Tak 2015 du har været f**king fantastisk

Så tikker 2015 mod vejs ende.

Kæreste læser, tusind tak fordi du har læst med i år - det har været en vild rejse og jeg havde slet ikke forudset hvordan det hele bare udviklede sig da jeg startede bloggen i foråret. Jeg glæder mig til at dele min viden, mine tanker og alt andet med dig i 2016.

Det er med stor ydmyghed, jeg kigger tilbage på 2015. Det har på alle måder været vild og magisk år. Taknemlighed, stolthed, overraskende og glæde. Et af de modigeste år i mit liv.

Min første optræden i tv på DR2 

På eventyr i Barcelona

Min første e-bog kan hentes her 

Gensyn med de fynske veninder 

Mit absolut ynglingssted - her er blevet tænkt store tanker og handlet 

Da den grimme ælling vente hjem som en smuk svane 

En skøn reminder i eventyrbyen - ALT KAN SKE 

Besøg af bedste veninder, jeg er verdens heldigeste 

Foredrag "bankrøverens datter" på Ærø - selv politiet kom

Foredrag for pædagogstuderende i Horsens

Billederne taler for sig selv.
Tøj indsamling til bådflygtninge på Lesbos.
En af de mest fantastiske oplevelser jeg været en del af. Jeg har ingen ord der kan beskrive hvor taknemlig jeg er i mit hjerte. Jeg har mødt så mage helt særlige mennesker.

 Frivillige der hjælper med at få pakket bilen til KBH 

I studiet hos TV2 Fyn 

På forsiden af Fyns Stiftidende

Lokal magasin i eventyrbyen

Min eventyrby 

På besøg hos TV2 Fyn for at tale om mit virke som mentor for prøveløsladte

 Hende her, min største inspiration. Hende der giver mig modet til at handle. 

Foredrag på Kulturhuset i eventyrbyen

Læs mere om Mandags mønsterbryder her 

Jeg håber du har fået afsluttet 2015 med maner. Jeg er klar med ren tavle til 2016. Jeg har som jeg altid gør, holdt mit nytårsritual. Her rydder jeg op, afslutter, fejre, giver slip og sætter fokus på hvad der skal mere af i det nye år. Jeg elsker den dag, det er den fedeste dag ever.

Jeg ønsker dig den bedste aften og må 2016 blive det år hvor du tager de bedste beslutninger, der på bedste vis kommer til at ændre dit liv på mest fantastiske måde.

2016 jeg er klar og tager imod med kyshånd.

Tak for alt,
Kys
C

Jeg er RASENDE

Der skal meget til før jeg tænder af - men lige nu er jeg så eksplosiv rasende!

At sidde og modtage en sms fra en dybt frustreret, ked af det og vældig bekymret mor til en ung indsat, der måtte stikke af fra det fængsel vedkommende sad i fordi h*n ikke kan være tryg i der. Trusler, vold og afpresning et sted hvor det er meningen at alle skal være trygge. Et ungt menneske, der stak af for at melde sig selv i en arrest, fordi vedkommende hellere ville sidde 23 timer i en celle alene, frem for at blive udsat for grove mishandlinger hver evig eneste dag.

Come on Danmark, nu må det simpelthen stoppe!

Jeg ved god at kriminelle bare skal sejle deres egen sø, fordi de er sølle mennesker! Jeg hører det dagligt.

Jeg bliver så gal!

For ingen, som i INGEN fortjener at blive behandlet uværdigt! Uanset hvem man er og hvad man har lavet. Det her er mennesker lige som alle andre, mennesker som du og jeg. Deres hjerter slå også, og de bløder også rødt når de slår sig.
Der er en årsag bag et hvert menneskes handling, også når de laver noget lort.

Så kære Kriminalforsorgen,

Kan I ikke forstå hvor vigtigt det er at forebygge, frem for at bryde mennesker ned? Jeg begriber det simpelthen ikke. Det giver ingen mening i mit hoved. Vi har vel et fælles mål, at de indsatte gerne skulle komme ud på den anden side og kunne være med til at bidrage som hele mennesker.

Jeg forstår ikke hensigten med at sætte mennesker i fængsel og ikke tilbyde nogen former for støtte til forandring. Det burde da netop være der der blev sat ind, så de indsatte kunne arbejde med deres mønstre, deres historier og overbevisninger.
Mennesker har brug for at blive guidet, og rigtig mange af de mennesker jeg har haft under mine vinger, har aldrig vist at de havde et valg. Det er ikke så svært, men det kræver jo at nogen på øverste etage kan kigge ud over egen næsetip og turde være med til at satse på at sammen så kan vi skabe forandringer og igen så har vi vel et fælles mål - nemlig at de indsatte gerne skulle komme ud på den anden side styrket og med troen på at selv om man har fucked up så er der lys for enden af tunellen.

Så hvorfor er det I ikke vil være med til at skabe forandringer hos det enkelte menneske?

Jeg ved ikke om I er bange for at få succes, eller hvad det er der holder jer tilbage?

Måske er I bange for at det ville gå så godt, at mennesker faktisk kom ud på den anden side og det ville jo selvfølgelig være en katastrofe hvis de ansatte måtte afskediges fordi der ikke var indsatte nok.

Jo jo jeg har hørt den før, en gang kriminel altid kriminel og det er ikke alle der vil hjælpes - lad nu være.

Vi er faktisk nogen der sidder på spring og rigtig gerne vil hjælpe mennesker med at komme videre i deres liv. Vi har ideer, nye muligheder og en masse andet godt at byde på. Men må vi komme ind, nej de tunge porte er lukket og låst. Det er trist, virkelig trist!

Jeg tror på forebyggelse og investering, frem for at tage tingene når alt ligger i ruiner. Vi skal ind i fængslerne og lave det forebyggende arbejde. Vi skal lave et fundament hos den enkelte så han/hun har en solid base at navigere ud fra... og det får man bestemt ikke når man dagligt udsættes for vold, krænkelser og trusler.

Vær nu med på nytænkning, udvikling og arbejde fremadrettet.

Kom nu, sammen kan vi gøre det her!

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter

Hvem høre de dømtes børn?

Jeg er netop hjemvendt fra et spændende interview om min historie. Det sætter altid gang i tankerne, når jeg deler min historie…

Ja jeg så også dokumentaren om Christianias børn – skyggesiden af eventyret. Den ramte mig lige i hjertet, jeg kunne kende en masse sorg, smerte og uforståenhed.

For hvem høre de dømtes børn?

Det er os der som børn og unge mennesker ligger os i vores senge hver aften  – ensomme, triste, sorgfulde, skræmte, glemte og skamfulde. Vi er bange for at blive udstødte, vi føler en enorm skyld og vi har mistet tillid til den verden vi befinder sig i.

Vi har opgivet livet, allerede inden det overhovedet er begyndt.

Men der kommer ingen og holder om os.

Jeg stod i Netto her i formiddags og overhørte to stå og snakke om nogle kriminelle. Det er ikke første gang jeg hører dette, men det niver i mit hjerte hver gang. Den ene sagde til den anden, ”de kryb skulle bare sendes på en øde ø, så vi slap for dem”.

Det vækkede minder om dengang, hvor jeg med egne øre hørte voksne tale nedværdigende om de kriminelle. Det gjorde så ondt inde i og jeg skammede mig over min far. Ham der lavede økonomisk kriminalitet, bankrøveri, brandstiftelse, havde bordel osv.

Jeg var teenager, da det blev opdaget ud af til, hvad min far gik og lavede. Det var dengang vi røg på forsiden af avisen.

 

Det er som at leve i en dobbelt skam, for vi ved jo godt det er forkert det vores forældre har gjort/gør, og vi er tvunget til at ligge øre til, at omverden har en holdning til vores forældre.

Pludselig er det os der må betale prisen. Enten lader vi historien tage over og gør alt for at fucke vores eget liv op, fordi vi ikke kender til andet. Eller vi holder os selv tilbage, af angst for at andre skal opdage vores dybe hemmeligheder… For i skolen vil de andre forældre  ikke lade deres børn være sammen med de kriminelles børn. Det er som om vi er bærer af en smitsom sygdom.

Så vi lukker i, taler ikke om det og holder hemmelighederne for os selv. Vi bliver et omvandrende tabu. 

Vi er overladt til os selv. Det er som om vi selv har været ude om alt det der sker. Det er vores egen skyld, når vi lader os vælte omkuld. Når vi ikke længere kan rumme og håndtere vores egen smerte. Når vi laver ballade, skaber os og ikke passer ind i kasserne.

Ingen har nogensinde lært os hvordan.

Vi er børn…unge mennesker…

Vi er og bliver uskyldige over for vores forældres valg.

Jeg var teenager, det var svært. I min familie fik ingen hjælp. Ingen turde spørge om hvordan jeg havde det, måske var de bange for jeg ville krakelere og smuldre i stykker – måske smittede jeg. Min gymnasielærer var endda så kæk, at pointere over for hele klassen at ”æblet sjældent falder langt fra stammen”.

Jeg var bange, alene og havde mistet min far. Men den sorg måtte jeg holde for mig selv, for jeg var jo bedre uden ham med alt det han gik og lavede… Det var min far, den anden halvdel af mig. Han blev gjort til skamme og prisen måtte jeg også betale… 

Det tog mig mange år at slippe min negative historie og vende den til positiv. Når jeg møder mennesker i dag, og de spørger hvad jeg laver. Så bliver der tavshed i et øjeblik, når jeg siger ”jeg holder foredrag om at være datter af en bankrøver”. De ved ikke helt hvad de skal sige – lige indtil jeg begynder at fortælle  om hvorfor det er så vigtigt for mig at få fortalt historien. Så begynder de ofte selv at fortælle deres hemmeligheder.

Det er den tavshed vi er vokset op med og den vil altid følge os.

Jeg smitter ikke længere, jeg inspirere andre til at turde smide skammen og turde være den de er med hele deres historie.

Kærlig hilsen

bankrøverens datter

Hvor svært kan det være?

Forleden sad jeg til møde med en sagsbehandler, en af mine unge mænd er blevet varetægtsfængslet. Jeg undre mig nogen gange over de ting jeg høre, og det er ikke første gang jeg har hørt det her, men hver gang rammer det noget i mig.
Sagsbehandleren sagde at hun ikke kunne forstå det her, for hun jo havde talt med om at han havde et valg, mange gange. Faktisk rigtig mange gange som hun sagde. Så fløj det ud af munden på mig "-og hvordan virker det så at tale med ham om det? " Hun kiggede underligt på mig og jeg sagde til hende at det hjælper ikke at snakke om, vi snakker og snakker. Rigtig mange af de unge mænd jeg har med at gøre, har aldrig lært at de træffer et valg, de er ikke bevidste om at de har et valg. Jeg viste heller ikke jeg havde et valg. Det var først da jeg lå på mit badeværelsesgulv, som 31 årige, det gik op for mig at jeg faktisk havde et valg om at lade være med at kaste op.

Jeg høre rigtig tit i nogle af de kredse jeg bevæger mig, at "man jo selv har et ansvar" og "man vælger selv at gøre det man gør". At "folk bare tage sig sammen!" ellers er de ikke villige til at skabe forandringer. Særligt kriminelle, de skal bare bures inde, sendes væk eller tage sig samme, de får i hoved og r*v når de sidder i fængsel. Så vil de også hellere være kriminelle...
Jeg kommer tit til at tænke på hvor mange af de mennesker, mener at man bare skal tage sig sammen - hvor tit de har forsøgt at stoppe med at ryge, at tabe sig lige de der sidst kiloer, hvor mange gange de har lovet sig selv ikke at spise chokolade på en hverdag.... eller et eller andet... og hvor mange gange de er faldet i ?

Hvor svært er det at ændre det her mønster??

Så hvordan kan man forvente at mennesker bare skal tage sig sammen?

Når jeg kigger på de mennesker jeg arbejder sammen med, for at skabe forandringer i deres liv, er det mennesker men store ar på sjælen, ja sågar åbne sår. De har nogle tunge historier om dem selv og om verden. De har slukket og lukket for egne behov og cykler rundt i overbevisninger om, at de ingen ting er værd og alt er ligegyldigt - og når man konstant får det at vide, ja så bliver det en del af ens sandhed og så bliver alt ligegyldigt. Men ingen af de mennesker jeg har mødt, har faktisk lyst til at leve det liv de lever. Ind og ud af fængsler, men der er det eneste de er gode til. Så fuck verden, det er alligevel en lang lort!

 

Det er hårdt arbejde at bryde mønstre, og det kræver meget mere end blot snak. Det handler om at tage i hånden inspirere, vise vejen, vise muligheder og støtte når man vælter. Det handler om at komme helt ind og mærke sig selv og lærer hvordan man håndtere alt det der dukker op. For når man aldrig har lært at vælge, ja så kræver det at man træner sin bevidsthed.

Så snak er godt, men der skal handling på.

Jeg betyder ikke noget....

I morges blev jeg ringet op af min veninde og samarbejdspartner, hun skulle bruge en liste over de overbevisninger vi skaber ud fra vores historier, dem der styre vores handlinger.
Det slog mig, mens jeg stod og læste listen op. Én sætning ramte mig så hårdt lige midt maven som en kampsten "jeg betyder ikke noget"....

Jeg betyder ikke noget...

Jeg betyder ikke noget...

Den sætning rungede som et ekko i mit hoved, da jeg havde lagt røret på. Jeg kunne ikke slippe den sætning... jeg betyder ikke noget.

Jeg opdaterede min Facebook, det var særligt det sidste der slog mig - senere forkælelse med spa og sushi ... Jeg betyder ikke noget...

 

Jeg betyder ikke noget....

 

FUCK jeg havde helt glemt hvor meget den sætning har styre mit liv, ubevidst.

 

Ja for det var jo ikke fordi jeg gik rundt og tænkte jeg ikke betød noget. Men jeg holdte mig væk fra alt hvad der havde med selvforkølelse, alt hvad der hed rart og kærligt, alt der styrkede mig. Jeg gjorde alt for at gøre mig selv lille og ubetydelig. For er der noget man ikke må som bankrøverens datter, ja så er det at være betydningsfuld. For hvordan kan man tillade sig det!

 

Når ens far nu heller ikke vil kendes ved en, ikke vil se en, ikke vil tale med en - når han ikke vil se sit eget barn, ja så bliver man ubetydelig. Eller jeg fik de episoder til at betyde, at jeg er ubetydelig. Jeg var ligegyldig i min fars øjne, det menneske jeg havde mest tillid til  - og hvis han havde det sådan så måtte det jo være sandt! Shit et dårligt menneske jeg var, taber tøs!

 

Jeg begyndte at handle ud fra den overbevisning, at jeg ikke betød noget, at jeg var ligegyldig. Jeg blev i forhold der var usunde for mig, jeg behandlede min krop så dårligt, jeg røg så mange cigaretter, drak for at dulme smerten, jeg hang ud med mennesker hvor vi kunne bekræfte hinanden i alt det dårlige - jeg behandlede mig selv ligegyldigt, jeg lukkede mig selv ned, blev ligeglad, lod andre styre mit liv. Når det gik godt for mig og jeg havde succes, gjorde jeg alt for at fucke det op, inden nogen alligevel opdagede hvor ubetydelig jeg var. 

 

Den var langt væk den sætning og alligevel så tæt på for alle minder og episoder væltede op til overfladen. Ja den ligger jo faktisk og lurer tit - men jeg arbejder hårdt med at spotte den når den dukker op, så måske er jeg blevet skarp til at høre den... når den hvisker. For den stikker hovedet frem ind i mellem og det er særligt når jeg glemmer at passe på mig, når jeg bliver usikker og særligt når jeg handler anderledes en jeg plejer. Så faktisk er den en god reminder på, at jeg lige skal huske mig selv, være stolt af alle de mønstre jeg bryder og at usikkerhed er okay - det er der magien sker.

 

Rigtig mange af de unge mennesker jeg arbejder med, kan genkende sig selv i den her rolle som ubetydelig og når de finder ud af det blot er en fortolkning af en episode - og de kan omskrive den til en fortolkning der støtter dem så sker der magi.

Men kunsten er at lytte til den lille stemme der fortæller en, at vi er ubetydelig, for det er der vi kan fange sig selv i gamle historier. For de dukker op, særligt når vi bevæger os ind på ukendt grund. Det kræver arbejde at bryde de gamle mønstre og overbevisninger, det ved jeg - men hvis jeg kan så kan alle andre også. Lad være med at lade alle andre bestemme hvordan du skal leve dit liv, det efterlader dig magtesløs og fuld af frustration.

Mit live er ikke rosenrødt eller en dans på roser, for der er bestemt også udfordrende dage i mit liv. Men når de dukker op kigger jeg på min datter på 4 år og tænker hvad er det jeg gerne vil lærer hende, hvordan ønsker jeg hun skal lære at tackle livet. 

Igen så må jeg handle på det, for hun høre ikke hvad jeg siger men ser hvad jeg gør. Mine handlinger over for hende sår de frø, der kommer til at afspejle de overbevisninger hun kommer til at tro på om sig selv. Så hvis jeg behandler mig selv dårligt, fortæller jeg hende indirekte at hun ikke er noget værd. Det er jo det sidste jeg ønsker - så lad os gøre det her for vores børns skyld, de fortjener et godt liv.

 

 

Så i dag vil jeg nyde og forkæle mig selv lidt ekstra - for er der noget du og jeg fortjener så er det det bedste her i livet og det samme med vores børn.

 

Undskyld far....

Selv om vi boede i det store fine hus, der lå bag ligusterhækken der smukt smygede sig om det hvide stakit så hunden ikke løb ud. Så var der mange ting der var anderledes i min familie... Skyldfølelse var en stor del af min opvækst og følelsen af ikke at være god nok fulgte mig tungt.

Da jeg var 9- 10 år gammel blev jeg sat til at sortere post for min far. Når jeg kom hjem fra skole, skulle jeg tømme postkassen. Derefter skulle jeg dele brevene i to bunker. En bunke min mor måtte se og en min mor ikke måtte se. Det var den med alle rudekuverterne, hun ikke skulle se.
Jeg gemte alle rudekuverterne i min bogreol.
Nogle gange cyklede jeg så stærkt hjem fra skole, fordi jeg viste  min mor havde tidligere fri fra arbejde - jeg var så bange for hun skulle tømme postkassen før mig.
Jeg viste godt det var forkert det jeg gjorde, og jeg skammede mig sådan over for min mor der gik rundt helt uvidende.
Det var min fars og min hemmelighed, det gjorde ondt helt ned i maven.

Jeg spurgte en gang min far hvorfor? Det skulle jeg aldrig have gjort, han blev så vred på mig. Han kunne virkelig skælde ud, så man fik lyst til at krybe sammen og blive væk. Så jeg spurgte aldrig igen...
Men en dag opdagede min mor brevene i bog reolen - helvede var løs, mine forældre skændtes som om himlen var ved at falde ned. Jeg kan huske jeg gemte mig under mit skrivebord sammen med vores hund.
I min verden var det min skyld, jeg havde fejlet og var nu blevet opdaget.
Jeg kunne ikke se min mor i øjnene, fordi jeg skammede mig over det jeg havde gjort. Min far var vred, fordi jeg ikke havde gjort det godt nok. Det var en lang weekend!
Men mandag bad han mig gøre det samme igen, jeg turde ikke andet end følge ordren. Jeg følte mig som det dårligste menneske i verden.....

Da jeg var 17 år kom min far ind på mit gymnasium, pludselig stod han mit i skolegården helt ussel og usoigneret.
Mit hjerte hamrede af sted, og min første tanke var at jeg skulle have ham væk fra skolen, af frygt for at han ville lave en scene foran alle mine venner...
Jeg gik med gele i knæerne hen mod ham, jeg var så bange for ham for i min verden var han utilregnelig. Han fulgte efter mig, og vi gik ud af porten. Han ville låne penge, jeg havde ingen at give. Han så fjern ud i øjnene, jeg var virkelig bange for ham. Han blev ved at spørge om penge...penge....penge..
Jeg fik ham væk fra skolen og da ingen kunne se os, løb jeg alt hvad jeg kunne... jeg styrtede af sted, op gennem gågaden med tårerne piskende ned af kinderne. Jeg var så bange, jeg har aldrig stukket af fra min far før.
Jeg gemte mig i en sidegade, jeg kunne næsten ikke trække vejret så stærkt havde jeg løbet. Jeg kunne ikke se ham nogle steder.
Efter lidt tid gik jeg tilbage på skolen og lod som ingenting - jeg fortalte det ikke til nogen.

Et par dage efter blev min far anholdt for at have lavet bankrøveri ved siden af min skole... Skyldfølelsen væltede op i mig, det var min skyld at han havde lavet bankrøveri - hvis jeg bare havde givet ham penge, så var det aldrig sket. Jeg var den dårligste datter på hele jorden, ja faktisk det dårligste menneske - tænk hvis nogen fandt ud af at det var min skyld.
Jeg fortalte ingen om noget af det her, at han havde været inde på min skole og bede om penge - ikke engang min mor og søster. Jeg var sikker på de ville hade mig, hvis de viste at det var min skyld han måtte lave bankrøveri. Jeg ville aldrig kunne se dem i øjnene igen, jeg kunne ikke engang se mig selv i øjnene - jeg skammede mig.

Jeg var så bange for at min far hadede mig, og da han sendte besøgstilladelse til min søster og ikke mig, viste jeg at han aldrig ville tilgive mig.
Han fik 7 1/2 år i Nyborg Statsfængsel - da han blev løsladt levede jeg i konstant frygt for at han ville hævne sig. Jeg var altid bange for at møde ham.

I dag ved jeg at det intet med mig har at gøre, og at det har været min fars valg. Det har dog taget mig mange år at forstå det.
For den følelse af skyld  og skam som et barn får, sætter sig i kroppen og følger hver eneste dag. Den følelse styrer ens liv, også når man bliver ældre. Den sætter sine begrænsninger i hvem man som menneske kan være og man bliver konstant mindet om at man ikke fortjener det bedste. Frygten for at andre opdager den her hemmelighed om en, fylder konstant - for ingen vil kunne elske et ondt menneske.

 

Min far fik 7 1/2 år bag tremmer, jeg tog 13 år i en spiseforstyrrelse og var i mit eget fængsel.

Man kan sgu da heller ikke forlange at blive elsket, når ens egen far ikke gør det....

Det der fylder rigtig meget hos de unge mænd jeg samarbejder med er hemmeligheder og skam. De to hænger også uløseligt sammen.

Rigtig mange har oplevet svigt i barndommen og de skammer sig over ikke at være føle sig elsket af deres forældre. Dette har resulteret i selvsaboterende mønstre som bekræfter over for dem selv, samfundet ja alle at de ikke er værd at holde af.
 Det bliver en ond spiral, der konstant forstærker sig selv - og for ikke at mærke den smerte så dulmer de sig selv med stoffer og alkohol. De bliver ligeglad og råber FUCK efter systemet, fordi de en gang har prøvet at bede om hjælp... men ikke blev hørt eller set af de voksne, der sad på den anden side af skrivebordet.
De føler sig afvist gang på gang og så finder de et andet fællesskab, hvor de kan dyrke den her smerte og vende den mod alle de andre. Pludselig er de noget, de møder den anerkendelse, bliver set, hørt - det som de altid har søgt.
Men det er som at tisse i bukserne, for ingen stoler på nogen - din bedste ven i dag er måske din fjende i morgen.
Jeg har tit lavede øvelser med de unge mænd hvor vi satte ord på de hemmeligheder og den skam der var forbundet med dette. At se den forløsning i deres øjne, det er ubeskriveligt!

Men det er et genkendeligt mønster for mig, og jeg kan se mig selv i deres sko - faktisk er vi ikke så forskellige fra hinanden, når det kommer til stykket.

Lad mig dele endnu en hemmelighed med dig - Jeg har skammet mig over at min far forlod mig og min familie, som i at han ikke ville være min far mere.
Jeg var 16 år. I 16 år havde han været min far, nu ville han skilles fra min mor og ikke have noget med sine børn at gøre. Det var ham, min far der fik mig til at gemme ting for min mor, lave hemmeligheder, ham der altid stak mig penge-når jeg havde brug for kys og kram, ham der sagde jeg skulle tie stille når jeg græd, ham der sendte mig på værelset så jeg kunne lære at opfører mig ordentligt, ham der kunne blive fjern i øjnene og gjorde mig utryg og usikker, ham der kunne råbe og skrige af mig så fråden fløj ud af munden på ham, ham der stolt fortalte at jeg var da god til tennis, ham jeg aldrig forstod hvorfor han behandlede mig som om jeg var dum fordi jeg ikke kunne finde ud af at lave matematik. Ham jeg havde mest tillid til på hele jorden, ham jeg ikke stillede spørgsmålstegn ved, ham jeg troede gjorde alt det rigtige, ham jeg også elskede inders inde i mit hjerte(og stadigvæk) gør.

Han forlod mig nu også, havde han gennemskuet mig? At jeg virkelig var så uelskelig....

Hvordan forlader man sit barn? Det forstod jeg ikke. Men nu som voksen, giver det mening- men dengang var jeg sårbar. SÅ sårbar, at jeg skammede mig over ikke at være elsket ubetinget af min egen far. Fordi han gjorde de ting han gjorde.
Den skam tog jeg med og fortalte ALDRIG nogen om min hemmelighed, lige indtil i dag! Så du er en af de første.

 

Men min hemmelighed det betød, at jeg opgav kærligheden i mit liv. Jeg har aldrig troet på kræligheden, og de mænd jeg har mødt har blot bekræftet min teori - "at jeg ikke var god nok". Det blev en virkelig ond cirkel, så ond at jeg helt opgav at elske og blive elsket. Jeg var alligevel ikke værd at elske! Jeg skal lige hilse at sige at man visner en smule.

Heldigvis har jeg fået øje på dette og er i fuld gang med at skabe de forandringer der skal til, som handler om at elske sig selv også når man ikke lige føler man er det værd.

Se det er interessant hvordan vores hemmeligheder styrer vore liv, ubevidst. Heldigvis kan vi kaste lys på de hemmeligheder vi har, fortælle dem, så de ikke længere har magten over os.
Så nu har jeg fortalt dig en af mine og jeg er SÅ lettet inden i - fordi den har faktisk forhindret mig i at gå ud og møde en kæreste. Så hvis du kunne se mig nu, så sidder jeg og smiler og er let i hjertet. Jeg ved kærligheden kommer.

Hvis du vil dele dine, kan du sende din hemmelighed til mig på christina@christinasogaard.com så deler jeg dem selvfølgelig anonymt - men det er så inspirerende for andre at læse.

Jeg lover dig, det forløser at sig dem højt!

Alt det bedste
Christina

Man kan sgu da ikke blive millionær, når ens far var bankrøver!

Jeg har jo besluttet mig for, at jeg vil være selvstændig og i den forbindelse er jeg startet op hos en coach, for at motivere mig selv og for at holde mig selv fast i mine mål.

Det er så interessant, hvordan gamle historier bliver ved med at dukke op og prikke til en. I denne uge arbejder jeg med skam og hemmeligheder - og nu har jeg ligesom delt min historie om min far, min opvækst, min spiseforstyrrelse og jeg kunne fortsætte. Jeg sætter gerne ord på alt det grimme, for jeg ved hvor meget det forløser og giver luft til at skabe forandringer. Jeg fortæller og deler, fordi jeg ved det inspirere andre mennesker der hvor de er i deres liv.

Så da jeg fik at vide af min coach at vi skulle arbejde med skam og hemmeligheder, ja så tænkte jeg "der er sgu ikke noget at komme efter længere".

Men mit mål er økonomisk frihed, jeg vil leve resten af mit liv uden at skulle bekymre mig om penge.

Men lur mig lige engang, der lå en masse skam og hemmeligheder omkring min økonomi - jeg er helt overrasket over alt det der væltede frem. Der var så mange hemmeligheder og en masse skam forbundet med penge hos mig. Jeg har set hvad penge gør ved mennesker, blandt andet min far, ja i min familie. Så i min verden var det at have mange penge forbundet med noget virkelig dårligt. Det er jo roden til alt ondt, jeg så hvad det gjorde ved min far! Og sådan skulle jeg aldrig ende, som i ALDRIG. Så hellere bruge penge inden de var tjent, for så var jeg fri for at gå rundt i den usikkerhed - at ende som min far. Og man kan sgu heller ikke være millionær når ens far er bankrøver... det siger sig selv.
Der er mange overbevisninger forbundet med min historie, og de dukker stadigvæk op. Men jeg griber dem nu, en efter en.

 

Jeg har altid haft svært ved at sætte en pris på mig selv og de ting jeg laver, fordi jeg ikke ville være grådig.... som min egen far. Konsekvensen af det var bare et liv med røven i vandskorpen. Og det gider jeg simpelthen ikke længere - jeg er også mor, og vil gerne lære mit barn sit værd at kende.
Så i dag er jeg trådt ind i grådigheden og tager de første spæde skridt - det føles vildt og meget grænseoverskridende - men også rart!

Det bedste ved de her historier, hemmeligheder, skam er, at når vi får øje på de her ting. Så kan vi afdramatisere dem, pille dem fra hinanden og bygge nyt op som styrker os der hvor vi er, så de kan støtte os i at komme derhen hvor vi gerne vil.
Et af mine actionssteps i denne uge er blandt andet at skrive dette indlæg.
Et actionstep, det er en opgave man kommer frem til, hos en coach. Actionsteps er til, fordi du skal gøre noget for at ændre dit mønster/overbevisning.

Hvis vi ikke gør det, deler vores hemmeligheder og vores skam, ja så æder det os op inde fra, og vi finder os selv frustreret og ofte bange - vi ender i selvdestruktive mønstre for at overleve dagen og vejen. Vi giver op og lader stå til. Men vi er så meget mere værd, og jeg ved at sammen så skal vi nok klare det.
Hvis du har lyst kan du læse mere om et coach forløb hos mig, så kig forbi på min hjemmeside her

Men jeg vil gerne give dig et tip. Begynd at læg mærke til i hvilke områder i dit liv hvor du sidder fast, bliver frustreret, hvor du ikke er der hvor du ønsker at være - det kan være, økonomi, kærlighed, helbredet, karriere osv. Det er i de områder du kan finde ind til din skam og dine hemmeligheder og de er din billet til frihed.
Jeg har tit oplevet de unge mænd, jeg har været mentor for - have en masse skam og hemmeligheder omkring penge. Særligt fordi de var kriminelle, og penge var ikke noget man tjente, det var noget man tog uanset om det var røveri, tyveri eller salg af stoffer. Rigtig mange af dem låste sig selv fast i deres egne hemmeligheder omkring penge, og de var så bange for at tjene penge, fordi penge var deres adgang til stoffer og mere ville have mere.... Penge var lort at have og lort ikke at have - men det handler jo slet ikke om pengene, men alt det der ligger bag.

Jeg har besluttet mig for, at det skal være sjovt for mig at tjene min første million - og jeg får sommerfugle i maven når jeg skriver det og bliver virkelig rød i kinderne. Men det er mit mål og det er sådan det bliver, for jeg er heldigvis meget stædig!

Ha' en dejlig dag,
vi ses

Christina

Vil du hjælpe de dømtes børn og mig ?

Jeg har virkelig fået meget at se til, og det er jo rigtig dejligt. Jeg er i fuld gang med at sælge mit foredrag "kærlig hilsen bankrøverens datter" og har fået rigtig megen positiv respons - og det gør mig simpelthen SÅ glad fordi så ved at de dømtes børn bliver hørt.
De første foredrag er allerede booket, wooohoooo!

Det er nedestående foredrag, så del det endelig med alle du kender som kunne have interesse i at høre om de dømtes børn. For jeg har virkelig brug for alles hjælp.

Du kan hente en printer venlig version af foredraget her 

Kærlig hilsen bankrøverens datter
 

Hver aften ligger 4000- 7000 børn sig i deres senge – ensomme, triste, sorgfulde, skræmte, glemte og skamfulde. De er bange for at blive udstødte, de føler en enorm skyld og de har mistet tillid til den verden de befinder sig i.
 
Disse børn, er børn af forældre der sidder i fængsel – kriminelle forældre. Disse børn har 3 gange større risiko for at ende i en kriminel løbebane. Der er dobbelt så stor sandsynlighed for at de vil give den negative sociale arv videre til deres egne børn.
 
Mange af disse børn har opgivet livet, allerede inden det overhovedet er begyndt for dem.
 
Christina giver de dømtes børn en stemme, hun bryder tabuet om at være barn af en kriminel. Hendes egen far blev bankrøver.
 
Hun sætter fokus på de signaler, som de voksne og professionelle i børnenes liv, skal være opmærksomme på og hvorfor det er så vigtigt at huske de dømtes børn. Hun bryder tavsheden og taler åbent om skyldfølelse, dårlig samvittighed, lavt selvværd og hvordan det er at have en forælder, der sidder i fængsel. Følelsen af svigtet. Hun giver indblik i en ellers lukket og tabubelagt verden.
 
Hun lægger ikke skjul på de konsekvenser, der er for et barn, ved at have en forælder, der sidder i fængsel; afmagten, sorgen, smerten, ydmygelsen og ensomheden.
 
Foredraget handler også om forståelse, at komme videre, frihed, nye højder og nye begyndelser selv om man har en tung historie med sig. Hun deler ud af sin erfaring både i det privat og gennem det professionelle liv hun har.
 
Foredraget vare godt 2 timer og henvender sig til både professionelle der arbejder med børn, unge og familier - samt unge og voksne.
 

Christina er uddannet pædagog, coach og terapeut – hun har de sidste 12 år arbejdet med familier i udfordringer, har egen virksomhed og er der ud over mentor og coach for kriminelle unge. Du kan læse mere om Christina her

Vi du vide mere, så ring på telefon 42 43 42 94 eller skriv på christina@christinasogaard.com

 

Rigtig dejlig weekend, og tusind tak for din hjælp - det betyder al verdens for både alle de børn der har brug for at dette tabu bliver brudt - og mig.

Christina

Så er vi i gang

Hold nu op sikke en start, over 200 mennesker har været forbi her i fredags da jeg sendte denne blog ud i verden. Det er da en noget fantastisk start, jeg er dybt taknemlig.

Jeg er i fuld gang med at sende mit foredrag "kærlig hilsen bankrøverens datter" ud i verden. Faktisk er jeg i så fuld gang, at jeg har gjort flere ting jeg aldrig troede jeg kunne - men jeg har gjort det, fordi det er så vigtigt at få de her tabu historier frem i lyset.

Du må hjertens gerne dele min blog med alle dem du kender, for vi kan ikke tie det her tabu ihjel. Det skal frem i lyset og have en stemme, ellers æder det en op inde fra. Det ved jeg, for jeg har prøvet det på min egen krop, og jeg har set det hos rigtig mange mennesker igennem de sidste mange år.

Men jeg har brug for din hjælp til at sprede mit budskab, jeg har brug hjælp til at komme ud til mennesker. Så du kan altid dele min hjemmeside her og hvis du har brug for yderlig materiale så kan du altid skrive til mig på christina@christinasogaard.com

Jeg glæder mig til at fortælle dig min historie i morgen.

De bedste hilsner
Christina

Velkommen til verden

En ny blog ser dagens lys i dag, det er et stor øjeblik særligt for mig. Jeg har glædet mig i uger, faktisk har denne blog ligget og spiret i mange år. Men jeg har været lidt skeptisk, for at kaste mig ud i verden som bankrøverens datter, men det er sådan det er. Jeg er datter af en bankrøver.

 

Indlæggene kommer til at handle om det tabu, det er forbundet med at være barn af en kriminel. Jeg vil fortælle min egen historie, dele andres og være med til at få brudt det her tabu der er.
Det er så vigtigt for børn at føle sig som en del af fællesskabet. Så derfor tager jeg nu bladet helt fra munden, jeg pipper ikke længere i det små, men vil tale med stemme der kan høres. For også de dømtes børn skal høres, og hvis ikke jeg skulle tale deres sag ja hvem skulle så?

Jeg vil også dele de kriminelles historier, for at give indblik og forståelse. Det handler ikke om at holde folk nede, men om at give dem mulighed for at bidrage og vokse.
Jeg har de sidste mange år arbejdet med kriminelle og jeg har set dem rykke sig, fordi de fik en forståels af hvor de kom fra, hvem de var og det gav dem nye handlemuligheder.
Så Indlæggene kommer også til at handle om, hvordan vi får brudt de her mønstre vi sidder fast i, nye muligheder og en masse andet godt.

Hvis du har lyst til at fortælle din historie, hvad end du er barn af en kriminel eller kriminel, så kan du altid skrive til mig på christina@christinasogaard.com. Alle henvendelser vil blive behandlet med fortrolighed, og hvis du ønsker at være anonym er det helt fint. Du skal bare vide at verden har brug for at høre din stemme.

Jeg vil også være rigtig taknemlig, hvis du vil dele denne blog og mine indlæg med andre. For jeg vil ud i hver en krog og gøre en forskel. Vil du vide mere om mig, kan du læse mere her

Alt det bedste
Christina