grib usikkerheden

"hej smukke"
"du er jo pisse lækker"
"ved du godt hvor lækker du er?"
"jeg tror vi to skal ses"
"de øjne wau"
"hot mamma"
"sexy lady"


... mange kommentar og beskeder bliver jeg mødt med dagligt i min indbakke.
Jeg burde jo egentlig være smigret - men det bliver jeg ikke.
Jeg bliver mere usikker når jeg får kommentar på mit udseende, min første tanke er "ja det er da lige til du opdager hvem jeg er inde bagved".

Så er der nogen der kan bringe usikkerhed frem i mig, så er det mænd, ikke alle mænd - men ham jeg finder interessant. Jeg er så bange for, at han skal gennemskue mig og opdage, at jeg i bund og grund ikke er god nok alligevel. Så jeg prøver med næb og kløer at kompensere for alle mine fejl og mangler.

Så er det måske ikke skide smart at skrive dette indlæg, for det er jo lidt som at stille sig op nøgen og blottet. Sandsynligheden for at han læser det er nærmest lig 100 og var jeg virkelig modig så sendte jeg ham linket...

 

 

Men du hvad - da jeg flyttede tilbage til min eventyrby, så lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville nøjes længere. Jeg lovede mig selv, at jeg ville bryde op med alle de forhindringer der står i vejen for at jeg kan leve mit liv som jeg fortjener det. Jeg lovede, at når jeg blev udfordret så ville jeg gøre det modsatte af hvad jeg plejede at gøre. Det føles lidt som at brage gennem en skov og bane vejen mod målet.

Jeg har jo størstedelen af mit liv levet i den overbevisning, at jeg intet var værd, at jeg måtte nøjes og når alt kom til alt ville jeg alligevel blive forladt når jeg blev gennemskuet. Min egen far ville ikke kendes ved mig, og hvis han ikke ville - hvilken mand ville så? Jeg har oven i købet været så heldig, at løbe ind i alle dem, der blot har bekræftet min historie om at jeg intet var værd.

Men hvis jeg ikke kender min egen værdi, hvordan skulle et andet menneske så få øje på den!?!

Jeg tænker at jeg nok ikke er den eneste der det har det sådan. Den der usikkerhed dukker op som en trold i en æske - jeg kan simpelthen ikke styre den... Jeg bliver usikker når jeg mærker forandringer og så er jeg rigtig god til at lave historier i mit hoved, få tingene til at passe ind i min gamle historie. Så hver gang jeg fanger mig selv i dette, så deler jeg tingene op i fakta og historier. Hvad er fakta og hvilken historie tillægger jeg der, det er faktisk ret sjovt når man begynder at få øje på sin egen historie.

Når jeg bliver usikker, så lukker jeg ned, lukker folk ude og lader som om alt er godt - den er stensikker... Men jeg kender også konsekvensen af den handling, og det er ensomhed - så hvis jeg blev ved med at gøre det, så ved jeg hvor jeg ender henne og det er jo det modsatte sted jeg gerne vil hen. Så jeg bliver nødt til at handle anderledes. For ville jeg selv være sammen med en der ikke turde være ærlig af frygt for at den anden ville gå... NEJ, jeg har været der og det er så ucharmerende!

Jeg er p*sse bange, for at træde ud på ukendt grund, for det gør mig sårbar. Jeg jo hende den stærke, hårde, hende der har styr på det hende der har overlevet alle de udfordringer livet har budt hende.
Tænk at hun er bange for at være sårbar!...
Jeg kan få helt tåre i øjnene, når jeg skriver det her, for det er noget så sårbart for mig at lukke op for den side.

Men måske den ikke er så farlig alligevel... Min største frygt ved at være sårbar er, at jeg bryder sammen det hele krakelere. Det er jeg vokset op med sårbar er et tegn på sårbarhed... Men ville jeg ikke krakelere og bryde sammen hvis jeg blev i noget der ikke var sundt for mig...
Hvad nu hvis sårbarhed var et tegn på styrke. For det er vel en styrke at turde gå efter det man ønsker? Så hvis det værste for mig er at bryde samme, så ved jeg også at jeg kan rejse mig igen - det har jeg jo gjort et hav af gange. Så det kunne være sårbarhed var min vej til frihed, se så er det jo pludselig en fordel at kunne være sårbar!

Så i bund og grund er jeg et smukt menneske der kan blive usikker og p*sse bange - men det skal ikke stoppe mig. Må kærligheden sejre <3

Hvor svært kan det være?

Forleden sad jeg til møde med en sagsbehandler, en af mine unge mænd er blevet varetægtsfængslet. Jeg undre mig nogen gange over de ting jeg høre, og det er ikke første gang jeg har hørt det her, men hver gang rammer det noget i mig.
Sagsbehandleren sagde at hun ikke kunne forstå det her, for hun jo havde talt med om at han havde et valg, mange gange. Faktisk rigtig mange gange som hun sagde. Så fløj det ud af munden på mig "-og hvordan virker det så at tale med ham om det? " Hun kiggede underligt på mig og jeg sagde til hende at det hjælper ikke at snakke om, vi snakker og snakker. Rigtig mange af de unge mænd jeg har med at gøre, har aldrig lært at de træffer et valg, de er ikke bevidste om at de har et valg. Jeg viste heller ikke jeg havde et valg. Det var først da jeg lå på mit badeværelsesgulv, som 31 årige, det gik op for mig at jeg faktisk havde et valg om at lade være med at kaste op.

Jeg høre rigtig tit i nogle af de kredse jeg bevæger mig, at "man jo selv har et ansvar" og "man vælger selv at gøre det man gør". At "folk bare tage sig sammen!" ellers er de ikke villige til at skabe forandringer. Særligt kriminelle, de skal bare bures inde, sendes væk eller tage sig samme, de får i hoved og r*v når de sidder i fængsel. Så vil de også hellere være kriminelle...
Jeg kommer tit til at tænke på hvor mange af de mennesker, mener at man bare skal tage sig sammen - hvor tit de har forsøgt at stoppe med at ryge, at tabe sig lige de der sidst kiloer, hvor mange gange de har lovet sig selv ikke at spise chokolade på en hverdag.... eller et eller andet... og hvor mange gange de er faldet i ?

Hvor svært er det at ændre det her mønster??

Så hvordan kan man forvente at mennesker bare skal tage sig sammen?

Når jeg kigger på de mennesker jeg arbejder sammen med, for at skabe forandringer i deres liv, er det mennesker men store ar på sjælen, ja sågar åbne sår. De har nogle tunge historier om dem selv og om verden. De har slukket og lukket for egne behov og cykler rundt i overbevisninger om, at de ingen ting er værd og alt er ligegyldigt - og når man konstant får det at vide, ja så bliver det en del af ens sandhed og så bliver alt ligegyldigt. Men ingen af de mennesker jeg har mødt, har faktisk lyst til at leve det liv de lever. Ind og ud af fængsler, men der er det eneste de er gode til. Så fuck verden, det er alligevel en lang lort!

 

Det er hårdt arbejde at bryde mønstre, og det kræver meget mere end blot snak. Det handler om at tage i hånden inspirere, vise vejen, vise muligheder og støtte når man vælter. Det handler om at komme helt ind og mærke sig selv og lærer hvordan man håndtere alt det der dukker op. For når man aldrig har lært at vælge, ja så kræver det at man træner sin bevidsthed.

Så snak er godt, men der skal handling på.

Undskyld far....

Selv om vi boede i det store fine hus, der lå bag ligusterhækken der smukt smygede sig om det hvide stakit så hunden ikke løb ud. Så var der mange ting der var anderledes i min familie... Skyldfølelse var en stor del af min opvækst og følelsen af ikke at være god nok fulgte mig tungt.

Da jeg var 9- 10 år gammel blev jeg sat til at sortere post for min far. Når jeg kom hjem fra skole, skulle jeg tømme postkassen. Derefter skulle jeg dele brevene i to bunker. En bunke min mor måtte se og en min mor ikke måtte se. Det var den med alle rudekuverterne, hun ikke skulle se.
Jeg gemte alle rudekuverterne i min bogreol.
Nogle gange cyklede jeg så stærkt hjem fra skole, fordi jeg viste  min mor havde tidligere fri fra arbejde - jeg var så bange for hun skulle tømme postkassen før mig.
Jeg viste godt det var forkert det jeg gjorde, og jeg skammede mig sådan over for min mor der gik rundt helt uvidende.
Det var min fars og min hemmelighed, det gjorde ondt helt ned i maven.

Jeg spurgte en gang min far hvorfor? Det skulle jeg aldrig have gjort, han blev så vred på mig. Han kunne virkelig skælde ud, så man fik lyst til at krybe sammen og blive væk. Så jeg spurgte aldrig igen...
Men en dag opdagede min mor brevene i bog reolen - helvede var løs, mine forældre skændtes som om himlen var ved at falde ned. Jeg kan huske jeg gemte mig under mit skrivebord sammen med vores hund.
I min verden var det min skyld, jeg havde fejlet og var nu blevet opdaget.
Jeg kunne ikke se min mor i øjnene, fordi jeg skammede mig over det jeg havde gjort. Min far var vred, fordi jeg ikke havde gjort det godt nok. Det var en lang weekend!
Men mandag bad han mig gøre det samme igen, jeg turde ikke andet end følge ordren. Jeg følte mig som det dårligste menneske i verden.....

Da jeg var 17 år kom min far ind på mit gymnasium, pludselig stod han mit i skolegården helt ussel og usoigneret.
Mit hjerte hamrede af sted, og min første tanke var at jeg skulle have ham væk fra skolen, af frygt for at han ville lave en scene foran alle mine venner...
Jeg gik med gele i knæerne hen mod ham, jeg var så bange for ham for i min verden var han utilregnelig. Han fulgte efter mig, og vi gik ud af porten. Han ville låne penge, jeg havde ingen at give. Han så fjern ud i øjnene, jeg var virkelig bange for ham. Han blev ved at spørge om penge...penge....penge..
Jeg fik ham væk fra skolen og da ingen kunne se os, løb jeg alt hvad jeg kunne... jeg styrtede af sted, op gennem gågaden med tårerne piskende ned af kinderne. Jeg var så bange, jeg har aldrig stukket af fra min far før.
Jeg gemte mig i en sidegade, jeg kunne næsten ikke trække vejret så stærkt havde jeg løbet. Jeg kunne ikke se ham nogle steder.
Efter lidt tid gik jeg tilbage på skolen og lod som ingenting - jeg fortalte det ikke til nogen.

Et par dage efter blev min far anholdt for at have lavet bankrøveri ved siden af min skole... Skyldfølelsen væltede op i mig, det var min skyld at han havde lavet bankrøveri - hvis jeg bare havde givet ham penge, så var det aldrig sket. Jeg var den dårligste datter på hele jorden, ja faktisk det dårligste menneske - tænk hvis nogen fandt ud af at det var min skyld.
Jeg fortalte ingen om noget af det her, at han havde været inde på min skole og bede om penge - ikke engang min mor og søster. Jeg var sikker på de ville hade mig, hvis de viste at det var min skyld han måtte lave bankrøveri. Jeg ville aldrig kunne se dem i øjnene igen, jeg kunne ikke engang se mig selv i øjnene - jeg skammede mig.

Jeg var så bange for at min far hadede mig, og da han sendte besøgstilladelse til min søster og ikke mig, viste jeg at han aldrig ville tilgive mig.
Han fik 7 1/2 år i Nyborg Statsfængsel - da han blev løsladt levede jeg i konstant frygt for at han ville hævne sig. Jeg var altid bange for at møde ham.

I dag ved jeg at det intet med mig har at gøre, og at det har været min fars valg. Det har dog taget mig mange år at forstå det.
For den følelse af skyld  og skam som et barn får, sætter sig i kroppen og følger hver eneste dag. Den følelse styrer ens liv, også når man bliver ældre. Den sætter sine begrænsninger i hvem man som menneske kan være og man bliver konstant mindet om at man ikke fortjener det bedste. Frygten for at andre opdager den her hemmelighed om en, fylder konstant - for ingen vil kunne elske et ondt menneske.

 

Min far fik 7 1/2 år bag tremmer, jeg tog 13 år i en spiseforstyrrelse og var i mit eget fængsel.

Man kan sgu da ikke blive millionær, når ens far var bankrøver!

Jeg har jo besluttet mig for, at jeg vil være selvstændig og i den forbindelse er jeg startet op hos en coach, for at motivere mig selv og for at holde mig selv fast i mine mål.

Det er så interessant, hvordan gamle historier bliver ved med at dukke op og prikke til en. I denne uge arbejder jeg med skam og hemmeligheder - og nu har jeg ligesom delt min historie om min far, min opvækst, min spiseforstyrrelse og jeg kunne fortsætte. Jeg sætter gerne ord på alt det grimme, for jeg ved hvor meget det forløser og giver luft til at skabe forandringer. Jeg fortæller og deler, fordi jeg ved det inspirere andre mennesker der hvor de er i deres liv.

Så da jeg fik at vide af min coach at vi skulle arbejde med skam og hemmeligheder, ja så tænkte jeg "der er sgu ikke noget at komme efter længere".

Men mit mål er økonomisk frihed, jeg vil leve resten af mit liv uden at skulle bekymre mig om penge.

Men lur mig lige engang, der lå en masse skam og hemmeligheder omkring min økonomi - jeg er helt overrasket over alt det der væltede frem. Der var så mange hemmeligheder og en masse skam forbundet med penge hos mig. Jeg har set hvad penge gør ved mennesker, blandt andet min far, ja i min familie. Så i min verden var det at have mange penge forbundet med noget virkelig dårligt. Det er jo roden til alt ondt, jeg så hvad det gjorde ved min far! Og sådan skulle jeg aldrig ende, som i ALDRIG. Så hellere bruge penge inden de var tjent, for så var jeg fri for at gå rundt i den usikkerhed - at ende som min far. Og man kan sgu heller ikke være millionær når ens far er bankrøver... det siger sig selv.
Der er mange overbevisninger forbundet med min historie, og de dukker stadigvæk op. Men jeg griber dem nu, en efter en.

 

Jeg har altid haft svært ved at sætte en pris på mig selv og de ting jeg laver, fordi jeg ikke ville være grådig.... som min egen far. Konsekvensen af det var bare et liv med røven i vandskorpen. Og det gider jeg simpelthen ikke længere - jeg er også mor, og vil gerne lære mit barn sit værd at kende.
Så i dag er jeg trådt ind i grådigheden og tager de første spæde skridt - det føles vildt og meget grænseoverskridende - men også rart!

Det bedste ved de her historier, hemmeligheder, skam er, at når vi får øje på de her ting. Så kan vi afdramatisere dem, pille dem fra hinanden og bygge nyt op som styrker os der hvor vi er, så de kan støtte os i at komme derhen hvor vi gerne vil.
Et af mine actionssteps i denne uge er blandt andet at skrive dette indlæg.
Et actionstep, det er en opgave man kommer frem til, hos en coach. Actionsteps er til, fordi du skal gøre noget for at ændre dit mønster/overbevisning.

Hvis vi ikke gør det, deler vores hemmeligheder og vores skam, ja så æder det os op inde fra, og vi finder os selv frustreret og ofte bange - vi ender i selvdestruktive mønstre for at overleve dagen og vejen. Vi giver op og lader stå til. Men vi er så meget mere værd, og jeg ved at sammen så skal vi nok klare det.
Hvis du har lyst kan du læse mere om et coach forløb hos mig, så kig forbi på min hjemmeside her

Men jeg vil gerne give dig et tip. Begynd at læg mærke til i hvilke områder i dit liv hvor du sidder fast, bliver frustreret, hvor du ikke er der hvor du ønsker at være - det kan være, økonomi, kærlighed, helbredet, karriere osv. Det er i de områder du kan finde ind til din skam og dine hemmeligheder og de er din billet til frihed.
Jeg har tit oplevet de unge mænd, jeg har været mentor for - have en masse skam og hemmeligheder omkring penge. Særligt fordi de var kriminelle, og penge var ikke noget man tjente, det var noget man tog uanset om det var røveri, tyveri eller salg af stoffer. Rigtig mange af dem låste sig selv fast i deres egne hemmeligheder omkring penge, og de var så bange for at tjene penge, fordi penge var deres adgang til stoffer og mere ville have mere.... Penge var lort at have og lort ikke at have - men det handler jo slet ikke om pengene, men alt det der ligger bag.

Jeg har besluttet mig for, at det skal være sjovt for mig at tjene min første million - og jeg får sommerfugle i maven når jeg skriver det og bliver virkelig rød i kinderne. Men det er mit mål og det er sådan det bliver, for jeg er heldigvis meget stædig!

Ha' en dejlig dag,
vi ses

Christina