Jeg har noget på hjertet

Jeg bliver tit spurgt hvad det egentlig jeg laver?

Ja og det er et godt spørgsmål - og jeg kan godt forstå, at det kan være svært at hitte rundt i. Rigtig mange tror at jeg kun arbejder med kriminelle, laver indsamlinger og socialt arbejde, men jeg tilbyder også min viden om en masse andet.

Jeg sidder ofte med mennesker, både unge og voksne, som lever i selvdestruktive mønstre, de har udfordringer med alt lige fra stoffer, alkohol, spiseforstyrrelse, kriminalitet, cutting, lavt selvværd, anbragt uden for hjemmet, seksuelt misbrugt, omsorgssvigt i barndommen, fysisk og psykisk vold i deres forhold - ja de har mange ting de tumler med.
Til fælles for dem alle er, at de sidder fast i negative historier om dem selv, og de kan ikke gennemskue vejen ud af deres mønstre. De er låst i de tanker de gør om sig selv.

Der ud over er jeg også tilknyttet frustreret forældre, de forældre der ikke ved hvad de skal stille op i forhold til deres destruktive børns adfærd, forældre der løber panden mod en mur i det offentlige system og forældre der har brug for rådgivning og vejledning omkring deres egen rolle som forældre.

Det er rigtig vigtigt for mig, når de (både unge, voksne og forældre) kommer hos mig, har et frirum til dele alle deres tanker - også de mørke og "forbudte".  Her er intet rigtigt eller forkert, det er som det er. Jeg er ikke den der skal dømme dem (det klarer de fint selv), min rolle er at lytte og udfordre dem til at få brudt deres mønstre, skabt nye overbevisninger og vende deres historier til en styrke.

Så holder jeg foredrag "kærlig hilsen bankrøverens datter" - om at være vokset op med en kriminel far, og de konsekvenser det har haft for mig i mit liv. Jeg underviser på uddannelsessteder, for at sætte fokus på de dømtes børn.

 

Alt hvad jeg laver gør jeg, fordi jeg har et personlig engageret i det. Jeg ville ønske, at der fandtes en som mig, da jeg var teenager. Fordi jeg følte mig ensom, alene og forkert. Jeg ville ønske at der havde været en, der kunne hjælpe mig med at bryde mine mønstre, stille spørgsmålstegn til mine overbevisninger og støtte mig i at vende min historie til min styrke. En der lyttede, så mig og greb mig.

Så kender du nogen der bokser med livet, så send dem forbi www.christinasogaard.com

Har du ideer eller kendskab til institutioner, klubber, skoler eller foreninger der kunne være interesseret i at få mig ud at holde foredrag, så send dem gerne til christina@christinasogaard.com

Så hjælp mig med at dele min kunnen og viden - for alle børn og unge har ret til en tryg barndom. NEJ der findes ingen umulige børn og unge, at reagere er et sundhedstegn.
Der findes heller ikke nogle onde voksne, men mennesker som handler ud fra tunge og destruktive historier fra den bagage de slæber med sig fra deres egen barndom. Voksne der ikke aner de har et valg.

Jeg og alle de mennesker der sidder låst i livet ville være taknemlig <3

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter.

Din egoisme passer på dig, så elsk den.

I dag skinner solen igen her i eventyrbyen.

Det varmer så dejligt uden på og inden i. Det værdsættes højt, særligt oven på forrige uges stormvejr. Egentlig skulle jeg have holdt fødselsdagsfest i weekenden for mine venner og veninder - men jeg valgte at aflyse den.
Jeg havde glædet mig i lang tid til den fest, men noget inden i føltes ikke længere rigtigt. Jeg havde ikke lyst til at sidde, på den aften med et påklistret smil og en facade om at alt var godt. For det var det jo ikke inden i mig.  Så nej tak, der er jeg vokset op i facade land - nu smiler vi og har det hyggeligt. Det gider jeg ikke mere.

Så jeg trak stikket og plejede mig selv med en tur til København, sammen med en jeg holder rigtig meget af.

Hvorfor skriver jeg det her?
Jo fordi mange ikke rigtig kunne forstå mit valg, og det blev mødt med "ah men det skulle da nok blive hyggeligt alligevel" "ej kom nu" "lad nu ikke noget så tåbeligt styre". Tja det kunne måske have været hyggeligt, men det ændrede jo stadigvæk ikke ved hvordan jeg havde det inden i mig.

Det fik mig bare til at tænke på, hvor tit vi egentlig gør noget, som vi faktisk ikke har den store lyst, men vi gør det alligevel. Hvorfor? Er vi er bange for hvad andre tænker om os eller vil vi ikke være til besvær, egoistiske, for meget.... eller noget helt fjerde?

Dårlig veninde
Rigtig mange af mine veninder/venner havde arrangeret tur til eventyrbyen, havde fået passet deres børn  og glædede sig. Var jeg en egoistisk og dårlig veninde.. måske. Men ville det have været en hyggelig aften hvis jeg ikke havde været tilstede? Næh. Jeg er sikker på mine venner og veninder nød en børnefri aften med den de holder af.

Jeg tror vi skal forlig os med vores egoisme og ikke være så bange for den. Den er jo en meget god indikator på om vi er på vej væk fra os selv, og i stedet over i at tilfredsstille andre. Når vi hopper over i andres "haver" for at vande deres blomster og slå deres græsplæner, ja så glemmer vi vores egen have. Hvem skal så pleje den? Den får bare lov til at stå til, hvad sker der så? Vi tømmer os selv for vores egen energi, bare for et split sekund anerkendelse. Men er det det værd? Når vi til sidt sidder helt flade på batterierne og tømt for energi.

Elsk din egoisme
Næh i stedet for synes jeg vi skal hylde egoismen og spørge os selv "for hvis skyld gør jeg det her?". På den måde kan vi finde balancen i os selv, og når der er overskud på egen kontoen så kan vi give, være der for andre og støtte dem i at få styr på deres have.
Men altid må vi huske os selv først.

For lige at understrege, så ja jeg var super egoistisk. Men min egoisme er min bedste ven, når jeg skal passe på mig selv.

Jeg havde en fantastisk tur til København. Jeg nød hvert et øjeblik og er nu ladet op med god energi, kreativitet og gå på mod.

Så egoisme længe leve.

Go' mandag
kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter

Skulle jeg udgive det her eller lade være ?

Jeg har været rigtig meget i tvivl om jeg skulle udgive dette indlæg – da det er ret personligt og sårbart for mig og fordi der er andre mennesker tæt på mig der er involveret. Men jeg ved bare det er så vigtigt for mig at stå ved mig og turde være tro mod sig selv. Jeg har lovet mig selv, at tage mig selv alvorligt.
Så kære involverede, dette handler ikke om jer, skulle I læse med. Det er mig, mine følelser og mine oplevelser – så tag det ikke personligt.

Så så man lige mig ligge der på gulvet i fosterstilling…

Ja jeg faldt, jeg snublede og jeg slog mig hårdt i kærligheden navn.

Med et blev gulvtæppet trukket væk under mig, der hvor jeg mindst ventede det. Panikken bredte sig og intet gav mening i mit hoved. Jeg blev såret dybt inde i mit hjertet, det hjerte jeg har forsøgt at passe så ufattelig meget på. Jeg havde lyst til at skrige mine lunger ud.

Nej NEJ Neeeeeeiiiiiiiiiii

Det her kunne ikke passe, ikke her midt i eventyrbyen – alt var så smukt, jeg havde det så godt her – jeg havde jo skabt alt det jeg aldrig turde drømme om…

1000 tanker væltede rundt inde i mit hoved, selv om alt føltes tomt og min krop nærmest lammet. Jeg var i chok. Mit hjerte hamrede afsted i et væk, det rystede som jeg aldrig har oplevet før. Hold op det gjorde naller, tror ikke ord kan beskrive hvordan jeg havde det inden i.

Hvordan kunne nogen knuse mit hjerte nu? Jeg havde givet min tillid til de mennesker, jeg stolede på dem. Fandeme om jeg nogensinde skal have noget med en mand at gøre igen og aldrig skal jeg fortælle nogle veninder om mit inderste inde. Gamle historier væltede frem, mistillid, hemmeligheder, løgne alt vendte sig i min krop. Kvalmen steg og steg. Jeg var nærmest desperat, jeg kunne ikke være i min egen krop, jeg ville bare væk.

Rødvin, tåre og tanker om hævn afspejlede den søndag.
 

Hvad gør vi så når vi sidder der knuste og bange?

Første dag skældte jeg ud på Gud og hver mand. Jeg var vred, følte mig ydmyget, udstillet og dum. Men den sværeste følelse at håndtere, jeg var ked-af-det-hed.  Jeg var så ked af det inden i, det gjorde så afsindigt ondt. Det virkede så uvirkeligt, og jeg ville ikke være her mere. Jeg ville ikke mærke den smerte, den skulle væk, som i lige nu!

Min umiddelbare overlevelsesstrategi trådte i kraft. På et nanosekund lavede jeg allerede stradegier for mit næste træk – Hævn og flygt, København var pludselig inde for rækkevide igen. Måske jeg også bare skulle skippe det hele og drage til udlandet… vende alt og alle ryggen. Følelser fra fortiden om svigt væltede op.

På anden dag tog kroppen over. Jeg lå i sengen hele dagen, jeg havde det fysisk dårligt. Jeg var tom, helt tom – en følelse jeg kender særdeles godt til. Jeg lå bare og stirrede op i loftet, kastede op og græd ind i mellem. Jeg kunne ikke få noget til at give mening. To mennesker som jeg havde stolet på, haft tillid til – nu havde de hver deres historie, om hvad der var sket den lørdag aften. En veninde med sin version og en mand jeg ser med sin version.

Hvad fanden gør jeg?

Hvem skal jeg tro på?

Fortvivlelse og rigtig mange stakkels mig tanker gjorde deres indtog i min hjerne i min seng den dag.

Bankrøverens datter kan også mærke

Ja selv bankrøverens datter har følelser og kan blive såreret. For selv om jeg har lært at være stærk, rigtig stærk så er jeg også et sårbart menneske ligesom alle andre. Jeg har bare lært at overleve smerten og klarer den. Men ikke længere, det duer ikke for mig mere der hvor jeg er i mit liv. Jeg vil ikke længere overleve, men leve.

 

Hvordan håndtere vi den her ked-af-det-hed, uden at flygte eller forsøge at fixe den.

Tredje dag måtte jeg kigge mig selv i spejlet og mærke efter i mit hjerte. Ingen af de to versioner af den samme oplevelse ville nogensinde komme til at give mening hos mig… aldrig - og måske var det slet ikke dét, som det handlede om for mig. Måske jeg skulle lærer at trække vejret og ”bare” mærke smerten inden i. ”Bare” være i det der var.

Det er noget af en øvelse skulle jeg hilse at sige. Bare være i alt det der gør ondt, forvirring, frustration, uvished, mistillid, vrede, sårbarhed og ked-af-det-hed. Bare være i det selv om jeg helst bare vil fixe så jeg ikke kunne mærke eller stikke af for at komme væk.

Så hvordan gør man det, det er enkelt men alligevel rigtig svært. Trækker vejret ind og ånder ud. Kan det være så simpelt? Ja, det er ikke raketvidenskab.

Næste udfordring var, at jeg på et eller andet tidspunkt skulle beslutte mig for hvad jeg ville. Hvad jeg ville! Fandeme noget af en udfordring, når man som jeg er vokset op med helst ikke at skulle gøre andre kede af det – for så er jeg jo et virkelig dårligt menneske!

Konsekvensen er bare fatal, når jeg konstant løber rundt og prøver at tilfredsstille alle andre = jeg mister sig selv undervejs.

Så hvad skulle jeg gøre!?!

FUCK med FUCK på!

veninde><mand…veninde><mand…veninde><mand?

Når vi vælger os selv til, ja så vælger vi automatisk andre fra.

No more drama

Jeg orker ikke mere drama i mit liv, det besluttede jeg mig for da jeg flyttede tilbage til eventyrbyen. Jeg har levet i drama størstedelen af mit liv. Jeg har lært en masse af det, ingen tvivl. Jeg vil bare ikke længere lade mig styrer af dramaer. Jeg selv har skabt mine egne dramaer i mit liv, men det her kunne jeg vælge fra, for intet af det her handlede om mig. Jeg vil ikke være en del af andres dramaer længere, det er ikke sundt for mig.

Så hvad nu hvis det ikke handlede om ret eller ikke ret, forkert eller ikke forkert, sandt eller falsk… Men hvad nu hvis det faktisk handlede om mig selv og mine valg? Hvad nu hvis det handlede om at jeg skulle komme hjem i mig selv og være i mit, frem for at forholde mig til alle andres. Jeg bliver hurtigt farvet af andre når jeg ryger over i deres dramaer. Der sker jo det, når man også deler dette med andre, ja så har de en helt klar holdning til hvad man skal og ikke skal gøre. Jeg snakkede med nogle veninder, og de var i alle retninger.

Det triggede noget mere inden i mig. For jeg er jo flasket op med ”hvad alle andre tænker om en”. Her stod jeg med knust hjerte og skulle forholde mig til mig og være skide ligeglad med hvad andre tænkte om mig.  Det er let for mig at gøre gennem det jeg laver og arbejder med – men følelsesmæssigt og i nære relationer. Pyha, der er jeg bange, rigtig bange. Tænke hvis alle vender mig ryggen og ingen kan lide mig?!?

Fik nærmest koldsved ved tanken…”HVAD ANDRE VILLE TÆNKER OM MIG…og mit valg” – dårlig veninde, naiv, idiot, selvcentreret, egoistisk, dum, latterlig, tåbelig…

Men hvis jeg ikke tænker på mig, hvem gør så?

Hvis jeg ikke følger mit hjerte hvad, sker der så?

Hvis jeg skal leve mit liv efter hvad andre synes, hvad sker der så?

Så kan jeg være okay med, at ikke alle er enige med mig i mit valg og nogen sidder og taler om mig i krogene?

Ja, det handler nok ikke om mig i sidste ende – men ingen tvivl om at mit valg sætter gang i andres historier, om dem selv og deres. Det har jeg prøvet mange gange før. Men det er ikke længere mit ansvar at forklarer, forsvarer, fixe eller sørge for at alle andre er glade.

Mit ansvar er at mærke mig og handle ud fra mig, holde mig på min egen banehalvdel. Om det er det rigtige valg, det ved jeg ikke men jeg er i det og mærker efter for der er vigtigst for mig. Det er den bedste måde at passe på mig selv på.

Ikke alle elsker mig, og det er som det er – for det vigtigste er at jeg elsker mig selv.

Sikke en omgang og men sikke en gevinst.  

Så hvad skal du lærer af de udfordringer du bliver stillet over for? Alt sker af en årsag, intet kommer tilfældigt. Det handler om at turde være dig… og inderst inde, helt inde bag ved al panser så ved du det godt. Det er ”bare” alt det andet der fylder og frygten der stopper dig i at handle.

Har du lyst til at få belyst dine udfordringer og måske se dem i et andet lys – så guider jeg dig gerne. Kig forbi www.christinasogaard.com og se om du kunne have mod på at arbejde sammen med mig.

De bedste hilsner

Christina – bankrøverens datter