De knækkede børn...

Prøv at forstille dig at du er et barn.

Så forstil dig, at uanset hvor du befinder dig, uanset hvem du møder på din vej, uanset hvad du siger så bliver der peget fingre ad dig.

Du bliver hånt, du bliver straffe, du bliver gjordt til grin, du bliver gjort forkert, du står for skud for de voksnes vrede og frustration. Du bliver gjort til skamme for noget du ikke selv har valgt.

Prøv at forstille hvad det ville gøre ved dig!

Det fremme bestemt ikke positive tanker omkring en selv. Prøv at overveje hvilken historie sådan et barn tager med sig videre i livet..... det gør helt ondt inden.

Desværre så er det virkelighed for et hav af børn - børn der står for skud for de voksnes ord. Børn der ikke har en jordisk chance for at forsvarer sig, børn der på ingen måder er skyld i der hvor befinder sig.
Men alle de ord de igen og igen får kastet på sig, ja de klæber sig til de små kroppe og bliver virkelighed for dem. En virkelighed som de skal kæmpe med hele livet og forsøge at komme fri af.

De dulmer deres smerte hver eneste dag på et hav af forskellige måder, og nogen lever endda fortræffelig op til det billede der er blevet beskrevet af dem. De udlever alle de destruktive sider i sig selv.

Hvorfor?

Fordi de har slukket og lukket for deres håb, de har givet op. Livet er blevet ligegyldigt. Ingen gider dem, ingen ser dem, ingen hører deres råb om hjælp...

Ikke alle ved at de har et valg. For intet i livet har været et valg for disse børn, de havde tillid og stolede på de voksne de havde omkring sig og mødte på deres vej. De voksnes ord skabte børnenes virkelighed og pludselig handlede det ikke om at leve, men om at overleve. Frygt, kaos og forvirring var med til at forme hverdagen - det er ikke sundt for et barn at være i.... det får konsekvenser....

Så næste gang du stempler et andet menneske, og peger finger af det de gør eller den de er. Så kig i stedet på din egen frygt og undersøg om det ikke også kunne være sket for dig, hvis du havde været igennem det samme som vedkommende. På den måde så har du ikke længere brug for at gøre andre til skamme, men i stedet vise omsorg.

Og husk, at ingen børn er født onde - men ondskab kommer, når følelsen af ligegyldighed og de klæbende ord bliver til ens virkeligheden... så bliver vi onde!

Vi har alle et fælles ansvar for vores børn. For ingen børn fortjener at vokse op som udyr - og samme kan vi få brudt de mønstre der ikke er til gavn for nogen.