Hvor svært kan det være?

Forleden sad jeg til møde med en sagsbehandler, en af mine unge mænd er blevet varetægtsfængslet. Jeg undre mig nogen gange over de ting jeg høre, og det er ikke første gang jeg har hørt det her, men hver gang rammer det noget i mig.
Sagsbehandleren sagde at hun ikke kunne forstå det her, for hun jo havde talt med om at han havde et valg, mange gange. Faktisk rigtig mange gange som hun sagde. Så fløj det ud af munden på mig "-og hvordan virker det så at tale med ham om det? " Hun kiggede underligt på mig og jeg sagde til hende at det hjælper ikke at snakke om, vi snakker og snakker. Rigtig mange af de unge mænd jeg har med at gøre, har aldrig lært at de træffer et valg, de er ikke bevidste om at de har et valg. Jeg viste heller ikke jeg havde et valg. Det var først da jeg lå på mit badeværelsesgulv, som 31 årige, det gik op for mig at jeg faktisk havde et valg om at lade være med at kaste op.

Jeg høre rigtig tit i nogle af de kredse jeg bevæger mig, at "man jo selv har et ansvar" og "man vælger selv at gøre det man gør". At "folk bare tage sig sammen!" ellers er de ikke villige til at skabe forandringer. Særligt kriminelle, de skal bare bures inde, sendes væk eller tage sig samme, de får i hoved og r*v når de sidder i fængsel. Så vil de også hellere være kriminelle...
Jeg kommer tit til at tænke på hvor mange af de mennesker, mener at man bare skal tage sig sammen - hvor tit de har forsøgt at stoppe med at ryge, at tabe sig lige de der sidst kiloer, hvor mange gange de har lovet sig selv ikke at spise chokolade på en hverdag.... eller et eller andet... og hvor mange gange de er faldet i ?

Hvor svært er det at ændre det her mønster??

Så hvordan kan man forvente at mennesker bare skal tage sig sammen?

Når jeg kigger på de mennesker jeg arbejder sammen med, for at skabe forandringer i deres liv, er det mennesker men store ar på sjælen, ja sågar åbne sår. De har nogle tunge historier om dem selv og om verden. De har slukket og lukket for egne behov og cykler rundt i overbevisninger om, at de ingen ting er værd og alt er ligegyldigt - og når man konstant får det at vide, ja så bliver det en del af ens sandhed og så bliver alt ligegyldigt. Men ingen af de mennesker jeg har mødt, har faktisk lyst til at leve det liv de lever. Ind og ud af fængsler, men der er det eneste de er gode til. Så fuck verden, det er alligevel en lang lort!

 

Det er hårdt arbejde at bryde mønstre, og det kræver meget mere end blot snak. Det handler om at tage i hånden inspirere, vise vejen, vise muligheder og støtte når man vælter. Det handler om at komme helt ind og mærke sig selv og lærer hvordan man håndtere alt det der dukker op. For når man aldrig har lært at vælge, ja så kræver det at man træner sin bevidsthed.

Så snak er godt, men der skal handling på.

Man forlade ikke andre...

I tirsdags var jeg på Ærø, for at holde foredrag "kærlig hilsen bankrøverens datter" for en masse unge mennesker - det var en fantastisk aften. Der var mange interessante spørgsmål og en rigtig god dialog. Jeg er vild med unge mennesker og jeg elsker at træde ind i et rum fyldt med historie bag de øjne der kigger på mig.

Det er så vigtigt for mig, dels at fortælle min historie, men også at give noget virkeligt, noget ægte som vi som mennesker kan forholde os til. Min historie har så mange elementer af skyld, skam og hemmeligheder, og det er så pokkers interessant i min optik.
For at give dig et eksempel på, hvordan vores hemmeligheder, når de bliver gemt væk og gjort til skamme, ender med at styrer os.

Jeg fortæller altid denne her historie, når jeg holder foredrag.
Da jeg var barn, ønskede jeg mig mere end noget andet en stor familie, jeg er vokset op uden nogle som helst fætre eller kusiner.  Jeg elskede/elsker, at være sammen med en masse mennesker, jeg elsker fester og nærvær.

Den gang da min far forlod os, sin familie, da han ikke ville kendes ved os mere. Det gjorde ondt, at blive fravalgt af sin far! Da jeg så nogle uger senere, da vi skulle tømme vores hus, fandt jeg ud af at min farfar havde forladt sin kone og sine to børn, til fordel for min farmor. Ja så rev det mig i stykker inden i, og jeg lovede mig selv, at jeg ALDRIG skulle have børn. Jeg var overbevist om at det var en familie sygdom, det var arveligt - og nu fik jeg jo altid at vide at jeg lignede min far... så den hang på mig- og aldrig om jeg skulle byde et lille uskyldigt væsen denne skæbne.
Min spiseforstyrrelse udviklede sig og jeg gjorde alt for at ødelægge min krop, så var jeg da sikker på jeg ikke kunne reproducere mig selv og at min historie sluttede med mig.

I 2008, da jeg havde ramt gulvet og rejst mig efter 13 år med spiseforstyrrelse, blev jeg sendt på hospitalet for at få tjekket mine krop for mangler og skader....
Sygeplejersken, der skulle give mig svar, kiggede mig i øjnene og sagde "du burde ikke sidde her, din krop er i undtagelsestilstand - du har værre tal end børnene i Afrika".  Hun fortalte mig, at jeg aldrig ville komme til at få børn, jeg havde ødelagt min krop. Nu handlede det om at få den genopbygget så den ikke væltede helt - jeg var lettet inden i. Nul børn til mig, jeg arbejdede med børn og unge mennesker, og de var mine.

I sensommeren 2008 startede jeg min egen virksomhed op, februar 2009 gik min historie ud i ALT for damerne, jeg fik 7 hele sider - dette var stort og meget overvældende for mig, der ellers helst skulle gå i et med væggen.
Nu var der folk der skrev og ringede til mig, fordi jeg turde være mig - jeg var stolt og følte mig stærk. Jeg var på toppen jeg elskede det jeg lavede livet havde kindkysset mig. Alt var vendt jeg kom til USA igen og igen og igen. Alle drømme gik i opfyldelse. Det var som et eventyr, ællingen var vendt hjem som en smuk svane - og alle de ulykker havde gjort hende stærkere og hun stod midt i sin power. Jeg var høj på livet, og alt gav mening for mig.

Jeg blev interviewet, havde klienter, skrev om alt det jeg elskede og holdte foredrag.
Jeg blev forelsket i en mand, der fuldstændig fejede benene væk under mig. Han boede i USA og jeg i København, i min verden ingen hindring. Jeg var jo klar til at rejse verden rundt, jeg havde fået livet igen alt skulle opleves.
Bang 1. december, jeg var ugen inden kommet hjem fra en uge i Norge, havde besøgt amerikaneren der befandt sig der.
Jeg troede jeg havde fået fugleinfluenza, jeg var så træt og dårlig - det korte og det lange, jeg var gravid. Jeg stod der med en test i hånden med to streger. Jeg viste ikke om jeg skulle græde, fordi jeg var lykkelig, eller om jeg skulle grine, fordi jeg var lykkelig. I maven lå et lille mirakel!

Men babyfaderen var ikke af samme holdning - mit livs største dilemma. Skulle jeg føje andre, som jeg altid gjorde eller skulle jeg lytte til mit eget hjerte.. ikke et nemt sted at stå.
Jeg valgte det sidste.

Med det valg fulgte endnu en skam, skammen over at blive fravalgt - igen! Ja det er utroligt, hvad jeg fik det til at betyde om mig, at jeg var blevet gravid - jeg var uansvarlig, let på tråden, dum, egoistisk, uærlig, naiv, blank, tåbelig, uværdig, uelskelig, idiot, klam, latterlig, .... og listen er meget længere end her.
Men jeg skammede mig så frygtelig meget over at være endt i denne ulykkelige, fordi faderen ikke ville være far, så jeg lukkede og slukkede faktisk min virksomhed. For hvem ville tale med mig, når jeg ikke havde styr på livet... 
Konsekvenserne blev mange for mig, en kæreste skulle jeg aldrig have, for hvem kunne elske mig, der konstant blev forladt, og som i bund og grund var uelskelig... jeg er jo efterhånden en ulykkesfugl... 

 

Det er nu snart 5 år siden jeg blev mor, aldrig har jeg fortrudt mit valg. Jeg vågner op til et mirakel hver eneste dag, og er dybt taknemmelig. Skammen er jeg i fuld gang med at gøre op, for når vi giver andre skylden for vores ulykke, så gør vi os selv til offer ja så mister vi vores egen styrke.
Faktisk vil jeg rigtig gerne dele endnu en hemmelighed med dig - jeg skrev at jeg skammede mig over at min datters far valgte mig fra - men faktisk var den der valgte min datters far fra mig. Men i min historie må jeg ikke vælge andre fra, for jeg om nogen anden kender smerten ved at blive valgt fra. Så alt det med at jeg bliver forladt, er blot en historie jeg fortæller mig selv, så den passer ind i mit eget lille drama. Nej jeg sætter grænser, og vælger dem jeg ønsker i mit liv - også selv om det gør at andre bliver vrede og synes jeg er en idiot.
Så ja, jeg er sådan en der siger fra og hviler i min egen styrke.  Jeg vil igen hellere være et helt menneske, som tør stå ved den jeg er, på godt og ondt. Og når det kommer

Så kig på hvor dine hemmeligheder spænder ben for dig, hvor støtter skam dig i dine dramaer, så du forbliver låst i fortiden?  - for er der noget du fortjener så er det livet.

Go' mandag

Christina

Jeg betyder ikke noget....

I morges blev jeg ringet op af min veninde og samarbejdspartner, hun skulle bruge en liste over de overbevisninger vi skaber ud fra vores historier, dem der styre vores handlinger.
Det slog mig, mens jeg stod og læste listen op. Én sætning ramte mig så hårdt lige midt maven som en kampsten "jeg betyder ikke noget"....

Jeg betyder ikke noget...

Jeg betyder ikke noget...

Den sætning rungede som et ekko i mit hoved, da jeg havde lagt røret på. Jeg kunne ikke slippe den sætning... jeg betyder ikke noget.

Jeg opdaterede min Facebook, det var særligt det sidste der slog mig - senere forkælelse med spa og sushi ... Jeg betyder ikke noget...

 

Jeg betyder ikke noget....

 

FUCK jeg havde helt glemt hvor meget den sætning har styre mit liv, ubevidst.

 

Ja for det var jo ikke fordi jeg gik rundt og tænkte jeg ikke betød noget. Men jeg holdte mig væk fra alt hvad der havde med selvforkølelse, alt hvad der hed rart og kærligt, alt der styrkede mig. Jeg gjorde alt for at gøre mig selv lille og ubetydelig. For er der noget man ikke må som bankrøverens datter, ja så er det at være betydningsfuld. For hvordan kan man tillade sig det!

 

Når ens far nu heller ikke vil kendes ved en, ikke vil se en, ikke vil tale med en - når han ikke vil se sit eget barn, ja så bliver man ubetydelig. Eller jeg fik de episoder til at betyde, at jeg er ubetydelig. Jeg var ligegyldig i min fars øjne, det menneske jeg havde mest tillid til  - og hvis han havde det sådan så måtte det jo være sandt! Shit et dårligt menneske jeg var, taber tøs!

 

Jeg begyndte at handle ud fra den overbevisning, at jeg ikke betød noget, at jeg var ligegyldig. Jeg blev i forhold der var usunde for mig, jeg behandlede min krop så dårligt, jeg røg så mange cigaretter, drak for at dulme smerten, jeg hang ud med mennesker hvor vi kunne bekræfte hinanden i alt det dårlige - jeg behandlede mig selv ligegyldigt, jeg lukkede mig selv ned, blev ligeglad, lod andre styre mit liv. Når det gik godt for mig og jeg havde succes, gjorde jeg alt for at fucke det op, inden nogen alligevel opdagede hvor ubetydelig jeg var. 

 

Den var langt væk den sætning og alligevel så tæt på for alle minder og episoder væltede op til overfladen. Ja den ligger jo faktisk og lurer tit - men jeg arbejder hårdt med at spotte den når den dukker op, så måske er jeg blevet skarp til at høre den... når den hvisker. For den stikker hovedet frem ind i mellem og det er særligt når jeg glemmer at passe på mig, når jeg bliver usikker og særligt når jeg handler anderledes en jeg plejer. Så faktisk er den en god reminder på, at jeg lige skal huske mig selv, være stolt af alle de mønstre jeg bryder og at usikkerhed er okay - det er der magien sker.

 

Rigtig mange af de unge mennesker jeg arbejder med, kan genkende sig selv i den her rolle som ubetydelig og når de finder ud af det blot er en fortolkning af en episode - og de kan omskrive den til en fortolkning der støtter dem så sker der magi.

Men kunsten er at lytte til den lille stemme der fortæller en, at vi er ubetydelig, for det er der vi kan fange sig selv i gamle historier. For de dukker op, særligt når vi bevæger os ind på ukendt grund. Det kræver arbejde at bryde de gamle mønstre og overbevisninger, det ved jeg - men hvis jeg kan så kan alle andre også. Lad være med at lade alle andre bestemme hvordan du skal leve dit liv, det efterlader dig magtesløs og fuld af frustration.

Mit live er ikke rosenrødt eller en dans på roser, for der er bestemt også udfordrende dage i mit liv. Men når de dukker op kigger jeg på min datter på 4 år og tænker hvad er det jeg gerne vil lærer hende, hvordan ønsker jeg hun skal lære at tackle livet. 

Igen så må jeg handle på det, for hun høre ikke hvad jeg siger men ser hvad jeg gør. Mine handlinger over for hende sår de frø, der kommer til at afspejle de overbevisninger hun kommer til at tro på om sig selv. Så hvis jeg behandler mig selv dårligt, fortæller jeg hende indirekte at hun ikke er noget værd. Det er jo det sidste jeg ønsker - så lad os gøre det her for vores børns skyld, de fortjener et godt liv.

 

 

Så i dag vil jeg nyde og forkæle mig selv lidt ekstra - for er der noget du og jeg fortjener så er det det bedste her i livet og det samme med vores børn.

 

Undskyld far....

Selv om vi boede i det store fine hus, der lå bag ligusterhækken der smukt smygede sig om det hvide stakit så hunden ikke løb ud. Så var der mange ting der var anderledes i min familie... Skyldfølelse var en stor del af min opvækst og følelsen af ikke at være god nok fulgte mig tungt.

Da jeg var 9- 10 år gammel blev jeg sat til at sortere post for min far. Når jeg kom hjem fra skole, skulle jeg tømme postkassen. Derefter skulle jeg dele brevene i to bunker. En bunke min mor måtte se og en min mor ikke måtte se. Det var den med alle rudekuverterne, hun ikke skulle se.
Jeg gemte alle rudekuverterne i min bogreol.
Nogle gange cyklede jeg så stærkt hjem fra skole, fordi jeg viste  min mor havde tidligere fri fra arbejde - jeg var så bange for hun skulle tømme postkassen før mig.
Jeg viste godt det var forkert det jeg gjorde, og jeg skammede mig sådan over for min mor der gik rundt helt uvidende.
Det var min fars og min hemmelighed, det gjorde ondt helt ned i maven.

Jeg spurgte en gang min far hvorfor? Det skulle jeg aldrig have gjort, han blev så vred på mig. Han kunne virkelig skælde ud, så man fik lyst til at krybe sammen og blive væk. Så jeg spurgte aldrig igen...
Men en dag opdagede min mor brevene i bog reolen - helvede var løs, mine forældre skændtes som om himlen var ved at falde ned. Jeg kan huske jeg gemte mig under mit skrivebord sammen med vores hund.
I min verden var det min skyld, jeg havde fejlet og var nu blevet opdaget.
Jeg kunne ikke se min mor i øjnene, fordi jeg skammede mig over det jeg havde gjort. Min far var vred, fordi jeg ikke havde gjort det godt nok. Det var en lang weekend!
Men mandag bad han mig gøre det samme igen, jeg turde ikke andet end følge ordren. Jeg følte mig som det dårligste menneske i verden.....

Da jeg var 17 år kom min far ind på mit gymnasium, pludselig stod han mit i skolegården helt ussel og usoigneret.
Mit hjerte hamrede af sted, og min første tanke var at jeg skulle have ham væk fra skolen, af frygt for at han ville lave en scene foran alle mine venner...
Jeg gik med gele i knæerne hen mod ham, jeg var så bange for ham for i min verden var han utilregnelig. Han fulgte efter mig, og vi gik ud af porten. Han ville låne penge, jeg havde ingen at give. Han så fjern ud i øjnene, jeg var virkelig bange for ham. Han blev ved at spørge om penge...penge....penge..
Jeg fik ham væk fra skolen og da ingen kunne se os, løb jeg alt hvad jeg kunne... jeg styrtede af sted, op gennem gågaden med tårerne piskende ned af kinderne. Jeg var så bange, jeg har aldrig stukket af fra min far før.
Jeg gemte mig i en sidegade, jeg kunne næsten ikke trække vejret så stærkt havde jeg løbet. Jeg kunne ikke se ham nogle steder.
Efter lidt tid gik jeg tilbage på skolen og lod som ingenting - jeg fortalte det ikke til nogen.

Et par dage efter blev min far anholdt for at have lavet bankrøveri ved siden af min skole... Skyldfølelsen væltede op i mig, det var min skyld at han havde lavet bankrøveri - hvis jeg bare havde givet ham penge, så var det aldrig sket. Jeg var den dårligste datter på hele jorden, ja faktisk det dårligste menneske - tænk hvis nogen fandt ud af at det var min skyld.
Jeg fortalte ingen om noget af det her, at han havde været inde på min skole og bede om penge - ikke engang min mor og søster. Jeg var sikker på de ville hade mig, hvis de viste at det var min skyld han måtte lave bankrøveri. Jeg ville aldrig kunne se dem i øjnene igen, jeg kunne ikke engang se mig selv i øjnene - jeg skammede mig.

Jeg var så bange for at min far hadede mig, og da han sendte besøgstilladelse til min søster og ikke mig, viste jeg at han aldrig ville tilgive mig.
Han fik 7 1/2 år i Nyborg Statsfængsel - da han blev løsladt levede jeg i konstant frygt for at han ville hævne sig. Jeg var altid bange for at møde ham.

I dag ved jeg at det intet med mig har at gøre, og at det har været min fars valg. Det har dog taget mig mange år at forstå det.
For den følelse af skyld  og skam som et barn får, sætter sig i kroppen og følger hver eneste dag. Den følelse styrer ens liv, også når man bliver ældre. Den sætter sine begrænsninger i hvem man som menneske kan være og man bliver konstant mindet om at man ikke fortjener det bedste. Frygten for at andre opdager den her hemmelighed om en, fylder konstant - for ingen vil kunne elske et ondt menneske.

 

Min far fik 7 1/2 år bag tremmer, jeg tog 13 år i en spiseforstyrrelse og var i mit eget fængsel.