke mindst handlet anderledes og gjort en masse for at skabe de forandringer jeg ønsker mig i livet... Jeg har sluttet fred, healet gamle historier og jeg skal komme efter dig...

Så hvorfor fanden viste den smerte sig så igen??

Jeg var på glatis og lettere forvirret. Faktisk blev jeg vred og tog mig selv i at bande det hele langt væk, ja jeg blev faktisk rasende. Jeg besidder noget af et temperament, som altid er eksploderet og som jeg virkelig har haft svært at rumme og håndtere. Det er altid gået ud over de mennesker jeg holdte mest af - er ret skamfuldt omkring det, for jeg er jo et voksent menneske og forældre til et barn! Jeg burde jo have styr på det.... Men det havde jeg ikke, som i over hovedet slet ikke, jeg var som en trold i en æske.

Jeg besluttede mig for at nu måtte jeg simpelthen få undersøgt den vrede, selv om jeg var hunderæd for hvad der dukkede op.

Så jeg satte mig med min dagbog og skrev om min vrede. Ved du hvad jeg kunne spole tiden het tilbage og der så jeg en lille pige der mistede og var i krise og sorg. Men den lille pige viste ikke hvor hun skulle gøre af alt det, og som alle børn gør - ja så gemte hun sorgen og smerten væk. Når sådan nogle følelser ikke bliver bearbejdet og undertrykt, ja bliver de til en ustyrlig eksplosiv vrede.

Så siden onsdag har jeg skrevet breve til min far om al den smerte og al den sorg jeg har haft gemt inden i - og lørdag morgen da jeg vågnede var betændelsen pist væk!
Er det ikke vildt?

Jeg har nu skrevet en bog om tanker til min far, den skal lige redigeres og så kommer den til at ligge på min hjemmeside som inspiration for dig og andre.

Jeg er helt høj og klar til en ny uge.

Kys og go' mandag

Kærlig hilsen
bankrøverens datter

Jeg øver mig i at leve med savnet...

Jeg har aldrig delt det her med nogen, jeg har aldrig turde. Jeg var bange for at andre syntes jeg var mærkelig.

Men der er dage hvor jeg savner min far… Bare savner ham helt ind i mit hjerte. Selv om han var hård og streng, så er der momenter jeg savner og ja så savner jeg bare min FAR.

Nogle gange når jeg kigger på min datter ville jeg ønske, at han kunne have oplevet hende, ja i det hele taget oplevet mig. Der er så meget jeg ville ønske, jeg havde haft mulighed for at dele med ham, spørge ham om og sige til ham.

Det var svært at være 17 år og miste ham fra den ene dag til den anden. Det var svært at være i sorgen, jeg måtte ligge øre til rigtig meget ”det er bedre at han forsvandt, med alt det skidt han gik og lavede” eller ”hellere han forsvandt, end slog jer alle ihjel”. Det var min far…  min far, det gjorde ondt. Det er svært at miste og blive valgt fra på samme tid. Så uforstående og selvdestruktivt.

Jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at være ked af det den gang, for alle havde en mening om det min far gjorde og havde gjort. Min familie var i sorg og jeg skulle være den stærke.
Jeg lukkede ned for min egen sorg og nu kan jeg se, at den i stedet blev til en uldmene vrede. Fortrængte og undertrykte følelser er de værste. De blev i stedet til en vrede der kunne få mig til at eksplodere. Jeg var som en trold i en æske. Ingen viste hvornår jeg kunne eksploderede i vrede, heller ikke mig selv. Jeg var en tikkende bombe. Jeg var frustreret og følte mig fanget – låst i et kaos.

Da jeg var med til at slukke min fars respirator i 2004 viste jeg ikke om jeg skulle græde eller grine. Det lyder makabert. Men en del af mig var lettet, for nu skulle jeg ikke længere gå og kigge mig over skulderen. En anden del af mig, den del jeg holdte for mig selv var ked af det, trist og det gjorde hamrende ondt inden i. Jeg havde mistet noget af mig.  

Men jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at være i sorg, fordi alle andre var lettet på vores vegne, ja selv min egen familie var lettet. Så jeg turde ikke sige det højt, så igen undertrykte jeg sorgen og fortrængte smerten i min spiseforstyrrelse.

Jeg har som sagt altid troet at min vred egentlig skyldtes de svigt jeg var udsat for. Men de sidste mange uger er det blevet tydeligt for mig, at jeg aldrig har sørget over tabet af min far. For selv om en har forvoldt én en masse smerte, så er der en samhørighed på trods af. Jeg tror det mange gange kan skabe forvirring inde i en, for på den ene side hader man og på den anden side elsker man… det er et forjættet land at være i.

Ingen kunne forstå smerten ingen kunne rumme den – end ikke mig selv. Jeg begravede den og gemte den længere væk end noget andet. Men savnet var der og er der, men jeg sagde det aldrig højt. Jeg skammede mig over, at kunne savne et menneske der havde gjort så meget ondt over for så mange mennesker.

Men jeg savner min far.

Jeg øver mig i at være i savnet og sorgen…

Kærlig hilsen

Bankrøverens datter

Hvem høre de dømtes børn?

Jeg er netop hjemvendt fra et spændende interview om min historie. Det sætter altid gang i tankerne, når jeg deler min historie…

Ja jeg så også dokumentaren om Christianias børn – skyggesiden af eventyret. Den ramte mig lige i hjertet, jeg kunne kende en masse sorg, smerte og uforståenhed.

For hvem høre de dømtes børn?

Det er os der som børn og unge mennesker ligger os i vores senge hver aften  – ensomme, triste, sorgfulde, skræmte, glemte og skamfulde. Vi er bange for at blive udstødte, vi føler en enorm skyld og vi har mistet tillid til den verden vi befinder sig i.

Vi har opgivet livet, allerede inden det overhovedet er begyndt.

Men der kommer ingen og holder om os.

Jeg stod i Netto her i formiddags og overhørte to stå og snakke om nogle kriminelle. Det er ikke første gang jeg hører dette, men det niver i mit hjerte hver gang. Den ene sagde til den anden, ”de kryb skulle bare sendes på en øde ø, så vi slap for dem”.

Det vækkede minder om dengang, hvor jeg med egne øre hørte voksne tale nedværdigende om de kriminelle. Det gjorde så ondt inde i og jeg skammede mig over min far. Ham der lavede økonomisk kriminalitet, bankrøveri, brandstiftelse, havde bordel osv.

Jeg var teenager, da det blev opdaget ud af til, hvad min far gik og lavede. Det var dengang vi røg på forsiden af avisen.

 

Det er som at leve i en dobbelt skam, for vi ved jo godt det er forkert det vores forældre har gjort/gør, og vi er tvunget til at ligge øre til, at omverden har en holdning til vores forældre.

Pludselig er det os der må betale prisen. Enten lader vi historien tage over og gør alt for at fucke vores eget liv op, fordi vi ikke kender til andet. Eller vi holder os selv tilbage, af angst for at andre skal opdage vores dybe hemmeligheder… For i skolen vil de andre forældre  ikke lade deres børn være sammen med de kriminelles børn. Det er som om vi er bærer af en smitsom sygdom.

Så vi lukker i, taler ikke om det og holder hemmelighederne for os selv. Vi bliver et omvandrende tabu. 

Vi er overladt til os selv. Det er som om vi selv har været ude om alt det der sker. Det er vores egen skyld, når vi lader os vælte omkuld. Når vi ikke længere kan rumme og håndtere vores egen smerte. Når vi laver ballade, skaber os og ikke passer ind i kasserne.

Ingen har nogensinde lært os hvordan.

Vi er børn…unge mennesker…

Vi er og bliver uskyldige over for vores forældres valg.

Jeg var teenager, det var svært. I min familie fik ingen hjælp. Ingen turde spørge om hvordan jeg havde det, måske var de bange for jeg ville krakelere og smuldre i stykker – måske smittede jeg. Min gymnasielærer var endda så kæk, at pointere over for hele klassen at ”æblet sjældent falder langt fra stammen”.

Jeg var bange, alene og havde mistet min far. Men den sorg måtte jeg holde for mig selv, for jeg var jo bedre uden ham med alt det han gik og lavede… Det var min far, den anden halvdel af mig. Han blev gjort til skamme og prisen måtte jeg også betale… 

Det tog mig mange år at slippe min negative historie og vende den til positiv. Når jeg møder mennesker i dag, og de spørger hvad jeg laver. Så bliver der tavshed i et øjeblik, når jeg siger ”jeg holder foredrag om at være datter af en bankrøver”. De ved ikke helt hvad de skal sige – lige indtil jeg begynder at fortælle  om hvorfor det er så vigtigt for mig at få fortalt historien. Så begynder de ofte selv at fortælle deres hemmeligheder.

Det er den tavshed vi er vokset op med og den vil altid følge os.

Jeg smitter ikke længere, jeg inspirere andre til at turde smide skammen og turde være den de er med hele deres historie.

Kærlig hilsen

bankrøverens datter

Selv bankrøverens datter fejre sig selv

Da jeg bestemte mig for at flytte tilbage til eventyrbyen efter 16 år i eksil i Kongens København - så var der visse ting som var et must for mig.
Flere kvadratmeter, en altan, eget soveværelse (havde sovet på en sovesofa i stuen i 3 år) og et badekar...
Rimelig forkælet ville nogen måske sige - tja, men det var det jeg ville have.

Jeg lavede et visionboard, hvor alle elementer figurerede på - alt det jeg drømte om, og det jeg syntes jeg fortjente. Jeg puttede sågar to billeder af altaner på, bare for at være på den sikre side.
Der var hygge, rum til samvær og ordene glæd dig, tid til ro, der er altid plads til en til, grib guldet, skønne farver på altanen, til middag hos og accepter intet mindre end det bedste. Jeg placerede endda mit visitkort på, fordi jeg så inderligt ønskede at finde mig selv og min stemme.

 

ALT det jeg inderst inde ønskede

Jeg tjekkede boliger i Odense 7 gange og bang en onsdag eftermiddag lå den der og jeg viste bare det var min. En... to... tre... og min mors kæreste tog fredag ud og tjekkede lejligheden, og søndag var det min lejlighed.

Jeg var oven ud lykkelig, og virkelig bange... Jeg skulle nu tilbage til den by jeg var flygtet fra i tidernes morgen, tilbage til al sorgen og skammen... alle de følelser der var forbundet med skyld. Oven i det have jeg min datter, hvad hvis hun ikke kunne falde til? Hvad skulle jeg lave? Jeg havde jo sagt mit job op i København og stod helt nøgen i min nye gamle by.
Inden frygten løb af med mig, besluttede jeg mig for hvis det ikke gik, så flyttede vi tilbage til København igen!

1. december 2014 flyttede vi hjem.

Det er nu 8 måneder siden, jeg har ikke en eneste gang fortrudt. Jeg sidder her i solen på min ene altan (ja jeg fik faktisk to altaner) og er ekstrem taknemlig for at jeg havde modet til at følge mit hjerte. Jeg er simpelthen så lykkelig i hver eneste celle. Jeg har fundet det sted jeg altid har drømt om, min datter er faldet til og har fået nye rigtig dejlige venner, det hus vi bor i er mere end jeg drømte om. Her er fyldt med skønne mennesker og fantastisk børn. Vi har det så godt her!
Jeg har genfundet gamle venner, åbnet op for nye venskaber og er i fuld gang med at skabe mit imperium.

Er det kommet af sig selv - nej. Jeg lå den første uge, efter min datter var startet i institution, i fosterstilling i min seng og var frustreret og anede ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg følte mig punkteret og halv, som så mage gange før... Nu var vi her og basen var fantastisk... men hvad så nu? Det var som om jeg blev indhentet af fortiden og alle de overbevisninger der fulgte med ved at være vokset op med at blive pillet ned og fra hinanden. ¨
Jeg kunne mærke følelsen af tomhed/ intethed, som dengang min spiseforstyrrelse overtog min indre og ydre verden. Jeg var hamrende bange, tænk hvis jeg var ved at falde fra hinanden.
Jeg af alle mennesker burde jo have styr på mit shit!!

Jeg kunne mærke panikken...

Et par dage efter, da jeg var på vej hjem efter at have afleveret mit barn, var det som om nogen overtog min cykel - det var meget mærkeligt.
Men jeg lod mig fører, og pludselig tog jeg mig selv i at være på vej på mod mit barndomshjem. Jeg havde ikke været forbi siden den gang min far forsøgte at sætte ild til huset.
Men pludselig stod jeg med min cykel uden for Dyrupgårdvænget 62. Mit hjerte hamrede, men en ro sænkede sig. Efter at have stået der lidt cyklede jeg videre. Jeg cyklede stort set hele dagen og var forbi alle de steder der havde betydning for min historie, mine gamle skoler, herberget, den bank min far røvede, der hvor vi boede efter min far forsvandt og en masse andet der gav mening. Jeg endte ved min fars grav på den muslimske gravplads, det gav ro.

Jeg besluttede mig for at give mig selv den ro jeg skulle have for at komme på benene igen. Hver dag i en uge lagde jeg mig i badekaret og kiggede på en lille mikroskopisk plet i loftet og bad. Jeg bad til at der måtte komme det jeg havde brug for.
På syvende dag ringede en veninde fra København og spurgte om jeg ville hjælpe hende med en eksamensopgave. Det gjorde jeg og hun tilbød at coache mig, hvilket jeg er så taknemlig for. Der åbnede min verden sig, og jeg var slet ikke i tvivl om hvad jeg skulle og jeg har siden kastet mig ud i foredrag, jeg får nye klienter der ønsker at skabe forandringer og der er åbnet sig et hav af nye samarbejdsmuligheder.
Men vigtigst af alt jeg fandt mig selv, min stemme - mig.

At være født med en negativ stemme, det kræver arbejde at vende den til positivt - men det kan lade sig gøre og det er fantastisk at nå dertil, hvor jeg kan kigge mig selv i spejlet og den første tanke der dukker op er " hold kæft hvor jeg elsker dig".

Så i dag slutter jeg af med Asti på altanen, tak til Søstrene Grene, der har små søde flasker, så selv en single mor kan være med. Jeg er så stolt over alt det jeg har skabt og alt det jeg gør - det giver så meget mening for mig og jeg ved det gør en forskel for andre - og jeg er slet ikke færdig endnu.

At fejre sig selv, det må vi aldrig glemme! Vi skal fejres, bare fordi vi er.

Go' weekend og vær god ved dig selv, du fortjener det.
Christina