Lad os lige få det på det rene!

Ah men det er en fest at åbne sine Facebook beskeder på sådan  skøn solskins torsdag morgen.

Juhuuu, at få klasket op i hovedet at man er for meget, har lavt selvværd, ikke andet end en dulle der bare søger opmærksomhed - alt blot fordi jeg poster selfies på min private facebook.

Det bringer et smil frem på læben - for hold nu op hvor har andre travlt med at pege fingre. Det er så skønt, og jeg håber vitterligt de har det bedre efter de har trykket sendt!

Kunne det tænkes, at jeg måske bare var glad i låget, og ville dele den glæde med andre, uden at det betyder jeg sidder og tæller likes? Kunne det være at jeg er lykkelig over, at være i live i dag og værdsætter alt det jeg får lov til at opleve?

Kan jeg have dårlige dage - helt klart, jeg er heller ikke bange for at dele dem. En gang prøvede jeg at stikke af fra de dårlige dage, nu så øver jeg mig egentlig bare i at være i dem og i ikke at klaske mig selv oven i hovedet med negativitet. Det virker for mig!

Har jeg lavt selvværd, ja på nogle områder bokser jeg stadigvæk med overbevisninger om ikke at være god nok. Men det afhænger på ingen måde af hvad andre siger, synes og gør på Facebook - det er en følelse inde i mig. Det er der ingen der kan fikse den, heller ikke likes på selfies på Facebook. Det er så uendelig ligegyldigt.

Kan jeg lide opmærksomhed, bestemt! Jeg elsker at få opmærksomhed - og jeg er ikke bange for at bruge mig selv for at få den opmærksomhed, der skal til for at folk lytter på det jeg har på mit hjerte. For hvilken idiot ville holde på sig selv nede og gemme sig selv væk, hvis h*n havde noget på hjertet som var så vigtigt at få ud. Jeg skriver det kun fordi jeg selv har været den idiot, og det fik mig ingen vegne. Tvært imod, så endte jeg frustreret, irriteret og misundelig på andre.

Så er jeg selvfed, uden tvivl. Er jeg for meget, uden tvivl.... men hellere for meget end for lidt!

Men jeg vil nu bare have lov til at være mig, med det sure og det søde, det pæne og det grimme basta BUM!

En gang var jeg bange for at være for meget, for hvad alle tænkte om mig, jeg hadede mig selv, mit liv og jeg skammede mig over den jeg var og der hvor jeg kom fra - det resulterede i 13 år med bræk, hovedet i toilettet, flirten med døden...

USA 2007 - 3 måneder før mit stunt på badeværelset.

Jeg nåede at tabe 6 kg mere inden min krop sagde stop.

Tro mig, jeg ved hvad jeg snakker om og det kræver meget mere at styrke selvværdet og tilliden end at lægge et selfie op på Facebook og måle sig i likes... For de likes præller alligevel af på en, hvis man ikke tror på an man er god nok selv!

Så tak for alle beskeder, kommentar og likes - jeg knus elsker dem alle. Overvejer at lave video indslag - så skal de få noget at snakke om ;)

Go' torsdag

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter.

Dette skal du vide hvis du er selvdestruktiv... er vi alle ikke lidt det?

Verden kokser og følelserne tager over, det gør ondt inden i, og det kan være svært at sætte ord på hvad det er. Ja nogle gange findes der slet ikke ord. Det gør bare ondt ad helveds til. Kroppen skriger og vrider sig.

Det kan føles som det mest ubehagelige sted i verden. Det river inden i, hjertet banker og smerten tager over i hele kroppen. Det kan være ulideligt at være der. Mange mennesker søger efter noget der kan dulme smerten. Vi vil have den skal gå væk...  forsvinde. Mad, stoffer, alkohol, sex, you name it. Vi prøver med alle midler at dulme os selv og vores følelser.

Det virker et kort øjeblik, vi bliver taget væk i en rus. Der kommer ro inden i og vi kan næsten holde os selv ud igen.

I et kort øjeblik.

For inden længe kommer skyerne tilbage og vi må starte forfra og søge det næste fix. Så sidder vi i hamsterhjulet, verdens mest destruktive sted. Vi hader det, men "på mandag eller i morgen så stopper jeg" sådan starter det. Men til sidst giver vi op og lader stå til, vi bliver ligeglade. Vi er fanget, låst fast og kan ikke se os ud af helvede. Selvhadet vokser og de negative tanker om os selv tager til.

"Hold kæft en taber jeg er".

Vi bliver bange for at andre skal opdage vores skam... for er der noget vi gør, så er det at skamme os over ikke at have styr på livet.

Det er flovt, pinligt og så taber artigt ikke at have styr på sig selv eller sit eget liv. Endnu mere slå vi os selv oven i hovedet.

Hvis vi er rigtig smarte, så begynder vi at lyve over for de mennesker vi holder allermest af, af frygt for at de vil slå hånden af os hvis de finder ud af hvilket menneske vi inders inde er.
Vi kan også hoppe i den anden boldgade, vi peger fingre af alle de andre og sviner dem til, for alle deres fejl og mangler. På den måde så behøver vi ikke at forholde os til os selv.
Vi kan også have behov for at fremstå som perfekte, det perfekte hjem, perfekte job, perfekte krop, perfekte tanker...

Det er som at putte flødeskum på lorten. Så håber og beder vi bare til, at ingen kommer forbi flødeskummen. Skulle det ske, at nogen kommer for tæt på. Ja så vipper vi dem af pinden, med undskyldninger om at det er dem der er noget i vejen med.

Så fortsætter livet og det destruktive mønster holder os låst fast, som ofre for vores egne omstændigheder. Stakkels mig!

Vi flygter fra det som det hele inderst inde handler om, nemlig os selv og det billede vi har af hvem vi er.

Hvem er vi så inden bag flødeskummen?
Vi er bange mennesker, der aldrig har lært om valg i livet. Så derfor er vi bange for vores følelser, særligt når det gør ondt eller føles for godt. Vi har et hav af overbevisninger om hvordan livet hænger sammen. De overbevisninger styrer vores hoveder i alt hvad vi foretager os.
Vi er såret og svigtet mennesker, der har oplevet de værste sider i livet.

Når vi en sjældent gang fortæller vores historier, bliver vi mødt med store øjne og åbne munde. For tænke at have oplevet det!
Vi bliver bange og trækker os tilbage i vores skjul og bekræfter os selv med, at ingen alligevel kan rumme vores forfærdeligheder. Vi lukker døre og skubber folk væk, særligt dem der gerne vil os - vi gør det ikke for at være onde. Men vi lever blot i vores historier om, at ingen alligevel vil os når de ser vores sande jeg.
Så derfor hopper vi tilbage til vores destruktive mønstre, for hvor mærkeligt det end lyder ja så er vi trygge der.

Vi slår os til tåls med at dette er vores lod i livet, og at det bare er en lang lort vi må tage en bid af hver eneste dag. Vi leger med tanken om døden, så vi hurtigt kan komme væk herfra - og så andre slipper for os. Vi er til mere skade end gavn...

Det eneste vi aldrig ser, er vores egen styrke...

Vejen hjem
Det kræver mod at turde bryde sine mønstre, for pludselig skal vi stå ansigt til ansigt med vores egne indre dæmoner. Dem som vi hele livet har flygtet fra, al det ukendte, smerten, skammen og følelsen af ligegyldighed. Men det kan lade sig gøre, og det kan det for alle. Vi har alle styrken inden i os, men vi har bare gemt den væk bag vores destruktive mønstre, fordi vi aldrig har lært at tackle vores følelser.

Det er nemlig vores følelser og de historier vi har bundet dem op på, der får os til at fucke vores liv op.

Det er hverken let eller en dans på roser at skabe forandringer. Det kræver hårdt arbejde, men det er det hele værd, når vi lærer at håndtere vores følelser uden at skulle dulme smerten.

Jeg kunne, det kan du også.

Jeg har noget på hjertet

Jeg bliver tit spurgt hvad det egentlig jeg laver?

Ja og det er et godt spørgsmål - og jeg kan godt forstå, at det kan være svært at hitte rundt i. Rigtig mange tror at jeg kun arbejder med kriminelle, laver indsamlinger og socialt arbejde, men jeg tilbyder også min viden om en masse andet.

Jeg sidder ofte med mennesker, både unge og voksne, som lever i selvdestruktive mønstre, de har udfordringer med alt lige fra stoffer, alkohol, spiseforstyrrelse, kriminalitet, cutting, lavt selvværd, anbragt uden for hjemmet, seksuelt misbrugt, omsorgssvigt i barndommen, fysisk og psykisk vold i deres forhold - ja de har mange ting de tumler med.
Til fælles for dem alle er, at de sidder fast i negative historier om dem selv, og de kan ikke gennemskue vejen ud af deres mønstre. De er låst i de tanker de gør om sig selv.

Der ud over er jeg også tilknyttet frustreret forældre, de forældre der ikke ved hvad de skal stille op i forhold til deres destruktive børns adfærd, forældre der løber panden mod en mur i det offentlige system og forældre der har brug for rådgivning og vejledning omkring deres egen rolle som forældre.

Det er rigtig vigtigt for mig, når de (både unge, voksne og forældre) kommer hos mig, har et frirum til dele alle deres tanker - også de mørke og "forbudte".  Her er intet rigtigt eller forkert, det er som det er. Jeg er ikke den der skal dømme dem (det klarer de fint selv), min rolle er at lytte og udfordre dem til at få brudt deres mønstre, skabt nye overbevisninger og vende deres historier til en styrke.

Så holder jeg foredrag "kærlig hilsen bankrøverens datter" - om at være vokset op med en kriminel far, og de konsekvenser det har haft for mig i mit liv. Jeg underviser på uddannelsessteder, for at sætte fokus på de dømtes børn.

 

Alt hvad jeg laver gør jeg, fordi jeg har et personlig engageret i det. Jeg ville ønske, at der fandtes en som mig, da jeg var teenager. Fordi jeg følte mig ensom, alene og forkert. Jeg ville ønske at der havde været en, der kunne hjælpe mig med at bryde mine mønstre, stille spørgsmålstegn til mine overbevisninger og støtte mig i at vende min historie til min styrke. En der lyttede, så mig og greb mig.

Så kender du nogen der bokser med livet, så send dem forbi www.christinasogaard.com

Har du ideer eller kendskab til institutioner, klubber, skoler eller foreninger der kunne være interesseret i at få mig ud at holde foredrag, så send dem gerne til christina@christinasogaard.com

Så hjælp mig med at dele min kunnen og viden - for alle børn og unge har ret til en tryg barndom. NEJ der findes ingen umulige børn og unge, at reagere er et sundhedstegn.
Der findes heller ikke nogle onde voksne, men mennesker som handler ud fra tunge og destruktive historier fra den bagage de slæber med sig fra deres egen barndom. Voksne der ikke aner de har et valg.

Jeg og alle de mennesker der sidder låst i livet ville være taknemlig <3

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter.

Må man føle sig stolt?

En gang var følelsen af stolthed virkelig fjern for mig. Det var ikke noget jeg kendte til, jeg havde intet at være stolt over...  

Da jeg blev rask og startede med at fortælle min historie offentligt, fik jeg altid at vide at jeg skulle være stolt over mig selv, det jeg præsteret og den måde jeg havde tacklet mine udfordringer på.

STOLT, hvad betød det egentligt? At være stolt, jeg anede ikke hvordan det føltes. Men det bekræftede blot min historie om, at jeg var mærkelig – for jeg kunne ikke mærke stolthed, jeg anede ikke hvor den følelse sad eller hvad den gjorde ved en. Ja jeg havde gjort rigtig meget for at blive rask, men stolt over det?!?

Skulle jeg være stolt over at jeg havde ”reddet” mig selv…

Jeg havde jo ligesom ikke noget valg – hvis jeg ikke gjorde det jeg skulle, så ville jeg jo dø.

Jeg anede ikke hvor stoltheden lå.

Men jeg skal love for, at jeg har oplevet den for fulde gardiner her i eventyrbyen. Det føles så rart og så selvforstærkende, så uselvisk, befriende – det er som at flyve. Jeg er høj på livet og stolt.

For nogle uger siden lå jeg en lørdag morgen i min seng, min datter på 5 år lå ved siden af og sov. Jeg tjekkede Facebook og læste om en bekendt i København, der havde startet en tøjindsamling til bådflygtningene der kommer til Lesbos. De manglede en koordinator på Fyn.

Det ramte noget inden i mig, jeg havde også set billederne på tv af familier på flugt. Det gjorde ondt inden i mig, jeg kunne mærke børnenes smerte. Udtrykkene i deres øjne sagde alt.

Men jeg lagde telefonen fra mig, jeg var jo lige flyttet tilbage til Odense og mit netværk her er småt endnu. Jeg kiggede på min datter der lå der ved siden af og trak vejret tungt og trygt. Jeg har et ekstremt retfærdighedsgen. Da jeg var lille pige, drømte jeg om at hjælpe børn der ikke havde det godt.

Der lå min datter – jeg tænkte vi er så fandens privilegeret…. Men intet er sikkert, det kunne være os en dag der sad i en gummibåd og krydsede et hav, usikre, bange og fyldt med frygt. Jeg skrev til Anne, at jeg gerne lagde hus til indsamlingen, men at jeg jo ikke havde noget stort netværk. Der gik en halv time og så lå mit navn og adresse på nettet. De første sms’er kom fra folk der gerne ville vide hvornår de kunne komme og aflevere poser. Derefter gik det stærkt.
Min datter havde heldigvis en legeaftale med en veninde fra børnehaven og jeg havde egentlig en kaffedate. Jeg skrev til ham at jeg var lidt små crazy og letter impulsiv, men jeg havde kastede mig ud i det her projekt, så han skulle bare vide at der måske dukkede folk op med tøj. Han tog det i stiv arm og var helt med. Hatten af for ham!

Det væltede ind med tøj, bleer, tæpper, mad, soveposer, madrasser og masser af bamser – det er en af de vildeste oplevelser jeg har haft. Det var så intenst at møde alle de mennesker der kom forbi. Så rørende at høre deres historier, om hvorfor de kom forbi. Jeg havde besøg af godt 300 mennesker på 3 dage. Det gik lige ind i mit hjerte og jeg var ramt af en stolthed som fyldte alle celler i min krop. Da jeg gik i seng mandag aften kunne jeg næsten ikke være i min krop. Jeg var så stolt over at være med i det her projekt, jeg var stolt over at vi nåede ud til alle medier (du kan se det hele her) . Men mest af alt er så hamrende stolt over, at være med til at gøre en forskel på første række hos de mennesker der måtte forlade alt.

Jeg får lidt tåre i øjnene når jeg skriver det her, for det er så ubeskriveligt vigtigt at hjælpe hvor vi kan. Ingen fortjener et liv i frygt.

Vi startede med at måtte sende 4 kubikmeter tøj afsted i en bil – men 15 frivillige dukkede op tirsdag eftermiddag og lavede en kæde fra min lejlighed ned til gade. 1 time og 7 minutter tog det dem at tømme min lejlighed, vores pragtfulde chauffør tog turen til København 2 gange og vi sendte 50 kubikmeter afsted – godt 2 ton!

 

Nu ved jeg hvad stolthed handler om. Jeg havde i fredags besøg af en journalist, og for første gang følte jeg mig stolt over min egen rejse.  Som i stolt inden fra, helt ind i hjertet. For nu ved jeg hvad det handler om. Jeg er stolt over det arbejde jeg laver hver eneste dag, når mødes med de unge mennesker jeg har samtaler med - de er også med til at gøre mig stolt.

Så JA vi må gerne være stolte over os selv, og ja vi må gerne vise det til hele verden - nogen ville måske sige vi var blærerøve... Måske... eller måske vil vi bare inspirere andre til at turde lidt mere

Så ja i dag er jeg simpelthen så stolt over mig selv, min rejse  og det liv jeg har skabt - på trods af alle de udfordringer der har været og er...

Kærlig hilsen

Bankrøverens dattter

Jeg øver mig i at leve med savnet...

Jeg har aldrig delt det her med nogen, jeg har aldrig turde. Jeg var bange for at andre syntes jeg var mærkelig.

Men der er dage hvor jeg savner min far… Bare savner ham helt ind i mit hjerte. Selv om han var hård og streng, så er der momenter jeg savner og ja så savner jeg bare min FAR.

Nogle gange når jeg kigger på min datter ville jeg ønske, at han kunne have oplevet hende, ja i det hele taget oplevet mig. Der er så meget jeg ville ønske, jeg havde haft mulighed for at dele med ham, spørge ham om og sige til ham.

Det var svært at være 17 år og miste ham fra den ene dag til den anden. Det var svært at være i sorgen, jeg måtte ligge øre til rigtig meget ”det er bedre at han forsvandt, med alt det skidt han gik og lavede” eller ”hellere han forsvandt, end slog jer alle ihjel”. Det var min far…  min far, det gjorde ondt. Det er svært at miste og blive valgt fra på samme tid. Så uforstående og selvdestruktivt.

Jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at være ked af det den gang, for alle havde en mening om det min far gjorde og havde gjort. Min familie var i sorg og jeg skulle være den stærke.
Jeg lukkede ned for min egen sorg og nu kan jeg se, at den i stedet blev til en uldmene vrede. Fortrængte og undertrykte følelser er de værste. De blev i stedet til en vrede der kunne få mig til at eksplodere. Jeg var som en trold i en æske. Ingen viste hvornår jeg kunne eksploderede i vrede, heller ikke mig selv. Jeg var en tikkende bombe. Jeg var frustreret og følte mig fanget – låst i et kaos.

Da jeg var med til at slukke min fars respirator i 2004 viste jeg ikke om jeg skulle græde eller grine. Det lyder makabert. Men en del af mig var lettet, for nu skulle jeg ikke længere gå og kigge mig over skulderen. En anden del af mig, den del jeg holdte for mig selv var ked af det, trist og det gjorde hamrende ondt inden i. Jeg havde mistet noget af mig.  

Men jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at være i sorg, fordi alle andre var lettet på vores vegne, ja selv min egen familie var lettet. Så jeg turde ikke sige det højt, så igen undertrykte jeg sorgen og fortrængte smerten i min spiseforstyrrelse.

Jeg har som sagt altid troet at min vred egentlig skyldtes de svigt jeg var udsat for. Men de sidste mange uger er det blevet tydeligt for mig, at jeg aldrig har sørget over tabet af min far. For selv om en har forvoldt én en masse smerte, så er der en samhørighed på trods af. Jeg tror det mange gange kan skabe forvirring inde i en, for på den ene side hader man og på den anden side elsker man… det er et forjættet land at være i.

Ingen kunne forstå smerten ingen kunne rumme den – end ikke mig selv. Jeg begravede den og gemte den længere væk end noget andet. Men savnet var der og er der, men jeg sagde det aldrig højt. Jeg skammede mig over, at kunne savne et menneske der havde gjort så meget ondt over for så mange mennesker.

Men jeg savner min far.

Jeg øver mig i at være i savnet og sorgen…

Kærlig hilsen

Bankrøverens datter

Hvem høre de dømtes børn?

Jeg er netop hjemvendt fra et spændende interview om min historie. Det sætter altid gang i tankerne, når jeg deler min historie…

Ja jeg så også dokumentaren om Christianias børn – skyggesiden af eventyret. Den ramte mig lige i hjertet, jeg kunne kende en masse sorg, smerte og uforståenhed.

For hvem høre de dømtes børn?

Det er os der som børn og unge mennesker ligger os i vores senge hver aften  – ensomme, triste, sorgfulde, skræmte, glemte og skamfulde. Vi er bange for at blive udstødte, vi føler en enorm skyld og vi har mistet tillid til den verden vi befinder sig i.

Vi har opgivet livet, allerede inden det overhovedet er begyndt.

Men der kommer ingen og holder om os.

Jeg stod i Netto her i formiddags og overhørte to stå og snakke om nogle kriminelle. Det er ikke første gang jeg hører dette, men det niver i mit hjerte hver gang. Den ene sagde til den anden, ”de kryb skulle bare sendes på en øde ø, så vi slap for dem”.

Det vækkede minder om dengang, hvor jeg med egne øre hørte voksne tale nedværdigende om de kriminelle. Det gjorde så ondt inde i og jeg skammede mig over min far. Ham der lavede økonomisk kriminalitet, bankrøveri, brandstiftelse, havde bordel osv.

Jeg var teenager, da det blev opdaget ud af til, hvad min far gik og lavede. Det var dengang vi røg på forsiden af avisen.

 

Det er som at leve i en dobbelt skam, for vi ved jo godt det er forkert det vores forældre har gjort/gør, og vi er tvunget til at ligge øre til, at omverden har en holdning til vores forældre.

Pludselig er det os der må betale prisen. Enten lader vi historien tage over og gør alt for at fucke vores eget liv op, fordi vi ikke kender til andet. Eller vi holder os selv tilbage, af angst for at andre skal opdage vores dybe hemmeligheder… For i skolen vil de andre forældre  ikke lade deres børn være sammen med de kriminelles børn. Det er som om vi er bærer af en smitsom sygdom.

Så vi lukker i, taler ikke om det og holder hemmelighederne for os selv. Vi bliver et omvandrende tabu. 

Vi er overladt til os selv. Det er som om vi selv har været ude om alt det der sker. Det er vores egen skyld, når vi lader os vælte omkuld. Når vi ikke længere kan rumme og håndtere vores egen smerte. Når vi laver ballade, skaber os og ikke passer ind i kasserne.

Ingen har nogensinde lært os hvordan.

Vi er børn…unge mennesker…

Vi er og bliver uskyldige over for vores forældres valg.

Jeg var teenager, det var svært. I min familie fik ingen hjælp. Ingen turde spørge om hvordan jeg havde det, måske var de bange for jeg ville krakelere og smuldre i stykker – måske smittede jeg. Min gymnasielærer var endda så kæk, at pointere over for hele klassen at ”æblet sjældent falder langt fra stammen”.

Jeg var bange, alene og havde mistet min far. Men den sorg måtte jeg holde for mig selv, for jeg var jo bedre uden ham med alt det han gik og lavede… Det var min far, den anden halvdel af mig. Han blev gjort til skamme og prisen måtte jeg også betale… 

Det tog mig mange år at slippe min negative historie og vende den til positiv. Når jeg møder mennesker i dag, og de spørger hvad jeg laver. Så bliver der tavshed i et øjeblik, når jeg siger ”jeg holder foredrag om at være datter af en bankrøver”. De ved ikke helt hvad de skal sige – lige indtil jeg begynder at fortælle  om hvorfor det er så vigtigt for mig at få fortalt historien. Så begynder de ofte selv at fortælle deres hemmeligheder.

Det er den tavshed vi er vokset op med og den vil altid følge os.

Jeg smitter ikke længere, jeg inspirere andre til at turde smide skammen og turde være den de er med hele deres historie.

Kærlig hilsen

bankrøverens datter

Vil jeg dø?

Jeg læste en artikel tidligere i dag, om en nybagt mor der var blevet indlagt på psyk fordi hun var suicidal.
Den satte tankerne i gang og ramte lige ned i fortiden...

Den mindede mig om den gang jeg fandt mig selv, midt om natten, liggende smurt ind i mit eget bræk, bange, tom og efterladt i et inferno af sorg og uforløst smerte...
Livet ændrede sig den nat.

 Jeg blev bange for at dø. Det lyder så voldsomt, dø...

Dø

- ville jeg det?

 

I et split sekund så jeg mit liv passere for mit indre, var det nu jeg skulle væk?
Jeg så mine veninder og deres lykkelige familier - jeg lavede ikke andet en putte flødeskum på lorten, dag ud og dag ind. Jeg ville så meget mere med mit liv!

Jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op.
Det var den gang hvor jeg gik op til sagsbehandleren og for første gang i 13 år erkendte at jeg var syg. Meget syg!
Det mest grænseoverskridende jeg nogensinde har gjort, for jeg stolede ikke på nogen mennesker, overhovedet. Men jeg brød sammen på hendes kontor, min krop sitrede og rystede, jeg havde svært ved at trække vejret. Jeg græd for første gang i 13 år foran et menneske, jeg tiggede og bad ydmygt om hjælp.
Hun kiggede køligt op bag sin skærm og sagde "Christina jeg kan jo se du har din egen lejlighed - så jeg kan ikke rigtig hjælpe dig".

Aldrig har jeg gået så fortvivlet, afvist  og alene fra et møde...

Skulle jeg bare dø nu!?!
Skulle jeg bare ligge mig til at dø?

Jeg var så fyldt med skyld over min fars bankrøveri, min krop var en stor fabrik af skam.

Jeg gik hjem og græd i tre dage, jeg græd som jeg aldrig havde grædt før. Billederne fra badeværelsets gulvet blev ved med at dukke op i mit hoved, og sætningen "der kommer ingen og redder dig" drønede rundt. Mit hoved var ved at eksplodere.

Jeg overvejede, at tage på psykiatrisk skadestue, men jeg havde jo også set "Gøgereden" og havde haft en x'kæreste der havde arbejdet på den lukkede.
Jeg turde ikke, jeg var så rad for at skulle blive buret inde resten af mit liv, hvis de først opdagede hvem jeg virkelig var... og min dansklæreres udsagn om "æblet falder sjældent langt fra stammen" - ville jeg så være til fare for mig selv om andre?? Jeg kunne ikke... jeg turde ikke...

Jeg måtte klarer mig selv 31 år, 38. 7 kg skind og ben... Jeg har altid klaret mig selv. Jeg fandt viljen, for jeg var ikke klar til at dø!

I mit arbejde møder jeg dagligt rigtig mange unge mennesker, der har opgivet, er ligeglade- de har ingen tillid til andre. Når jeg høre deres historier, kan jeg kun nikke genkende til deres fortvivlelse og opgivet hed.
Min vigtigste opgave er, at give dem håb og tro på at de kan og de fortjener det. Det gør vi alle! Ingen er ligegyldige og vi har alle hvert vores at tumle med, intet er større eller mindre. Det er som det er.
Men håbet må vi aldrig miste, og det er derinde. Helt inde bagved i mørket, men det er der!

Kærlig hilsen
bankrøverens datter