Jeg er RASENDE

Der skal meget til før jeg tænder af - men lige nu er jeg så eksplosiv rasende!

At sidde og modtage en sms fra en dybt frustreret, ked af det og vældig bekymret mor til en ung indsat, der måtte stikke af fra det fængsel vedkommende sad i fordi h*n ikke kan være tryg i der. Trusler, vold og afpresning et sted hvor det er meningen at alle skal være trygge. Et ungt menneske, der stak af for at melde sig selv i en arrest, fordi vedkommende hellere ville sidde 23 timer i en celle alene, frem for at blive udsat for grove mishandlinger hver evig eneste dag.

Come on Danmark, nu må det simpelthen stoppe!

Jeg ved god at kriminelle bare skal sejle deres egen sø, fordi de er sølle mennesker! Jeg hører det dagligt.

Jeg bliver så gal!

For ingen, som i INGEN fortjener at blive behandlet uværdigt! Uanset hvem man er og hvad man har lavet. Det her er mennesker lige som alle andre, mennesker som du og jeg. Deres hjerter slå også, og de bløder også rødt når de slår sig.
Der er en årsag bag et hvert menneskes handling, også når de laver noget lort.

Så kære Kriminalforsorgen,

Kan I ikke forstå hvor vigtigt det er at forebygge, frem for at bryde mennesker ned? Jeg begriber det simpelthen ikke. Det giver ingen mening i mit hoved. Vi har vel et fælles mål, at de indsatte gerne skulle komme ud på den anden side og kunne være med til at bidrage som hele mennesker.

Jeg forstår ikke hensigten med at sætte mennesker i fængsel og ikke tilbyde nogen former for støtte til forandring. Det burde da netop være der der blev sat ind, så de indsatte kunne arbejde med deres mønstre, deres historier og overbevisninger.
Mennesker har brug for at blive guidet, og rigtig mange af de mennesker jeg har haft under mine vinger, har aldrig vist at de havde et valg. Det er ikke så svært, men det kræver jo at nogen på øverste etage kan kigge ud over egen næsetip og turde være med til at satse på at sammen så kan vi skabe forandringer og igen så har vi vel et fælles mål - nemlig at de indsatte gerne skulle komme ud på den anden side styrket og med troen på at selv om man har fucked up så er der lys for enden af tunellen.

Så hvorfor er det I ikke vil være med til at skabe forandringer hos det enkelte menneske?

Jeg ved ikke om I er bange for at få succes, eller hvad det er der holder jer tilbage?

Måske er I bange for at det ville gå så godt, at mennesker faktisk kom ud på den anden side og det ville jo selvfølgelig være en katastrofe hvis de ansatte måtte afskediges fordi der ikke var indsatte nok.

Jo jo jeg har hørt den før, en gang kriminel altid kriminel og det er ikke alle der vil hjælpes - lad nu være.

Vi er faktisk nogen der sidder på spring og rigtig gerne vil hjælpe mennesker med at komme videre i deres liv. Vi har ideer, nye muligheder og en masse andet godt at byde på. Men må vi komme ind, nej de tunge porte er lukket og låst. Det er trist, virkelig trist!

Jeg tror på forebyggelse og investering, frem for at tage tingene når alt ligger i ruiner. Vi skal ind i fængslerne og lave det forebyggende arbejde. Vi skal lave et fundament hos den enkelte så han/hun har en solid base at navigere ud fra... og det får man bestemt ikke når man dagligt udsættes for vold, krænkelser og trusler.

Vær nu med på nytænkning, udvikling og arbejde fremadrettet.

Kom nu, sammen kan vi gøre det her!

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter

Undskyld far....

Selv om vi boede i det store fine hus, der lå bag ligusterhækken der smukt smygede sig om det hvide stakit så hunden ikke løb ud. Så var der mange ting der var anderledes i min familie... Skyldfølelse var en stor del af min opvækst og følelsen af ikke at være god nok fulgte mig tungt.

Da jeg var 9- 10 år gammel blev jeg sat til at sortere post for min far. Når jeg kom hjem fra skole, skulle jeg tømme postkassen. Derefter skulle jeg dele brevene i to bunker. En bunke min mor måtte se og en min mor ikke måtte se. Det var den med alle rudekuverterne, hun ikke skulle se.
Jeg gemte alle rudekuverterne i min bogreol.
Nogle gange cyklede jeg så stærkt hjem fra skole, fordi jeg viste  min mor havde tidligere fri fra arbejde - jeg var så bange for hun skulle tømme postkassen før mig.
Jeg viste godt det var forkert det jeg gjorde, og jeg skammede mig sådan over for min mor der gik rundt helt uvidende.
Det var min fars og min hemmelighed, det gjorde ondt helt ned i maven.

Jeg spurgte en gang min far hvorfor? Det skulle jeg aldrig have gjort, han blev så vred på mig. Han kunne virkelig skælde ud, så man fik lyst til at krybe sammen og blive væk. Så jeg spurgte aldrig igen...
Men en dag opdagede min mor brevene i bog reolen - helvede var løs, mine forældre skændtes som om himlen var ved at falde ned. Jeg kan huske jeg gemte mig under mit skrivebord sammen med vores hund.
I min verden var det min skyld, jeg havde fejlet og var nu blevet opdaget.
Jeg kunne ikke se min mor i øjnene, fordi jeg skammede mig over det jeg havde gjort. Min far var vred, fordi jeg ikke havde gjort det godt nok. Det var en lang weekend!
Men mandag bad han mig gøre det samme igen, jeg turde ikke andet end følge ordren. Jeg følte mig som det dårligste menneske i verden.....

Da jeg var 17 år kom min far ind på mit gymnasium, pludselig stod han mit i skolegården helt ussel og usoigneret.
Mit hjerte hamrede af sted, og min første tanke var at jeg skulle have ham væk fra skolen, af frygt for at han ville lave en scene foran alle mine venner...
Jeg gik med gele i knæerne hen mod ham, jeg var så bange for ham for i min verden var han utilregnelig. Han fulgte efter mig, og vi gik ud af porten. Han ville låne penge, jeg havde ingen at give. Han så fjern ud i øjnene, jeg var virkelig bange for ham. Han blev ved at spørge om penge...penge....penge..
Jeg fik ham væk fra skolen og da ingen kunne se os, løb jeg alt hvad jeg kunne... jeg styrtede af sted, op gennem gågaden med tårerne piskende ned af kinderne. Jeg var så bange, jeg har aldrig stukket af fra min far før.
Jeg gemte mig i en sidegade, jeg kunne næsten ikke trække vejret så stærkt havde jeg løbet. Jeg kunne ikke se ham nogle steder.
Efter lidt tid gik jeg tilbage på skolen og lod som ingenting - jeg fortalte det ikke til nogen.

Et par dage efter blev min far anholdt for at have lavet bankrøveri ved siden af min skole... Skyldfølelsen væltede op i mig, det var min skyld at han havde lavet bankrøveri - hvis jeg bare havde givet ham penge, så var det aldrig sket. Jeg var den dårligste datter på hele jorden, ja faktisk det dårligste menneske - tænk hvis nogen fandt ud af at det var min skyld.
Jeg fortalte ingen om noget af det her, at han havde været inde på min skole og bede om penge - ikke engang min mor og søster. Jeg var sikker på de ville hade mig, hvis de viste at det var min skyld han måtte lave bankrøveri. Jeg ville aldrig kunne se dem i øjnene igen, jeg kunne ikke engang se mig selv i øjnene - jeg skammede mig.

Jeg var så bange for at min far hadede mig, og da han sendte besøgstilladelse til min søster og ikke mig, viste jeg at han aldrig ville tilgive mig.
Han fik 7 1/2 år i Nyborg Statsfængsel - da han blev løsladt levede jeg i konstant frygt for at han ville hævne sig. Jeg var altid bange for at møde ham.

I dag ved jeg at det intet med mig har at gøre, og at det har været min fars valg. Det har dog taget mig mange år at forstå det.
For den følelse af skyld  og skam som et barn får, sætter sig i kroppen og følger hver eneste dag. Den følelse styrer ens liv, også når man bliver ældre. Den sætter sine begrænsninger i hvem man som menneske kan være og man bliver konstant mindet om at man ikke fortjener det bedste. Frygten for at andre opdager den her hemmelighed om en, fylder konstant - for ingen vil kunne elske et ondt menneske.

 

Min far fik 7 1/2 år bag tremmer, jeg tog 13 år i en spiseforstyrrelse og var i mit eget fængsel.

Man kan sgu da heller ikke forlange at blive elsket, når ens egen far ikke gør det....

Det der fylder rigtig meget hos de unge mænd jeg samarbejder med er hemmeligheder og skam. De to hænger også uløseligt sammen.

Rigtig mange har oplevet svigt i barndommen og de skammer sig over ikke at være føle sig elsket af deres forældre. Dette har resulteret i selvsaboterende mønstre som bekræfter over for dem selv, samfundet ja alle at de ikke er værd at holde af.
 Det bliver en ond spiral, der konstant forstærker sig selv - og for ikke at mærke den smerte så dulmer de sig selv med stoffer og alkohol. De bliver ligeglad og råber FUCK efter systemet, fordi de en gang har prøvet at bede om hjælp... men ikke blev hørt eller set af de voksne, der sad på den anden side af skrivebordet.
De føler sig afvist gang på gang og så finder de et andet fællesskab, hvor de kan dyrke den her smerte og vende den mod alle de andre. Pludselig er de noget, de møder den anerkendelse, bliver set, hørt - det som de altid har søgt.
Men det er som at tisse i bukserne, for ingen stoler på nogen - din bedste ven i dag er måske din fjende i morgen.
Jeg har tit lavede øvelser med de unge mænd hvor vi satte ord på de hemmeligheder og den skam der var forbundet med dette. At se den forløsning i deres øjne, det er ubeskriveligt!

Men det er et genkendeligt mønster for mig, og jeg kan se mig selv i deres sko - faktisk er vi ikke så forskellige fra hinanden, når det kommer til stykket.

Lad mig dele endnu en hemmelighed med dig - Jeg har skammet mig over at min far forlod mig og min familie, som i at han ikke ville være min far mere.
Jeg var 16 år. I 16 år havde han været min far, nu ville han skilles fra min mor og ikke have noget med sine børn at gøre. Det var ham, min far der fik mig til at gemme ting for min mor, lave hemmeligheder, ham der altid stak mig penge-når jeg havde brug for kys og kram, ham der sagde jeg skulle tie stille når jeg græd, ham der sendte mig på værelset så jeg kunne lære at opfører mig ordentligt, ham der kunne blive fjern i øjnene og gjorde mig utryg og usikker, ham der kunne råbe og skrige af mig så fråden fløj ud af munden på ham, ham der stolt fortalte at jeg var da god til tennis, ham jeg aldrig forstod hvorfor han behandlede mig som om jeg var dum fordi jeg ikke kunne finde ud af at lave matematik. Ham jeg havde mest tillid til på hele jorden, ham jeg ikke stillede spørgsmålstegn ved, ham jeg troede gjorde alt det rigtige, ham jeg også elskede inders inde i mit hjerte(og stadigvæk) gør.

Han forlod mig nu også, havde han gennemskuet mig? At jeg virkelig var så uelskelig....

Hvordan forlader man sit barn? Det forstod jeg ikke. Men nu som voksen, giver det mening- men dengang var jeg sårbar. SÅ sårbar, at jeg skammede mig over ikke at være elsket ubetinget af min egen far. Fordi han gjorde de ting han gjorde.
Den skam tog jeg med og fortalte ALDRIG nogen om min hemmelighed, lige indtil i dag! Så du er en af de første.

 

Men min hemmelighed det betød, at jeg opgav kærligheden i mit liv. Jeg har aldrig troet på kræligheden, og de mænd jeg har mødt har blot bekræftet min teori - "at jeg ikke var god nok". Det blev en virkelig ond cirkel, så ond at jeg helt opgav at elske og blive elsket. Jeg var alligevel ikke værd at elske! Jeg skal lige hilse at sige at man visner en smule.

Heldigvis har jeg fået øje på dette og er i fuld gang med at skabe de forandringer der skal til, som handler om at elske sig selv også når man ikke lige føler man er det værd.

Se det er interessant hvordan vores hemmeligheder styrer vore liv, ubevidst. Heldigvis kan vi kaste lys på de hemmeligheder vi har, fortælle dem, så de ikke længere har magten over os.
Så nu har jeg fortalt dig en af mine og jeg er SÅ lettet inden i - fordi den har faktisk forhindret mig i at gå ud og møde en kæreste. Så hvis du kunne se mig nu, så sidder jeg og smiler og er let i hjertet. Jeg ved kærligheden kommer.

Hvis du vil dele dine, kan du sende din hemmelighed til mig på christina@christinasogaard.com så deler jeg dem selvfølgelig anonymt - men det er så inspirerende for andre at læse.

Jeg lover dig, det forløser at sig dem højt!

Alt det bedste
Christina

Ensomheden, min bedste ven

Lad mig lige slå fast, at denne blog og de indlæg der kommer IKKE handler om at slå forældre oven i hovedet for det de har lavet. Den er heller IKKE kommet til for at give nogen skylden for hvordan livet er blevet.
Men skulle du sidde med skyldfølelse som forældre alligevel, så skriv til mig - for det handler om noget helt andet og det kan du ændre på.

Egentlig havde jeg lovet at fortælle min egen historie i dag, men den kommer en af dagene. Jeg kunne lige mærke, at jeg efter nogle kommentar lige måtte slå nogle ting fast.

Denne blog og de indlæg der kommer, handler om det der er, at have en forældre i fængsel - for det sådan det er.
Fakta er at de dømtes børn er et tabu og tabuer skaber historier, som bliver lagret inden i små menneskers (børn) hoveder. Der bliver de forbundet men en masse følelser og de følelser bliver forbundet med nye historier, som børnene oplever i den verden de nu er i. Det betyder, at taler vi ikke om det der er, ja så bliver det gjort til noget skamfuldt i et barns verden - bang og lynhurtigt sidder barnet med en følelse af at være anderledes og ikke som alle andre. Tænk hvis nogen skulle opdage det, at man ikke længere hørte til, var forkert, mærkelig, anderledes.... Er der noget der kan skabe angst i mennesker så er det hvis de bliver udstødt. Så derfor oplever rigtig mange af de dømtes børn en enorm ensomhed. 

For mig er det vigtigste, at hjælpe børn til at få sat ord på det der er, sætte sig selv fri fra tabuet og ikke lade sig stoppe af historier. Der ud over er det for mig vigtigt at give forældre værktøjer til at bryde tabuet og tale om alt det der er og det der sker. Der er rigtig svært at være barn, når man har en forældre i fængsel. Det er rigtig svært og der er masse af tanker og følelser forbundet med det. Hvis man ikke har nogen at tale med om det, ja så gemmer man det inden i - og det har konsekvenser senere hen, fordi alt usagt binder energi.

I min familie talte vi ikke om at min far sad i fængsel, det var noget meget skamfuldt.
Selv om jeg var 17 år, kunne jeg græde mig selv i søvne om aften, fordi min fantasi kunne løbe af sted med mig. Min far sad i Nyborg Statsfængsel, og jeg viste der sad rockere der. I mit hoved kunne jeg se hvordan de slog ham og ydmygede ham, hvordan han bare sad i et lille rum, lukket inde - det gjorde så ondt inden i mig. For selv om min far ikke ville se mig og kun min lillesøster, så elskede jeg ham i al hemmelighed, han var min far.
Jeg havde rigtig megen skyldfølelse og jeg var sikker på at det var min skyld at var kommet i fængsel. Min far dukkede nemlig op på min skole og bad om penge, hvilket jeg ikke havde - han lavede bankrøveri i banken ved siden af min skole. Så jeg var overbevist om at det var derfor han ikke ville se mig. Jeg turde ikke fortælle nogen om det her, for så ville alle hade mig.

Konsekvensen af alt det her blev et hav af hemmeligheder, som jeg hele tiden skulle have styr på inde i mit hoved. Alle de følelser der væltede rundt havde jeg brug for at få kontrol over, så de ikke styrede mit liv - jeg brugte min spiseforstyrrelse. Jeg smilte, kastede op og lod som ingenting - inden i var jeg i kaos og ensom.

Ensomheden blev min bedste ven, jeg talte ikke med nogen veninder om hvordan jeg havde det, jeg betroede mig til ingen. Jeg levede ikke længere, alt handlede om at overleve dagen og ikke blive spottet som bankrøverens datter.
Jeg kan huske da jeg blev kaldt til jobsamtale, på et familie behandlingshjem, mens jeg studerede, jeg var så hunderæd for at de kunne se i mine papir, at jeg var datter af en bankrøver. Min fars valg brugte jeg til at holde mig selv låst fast i at være andeledes end andre - og i min verden var det ikke godt.

Velkommen til verden

En ny blog ser dagens lys i dag, det er et stor øjeblik særligt for mig. Jeg har glædet mig i uger, faktisk har denne blog ligget og spiret i mange år. Men jeg har været lidt skeptisk, for at kaste mig ud i verden som bankrøverens datter, men det er sådan det er. Jeg er datter af en bankrøver.

 

Indlæggene kommer til at handle om det tabu, det er forbundet med at være barn af en kriminel. Jeg vil fortælle min egen historie, dele andres og være med til at få brudt det her tabu der er.
Det er så vigtigt for børn at føle sig som en del af fællesskabet. Så derfor tager jeg nu bladet helt fra munden, jeg pipper ikke længere i det små, men vil tale med stemme der kan høres. For også de dømtes børn skal høres, og hvis ikke jeg skulle tale deres sag ja hvem skulle så?

Jeg vil også dele de kriminelles historier, for at give indblik og forståelse. Det handler ikke om at holde folk nede, men om at give dem mulighed for at bidrage og vokse.
Jeg har de sidste mange år arbejdet med kriminelle og jeg har set dem rykke sig, fordi de fik en forståels af hvor de kom fra, hvem de var og det gav dem nye handlemuligheder.
Så Indlæggene kommer også til at handle om, hvordan vi får brudt de her mønstre vi sidder fast i, nye muligheder og en masse andet godt.

Hvis du har lyst til at fortælle din historie, hvad end du er barn af en kriminel eller kriminel, så kan du altid skrive til mig på christina@christinasogaard.com. Alle henvendelser vil blive behandlet med fortrolighed, og hvis du ønsker at være anonym er det helt fint. Du skal bare vide at verden har brug for at høre din stemme.

Jeg vil også være rigtig taknemlig, hvis du vil dele denne blog og mine indlæg med andre. For jeg vil ud i hver en krog og gøre en forskel. Vil du vide mere om mig, kan du læse mere her

Alt det bedste
Christina