Der tikker altid hemmeligheder ind i min indbakke efter et foredrag. Mange mørke og dybe hemmeligheder. Hemmeligheder som vedkommende aldrig har fortalt nogen før. Det er en befrielse at få sagt det højt.
Jeg er ikke bange for at sætte ord på det dystre, det mørke og de grimme tanker - det er trygt for mig, for jeg har stort set levet der hele mit liv.
Ordene modig, sej, stærk, inspirerende, autentisk... wauu tænker jeg altid, det er også mig.
Men bag facaden, bag ansigtet, bag smilet og inde bag de blå øjne... bag de flotte ord er der stadigvæk et menneske der er bange, usikker, ulykkelig, mislykket, føler sig svag, mister fodfæstet, savner, rammes af sorg, har lyst til at give op, et offer....
Kommer vi nogensinde til at kunne slippe det helt?
Næh det tror jeg ikke, det er en del af os. Men vi kan lærer at leve med det. Vi kan ikke slette fortiden, og de sider af os som vi ikke bryder os om - men jeg tror på at vi kan lærer at leve med det og omfavne det. Følges med det hånd i hånd. Bruge det som en styrke, frem for at pille os selv ned og slå os selv oven i hovedet med det. Kigge de overbevisninger vi har sået som børn,tillagt os selv og gjordt til vores historier om hvem vi er, hvad vi fortjener og hvad vi kan tillade os at forvente af livet.
Alle de overbevisninger vi her i vores voksenliv styres af. Alle dem der får os til at lide i livet, alle dem der gør at vi løber ind i de samme ting igen og igen.
At fortælle vores hemmeligheder og historier højt, får ikke smerten til at forsvinde. Det letter, men at balancere med fortidens smerte kræver øvelse. Men vi skal øve os i at kunne rumme de grimme sider af os selv, alle de sider vi ikke ønsker at alle andre skal se. Vi skal selv kunne være okay med de sider af os, ellers kommer de til at styrer os og vi ender med at overkompencere og det er der hvor vi miste os selv. Det er her vi bliver frustreret og irriteret på os selv og andre. Det er her vi har lyst til at forsvinde.
Uden min svaghed kunne jeg ikke være stærk - og uden min svaghed kunne jeg aldrig bede om hjælp. Det er ret sigende, for der er nogle ting jeg rigtig gerne vil opnå her i livet. Jeg kan se hvordan jeg selv spænder ben for mig, fordi jeg har svært ved at bede om hjælp. Jeg har altid skulle klar mig selv, der har aldrig været hjælp at hente. For svag var ikke noget man var i min familie. Jeg kan stadigvæk høre mine forældre sige, at jeg bare skulle tage mig sammen når jeg synes tingene var svært. Flere historier fulgte i kølvandet og passede perfekt ind i min historie om at svag var noget rigtig grimt. "Christina du må være stærk og passe på din mor og søster nu hvor din far ikke er her længere" "Christina du er den ældste, så må du også være stærk" "Christina, du klarer det jo alt det her med din far så flot" Det runger stadigvæk i mit hoved, efter alle de år. Jeg var hamrende bange, ulykkelig, nedbrudt og følte mig så svag, for jeg havde ikke styr på en skid - men smilte ud i verden så ingen skulle opdage hvem jeg var inden i.
At bede om hjælp er svagt.
Men de sidste mange uger har jeg høre min egen stemme hele tiden mig selv sige til andre, jeg vil ikke længere vil klarer alting selv. Jeg gider ikke mere.
Betyder det jeg er god til at bede om hjælp, lad os sige at jeg øver mig stadigvæk.
Men små skridt hver dag.
Jeg ved det her kan lyder som et mærkeligt eksempel... men i går havde jeg købt portobellosvampe. Jeg stod der med pakken hjemme i mit køkken og kiggede på den og tænkte "hvad fanden stiller jeg op med dem?".
Måske jeg skulle bede om hjælp til tilberedning - ej det er også for tåbeligt. Jeg kan jo bare google. Der er ingen der skal opdage at jeg ikke har styr på det = for så er jeg svag.
Så jeg slog det op på Facebook og vi spiste lækre svampe.
Så ja når vi har modstand på noget, så er det hvor vi skal sætte ind. Føler jeg mig stadigvæk svag?
Jo nu har jeg ligsom blottet mig selv og jeg er ikke færdig med at øve mig, men jeg vil bare have lov til at være fri...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar