Kæreste læser, tusind tak fordi du har læst med i år - det har været en vild rejse og jeg havde slet ikke forudset hvordan det hele bare udviklede sig da jeg startede bloggen i foråret. Jeg glæder mig til at dele min viden, mine tanker og alt andet med dig i 2016.
Det er med stor ydmyghed, jeg kigger tilbage på 2015. Det har på alle måder været vild og magisk år. Taknemlighed, stolthed, overraskende og glæde. Et af de modigeste år i mit liv.
Mit absolut ynglingssted - her er blevet tænkt store tanker og handlet
Da den grimme ælling vente hjem som en smuk svane
En skøn reminder i eventyrbyen - ALT KAN SKE
Besøg af bedste veninder, jeg er verdens heldigeste
Foredrag "bankrøverens datter" på Ærø - selv politiet kom
Foredrag for pædagogstuderende i Horsens
Billederne taler for sig selv.
Tøj indsamling til bådflygtninge på Lesbos.
En af de mest fantastiske oplevelser jeg været en del af. Jeg har ingen ord der kan beskrive hvor taknemlig jeg er i mit hjerte. Jeg har mødt så mage helt særlige mennesker.
Frivillige der hjælper med at få pakket bilen til KBH
I studiet hos TV2 Fyn
På forsiden af Fyns Stiftidende
Lokal magasin i eventyrbyen
Min eventyrby
På besøg hos TV2 Fyn for at tale om mit virke som mentor for prøveløsladte
Hende her, min største inspiration. Hende der giver mig modet til at handle.
Jeg håber du har fået afsluttet 2015 med maner. Jeg er klar med ren tavle til 2016. Jeg har som jeg altid gør, holdt mit nytårsritual. Her rydder jeg op, afslutter, fejre, giver slip og sætter fokus på hvad der skal mere af i det nye år. Jeg elsker den dag, det er den fedeste dag ever.
Jeg ønsker dig den bedste aften og må 2016 blive det år hvor du tager de bedste beslutninger, der på bedste vis kommer til at ændre dit liv på mest fantastiske måde.
Det er mandag morgen, i dag en ganske særlig dag - den 30. november 2015. I dag er det 1 år siden jeg flyttede tilbage til min eventyrby, efter 16 år i Kongens København.
Det har været en vild rejse! Men jeg er hjemme, ikke kun i min by, men i mig selv.
Jeg vågnede klokken lidt i 5 og kunne ikke sove mere, så satte mig med kaffe og musik i ørene. Sådan reflektere jeg bedst. Der er sket noget de sidste par dage, det har været ren healing for mit ellers så knuste hjerte.
Sidste år da jeg var flyttet ind, satte jeg mig første aftenen grædende på gulvet midt i min stue, midt mellem tårne af flyttekasser. Jeg lavede en liste over hvad jeg have mere af i 2015. For 1 1/2 uge tog jeg listen frem, der var 24 punkter og 2 punkter der mangler et flueben.
Da jeg flyttede hjem havde jeg ondt i hjertet. Det havde fået så mange slag, skrammer og var mere eller mindre knust. Jeg var bange, bange for kærligheden, jeg var bange for at turde, jeg var bange for at blive afvist - jeg havde et hav af dårlige oplevelser med de få mænd jeg turde lukke ind bag facaden. Utroskab, løgne, bedrag og frygten for at binde sig væltede op i mit liv. Det gør det bestemt heller ikke lettere at ens egen far ikke længere ønsker at være ens far...
Dråben var, da jeg blev gravid med en mand jeg havde forelsket mig hovedkulds i og han viste sig at være en anden end han udgav sig for. Den gang i december 2009 gav jeg op på kærligheden, jeg svorer at jeg ALDRIG skulle være i et forhold igen, jeg stolede ikke på nogen mand - jeg kunne ikke finde ud af det og jeg fandt altid de forkerte.
Jeg lukkede ned for kærligheden og har ikke haft en kæreste siden, fordi jeg var bange, såret og knust. Dagene gik, jeg blev mor og uger, måneder og år gik. Jeg gjorde alt andet end tage fat der hvor det var mest sårbart, jeg benægtede, fortalte mig selv at jeg ikke havde brug for kærlighed. Jeg havde mig selv, min familie og det var mig rigeligt.
Jeg så ingen mænd, jeg takkede nej til dates jeg var så bange for at blive såret - og jeg var overevist om at hvis jeg blev afvist endnu en gang så ville jeg ikke kunne rejse mig igen. Faktisk så var jeg sikker på at jeg ville dø og det kune jeg simpelthen ikke byde min lille pige. Så jeg kørte solo løb, slukkede for kærligheden. Jeg var rædselslagen.
I 2014 blev vi udsat for forsøg på hjemmerøveri, og min verden brød sammen. Jeg kunne ikke mere og jeg tog mit livs beslutning om at vende hjem til min fødeby, den by jeg stak af fra i tidernes morgen. Jeg viste ikke hvad jeg skulle der, men jeg viste bare at jeg skulle have mig selv på rette køl og jeg havde brug for min familie til at hjælpe med min datter. Jeg kunne ikke alene længere.
Alt flaskede sig, vi fik lejlighed og den lækreste af dem alle.
Jeg tog et skridt tilbage i fortiden sammen med min fantastiske coach og jeg fik arbejdet endnu dybere med min skam over min fortid og historie. Jeg kom et spadestik dybere faktisk flere og fra at være min fødeby, så blev det på magisk vis til min eventyrby. Men frygten hviskede mig i øret og jeg besluttede mig for at jeg måtte få brudt mit mønster om kærlighed.
Jeg kastede mig ud i datingjunglen for første gang i foråret og med hjertet oppe i halsen og frygten for afvisninger liggende som en tung sky over mit hoved. At få brændt nallerne nogle gange gjorde det udfordrende, men jeg holdte ved af en eller anden grund som jeg først forstår nu. Jeg har været så bange for at åbne mit hjerte...
Men den sidste uge har gjort noget ved mig, inden i mig. Da jeg startede min rejse i foråret, troede jeg at mit hjerte skulle heles af en mand, jeg troede der skulle komme en og være det perfect match, en der på magisk vis kunne tage alle de grimme oplevelser og fylde mit hjerte med kærlighed.
But he gave me some of the greatest gifts ever.
Men jeg tog fejl, jeg har kigget ind ad, mærket efter og ryddet op i mønstre. For min historie om kærlighed handler om ingen andre end mig. Ingen kan tage min smerte væk, ingen kan fixe min sorg, ingen kan elske mig hvis jeg ikke selv gør det.
De sidste mange måneder har været ren heling af mit hjerte, jeg har mærket mig og jeg ikke mindst har jeg brugt mine veninder som aldrig før - men jeg ved de kan rumme mig.
Det har været og er den vildeste rejse, men her til morgen forsvandt smerten og frygten for afvisning inden i mig. Jeg forstår nu hvilke fantastiske gaver jeg har fået med mig ud af mine tidligere forhold og at få øje på dem wauuuu en sten fra hjertet faldt.
Jeg lavede en øvelse her morgen da jeg slog øjnene op. Mit hjerte der har været så sorgfyldt, gjort så ondt og været så tynget er let som en fjer. Mit hjerte er åbent nu og jeg er klar til kærlighed - virkelig vildt at kunne skrive! !!!Taget i betragtning af at jeg aldrig har turde tro på jeg fortjente den. Men det ved jeg godt jeg gør nu.
For 3 måneder siden mødte jeg en mand og guderne skal vide at han har sat turbo på min proces, for jeg har skulle forholde mig til så mange følelser som jeg helt havde glemt eksisterede. Han har og er en gave som sendt fra himlen, for jeg har fået lov til at øve, mærke og handle. Uden tvivl har han givet mig de smukkeste gaver og jeg så glad for at jeg løb ind i ham.
Hvor vi ender henne det ved jeg ikke endnu. Men en ting er sikkert ham der løber af med mig, vil være mændene i mit liv evigt taknemlig.
Jeg havde 2 punkter på min liste der manglede flueben. Det ene var at hele mit hjerte og det har fået et flueben her til morgen. For jeg har sat mig selv fri af fortidens lænker.
Det andet er, at jeg vil have en kæreste - når det så er skrevet, så er det i slow motion for jeg er stadigvæk sårbar, bange... men jeg er tryg og mønsterbryder <3
Størst af alt er kærligheden og jeg ved den er der - for den er inde i mig <3
Ah men det er en fest at åbne sine Facebook beskeder på sådan skøn solskins torsdag morgen.
Juhuuu, at få klasket op i hovedet at man er for meget, har lavt selvværd, ikke andet end en dulle der bare søger opmærksomhed - alt blot fordi jeg poster selfies på min private facebook.
Det bringer et smil frem på læben - for hold nu op hvor har andre travlt med at pege fingre. Det er så skønt, og jeg håber vitterligt de har det bedre efter de har trykket sendt!
Kunne det tænkes, at jeg måske bare var glad i låget, og ville dele den glæde med andre, uden at det betyder jeg sidder og tæller likes? Kunne det være at jeg er lykkelig over, at være i live i dag og værdsætter alt det jeg får lov til at opleve?
Kan jeg have dårlige dage - helt klart, jeg er heller ikke bange for at dele dem. En gang prøvede jeg at stikke af fra de dårlige dage, nu så øver jeg mig egentlig bare i at være i dem og i ikke at klaske mig selv oven i hovedet med negativitet. Det virker for mig!
Har jeg lavt selvværd, ja på nogle områder bokser jeg stadigvæk med overbevisninger om ikke at være god nok. Men det afhænger på ingen måde af hvad andre siger, synes og gør på Facebook - det er en følelse inde i mig. Det er der ingen der kan fikse den, heller ikke likes på selfies på Facebook. Det er så uendelig ligegyldigt.
Kan jeg lide opmærksomhed, bestemt! Jeg elsker at få opmærksomhed - og jeg er ikke bange for at bruge mig selv for at få den opmærksomhed, der skal til for at folk lytter på det jeg har på mit hjerte. For hvilken idiot ville holde på sig selv nede og gemme sig selv væk, hvis h*n havde noget på hjertet som var så vigtigt at få ud. Jeg skriver det kun fordi jeg selv har været den idiot, og det fik mig ingen vegne. Tvært imod, så endte jeg frustreret, irriteret og misundelig på andre.
Så er jeg selvfed, uden tvivl. Er jeg for meget, uden tvivl.... men hellere for meget end for lidt!
Men jeg vil nu bare have lov til at være mig, med det sure og det søde, det pæne og det grimme basta BUM!
En gang var jeg bange for at være for meget, for hvad alle tænkte om mig, jeg hadede mig selv, mit liv og jeg skammede mig over den jeg var og der hvor jeg kom fra - det resulterede i 13 år med bræk, hovedet i toilettet, flirten med døden...
USA 2007 - 3 måneder før mit stunt på badeværelset.
Jeg nåede at tabe 6 kg mere inden min krop sagde stop.
Tro mig, jeg ved hvad jeg snakker om og det kræver meget mere at styrke selvværdet og tilliden end at lægge et selfie op på Facebook og måle sig i likes... For de likes præller alligevel af på en, hvis man ikke tror på an man er god nok selv!
Så tak for alle beskeder, kommentar og likes - jeg knus elsker dem alle. Overvejer at lave video indslag - så skal de få noget at snakke om ;)
Der skal meget til før jeg tænder af - men lige nu er jeg så eksplosiv rasende!
At sidde og modtage en sms fra en dybt frustreret, ked af det og vældig bekymret mor til en ung indsat, der måtte stikke af fra det fængsel vedkommende sad i fordi h*n ikke kan være tryg i der. Trusler, vold og afpresning et sted hvor det er meningen at alle skal være trygge. Et ungt menneske, der stak af for at melde sig selv i en arrest, fordi vedkommende hellere ville sidde 23 timer i en celle alene, frem for at blive udsat for grove mishandlinger hver evig eneste dag.
Come on Danmark, nu må det simpelthen stoppe!
Jeg ved god at kriminelle bare skal sejle deres egen sø, fordi de er sølle mennesker! Jeg hører det dagligt.
Jeg bliver så gal!
For ingen, som i INGEN fortjener at blive behandlet uværdigt! Uanset hvem man er og hvad man har lavet. Det her er mennesker lige som alle andre, mennesker som du og jeg. Deres hjerter slå også, og de bløder også rødt når de slår sig.
Der er en årsag bag et hvert menneskes handling, også når de laver noget lort.
Så kære Kriminalforsorgen,
Kan I ikke forstå hvor vigtigt det er at forebygge, frem for at bryde mennesker ned? Jeg begriber det simpelthen ikke. Det giver ingen mening i mit hoved. Vi har vel et fælles mål, at de indsatte gerne skulle komme ud på den anden side og kunne være med til at bidrage som hele mennesker.
Jeg forstår ikke hensigten med at sætte mennesker i fængsel og ikke tilbyde nogen former for støtte til forandring. Det burde da netop være der der blev sat ind, så de indsatte kunne arbejde med deres mønstre, deres historier og overbevisninger.
Mennesker har brug for at blive guidet, og rigtig mange af de mennesker jeg har haft under mine vinger, har aldrig vist at de havde et valg. Det er ikke så svært, men det kræver jo at nogen på øverste etage kan kigge ud over egen næsetip og turde være med til at satse på at sammen så kan vi skabe forandringer og igen så har vi vel et fælles mål - nemlig at de indsatte gerne skulle komme ud på den anden side styrket og med troen på at selv om man har fucked up så er der lys for enden af tunellen.
Så hvorfor er det I ikke vil være med til at skabe forandringer hos det enkelte menneske?
Jeg ved ikke om I er bange for at få succes, eller hvad det er der holder jer tilbage?
Måske er I bange for at det ville gå så godt, at mennesker faktisk kom ud på den anden side og det ville jo selvfølgelig være en katastrofe hvis de ansatte måtte afskediges fordi der ikke var indsatte nok.
Jo jo jeg har hørt den før, en gang kriminel altid kriminel og det er ikke alle der vil hjælpes - lad nu være.
Vi er faktisk nogen der sidder på spring og rigtig gerne vil hjælpe mennesker med at komme videre i deres liv. Vi har ideer, nye muligheder og en masse andet godt at byde på. Men må vi komme ind, nej de tunge porte er lukket og låst. Det er trist, virkelig trist!
Jeg tror på forebyggelse og investering, frem for at tage tingene når alt ligger i ruiner. Vi skal ind i fængslerne og lave det forebyggende arbejde. Vi skal lave et fundament hos den enkelte så han/hun har en solid base at navigere ud fra... og det får man bestemt ikke når man dagligt udsættes for vold, krænkelser og trusler.
Vær nu med på nytænkning, udvikling og arbejde fremadrettet.
Verden kokser og følelserne tager over, det gør ondt inden i, og det kan være svært at sætte ord på hvad det er. Ja nogle gange findes der slet ikke ord. Det gør bare ondt ad helveds til. Kroppen skriger og vrider sig.
Det kan føles som det mest ubehagelige sted i verden. Det river inden i, hjertet banker og smerten tager over i hele kroppen. Det kan være ulideligt at være der. Mange mennesker søger efter noget der kan dulme smerten. Vi vil have den skal gå væk... forsvinde. Mad, stoffer, alkohol, sex, you name it. Vi prøver med alle midler at dulme os selv og vores følelser.
Det virker et kort øjeblik, vi bliver taget væk i en rus. Der kommer ro inden i og vi kan næsten holde os selv ud igen.
I et kort øjeblik.
For inden længe kommer skyerne tilbage og vi må starte forfra og søge det næste fix. Så sidder vi i hamsterhjulet, verdens mest destruktive sted. Vi hader det, men "på mandag eller i morgen så stopper jeg" sådan starter det. Men til sidst giver vi op og lader stå til, vi bliver ligeglade. Vi er fanget, låst fast og kan ikke se os ud af helvede. Selvhadet vokser og de negative tanker om os selv tager til.
"Hold kæft en taber jeg er".
Vi bliver bange for at andre skal opdage vores skam... for er der noget vi gør, så er det at skamme os over ikke at have styr på livet.
Det er flovt, pinligt og så taber artigt ikke at have styr på sig selv eller sit eget liv. Endnu mere slå vi os selv oven i hovedet.
Hvis vi er rigtig smarte, så begynder vi at lyve over for de mennesker vi holder allermest af, af frygt for at de vil slå hånden af os hvis de finder ud af hvilket menneske vi inders inde er.
Vi kan også hoppe i den anden boldgade, vi peger fingre af alle de andre og sviner dem til, for alle deres fejl og mangler. På den måde så behøver vi ikke at forholde os til os selv.
Vi kan også have behov for at fremstå som perfekte, det perfekte hjem, perfekte job, perfekte krop, perfekte tanker...
Det er som at putte flødeskum på lorten. Så håber og beder vi bare til, at ingen kommer forbi flødeskummen. Skulle det ske, at nogen kommer for tæt på. Ja så vipper vi dem af pinden, med undskyldninger om at det er dem der er noget i vejen med.
Så fortsætter livet og det destruktive mønster holder os låst fast, som ofre for vores egne omstændigheder. Stakkels mig!
Vi flygter fra det som det hele inderst inde handler om, nemlig os selv og det billede vi har af hvem vi er.
Hvem er vi så inden bag flødeskummen?
Vi er bange mennesker, der aldrig har lært om valg i livet. Så derfor er vi bange for vores følelser, særligt når det gør ondt eller føles for godt. Vi har et hav af overbevisninger om hvordan livet hænger sammen. De overbevisninger styrer vores hoveder i alt hvad vi foretager os.
Vi er såret og svigtet mennesker, der har oplevet de værste sider i livet.
Når vi en sjældent gang fortæller vores historier, bliver vi mødt med store øjne og åbne munde. For tænke at have oplevet det!
Vi bliver bange og trækker os tilbage i vores skjul og bekræfter os selv med, at ingen alligevel kan rumme vores forfærdeligheder. Vi lukker døre og skubber folk væk, særligt dem der gerne vil os - vi gør det ikke for at være onde. Men vi lever blot i vores historier om, at ingen alligevel vil os når de ser vores sande jeg.
Så derfor hopper vi tilbage til vores destruktive mønstre, for hvor mærkeligt det end lyder ja så er vi trygge der.
Vi slår os til tåls med at dette er vores lod i livet, og at det bare er en lang lort vi må tage en bid af hver eneste dag. Vi leger med tanken om døden, så vi hurtigt kan komme væk herfra - og så andre slipper for os. Vi er til mere skade end gavn...
Det eneste vi aldrig ser, er vores egen styrke...
Vejen hjem
Det kræver mod at turde bryde sine mønstre, for pludselig skal vi stå ansigt til ansigt med vores egne indre dæmoner. Dem som vi hele livet har flygtet fra, al det ukendte, smerten, skammen og følelsen af ligegyldighed. Men det kan lade sig gøre, og det kan det for alle. Vi har alle styrken inden i os, men vi har bare gemt den væk bag vores destruktive mønstre, fordi vi aldrig har lært at tackle vores følelser.
Det er nemlig vores følelser og de historier vi har bundet dem op på, der får os til at fucke vores liv op.
Det er hverken let eller en dans på roser at skabe forandringer. Det kræver hårdt arbejde, men det er det hele værd, når vi lærer at håndtere vores følelser uden at skulle dulme smerten.
Jeg bliver tit spurgt hvad det egentlig jeg laver?
Ja og det er et godt spørgsmål - og jeg kan godt forstå, at det kan være svært at hitte rundt i. Rigtig mange tror at jeg kun arbejder med kriminelle, laver indsamlinger og socialt arbejde, men jeg tilbyder også min viden om en masse andet.
Jeg sidder ofte med mennesker, både unge og voksne, som lever i selvdestruktive mønstre, de har udfordringer med alt lige fra stoffer, alkohol, spiseforstyrrelse, kriminalitet, cutting, lavt selvværd, anbragt uden for hjemmet, seksuelt misbrugt, omsorgssvigt i barndommen, fysisk og psykisk vold i deres forhold - ja de har mange ting de tumler med.
Til fælles for dem alle er, at de sidder fast i negative historier om dem selv, og de kan ikke gennemskue vejen ud af deres mønstre. De er låst i de tanker de gør om sig selv.
Der ud over er jeg også tilknyttet frustreret forældre, de forældre der ikke ved hvad de skal stille op i forhold til deres destruktive børns adfærd, forældre der løber panden mod en mur i det offentlige system og forældre der har brug for rådgivning og vejledning omkring deres egen rolle som forældre.
Det er rigtig vigtigt for mig, når de (både unge, voksne og forældre) kommer hos mig, har et frirum til dele alle deres tanker - også de mørke og "forbudte". Her er intet rigtigt eller forkert, det er som det er. Jeg er ikke den der skal dømme dem (det klarer de fint selv), min rolle er at lytte og udfordre dem til at få brudt deres mønstre, skabt nye overbevisninger og vende deres historier til en styrke.
Så holder jeg foredrag "kærlig hilsen bankrøverens datter" - om at være vokset op med en kriminel far, og de konsekvenser det har haft for mig i mit liv. Jeg underviser på uddannelsessteder, for at sætte fokus på de dømtes børn.
Alt hvad jeg laver gør jeg, fordi jeg har et personlig engageret i det. Jeg ville ønske, at der fandtes en som mig, da jeg var teenager. Fordi jeg følte mig ensom, alene og forkert. Jeg ville ønske at der havde været en, der kunne hjælpe mig med at bryde mine mønstre, stille spørgsmålstegn til mine overbevisninger og støtte mig i at vende min historie til min styrke. En der lyttede, så mig og greb mig.
Har du ideer eller kendskab til institutioner, klubber, skoler eller foreninger der kunne være interesseret i at få mig ud at holde foredrag, så send dem gerne til christina@christinasogaard.com
Så hjælp mig med at dele min kunnen og viden - for alle børn og unge har ret til en tryg barndom. NEJ der findes ingen umulige børn og unge, at reagere er et sundhedstegn.
Der findes heller ikke nogle onde voksne, men mennesker som handler ud fra tunge og destruktive historier fra den bagage de slæber med sig fra deres egen barndom. Voksne der ikke aner de har et valg.
Jeg og alle de mennesker der sidder låst i livet ville være taknemlig <3
Det varmer så dejligt uden på og inden i. Det værdsættes højt, særligt oven på forrige uges stormvejr. Egentlig skulle jeg have holdt fødselsdagsfest i weekenden for mine venner og veninder - men jeg valgte at aflyse den.
Jeg havde glædet mig i lang tid til den fest, men noget inden i føltes ikke længere rigtigt. Jeg havde ikke lyst til at sidde, på den aften med et påklistret smil og en facade om at alt var godt. For det var det jo ikke inden i mig. Så nej tak, der er jeg vokset op i facade land - nu smiler vi og har det hyggeligt. Det gider jeg ikke mere.
Så jeg trak stikket og plejede mig selv med en tur til København, sammen med en jeg holder rigtig meget af.
Hvorfor skriver jeg det her?
Jo fordi mange ikke rigtig kunne forstå mit valg, og det blev mødt med "ah men det skulle da nok blive hyggeligt alligevel" "ej kom nu" "lad nu ikke noget så tåbeligt styre". Tja det kunne måske have været hyggeligt, men det ændrede jo stadigvæk ikke ved hvordan jeg havde det inden i mig.
Det fik mig bare til at tænke på, hvor tit vi egentlig gør noget, som vi faktisk ikke har den store lyst, men vi gør det alligevel. Hvorfor? Er vi er bange for hvad andre tænker om os eller vil vi ikke være til besvær, egoistiske, for meget.... eller noget helt fjerde?
Dårlig veninde
Rigtig mange af mine veninder/venner havde arrangeret tur til eventyrbyen, havde fået passet deres børn og glædede sig. Var jeg en egoistisk og dårlig veninde.. måske. Men ville det have været en hyggelig aften hvis jeg ikke havde været tilstede? Næh. Jeg er sikker på mine venner og veninder nød en børnefri aften med den de holder af.
Jeg tror vi skal forlig os med vores egoisme og ikke være så bange for den. Den er jo en meget god indikator på om vi er på vej væk fra os selv, og i stedet over i at tilfredsstille andre. Når vi hopper over i andres "haver" for at vande deres blomster og slå deres græsplæner, ja så glemmer vi vores egen have. Hvem skal så pleje den? Den får bare lov til at stå til, hvad sker der så? Vi tømmer os selv for vores egen energi, bare for et split sekund anerkendelse. Men er det det værd? Når vi til sidt sidder helt flade på batterierne og tømt for energi.
Elsk din egoisme
Næh i stedet for synes jeg vi skal hylde egoismen og spørge os selv "for hvis skyld gør jeg det her?". På den måde kan vi finde balancen i os selv, og når der er overskud på egen kontoen så kan vi give, være der for andre og støtte dem i at få styr på deres have.
Men altid må vi huske os selv først.
For lige at understrege, så ja jeg var super egoistisk. Men min egoisme er min bedste ven, når jeg skal passe på mig selv.
Jeg havde en fantastisk tur til København. Jeg nød hvert et øjeblik og er nu ladet op med god energi, kreativitet og gå på mod.
Så egoisme længe leve.
Go' mandag
kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter
Jeg har været rigtig meget i tvivl om jeg skulle udgive dette
indlæg – da det er ret personligt og sårbart for mig og fordi der er andre mennesker tæt på mig
der er involveret. Men jeg ved bare det er så vigtigt for mig at stå ved mig og turde være tro mod sig selv. Jeg har lovet mig selv, at tage mig selv
alvorligt. Så kære involverede, dette handler ikke om jer, skulle I læse med. Det er mig, mine
følelser og mine oplevelser – så tag det ikke personligt.
Så så man lige mig
ligge der på gulvet i fosterstilling…
Ja jeg faldt, jeg snublede og jeg slog mig hårdt i
kærligheden navn.
Med et blev gulvtæppet trukket væk under mig, der hvor jeg
mindst ventede det. Panikken bredte sig og intet gav mening i mit hoved. Jeg blev
såret dybt inde i mit hjertet, det hjerte jeg har forsøgt at passe så ufattelig
meget på. Jeg havde lyst til at skrige mine lunger ud.
Nej NEJ
Neeeeeeiiiiiiiiiii
Det her kunne ikke passe, ikke her midt i eventyrbyen – alt var
så smukt, jeg havde det så godt her – jeg havde jo skabt alt det jeg aldrig turde
drømme om…
1000 tanker væltede rundt inde i mit hoved, selv om alt
føltes tomt og min krop nærmest lammet. Jeg var i chok. Mit hjerte hamrede
afsted i et væk, det rystede som jeg aldrig har oplevet før. Hold op det gjorde
naller, tror ikke ord kan beskrive hvordan jeg havde det inden i.
Hvordan kunne nogen knuse mit hjerte nu? Jeg havde givet min
tillid til de mennesker, jeg stolede på dem. Fandeme om jeg nogensinde skal
have noget med en mand at gøre igen og aldrig skal jeg fortælle nogle veninder
om mit inderste inde. Gamle historier væltede frem, mistillid, hemmeligheder,
løgne alt vendte sig i min krop. Kvalmen steg og steg. Jeg var nærmest
desperat, jeg kunne ikke være i min egen krop, jeg ville bare væk. Rødvin, tåre og tanker om hævn afspejlede den søndag.
Hvad gør vi så når vi
sidder der knuste og bange?
Første dag skældte jeg ud på Gud og hver mand. Jeg var vred,
følte mig ydmyget, udstillet og dum. Men den sværeste følelse at håndtere, jeg
var ked-af-det-hed. Jeg var så ked af
det inden i, det gjorde så afsindigt ondt. Det virkede så uvirkeligt, og jeg
ville ikke være her mere. Jeg ville ikke mærke den smerte, den skulle væk, som
i lige nu!
Min umiddelbare overlevelsesstrategi trådte i kraft. På et
nanosekund lavede jeg allerede stradegier for mit næste træk – Hævn og flygt,
København var pludselig inde for rækkevide igen. Måske jeg også bare skulle
skippe det hele og drage til udlandet… vende alt og alle ryggen. Følelser fra
fortiden om svigt væltede op.
På anden dag tog kroppen over. Jeg lå i sengen hele dagen,
jeg havde det fysisk dårligt. Jeg var tom, helt tom – en følelse jeg kender
særdeles godt til. Jeg lå bare og stirrede op i loftet, kastede op og græd ind
i mellem. Jeg kunne ikke få noget til at give mening. To mennesker som jeg
havde stolet på, haft tillid til – nu havde de hver deres historie, om hvad der
var sket den lørdag aften. En veninde med sin version og en mand jeg ser med
sin version.
Hvad fanden gør jeg?
Hvem skal jeg tro på?
Fortvivlelse og rigtig mange stakkels mig tanker gjorde
deres indtog i min hjerne i min seng den dag.
Bankrøverens datter
kan også mærke
Ja selv bankrøverens datter har følelser og kan blive
såreret. For selv om jeg har lært at være stærk, rigtig stærk så er jeg også et
sårbart menneske ligesom alle andre. Jeg har bare lært at overleve smerten og
klarer den. Men ikke længere, det duer ikke for mig mere der hvor jeg er i mit
liv. Jeg vil ikke længere overleve, men leve.
Hvordan håndtere vi den
her ked-af-det-hed, uden at flygte eller forsøge at fixe den.
Tredje dag måtte jeg kigge mig selv i spejlet og mærke efter
i mit hjerte. Ingen af de to versioner af den samme oplevelse ville nogensinde
komme til at give mening hos mig… aldrig - og måske var det slet ikke dét, som
det handlede om for mig. Måske jeg skulle lærer at trække vejret og ”bare”
mærke smerten inden i. ”Bare” være i det der var.
Det er noget af en øvelse skulle jeg hilse at sige. Bare
være i alt det der gør ondt, forvirring, frustration, uvished, mistillid,
vrede, sårbarhed og ked-af-det-hed. Bare være i det selv om jeg helst bare vil
fixe så jeg ikke kunne mærke eller stikke af for at komme væk.
Så hvordan gør man det, det er enkelt men alligevel rigtig
svært. Trækker vejret ind og ånder ud. Kan det være så simpelt? Ja, det er ikke
raketvidenskab.
Næste udfordring var, at jeg på et eller andet tidspunkt skulle
beslutte mig for hvad jeg ville. Hvad jeg ville! Fandeme noget af en
udfordring, når man som jeg er vokset op med helst ikke at skulle gøre andre
kede af det – for så er jeg jo et virkelig dårligt menneske!
Konsekvensen er bare fatal, når jeg konstant løber rundt og
prøver at tilfredsstille alle andre = jeg mister sig selv undervejs.
Så hvad skulle jeg
gøre!?!
FUCK med FUCK på!
veninde><mand…veninde><mand…veninde><mand?
Når vi vælger os selv til, ja så vælger vi automatisk andre
fra.
No more drama
Jeg orker ikke mere drama i mit liv, det besluttede jeg mig
for da jeg flyttede tilbage til eventyrbyen. Jeg har levet i drama størstedelen
af mit liv. Jeg har lært en masse af det, ingen tvivl. Jeg vil bare ikke
længere lade mig styrer af dramaer. Jeg selv har skabt mine egne dramaer i mit
liv, men det her kunne jeg vælge fra, for intet af det her handlede om mig. Jeg
vil ikke være en del af andres dramaer længere, det er ikke sundt for mig.
Så hvad nu hvis det ikke handlede om ret eller ikke ret,
forkert eller ikke forkert, sandt eller falsk… Men hvad nu hvis det faktisk
handlede om mig selv og mine valg? Hvad nu hvis det handlede om at jeg skulle
komme hjem i mig selv og være i mit, frem for at forholde mig til alle andres.
Jeg bliver hurtigt farvet af andre når jeg ryger over i deres dramaer. Der sker
jo det, når man også deler dette med andre, ja så har de en helt klar holdning
til hvad man skal og ikke skal gøre. Jeg snakkede med nogle veninder, og de var
i alle retninger.
Det triggede noget mere inden i mig. For jeg er jo flasket
op med ”hvad alle andre tænker om en”. Her stod jeg med knust hjerte og skulle
forholde mig til mig og være skide ligeglad med hvad andre tænkte om mig. Det er let for mig at gøre gennem det jeg
laver og arbejder med – men følelsesmæssigt og i nære relationer. Pyha, der er
jeg bange, rigtig bange. Tænke hvis alle vender mig ryggen og ingen kan lide
mig?!?
Fik nærmest koldsved ved tanken…”HVAD ANDRE VILLE TÆNKER OM
MIG…og mit valg” – dårlig veninde, naiv, idiot, selvcentreret, egoistisk, dum,
latterlig, tåbelig…
Men hvis jeg ikke tænker på mig, hvem gør så?
Hvis jeg ikke følger mit hjerte hvad, sker der så?
Hvis jeg skal leve mit liv efter hvad andre synes, hvad sker
der så?
Så kan jeg være okay med, at ikke alle er enige med mig i
mit valg og nogen sidder og taler om mig i krogene?
Ja, det handler nok ikke om mig i sidste ende – men ingen
tvivl om at mit valg sætter gang i andres historier, om dem selv og deres. Det
har jeg prøvet mange gange før. Men det er ikke længere mit ansvar at forklarer,
forsvarer, fixe eller sørge for at alle andre er glade. Mit ansvar er at mærke mig og handle ud fra mig, holde mig
på min egen banehalvdel. Om det er det rigtige valg, det ved jeg ikke men jeg
er i det og mærker efter for der er vigtigst for mig. Det er den bedste måde at
passe på mig selv på.
Ikke alle elsker mig, og det er som det er – for det vigtigste
er at jeg elsker mig selv.
Sikke en omgang og men sikke en gevinst.
Så hvad skal du lærer af de udfordringer du bliver stillet
over for? Alt sker af en årsag, intet kommer tilfældigt. Det handler om at
turde være dig… og inderst inde, helt inde bag ved al panser så ved du det
godt. Det er ”bare” alt det andet der fylder og frygten der stopper dig i at
handle.
Har du lyst til at få belyst dine udfordringer og måske se
dem i et andet lys – så guider jeg dig gerne. Kig forbi www.christinasogaard.com og se om du
kunne have mod på at arbejde sammen med mig.
Jeg sidder her på altanen og badet i sol. Himlen er lyseblå, der er latte i koppen - whats not to like?
Jeg har haft de vildeste klienter her i formiddags. Jeg modtog den sødeste mail fra en mor, hvis dreng jeg har arbejdet sammen med, for at ændre hans destruktive livsstil. Med ordene "ord kan ikke beskrive hvilken glad mor jeg er i dag, ikke nok med jeg har fået min søn tilbage, så har jeg fundet mig selv. Af hjertet tak, du vil altid være englen i vores familie." - Ja jeg græd lidt, det gør jeg altid når mennesker fortæller mig hvordan jeg er med til at forandre deres liv...
Jeg har forberedt foredrag til på onsdag, hvor jeg skal gæste en skole i Odense. Det jeg elsker mest, at komme og fortælle, det bliver en dag med snakke om identitet og historier. Jeg tripper i kroppen for at dele alle mine tanker og den viden jeg har erfaret mig. Det bliver SÅ godt.
Jeg har netop gennemlæst en artikel om mig, og siddet med kuldegysninger over hele kroppen. Jeg tror på eventyr, har jeg sagt det... Ja det gjorde jeg og ja det gør jeg.
Eventyr med handling på!
Jeg kan næste ikke være i min krop i disse dage - det er som om livet atter har taget en drejning, som jeg slet ikke havde set komme. Men jeg lykkelig i hver eneste celle i min krop, nogen gange tænker jeg "kan det her virkelig blive vildere???". Siden jeg flyttede tilbage til min eventyrby er alt gået op i en højere enhed.
Man ja tænk engang - det er blevet så meget vildere. Så vildt at jeg må nive mig selv i armen flere gange om dagen.
Åh men altså, jeg er forelsket. Ikke længere kun i livet, men i et andet menneske.
Da jeg mindst ventede det, stod han der bare lige pludselig - BANG..
Det er som at få en chance til
Jeg er jo stor tilhænger af at hvis vi ikke er tilfredse der hvor vi er, så må vi bryde med de gamle mønstre der har udtjent deres værnepligt og ikke længere fungere samt finde modet til at gøre det vi tror vi ikke kan og så gøre det alligevel.
Men pyha kærlighed til et andet menneske er nok det område i mit liv som har gjort mig allermest mest bange og usikker. For når man som jeg har oplevet et hjem hvor kærlighed var forbundet med svigt og skilsmisse. Så kommer der ar på sjælen. De ar bliver bundet op på en masse overbevisninger og historier - der prøver at skræmme en fra vid og sans, og gjort at jeg har mødt mænd der blot bekræftede min egen usikkerhed og mit værd. For så kan vi rigtig sidde tilbage efterfølgende afviste og have ondt af os selv og bekræfte vores egen skrækkelig historier om at vi intet fortjener, at vi ikke er værd at elske, at der er noget i vejen med os, at vi er ligegyldige (fortsæt endelig rækken)
Men mærkeligt nok, så virker de ikke længere. Jeg lyder måske lidt overrasket, det er jeg faktisk også. For lige præcis kærlighed har været så ømt for mig.
Men mine overbevisninger om at "jeg ikke er værd at elske" eller at "det er lige indtil han opdager hvem jeg virkelig er- så skrider han...ligesom min far og de andre der har bekræftet mig i min historie". Ja de overbevisninger holder ligesom bare ikke længere.
Hvorfor gør de ikke det?
Fordi jeg har arbejdet med mine overbevisninger og historier, alt det jeg frygtede og var bange for. Jeg begyndte at bruge de mænd jeg mødte som et spejl. Undersøgte hvad de kunne lære mig og så måtte jeg jo handle på det når muligheden var der.
Det var den så lige pludselig, for der stod han - bang.
Jeg har været mig 100% hele vejen, det har jeg aldrig været før. Jeg har intet skulle bevise, hverken mit eget værd eller bekymre mig om hvad han tænkte om mig - jeg siger hvad der falder mig ind, ligger ikke bånd på mig. Jeg er mig, bare Christina. Hellere hel end god.
Hjertet der giver helt slip
Jeg er ikke bange længere, mit hjerte har sluppet mine gamle overbevisninger og bygger nu nye der støtter mig i der hvor jeg ønsker at være. Jeg samler mit hjerte sammen igen. Det er mums. Jeg nyder det hver eneste dag, søde beskeder, dejlige opkald, kys, kærtegn og en krop fyldt med champagne bobler.
Det er en meget personligt bog skrevet til min far, om alle de tanker jeg har haft/har, hvad alle hans valg og handlinger har gjort ved mig. Den handler om de mønstre og overbevisninger, der var med til at sætte mig i mit eget fængsel. Den handler om de følelser der lå bag min spiseforstyrrelse. Om grimme hemmeligheder som jeg aldrig har fortalt nogen, heller ikke min familie - jeg skammede mig inderligt!
Det har været en dyb proces for mig at åbne mit hjerte helt op, blotte min sjæl og dele endnu mere af det jeg for alt i verden ikke ønsker andre skal vide om mig. Men det æder mig op inde fra, og jeg kan ikke tie stille længere - selv om jeg er vildt bange. Har faktisk aldrig været så bange for noget som jeg er lige nu. Men jeg lader frygten være min motivation!
Jeg sidder hver eneste dag med unge mennesker, der langsomt drukner i deres egne hemmeligheder, vrede, frustration og som søger svar for at få en forståelse. Derfor blev jeg nød til at skrive den bog, for at inspirere til at forene sig med fortiden, hemmelighederne, vreden, frustrationen og slutte fred med at det ikke længere handler om forståelse men tilgivelse for at sætte sig selv fri.
Den kommer til at ligge på min hjemmeside fra den 18. oktober - hvor du kan hente den for 75 kr.
Jeg håber du vil tage godt imod mine tanker, jeg passer selv på mit hjerte.
En gang var følelsen af stolthed virkelig fjern for mig. Det
var ikke noget jeg kendte til, jeg havde intet at være stolt over...
Da jeg blev rask og startede med at fortælle min historie offentligt,
fik jeg altid at vide at jeg skulle være stolt over mig selv, det jeg præsteret
og den måde jeg havde tacklet mine udfordringer på.
STOLT, hvad betød det egentligt? At være stolt, jeg anede
ikke hvordan det føltes. Men det bekræftede blot min historie om, at jeg var
mærkelig – for jeg kunne ikke mærke stolthed, jeg anede ikke hvor den følelse
sad eller hvad den gjorde ved en. Ja jeg havde gjort rigtig meget for at blive
rask, men stolt over det?!?
Skulle jeg være stolt over at jeg havde ”reddet” mig selv…
Jeg havde jo ligesom ikke noget valg – hvis jeg ikke gjorde
det jeg skulle, så ville jeg jo dø.
Jeg anede ikke hvor stoltheden lå.
Men jeg skal love for, at jeg har oplevet den for fulde
gardiner her i eventyrbyen. Det føles så rart og så selvforstærkende, så
uselvisk, befriende – det er som at flyve. Jeg er høj på livet og stolt.
For nogle uger siden lå jeg en lørdag morgen i min seng, min
datter på 5 år lå ved siden af og sov. Jeg tjekkede Facebook og læste om en
bekendt i København, der havde startet en tøjindsamling til bådflygtningene der
kommer til Lesbos. De manglede en koordinator på Fyn.
Det ramte noget inden i mig, jeg havde også set billederne
på tv af familier på flugt. Det gjorde ondt inden i mig, jeg kunne mærke
børnenes smerte. Udtrykkene i deres øjne sagde alt.
Men jeg lagde telefonen fra mig, jeg var jo lige flyttet
tilbage til Odense og mit netværk her er småt endnu. Jeg kiggede på min datter der
lå der ved siden af og trak vejret tungt og trygt. Jeg har et ekstremt retfærdighedsgen.
Da jeg var lille pige, drømte jeg om at hjælpe børn der ikke havde det godt.
Der lå min datter – jeg tænkte vi er så fandens privilegeret….
Men intet er sikkert, det kunne være os en dag der sad i en gummibåd og
krydsede et hav, usikre, bange og fyldt med frygt. Jeg skrev til Anne, at jeg
gerne lagde hus til indsamlingen, men at jeg jo ikke havde noget stort netværk.
Der gik en halv time og så lå mit navn og adresse på nettet. De første sms’er
kom fra folk der gerne ville vide hvornår de kunne komme og aflevere poser.
Derefter gik det stærkt. Min datter havde heldigvis en legeaftale med en veninde fra
børnehaven og jeg havde egentlig en kaffedate. Jeg skrev til ham at jeg var
lidt små crazy og letter impulsiv, men jeg havde kastede mig ud i det her
projekt, så han skulle bare vide at der måske dukkede folk op med tøj. Han tog
det i stiv arm og var helt med. Hatten af for ham!
Det væltede ind med tøj, bleer, tæpper, mad, soveposer,
madrasser og masser af bamser – det er en af de vildeste oplevelser jeg har
haft. Det var så intenst at møde alle de mennesker der kom forbi. Så rørende at
høre deres historier, om hvorfor de kom forbi. Jeg havde besøg af godt 300
mennesker på 3 dage. Det gik lige ind i mit hjerte og jeg var ramt af en
stolthed som fyldte alle celler i min krop. Da jeg gik i seng mandag aften
kunne jeg næsten ikke være i min krop. Jeg var så stolt over at være med i det
her projekt, jeg var stolt over at vi nåede ud til alle medier (du kan se det hele her) . Men mest af alt
er så hamrende stolt over, at være med til at gøre en forskel på første række hos de mennesker
der måtte forlade alt.
Jeg får lidt tåre i øjnene når jeg skriver det her, for det
er så ubeskriveligt vigtigt at hjælpe hvor vi kan. Ingen fortjener et liv i
frygt.
Vi startede med at måtte sende 4 kubikmeter tøj afsted i en bil – men 15 frivillige dukkede op tirsdag eftermiddag og lavede en kæde fra min lejlighed ned til gade. 1 time og 7 minutter tog det dem at tømme min lejlighed, vores pragtfulde chauffør tog turen til København 2 gange og vi sendte 50 kubikmeter afsted – godt 2 ton!
Nu ved jeg hvad stolthed handler om. Jeg havde i fredags
besøg af en journalist, og for første gang følte jeg mig stolt over min egen
rejse. Som i stolt inden fra, helt ind i hjertet. For nu ved jeg hvad det handler om. Jeg er stolt over det arbejde jeg laver hver eneste dag, når mødes med de unge mennesker jeg har samtaler med - de er også med til at gøre mig stolt.
Så JA vi må gerne være stolte over os selv, og ja vi må gerne vise det til hele verden - nogen ville måske sige vi var blærerøve... Måske... eller måske vil vi bare inspirere andre til at turde lidt mere
Så ja i dag er jeg simpelthen så stolt over mig selv, min rejse og det liv jeg har skabt - på trods af alle de udfordringer der har været og er...
Jeg sidder her hjemvendt fra dagens løbetur, og har egentlig slet ikke tid til at sidde her og skrive - jeg har møde med flere klienter i dag...
Men jeg kan simpelthen ikke lade være med at fortælle dig, hvad jeg har oplevet de sidste mange dage. For det er wau!!!
I sidste uge fik jeg betændelse i min kindtand igen. Mother F**Ker det gør så ondt du tror det er løgn - jeg ville 10 gange hellere føde et barn igen som sidst uden smertestillende!
Nå men jeg tror jo på, at intet sker tilfældigt og at alt er en vejviser til at få ryddet op i ens historien.
Men denne gang synes jeg godt nok det var temmelig udfordrende, for jeg synes på ingen måde jeg har ondt i livet. Jeg har siden jeg landede i eventyrbyen arbejdet intenst med at få ryddet op i min historie og ikke mindst handlet anderledes og gjort en masse for at skabe de forandringer jeg ønsker mig i livet... Jeg har sluttet fred, healet gamle historier og jeg skal komme efter dig...
Så hvorfor fanden viste den smerte sig så igen??
Jeg var på glatis og lettere forvirret. Faktisk blev jeg vred og tog mig selv i at bande det hele langt væk, ja jeg blev faktisk rasende. Jeg besidder noget af et temperament, som altid er eksploderet og som jeg virkelig har haft svært at rumme og håndtere. Det er altid gået ud over de mennesker jeg holdte mest af - er ret skamfuldt omkring det, for jeg er jo et voksent menneske og forældre til et barn! Jeg burde jo have styr på det.... Men det havde jeg ikke, som i over hovedet slet ikke, jeg var som en trold i en æske.
Jeg besluttede mig for at nu måtte jeg simpelthen få undersøgt den vrede, selv om jeg var hunderæd for hvad der dukkede op.
Så jeg satte mig med min dagbog og skrev om min vrede. Ved du hvad jeg kunne spole tiden het tilbage og der så jeg en lille pige der mistede og var i krise og sorg. Men den lille pige viste ikke hvor hun skulle gøre af alt det, og som alle børn gør - ja så gemte hun sorgen og smerten væk. Når sådan nogle følelser ikke bliver bearbejdet og undertrykt, ja bliver de til en ustyrlig eksplosiv vrede.
Så siden onsdag har jeg skrevet breve til min far om al den smerte og al den sorg jeg har haft gemt inden i - og lørdag morgen da jeg vågnede var betændelsen pist væk!
Er det ikke vildt?
Jeg har nu skrevet en bog om tanker til min far, den skal lige redigeres og så kommer den til at ligge på min hjemmeside som inspiration for dig og andre.
Jeg har aldrig delt det her med nogen, jeg har aldrig turde.
Jeg var bange for at andre syntes jeg var mærkelig.
Men der er dage hvor jeg savner min far… Bare savner ham
helt ind i mit hjerte. Selv om han var hård og streng, så er der momenter jeg
savner og ja så savner jeg bare min FAR.
Nogle gange når jeg kigger på min datter ville jeg ønske, at
han kunne have oplevet hende, ja i det hele taget oplevet mig. Der er så meget
jeg ville ønske, jeg havde haft mulighed for at dele med ham, spørge ham om og
sige til ham.
Det var svært at være 17 år og miste ham fra den ene dag til
den anden. Det var svært at være i sorgen, jeg måtte ligge øre til rigtig meget
”det er bedre at han forsvandt, med alt det skidt han gik og lavede” eller ”hellere
han forsvandt, end slog jer alle ihjel”. Det var min far… min far, det gjorde ondt. Det er svært at
miste og blive valgt fra på samme tid. Så uforstående og selvdestruktivt.
Jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at være ked af det den
gang, for alle havde en mening om det min far gjorde og havde gjort. Min
familie var i sorg og jeg skulle være den stærke. Jeg lukkede ned for min egen sorg og nu kan jeg se, at den i
stedet blev til en uldmene vrede. Fortrængte og undertrykte følelser er de
værste. De blev i stedet til en vrede der kunne få mig til at eksplodere. Jeg var
som en trold i en æske. Ingen viste hvornår jeg kunne eksploderede i vrede,
heller ikke mig selv. Jeg var en tikkende bombe. Jeg var frustreret og følte
mig fanget – låst i et kaos.
Da jeg var med til at slukke min fars respirator i 2004 viste
jeg ikke om jeg skulle græde eller grine. Det lyder makabert. Men en del af mig
var lettet, for nu skulle jeg ikke længere gå og kigge mig over skulderen. En
anden del af mig, den del jeg holdte for mig selv var ked af det, trist og det
gjorde hamrende ondt inden i. Jeg havde mistet noget af mig.
Men jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at være i sorg,
fordi alle andre var lettet på vores vegne, ja selv min egen familie var lettet.
Så jeg turde ikke sige det højt, så igen undertrykte jeg sorgen og fortrængte
smerten i min spiseforstyrrelse.
Jeg har som sagt altid troet at min vred egentlig skyldtes
de svigt jeg var udsat for. Men de sidste mange uger er det blevet tydeligt for
mig, at jeg aldrig har sørget over tabet af min far. For
selv om en har forvoldt én en masse smerte, så er der en samhørighed på trods
af. Jeg tror det mange gange kan skabe forvirring inde i en, for på den ene
side hader man og på den anden side elsker man… det er et forjættet land at
være i.
Ingen kunne forstå smerten ingen kunne rumme den – end ikke
mig selv. Jeg begravede den og gemte den længere væk end noget andet. Men
savnet var der og er der, men jeg sagde det aldrig højt. Jeg skammede mig over,
at kunne savne et menneske der havde gjort så meget ondt over for så mange
mennesker.
Jeg er netop hjemvendt fra et spændende interview om min historie. Det
sætter altid gang i tankerne, når jeg deler min historie…
Ja jeg så også dokumentaren om Christianias børn –
skyggesiden af eventyret. Den ramte mig lige i hjertet, jeg kunne kende en
masse sorg, smerte og uforståenhed.
For hvem høre de dømtes børn?
Det er os der som børn og unge mennesker
ligger os i vores senge hver aften – ensomme, triste, sorgfulde, skræmte, glemte
og skamfulde. Vi er bange for at blive udstødte, vi føler en enorm skyld og vi
har mistet tillid til den verden vi befinder sig i.
Vi har opgivet livet, allerede
inden det overhovedet er begyndt.
Men der kommer ingen og holder om os.
Jeg stod i Netto her i formiddags og overhørte to
stå og snakke om nogle kriminelle. Det er ikke første gang jeg hører dette, men det niver i mit hjerte hver gang. Den
ene sagde til den anden, ”de kryb skulle bare sendes på en øde ø, så vi slap
for dem”.
Det vækkede minder om dengang, hvor jeg med egne øre
hørte voksne tale nedværdigende om de kriminelle. Det gjorde så ondt inde i og
jeg skammede mig over min far. Ham der lavede økonomisk kriminalitet,
bankrøveri, brandstiftelse, havde bordel osv.
Jeg var teenager, da det blev opdaget ud af til, hvad
min far gik og lavede. Det var dengang vi røg på forsiden af avisen.
Det er som at leve i en dobbelt skam, for vi ved jo godt
det er forkert det vores forældre har gjort/gør, og vi er tvunget til at ligge øre
til, at omverden har en holdning til vores forældre.
Pludselig er det os der må
betale prisen. Enten lader vi historien tage over og gør alt for at fucke vores
eget liv op, fordi vi ikke kender til andet. Eller vi holder os selv tilbage,
af angst for at andre skal opdage vores dybe hemmeligheder… For i skolen vil de
andre forældre ikke lade deres børn være sammen med de kriminelles børn. Det er som
om vi er bærer af en smitsom sygdom.
Så vi lukker i, taler ikke om det og holder
hemmelighederne for os selv. Vi bliver et omvandrende tabu.
Vi er overladt til os selv. Det er som om vi selv
har været ude om alt det der sker. Det er vores egen skyld, når vi lader os vælte omkuld. Når vi ikke længere kan rumme og håndtere vores egen smerte. Når vi laver ballade, skaber os og ikke passer ind i kasserne.
Ingen har nogensinde lært os hvordan.
Vi er børn…unge mennesker…
Vi er og bliver uskyldige over for vores forældres valg.
Jeg var teenager, det var svært. I min familie fik
ingen hjælp. Ingen turde spørge om hvordan jeg havde det, måske var de bange for
jeg ville krakelere og smuldre i stykker – måske smittede jeg. Min
gymnasielærer var endda så kæk, at pointere over for hele klassen at ”æblet
sjældent falder langt fra stammen”.
Jeg var bange, alene og havde mistet min far. Men
den sorg måtte jeg holde for mig selv, for jeg var jo bedre uden ham med alt
det han gik og lavede… Det var min far, den anden halvdel af mig. Han blev
gjort til skamme og prisen måtte jeg også betale…
Det tog mig mange år at slippe min negative historie
og vende den til positiv. Når jeg møder mennesker i dag, og de spørger hvad jeg
laver. Så bliver der tavshed i et øjeblik, når jeg siger ”jeg holder foredrag
om at være datter af en bankrøver”. De ved ikke helt hvad de skal sige – lige
indtil jeg begynder at fortælle om hvorfor det er så vigtigt for mig at få fortalt
historien. Så begynder de ofte selv at fortælle deres hemmeligheder.
Det er den tavshed vi er vokset op med og den vil
altid følge os.
Jeg smitter ikke længere, jeg inspirere andre til at
turde smide skammen og turde være den de er med hele deres historie.
