Bag facaden....

Når jeg er ude og holde foredrag, modtager jeg altid rigtig mange mails efterfølgende fra mennesker der kan mærke sig selv i min historie. De kan mærke smerten, sorgen, skammen, hadet, hemmelighederne og ikke mindst døden. Det bliver tydeligt for dem hvor de spænder ben for sig selv.

Der tikker altid hemmeligheder ind i min indbakke efter et foredrag. Mange mørke og dybe hemmeligheder. Hemmeligheder som vedkommende aldrig har fortalt nogen før. Det er en befrielse at få sagt det højt.

Jeg er ikke bange for at sætte ord på det dystre, det mørke og de grimme tanker - det er trygt for mig, for jeg har stort set levet der hele mit liv.

Ordene modig, sej, stærk, inspirerende, autentisk... wauu tænker jeg altid, det er også mig.

Men bag facaden, bag ansigtet, bag smilet og inde bag de blå øjne... bag de flotte ord er der stadigvæk et menneske der er bange, usikker, ulykkelig, mislykket, føler sig svag, mister fodfæstet, savner, rammes af sorg, har lyst til at give op, et offer....

Kommer vi nogensinde til at kunne slippe det helt? 

Næh det tror jeg ikke, det er en del af os. Men vi kan lærer at leve med det. Vi kan ikke slette fortiden, og de sider af os som vi ikke bryder os om  - men jeg tror på at vi kan lærer at leve med det og omfavne det. Følges med det hånd i hånd. Bruge det som en styrke, frem for at pille os selv ned og slå os selv oven i hovedet med det. Kigge de overbevisninger vi har sået som børn,tillagt os selv og gjordt til vores historier om hvem vi er, hvad vi fortjener og hvad vi kan tillade os at forvente af livet.  

Alle de overbevisninger vi her i vores voksenliv styres af.  Alle dem der får os til at lide i livet, alle dem der gør at vi løber ind i de samme ting igen og igen. 

At fortælle vores hemmeligheder og historier højt, får ikke smerten til at forsvinde. Det letter, men at balancere med fortidens smerte kræver øvelse. Men vi skal øve os i at kunne rumme de grimme sider af os selv, alle de sider vi ikke ønsker at alle andre skal se. Vi skal selv kunne være okay med de sider af os, ellers kommer de til at styrer os og vi ender med at overkompencere og det er der hvor vi miste os selv. Det er her vi bliver frustreret og irriteret på os selv og andre. Det er her vi har lyst til at forsvinde. 

Uden min svaghed kunne jeg ikke være stærk - og uden min svaghed kunne jeg aldrig bede om hjælp. Det er ret sigende, for der er nogle ting jeg rigtig gerne vil opnå her i livet. Jeg kan se hvordan jeg selv spænder ben for mig, fordi jeg har svært ved at bede om hjælp. Jeg har altid skulle klar mig selv, der har aldrig været hjælp at hente. For svag var ikke noget man var i min familie. Jeg kan stadigvæk høre mine forældre sige, at jeg bare skulle tage mig sammen når jeg synes tingene var svært. Flere historier fulgte i kølvandet og passede perfekt ind i min historie om at svag var noget rigtig grimt. "Christina du må være stærk og passe på din mor og søster nu hvor din far ikke er her længere" "Christina du er den ældste, så må du også være stærk" "Christina, du klarer det jo alt det her med din far så flot" Det runger stadigvæk i mit hoved, efter alle de år. Jeg var hamrende bange, ulykkelig, nedbrudt og følte mig så svag, for jeg havde ikke styr på en skid - men smilte ud i verden så ingen skulle opdage hvem jeg var inden i. 

At bede om hjælp er svagt.  

Men de sidste mange uger har jeg høre min egen stemme hele tiden mig selv sige til andre, jeg vil ikke længere vil klarer alting selv. Jeg gider ikke mere. 

Betyder det jeg er god til at bede om hjælp, lad os sige at jeg øver mig stadigvæk. 

Men små skridt hver dag. 

Jeg ved det her kan lyder som et mærkeligt eksempel... men i går havde jeg købt portobellosvampe. Jeg stod der med pakken hjemme i mit køkken og kiggede på den og tænkte "hvad fanden stiller jeg op med dem?".

Måske jeg skulle bede om hjælp til tilberedning - ej det er også for tåbeligt. Jeg kan jo bare google. Der er ingen der skal opdage at jeg ikke har styr på det = for så er jeg svag.  

Så jeg slog det op på Facebook og vi spiste lækre svampe.

Så ja når vi har modstand på noget, så er det hvor vi skal sætte ind. Føler jeg mig stadigvæk svag? 

Jo nu har jeg ligsom blottet mig selv og jeg er ikke færdig med at øve mig, men jeg vil bare have lov til at være fri... 

Dette skal du vide hvis du er selvdestruktiv... er vi alle ikke lidt det?

Verden kokser og følelserne tager over, det gør ondt inden i, og det kan være svært at sætte ord på hvad det er. Ja nogle gange findes der slet ikke ord. Det gør bare ondt ad helveds til. Kroppen skriger og vrider sig.

Det kan føles som det mest ubehagelige sted i verden. Det river inden i, hjertet banker og smerten tager over i hele kroppen. Det kan være ulideligt at være der. Mange mennesker søger efter noget der kan dulme smerten. Vi vil have den skal gå væk...  forsvinde. Mad, stoffer, alkohol, sex, you name it. Vi prøver med alle midler at dulme os selv og vores følelser.

Det virker et kort øjeblik, vi bliver taget væk i en rus. Der kommer ro inden i og vi kan næsten holde os selv ud igen.

I et kort øjeblik.

For inden længe kommer skyerne tilbage og vi må starte forfra og søge det næste fix. Så sidder vi i hamsterhjulet, verdens mest destruktive sted. Vi hader det, men "på mandag eller i morgen så stopper jeg" sådan starter det. Men til sidst giver vi op og lader stå til, vi bliver ligeglade. Vi er fanget, låst fast og kan ikke se os ud af helvede. Selvhadet vokser og de negative tanker om os selv tager til.

"Hold kæft en taber jeg er".

Vi bliver bange for at andre skal opdage vores skam... for er der noget vi gør, så er det at skamme os over ikke at have styr på livet.

Det er flovt, pinligt og så taber artigt ikke at have styr på sig selv eller sit eget liv. Endnu mere slå vi os selv oven i hovedet.

Hvis vi er rigtig smarte, så begynder vi at lyve over for de mennesker vi holder allermest af, af frygt for at de vil slå hånden af os hvis de finder ud af hvilket menneske vi inders inde er.
Vi kan også hoppe i den anden boldgade, vi peger fingre af alle de andre og sviner dem til, for alle deres fejl og mangler. På den måde så behøver vi ikke at forholde os til os selv.
Vi kan også have behov for at fremstå som perfekte, det perfekte hjem, perfekte job, perfekte krop, perfekte tanker...

Det er som at putte flødeskum på lorten. Så håber og beder vi bare til, at ingen kommer forbi flødeskummen. Skulle det ske, at nogen kommer for tæt på. Ja så vipper vi dem af pinden, med undskyldninger om at det er dem der er noget i vejen med.

Så fortsætter livet og det destruktive mønster holder os låst fast, som ofre for vores egne omstændigheder. Stakkels mig!

Vi flygter fra det som det hele inderst inde handler om, nemlig os selv og det billede vi har af hvem vi er.

Hvem er vi så inden bag flødeskummen?
Vi er bange mennesker, der aldrig har lært om valg i livet. Så derfor er vi bange for vores følelser, særligt når det gør ondt eller føles for godt. Vi har et hav af overbevisninger om hvordan livet hænger sammen. De overbevisninger styrer vores hoveder i alt hvad vi foretager os.
Vi er såret og svigtet mennesker, der har oplevet de værste sider i livet.

Når vi en sjældent gang fortæller vores historier, bliver vi mødt med store øjne og åbne munde. For tænke at have oplevet det!
Vi bliver bange og trækker os tilbage i vores skjul og bekræfter os selv med, at ingen alligevel kan rumme vores forfærdeligheder. Vi lukker døre og skubber folk væk, særligt dem der gerne vil os - vi gør det ikke for at være onde. Men vi lever blot i vores historier om, at ingen alligevel vil os når de ser vores sande jeg.
Så derfor hopper vi tilbage til vores destruktive mønstre, for hvor mærkeligt det end lyder ja så er vi trygge der.

Vi slår os til tåls med at dette er vores lod i livet, og at det bare er en lang lort vi må tage en bid af hver eneste dag. Vi leger med tanken om døden, så vi hurtigt kan komme væk herfra - og så andre slipper for os. Vi er til mere skade end gavn...

Det eneste vi aldrig ser, er vores egen styrke...

Vejen hjem
Det kræver mod at turde bryde sine mønstre, for pludselig skal vi stå ansigt til ansigt med vores egne indre dæmoner. Dem som vi hele livet har flygtet fra, al det ukendte, smerten, skammen og følelsen af ligegyldighed. Men det kan lade sig gøre, og det kan det for alle. Vi har alle styrken inden i os, men vi har bare gemt den væk bag vores destruktive mønstre, fordi vi aldrig har lært at tackle vores følelser.

Det er nemlig vores følelser og de historier vi har bundet dem op på, der får os til at fucke vores liv op.

Det er hverken let eller en dans på roser at skabe forandringer. Det kræver hårdt arbejde, men det er det hele værd, når vi lærer at håndtere vores følelser uden at skulle dulme smerten.

Jeg kunne, det kan du også.

Din egoisme passer på dig, så elsk den.

I dag skinner solen igen her i eventyrbyen.

Det varmer så dejligt uden på og inden i. Det værdsættes højt, særligt oven på forrige uges stormvejr. Egentlig skulle jeg have holdt fødselsdagsfest i weekenden for mine venner og veninder - men jeg valgte at aflyse den.
Jeg havde glædet mig i lang tid til den fest, men noget inden i føltes ikke længere rigtigt. Jeg havde ikke lyst til at sidde, på den aften med et påklistret smil og en facade om at alt var godt. For det var det jo ikke inden i mig.  Så nej tak, der er jeg vokset op i facade land - nu smiler vi og har det hyggeligt. Det gider jeg ikke mere.

Så jeg trak stikket og plejede mig selv med en tur til København, sammen med en jeg holder rigtig meget af.

Hvorfor skriver jeg det her?
Jo fordi mange ikke rigtig kunne forstå mit valg, og det blev mødt med "ah men det skulle da nok blive hyggeligt alligevel" "ej kom nu" "lad nu ikke noget så tåbeligt styre". Tja det kunne måske have været hyggeligt, men det ændrede jo stadigvæk ikke ved hvordan jeg havde det inden i mig.

Det fik mig bare til at tænke på, hvor tit vi egentlig gør noget, som vi faktisk ikke har den store lyst, men vi gør det alligevel. Hvorfor? Er vi er bange for hvad andre tænker om os eller vil vi ikke være til besvær, egoistiske, for meget.... eller noget helt fjerde?

Dårlig veninde
Rigtig mange af mine veninder/venner havde arrangeret tur til eventyrbyen, havde fået passet deres børn  og glædede sig. Var jeg en egoistisk og dårlig veninde.. måske. Men ville det have været en hyggelig aften hvis jeg ikke havde været tilstede? Næh. Jeg er sikker på mine venner og veninder nød en børnefri aften med den de holder af.

Jeg tror vi skal forlig os med vores egoisme og ikke være så bange for den. Den er jo en meget god indikator på om vi er på vej væk fra os selv, og i stedet over i at tilfredsstille andre. Når vi hopper over i andres "haver" for at vande deres blomster og slå deres græsplæner, ja så glemmer vi vores egen have. Hvem skal så pleje den? Den får bare lov til at stå til, hvad sker der så? Vi tømmer os selv for vores egen energi, bare for et split sekund anerkendelse. Men er det det værd? Når vi til sidt sidder helt flade på batterierne og tømt for energi.

Elsk din egoisme
Næh i stedet for synes jeg vi skal hylde egoismen og spørge os selv "for hvis skyld gør jeg det her?". På den måde kan vi finde balancen i os selv, og når der er overskud på egen kontoen så kan vi give, være der for andre og støtte dem i at få styr på deres have.
Men altid må vi huske os selv først.

For lige at understrege, så ja jeg var super egoistisk. Men min egoisme er min bedste ven, når jeg skal passe på mig selv.

Jeg havde en fantastisk tur til København. Jeg nød hvert et øjeblik og er nu ladet op med god energi, kreativitet og gå på mod.

Så egoisme længe leve.

Go' mandag
kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter

Skulle jeg udgive det her eller lade være ?

Jeg har været rigtig meget i tvivl om jeg skulle udgive dette indlæg – da det er ret personligt og sårbart for mig og fordi der er andre mennesker tæt på mig der er involveret. Men jeg ved bare det er så vigtigt for mig at stå ved mig og turde være tro mod sig selv. Jeg har lovet mig selv, at tage mig selv alvorligt.
Så kære involverede, dette handler ikke om jer, skulle I læse med. Det er mig, mine følelser og mine oplevelser – så tag det ikke personligt.

Så så man lige mig ligge der på gulvet i fosterstilling…

Ja jeg faldt, jeg snublede og jeg slog mig hårdt i kærligheden navn.

Med et blev gulvtæppet trukket væk under mig, der hvor jeg mindst ventede det. Panikken bredte sig og intet gav mening i mit hoved. Jeg blev såret dybt inde i mit hjertet, det hjerte jeg har forsøgt at passe så ufattelig meget på. Jeg havde lyst til at skrige mine lunger ud.

Nej NEJ Neeeeeeiiiiiiiiiii

Det her kunne ikke passe, ikke her midt i eventyrbyen – alt var så smukt, jeg havde det så godt her – jeg havde jo skabt alt det jeg aldrig turde drømme om…

1000 tanker væltede rundt inde i mit hoved, selv om alt føltes tomt og min krop nærmest lammet. Jeg var i chok. Mit hjerte hamrede afsted i et væk, det rystede som jeg aldrig har oplevet før. Hold op det gjorde naller, tror ikke ord kan beskrive hvordan jeg havde det inden i.

Hvordan kunne nogen knuse mit hjerte nu? Jeg havde givet min tillid til de mennesker, jeg stolede på dem. Fandeme om jeg nogensinde skal have noget med en mand at gøre igen og aldrig skal jeg fortælle nogle veninder om mit inderste inde. Gamle historier væltede frem, mistillid, hemmeligheder, løgne alt vendte sig i min krop. Kvalmen steg og steg. Jeg var nærmest desperat, jeg kunne ikke være i min egen krop, jeg ville bare væk.

Rødvin, tåre og tanker om hævn afspejlede den søndag.
 

Hvad gør vi så når vi sidder der knuste og bange?

Første dag skældte jeg ud på Gud og hver mand. Jeg var vred, følte mig ydmyget, udstillet og dum. Men den sværeste følelse at håndtere, jeg var ked-af-det-hed.  Jeg var så ked af det inden i, det gjorde så afsindigt ondt. Det virkede så uvirkeligt, og jeg ville ikke være her mere. Jeg ville ikke mærke den smerte, den skulle væk, som i lige nu!

Min umiddelbare overlevelsesstrategi trådte i kraft. På et nanosekund lavede jeg allerede stradegier for mit næste træk – Hævn og flygt, København var pludselig inde for rækkevide igen. Måske jeg også bare skulle skippe det hele og drage til udlandet… vende alt og alle ryggen. Følelser fra fortiden om svigt væltede op.

På anden dag tog kroppen over. Jeg lå i sengen hele dagen, jeg havde det fysisk dårligt. Jeg var tom, helt tom – en følelse jeg kender særdeles godt til. Jeg lå bare og stirrede op i loftet, kastede op og græd ind i mellem. Jeg kunne ikke få noget til at give mening. To mennesker som jeg havde stolet på, haft tillid til – nu havde de hver deres historie, om hvad der var sket den lørdag aften. En veninde med sin version og en mand jeg ser med sin version.

Hvad fanden gør jeg?

Hvem skal jeg tro på?

Fortvivlelse og rigtig mange stakkels mig tanker gjorde deres indtog i min hjerne i min seng den dag.

Bankrøverens datter kan også mærke

Ja selv bankrøverens datter har følelser og kan blive såreret. For selv om jeg har lært at være stærk, rigtig stærk så er jeg også et sårbart menneske ligesom alle andre. Jeg har bare lært at overleve smerten og klarer den. Men ikke længere, det duer ikke for mig mere der hvor jeg er i mit liv. Jeg vil ikke længere overleve, men leve.

 

Hvordan håndtere vi den her ked-af-det-hed, uden at flygte eller forsøge at fixe den.

Tredje dag måtte jeg kigge mig selv i spejlet og mærke efter i mit hjerte. Ingen af de to versioner af den samme oplevelse ville nogensinde komme til at give mening hos mig… aldrig - og måske var det slet ikke dét, som det handlede om for mig. Måske jeg skulle lærer at trække vejret og ”bare” mærke smerten inden i. ”Bare” være i det der var.

Det er noget af en øvelse skulle jeg hilse at sige. Bare være i alt det der gør ondt, forvirring, frustration, uvished, mistillid, vrede, sårbarhed og ked-af-det-hed. Bare være i det selv om jeg helst bare vil fixe så jeg ikke kunne mærke eller stikke af for at komme væk.

Så hvordan gør man det, det er enkelt men alligevel rigtig svært. Trækker vejret ind og ånder ud. Kan det være så simpelt? Ja, det er ikke raketvidenskab.

Næste udfordring var, at jeg på et eller andet tidspunkt skulle beslutte mig for hvad jeg ville. Hvad jeg ville! Fandeme noget af en udfordring, når man som jeg er vokset op med helst ikke at skulle gøre andre kede af det – for så er jeg jo et virkelig dårligt menneske!

Konsekvensen er bare fatal, når jeg konstant løber rundt og prøver at tilfredsstille alle andre = jeg mister sig selv undervejs.

Så hvad skulle jeg gøre!?!

FUCK med FUCK på!

veninde><mand…veninde><mand…veninde><mand?

Når vi vælger os selv til, ja så vælger vi automatisk andre fra.

No more drama

Jeg orker ikke mere drama i mit liv, det besluttede jeg mig for da jeg flyttede tilbage til eventyrbyen. Jeg har levet i drama størstedelen af mit liv. Jeg har lært en masse af det, ingen tvivl. Jeg vil bare ikke længere lade mig styrer af dramaer. Jeg selv har skabt mine egne dramaer i mit liv, men det her kunne jeg vælge fra, for intet af det her handlede om mig. Jeg vil ikke være en del af andres dramaer længere, det er ikke sundt for mig.

Så hvad nu hvis det ikke handlede om ret eller ikke ret, forkert eller ikke forkert, sandt eller falsk… Men hvad nu hvis det faktisk handlede om mig selv og mine valg? Hvad nu hvis det handlede om at jeg skulle komme hjem i mig selv og være i mit, frem for at forholde mig til alle andres. Jeg bliver hurtigt farvet af andre når jeg ryger over i deres dramaer. Der sker jo det, når man også deler dette med andre, ja så har de en helt klar holdning til hvad man skal og ikke skal gøre. Jeg snakkede med nogle veninder, og de var i alle retninger.

Det triggede noget mere inden i mig. For jeg er jo flasket op med ”hvad alle andre tænker om en”. Her stod jeg med knust hjerte og skulle forholde mig til mig og være skide ligeglad med hvad andre tænkte om mig.  Det er let for mig at gøre gennem det jeg laver og arbejder med – men følelsesmæssigt og i nære relationer. Pyha, der er jeg bange, rigtig bange. Tænke hvis alle vender mig ryggen og ingen kan lide mig?!?

Fik nærmest koldsved ved tanken…”HVAD ANDRE VILLE TÆNKER OM MIG…og mit valg” – dårlig veninde, naiv, idiot, selvcentreret, egoistisk, dum, latterlig, tåbelig…

Men hvis jeg ikke tænker på mig, hvem gør så?

Hvis jeg ikke følger mit hjerte hvad, sker der så?

Hvis jeg skal leve mit liv efter hvad andre synes, hvad sker der så?

Så kan jeg være okay med, at ikke alle er enige med mig i mit valg og nogen sidder og taler om mig i krogene?

Ja, det handler nok ikke om mig i sidste ende – men ingen tvivl om at mit valg sætter gang i andres historier, om dem selv og deres. Det har jeg prøvet mange gange før. Men det er ikke længere mit ansvar at forklarer, forsvarer, fixe eller sørge for at alle andre er glade.

Mit ansvar er at mærke mig og handle ud fra mig, holde mig på min egen banehalvdel. Om det er det rigtige valg, det ved jeg ikke men jeg er i det og mærker efter for der er vigtigst for mig. Det er den bedste måde at passe på mig selv på.

Ikke alle elsker mig, og det er som det er – for det vigtigste er at jeg elsker mig selv.

Sikke en omgang og men sikke en gevinst.  

Så hvad skal du lærer af de udfordringer du bliver stillet over for? Alt sker af en årsag, intet kommer tilfældigt. Det handler om at turde være dig… og inderst inde, helt inde bag ved al panser så ved du det godt. Det er ”bare” alt det andet der fylder og frygten der stopper dig i at handle.

Har du lyst til at få belyst dine udfordringer og måske se dem i et andet lys – så guider jeg dig gerne. Kig forbi www.christinasogaard.com og se om du kunne have mod på at arbejde sammen med mig.

De bedste hilsner

Christina – bankrøverens datter

Hjertet der giver helt slip...

Jeg sidder her på altanen og badet i sol. Himlen er lyseblå, der er latte i koppen  - whats not to like?

Jeg har haft de vildeste klienter her i formiddags. Jeg modtog den sødeste mail fra en mor, hvis dreng jeg har arbejdet sammen med, for at ændre hans destruktive livsstil. Med ordene "ord kan ikke beskrive hvilken glad mor jeg er i dag, ikke nok med jeg har fået min søn tilbage, så har jeg fundet mig selv. Af hjertet tak, du vil altid være englen i vores familie." -  Ja jeg græd lidt, det gør jeg altid når mennesker fortæller mig hvordan jeg er med til at forandre deres liv...

Jeg har forberedt foredrag til på onsdag, hvor jeg skal gæste en skole i Odense. Det jeg elsker mest, at komme og fortælle, det bliver en dag med snakke om identitet og historier. Jeg tripper i kroppen for at dele alle mine tanker og den viden jeg har erfaret mig. Det bliver SÅ godt.

Jeg har netop gennemlæst en artikel om mig, og siddet med kuldegysninger over hele kroppen. Jeg tror på eventyr, har jeg sagt det... Ja det gjorde jeg og ja det gør jeg.


Eventyr med handling på!
Jeg kan næste ikke være i min krop i disse dage -  det er som om livet atter har taget en drejning, som jeg slet ikke havde set komme. Men jeg lykkelig i hver eneste celle i min krop, nogen gange tænker jeg "kan det her virkelig blive vildere???". Siden jeg flyttede tilbage til min eventyrby er alt gået op i en højere enhed.

Man ja tænk engang - det er blevet så meget vildere. Så vildt at jeg må nive mig selv i armen flere gange om dagen.

Åh men altså, jeg er forelsket. Ikke længere kun i livet, men i et andet menneske.

Da jeg mindst ventede det, stod han der bare lige pludselig - BANG..


Det er som at få en chance til
Jeg er jo stor tilhænger af at hvis vi ikke er tilfredse der hvor vi er, så må vi bryde med de gamle mønstre der har udtjent deres værnepligt og ikke længere fungere samt finde modet til at gøre det vi tror vi ikke kan og så gøre det alligevel.

Men pyha kærlighed til et andet menneske er nok det område i mit liv som har gjort mig allermest mest bange og usikker. For når man som jeg har oplevet et hjem hvor kærlighed var forbundet med svigt og skilsmisse. Så kommer der ar på sjælen. De ar bliver bundet op på en masse overbevisninger og historier - der prøver at skræmme en fra vid og sans, og gjort at jeg har mødt mænd der blot bekræftede min egen usikkerhed og mit værd. For så kan vi rigtig sidde tilbage efterfølgende afviste og have ondt af os selv og bekræfte vores egen skrækkelig historier om at vi intet fortjener, at vi ikke er værd at elske, at der er noget i vejen med os, at vi er ligegyldige (fortsæt endelig rækken)

Men mærkeligt nok, så virker de ikke længere. Jeg lyder måske lidt overrasket, det er jeg faktisk også. For lige præcis kærlighed har været så ømt for mig.

Men mine overbevisninger om at "jeg ikke er værd at elske" eller at "det er lige indtil han opdager hvem jeg virkelig er- så skrider han...ligesom min far og de andre der har bekræftet mig i min historie". Ja de overbevisninger holder ligesom bare ikke længere.


Hvorfor gør de ikke det?
Fordi jeg har arbejdet med mine overbevisninger og historier, alt det jeg frygtede og var bange for. Jeg begyndte at bruge de mænd jeg mødte som et spejl. Undersøgte hvad de kunne lære mig og så måtte jeg jo handle på det når muligheden var der.
Det var den så lige pludselig, for der stod han - bang.
Jeg har været mig 100% hele vejen, det har jeg aldrig været før. Jeg har intet skulle bevise, hverken mit eget værd eller bekymre mig om hvad han tænkte om mig - jeg siger hvad der falder mig ind, ligger ikke bånd på mig. Jeg er mig, bare Christina. Hellere hel end god.

Hjertet der giver helt slip
Jeg er ikke bange længere, mit hjerte har sluppet mine gamle overbevisninger og bygger nu nye der støtter mig i der hvor jeg ønsker at være. Jeg samler mit hjerte sammen igen. Det er mums. Jeg nyder det hver eneste dag, søde beskeder, dejlige opkald, kys, kærtegn og en krop fyldt med champagne bobler.

Jeg har det godt,

kærlig hilsen
bankrøverens datter

Ny bog på vej

Jeg er ved at ligge sidste hånd på min næste bog.

Det er en meget personligt bog skrevet til min far, om alle de tanker jeg har haft/har, hvad alle hans valg og handlinger har gjort ved mig. Den handler om de mønstre og overbevisninger, der var med til at sætte mig i mit eget fængsel. Den handler om de følelser der lå bag min spiseforstyrrelse.  Om grimme hemmeligheder som jeg aldrig har fortalt nogen, heller ikke min familie - jeg skammede mig inderligt!
Det har været en dyb proces for mig at åbne mit hjerte helt op, blotte min sjæl og dele endnu mere af det jeg for alt i verden ikke ønsker andre skal vide om mig. Men det æder mig op inde fra, og jeg kan ikke tie stille længere - selv om jeg er vildt bange. Har faktisk aldrig været så bange for noget som jeg er lige nu. Men jeg lader frygten være min motivation!   

Jeg sidder hver eneste dag med unge mennesker, der langsomt drukner i deres egne hemmeligheder, vrede, frustration og som søger svar for at få en forståelse. Derfor blev jeg nød til at skrive den bog, for at inspirere til at forene sig med fortiden, hemmelighederne, vreden, frustrationen og slutte fred med at det ikke længere handler om forståelse men tilgivelse for at sætte sig selv fri.

Den kommer til at ligge på min hjemmeside fra den 18. oktober -  hvor du kan hente den for 75 kr.

Jeg håber du vil tage godt imod mine tanker, jeg passer selv på mit hjerte.

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter

Må man føle sig stolt?

En gang var følelsen af stolthed virkelig fjern for mig. Det var ikke noget jeg kendte til, jeg havde intet at være stolt over...  

Da jeg blev rask og startede med at fortælle min historie offentligt, fik jeg altid at vide at jeg skulle være stolt over mig selv, det jeg præsteret og den måde jeg havde tacklet mine udfordringer på.

STOLT, hvad betød det egentligt? At være stolt, jeg anede ikke hvordan det føltes. Men det bekræftede blot min historie om, at jeg var mærkelig – for jeg kunne ikke mærke stolthed, jeg anede ikke hvor den følelse sad eller hvad den gjorde ved en. Ja jeg havde gjort rigtig meget for at blive rask, men stolt over det?!?

Skulle jeg være stolt over at jeg havde ”reddet” mig selv…

Jeg havde jo ligesom ikke noget valg – hvis jeg ikke gjorde det jeg skulle, så ville jeg jo dø.

Jeg anede ikke hvor stoltheden lå.

Men jeg skal love for, at jeg har oplevet den for fulde gardiner her i eventyrbyen. Det føles så rart og så selvforstærkende, så uselvisk, befriende – det er som at flyve. Jeg er høj på livet og stolt.

For nogle uger siden lå jeg en lørdag morgen i min seng, min datter på 5 år lå ved siden af og sov. Jeg tjekkede Facebook og læste om en bekendt i København, der havde startet en tøjindsamling til bådflygtningene der kommer til Lesbos. De manglede en koordinator på Fyn.

Det ramte noget inden i mig, jeg havde også set billederne på tv af familier på flugt. Det gjorde ondt inden i mig, jeg kunne mærke børnenes smerte. Udtrykkene i deres øjne sagde alt.

Men jeg lagde telefonen fra mig, jeg var jo lige flyttet tilbage til Odense og mit netværk her er småt endnu. Jeg kiggede på min datter der lå der ved siden af og trak vejret tungt og trygt. Jeg har et ekstremt retfærdighedsgen. Da jeg var lille pige, drømte jeg om at hjælpe børn der ikke havde det godt.

Der lå min datter – jeg tænkte vi er så fandens privilegeret…. Men intet er sikkert, det kunne være os en dag der sad i en gummibåd og krydsede et hav, usikre, bange og fyldt med frygt. Jeg skrev til Anne, at jeg gerne lagde hus til indsamlingen, men at jeg jo ikke havde noget stort netværk. Der gik en halv time og så lå mit navn og adresse på nettet. De første sms’er kom fra folk der gerne ville vide hvornår de kunne komme og aflevere poser. Derefter gik det stærkt.
Min datter havde heldigvis en legeaftale med en veninde fra børnehaven og jeg havde egentlig en kaffedate. Jeg skrev til ham at jeg var lidt små crazy og letter impulsiv, men jeg havde kastede mig ud i det her projekt, så han skulle bare vide at der måske dukkede folk op med tøj. Han tog det i stiv arm og var helt med. Hatten af for ham!

Det væltede ind med tøj, bleer, tæpper, mad, soveposer, madrasser og masser af bamser – det er en af de vildeste oplevelser jeg har haft. Det var så intenst at møde alle de mennesker der kom forbi. Så rørende at høre deres historier, om hvorfor de kom forbi. Jeg havde besøg af godt 300 mennesker på 3 dage. Det gik lige ind i mit hjerte og jeg var ramt af en stolthed som fyldte alle celler i min krop. Da jeg gik i seng mandag aften kunne jeg næsten ikke være i min krop. Jeg var så stolt over at være med i det her projekt, jeg var stolt over at vi nåede ud til alle medier (du kan se det hele her) . Men mest af alt er så hamrende stolt over, at være med til at gøre en forskel på første række hos de mennesker der måtte forlade alt.

Jeg får lidt tåre i øjnene når jeg skriver det her, for det er så ubeskriveligt vigtigt at hjælpe hvor vi kan. Ingen fortjener et liv i frygt.

Vi startede med at måtte sende 4 kubikmeter tøj afsted i en bil – men 15 frivillige dukkede op tirsdag eftermiddag og lavede en kæde fra min lejlighed ned til gade. 1 time og 7 minutter tog det dem at tømme min lejlighed, vores pragtfulde chauffør tog turen til København 2 gange og vi sendte 50 kubikmeter afsted – godt 2 ton!

 

Nu ved jeg hvad stolthed handler om. Jeg havde i fredags besøg af en journalist, og for første gang følte jeg mig stolt over min egen rejse.  Som i stolt inden fra, helt ind i hjertet. For nu ved jeg hvad det handler om. Jeg er stolt over det arbejde jeg laver hver eneste dag, når mødes med de unge mennesker jeg har samtaler med - de er også med til at gøre mig stolt.

Så JA vi må gerne være stolte over os selv, og ja vi må gerne vise det til hele verden - nogen ville måske sige vi var blærerøve... Måske... eller måske vil vi bare inspirere andre til at turde lidt mere

Så ja i dag er jeg simpelthen så stolt over mig selv, min rejse  og det liv jeg har skabt - på trods af alle de udfordringer der har været og er...

Kærlig hilsen

Bankrøverens dattter

Vrede forsvinder ikke bare...

Jeg sidder her hjemvendt fra dagens løbetur, og har egentlig slet ikke tid til at sidde her og skrive - jeg har møde med flere klienter i dag...

Men jeg kan simpelthen ikke lade være med at fortælle dig, hvad jeg har oplevet de sidste mange dage. For det er wau!!!

I sidste uge fik jeg betændelse i min kindtand igen. Mother F**Ker det gør så ondt du tror det er løgn - jeg ville 10 gange hellere føde et barn igen som sidst uden smertestillende!
Nå men jeg tror jo på, at intet sker tilfældigt og at alt er en vejviser til at få ryddet op i ens historien.

Men denne gang synes jeg godt nok det var temmelig udfordrende, for jeg synes på ingen måde jeg har ondt i livet. Jeg har siden jeg landede i eventyrbyen arbejdet intenst med at få ryddet op i min historie og ikke mindst handlet anderledes og gjort en masse for at skabe de forandringer jeg ønsker mig i livet... Jeg har sluttet fred, healet gamle historier og jeg skal komme efter dig...

Så hvorfor fanden viste den smerte sig så igen??

Jeg var på glatis og lettere forvirret. Faktisk blev jeg vred og tog mig selv i at bande det hele langt væk, ja jeg blev faktisk rasende. Jeg besidder noget af et temperament, som altid er eksploderet og som jeg virkelig har haft svært at rumme og håndtere. Det er altid gået ud over de mennesker jeg holdte mest af - er ret skamfuldt omkring det, for jeg er jo et voksent menneske og forældre til et barn! Jeg burde jo have styr på det.... Men det havde jeg ikke, som i over hovedet slet ikke, jeg var som en trold i en æske.

Jeg besluttede mig for at nu måtte jeg simpelthen få undersøgt den vrede, selv om jeg var hunderæd for hvad der dukkede op.

Så jeg satte mig med min dagbog og skrev om min vrede. Ved du hvad jeg kunne spole tiden het tilbage og der så jeg en lille pige der mistede og var i krise og sorg. Men den lille pige viste ikke hvor hun skulle gøre af alt det, og som alle børn gør - ja så gemte hun sorgen og smerten væk. Når sådan nogle følelser ikke bliver bearbejdet og undertrykt, ja bliver de til en ustyrlig eksplosiv vrede.

Så siden onsdag har jeg skrevet breve til min far om al den smerte og al den sorg jeg har haft gemt inden i - og lørdag morgen da jeg vågnede var betændelsen pist væk!
Er det ikke vildt?

Jeg har nu skrevet en bog om tanker til min far, den skal lige redigeres og så kommer den til at ligge på min hjemmeside som inspiration for dig og andre.

Jeg er helt høj og klar til en ny uge.

Kys og go' mandag

Kærlig hilsen
bankrøverens datter

Jeg øver mig i at leve med savnet...

Jeg har aldrig delt det her med nogen, jeg har aldrig turde. Jeg var bange for at andre syntes jeg var mærkelig.

Men der er dage hvor jeg savner min far… Bare savner ham helt ind i mit hjerte. Selv om han var hård og streng, så er der momenter jeg savner og ja så savner jeg bare min FAR.

Nogle gange når jeg kigger på min datter ville jeg ønske, at han kunne have oplevet hende, ja i det hele taget oplevet mig. Der er så meget jeg ville ønske, jeg havde haft mulighed for at dele med ham, spørge ham om og sige til ham.

Det var svært at være 17 år og miste ham fra den ene dag til den anden. Det var svært at være i sorgen, jeg måtte ligge øre til rigtig meget ”det er bedre at han forsvandt, med alt det skidt han gik og lavede” eller ”hellere han forsvandt, end slog jer alle ihjel”. Det var min far…  min far, det gjorde ondt. Det er svært at miste og blive valgt fra på samme tid. Så uforstående og selvdestruktivt.

Jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at være ked af det den gang, for alle havde en mening om det min far gjorde og havde gjort. Min familie var i sorg og jeg skulle være den stærke.
Jeg lukkede ned for min egen sorg og nu kan jeg se, at den i stedet blev til en uldmene vrede. Fortrængte og undertrykte følelser er de værste. De blev i stedet til en vrede der kunne få mig til at eksplodere. Jeg var som en trold i en æske. Ingen viste hvornår jeg kunne eksploderede i vrede, heller ikke mig selv. Jeg var en tikkende bombe. Jeg var frustreret og følte mig fanget – låst i et kaos.

Da jeg var med til at slukke min fars respirator i 2004 viste jeg ikke om jeg skulle græde eller grine. Det lyder makabert. Men en del af mig var lettet, for nu skulle jeg ikke længere gå og kigge mig over skulderen. En anden del af mig, den del jeg holdte for mig selv var ked af det, trist og det gjorde hamrende ondt inden i. Jeg havde mistet noget af mig.  

Men jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at være i sorg, fordi alle andre var lettet på vores vegne, ja selv min egen familie var lettet. Så jeg turde ikke sige det højt, så igen undertrykte jeg sorgen og fortrængte smerten i min spiseforstyrrelse.

Jeg har som sagt altid troet at min vred egentlig skyldtes de svigt jeg var udsat for. Men de sidste mange uger er det blevet tydeligt for mig, at jeg aldrig har sørget over tabet af min far. For selv om en har forvoldt én en masse smerte, så er der en samhørighed på trods af. Jeg tror det mange gange kan skabe forvirring inde i en, for på den ene side hader man og på den anden side elsker man… det er et forjættet land at være i.

Ingen kunne forstå smerten ingen kunne rumme den – end ikke mig selv. Jeg begravede den og gemte den længere væk end noget andet. Men savnet var der og er der, men jeg sagde det aldrig højt. Jeg skammede mig over, at kunne savne et menneske der havde gjort så meget ondt over for så mange mennesker.

Men jeg savner min far.

Jeg øver mig i at være i savnet og sorgen…

Kærlig hilsen

Bankrøverens datter

Selv bankrøverens datter fejre sig selv

Da jeg bestemte mig for at flytte tilbage til eventyrbyen efter 16 år i eksil i Kongens København - så var der visse ting som var et must for mig.
Flere kvadratmeter, en altan, eget soveværelse (havde sovet på en sovesofa i stuen i 3 år) og et badekar...
Rimelig forkælet ville nogen måske sige - tja, men det var det jeg ville have.

Jeg lavede et visionboard, hvor alle elementer figurerede på - alt det jeg drømte om, og det jeg syntes jeg fortjente. Jeg puttede sågar to billeder af altaner på, bare for at være på den sikre side.
Der var hygge, rum til samvær og ordene glæd dig, tid til ro, der er altid plads til en til, grib guldet, skønne farver på altanen, til middag hos og accepter intet mindre end det bedste. Jeg placerede endda mit visitkort på, fordi jeg så inderligt ønskede at finde mig selv og min stemme.

 

ALT det jeg inderst inde ønskede

Jeg tjekkede boliger i Odense 7 gange og bang en onsdag eftermiddag lå den der og jeg viste bare det var min. En... to... tre... og min mors kæreste tog fredag ud og tjekkede lejligheden, og søndag var det min lejlighed.

Jeg var oven ud lykkelig, og virkelig bange... Jeg skulle nu tilbage til den by jeg var flygtet fra i tidernes morgen, tilbage til al sorgen og skammen... alle de følelser der var forbundet med skyld. Oven i det have jeg min datter, hvad hvis hun ikke kunne falde til? Hvad skulle jeg lave? Jeg havde jo sagt mit job op i København og stod helt nøgen i min nye gamle by.
Inden frygten løb af med mig, besluttede jeg mig for hvis det ikke gik, så flyttede vi tilbage til København igen!

1. december 2014 flyttede vi hjem.

Det er nu 8 måneder siden, jeg har ikke en eneste gang fortrudt. Jeg sidder her i solen på min ene altan (ja jeg fik faktisk to altaner) og er ekstrem taknemlig for at jeg havde modet til at følge mit hjerte. Jeg er simpelthen så lykkelig i hver eneste celle. Jeg har fundet det sted jeg altid har drømt om, min datter er faldet til og har fået nye rigtig dejlige venner, det hus vi bor i er mere end jeg drømte om. Her er fyldt med skønne mennesker og fantastisk børn. Vi har det så godt her!
Jeg har genfundet gamle venner, åbnet op for nye venskaber og er i fuld gang med at skabe mit imperium.

Er det kommet af sig selv - nej. Jeg lå den første uge, efter min datter var startet i institution, i fosterstilling i min seng og var frustreret og anede ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg følte mig punkteret og halv, som så mage gange før... Nu var vi her og basen var fantastisk... men hvad så nu? Det var som om jeg blev indhentet af fortiden og alle de overbevisninger der fulgte med ved at være vokset op med at blive pillet ned og fra hinanden. ¨
Jeg kunne mærke følelsen af tomhed/ intethed, som dengang min spiseforstyrrelse overtog min indre og ydre verden. Jeg var hamrende bange, tænk hvis jeg var ved at falde fra hinanden.
Jeg af alle mennesker burde jo have styr på mit shit!!

Jeg kunne mærke panikken...

Et par dage efter, da jeg var på vej hjem efter at have afleveret mit barn, var det som om nogen overtog min cykel - det var meget mærkeligt.
Men jeg lod mig fører, og pludselig tog jeg mig selv i at være på vej på mod mit barndomshjem. Jeg havde ikke været forbi siden den gang min far forsøgte at sætte ild til huset.
Men pludselig stod jeg med min cykel uden for Dyrupgårdvænget 62. Mit hjerte hamrede, men en ro sænkede sig. Efter at have stået der lidt cyklede jeg videre. Jeg cyklede stort set hele dagen og var forbi alle de steder der havde betydning for min historie, mine gamle skoler, herberget, den bank min far røvede, der hvor vi boede efter min far forsvandt og en masse andet der gav mening. Jeg endte ved min fars grav på den muslimske gravplads, det gav ro.

Jeg besluttede mig for at give mig selv den ro jeg skulle have for at komme på benene igen. Hver dag i en uge lagde jeg mig i badekaret og kiggede på en lille mikroskopisk plet i loftet og bad. Jeg bad til at der måtte komme det jeg havde brug for.
På syvende dag ringede en veninde fra København og spurgte om jeg ville hjælpe hende med en eksamensopgave. Det gjorde jeg og hun tilbød at coache mig, hvilket jeg er så taknemlig for. Der åbnede min verden sig, og jeg var slet ikke i tvivl om hvad jeg skulle og jeg har siden kastet mig ud i foredrag, jeg får nye klienter der ønsker at skabe forandringer og der er åbnet sig et hav af nye samarbejdsmuligheder.
Men vigtigst af alt jeg fandt mig selv, min stemme - mig.

At være født med en negativ stemme, det kræver arbejde at vende den til positivt - men det kan lade sig gøre og det er fantastisk at nå dertil, hvor jeg kan kigge mig selv i spejlet og den første tanke der dukker op er " hold kæft hvor jeg elsker dig".

Så i dag slutter jeg af med Asti på altanen, tak til Søstrene Grene, der har små søde flasker, så selv en single mor kan være med. Jeg er så stolt over alt det jeg har skabt og alt det jeg gør - det giver så meget mening for mig og jeg ved det gør en forskel for andre - og jeg er slet ikke færdig endnu.

At fejre sig selv, det må vi aldrig glemme! Vi skal fejres, bare fordi vi er.

Go' weekend og vær god ved dig selv, du fortjener det.
Christina

Vil jeg dø?

Jeg læste en artikel tidligere i dag, om en nybagt mor der var blevet indlagt på psyk fordi hun var suicidal.
Den satte tankerne i gang og ramte lige ned i fortiden...

Den mindede mig om den gang jeg fandt mig selv, midt om natten, liggende smurt ind i mit eget bræk, bange, tom og efterladt i et inferno af sorg og uforløst smerte...
Livet ændrede sig den nat.

 Jeg blev bange for at dø. Det lyder så voldsomt, dø...

Dø

- ville jeg det?

 

I et split sekund så jeg mit liv passere for mit indre, var det nu jeg skulle væk?
Jeg så mine veninder og deres lykkelige familier - jeg lavede ikke andet en putte flødeskum på lorten, dag ud og dag ind. Jeg ville så meget mere med mit liv!

Jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op.
Det var den gang hvor jeg gik op til sagsbehandleren og for første gang i 13 år erkendte at jeg var syg. Meget syg!
Det mest grænseoverskridende jeg nogensinde har gjort, for jeg stolede ikke på nogen mennesker, overhovedet. Men jeg brød sammen på hendes kontor, min krop sitrede og rystede, jeg havde svært ved at trække vejret. Jeg græd for første gang i 13 år foran et menneske, jeg tiggede og bad ydmygt om hjælp.
Hun kiggede køligt op bag sin skærm og sagde "Christina jeg kan jo se du har din egen lejlighed - så jeg kan ikke rigtig hjælpe dig".

Aldrig har jeg gået så fortvivlet, afvist  og alene fra et møde...

Skulle jeg bare dø nu!?!
Skulle jeg bare ligge mig til at dø?

Jeg var så fyldt med skyld over min fars bankrøveri, min krop var en stor fabrik af skam.

Jeg gik hjem og græd i tre dage, jeg græd som jeg aldrig havde grædt før. Billederne fra badeværelsets gulvet blev ved med at dukke op i mit hoved, og sætningen "der kommer ingen og redder dig" drønede rundt. Mit hoved var ved at eksplodere.

Jeg overvejede, at tage på psykiatrisk skadestue, men jeg havde jo også set "Gøgereden" og havde haft en x'kæreste der havde arbejdet på den lukkede.
Jeg turde ikke, jeg var så rad for at skulle blive buret inde resten af mit liv, hvis de først opdagede hvem jeg virkelig var... og min dansklæreres udsagn om "æblet falder sjældent langt fra stammen" - ville jeg så være til fare for mig selv om andre?? Jeg kunne ikke... jeg turde ikke...

Jeg måtte klarer mig selv 31 år, 38. 7 kg skind og ben... Jeg har altid klaret mig selv. Jeg fandt viljen, for jeg var ikke klar til at dø!

I mit arbejde møder jeg dagligt rigtig mange unge mennesker, der har opgivet, er ligeglade- de har ingen tillid til andre. Når jeg høre deres historier, kan jeg kun nikke genkende til deres fortvivlelse og opgivet hed.
Min vigtigste opgave er, at give dem håb og tro på at de kan og de fortjener det. Det gør vi alle! Ingen er ligegyldige og vi har alle hvert vores at tumle med, intet er større eller mindre. Det er som det er.
Men håbet må vi aldrig miste, og det er derinde. Helt inde bagved i mørket, men det er der!

Kærlig hilsen
bankrøverens datter
 

Sådan rejser du dig, efter at have skrabet knæet - kærlig hilsen bankrøverens datter

Måske du selv har oplevet at tage en beslutning om hvordan du vil have tingene skal være i dit liv - du handlede ud fra den overbevisning og det gik faktisk rimelig godt. Lige indtil den dag, hvor du fandt dig selv med hudafskrabninger på knæet. Det svier og gør pisse ondt.

Av for den!

Sådan er det, når vi beslutter at skabe forandringer i vores liv, så bliver vi testet - som i hele tiden.

 

"vil du det du siger du vil?"

 

Mennesker, situationer og oplevelser kommer ind i vores liv og rykker ved vores beslutninger om at ændre. For et er at beslutte "det er sådan jeg vil have det skal være", noget helt andet er at handle på det...
Vi bliver fristet og vi kan ende med at underkende vores egen styrke, bare fordi det føles så rart lige i øjeblikket... og vupti så er vi faldet i med begge ben - BANG!

Jeg skred sgu i svinget, i foråret lovede jeg mig selv højt og helligt, at jeg var færdig med at nøjes - og bang så løb jeg rundt som en lille hundehvalp og prøvede at tilfredsstille mennesker i mit liv - bare for at få en lille bid af kagen. Bare for lige at mærke suset i maven, det bankene hjerte og glæden i kroppen.
Resultatet blev at jeg tømte mit eget energi lager.
Min krop reagerede fysisk jeg fik en løbeskade og i sidste uge måtte jeg akut til tandlægen med betændelse i en rodbehandlet tand... Jeg lyttede ikke en skid, jeg ignorerede alle advarsels lamper der blinkede og hylede. Jeg hoppede rundt i overspringshandlinger, for ikke at forholde mig til der skete foran øjnene på mig.

- bang så fandt jeg mig selv liggende opgivende, uforstående og tømt for energi. Jeg var færdig, min krop i nul - og fattig på omsorg.

Jeg kunne se mig selv ligge der på gulvet og rode rundt i håbet om at en fik øje på mig og kom og hjalp mig op. Men af erfaring ved jeg, at der kommer ingen og redder mig. Så jeg måtte vælge mellem de to veje:

1; offer - "nej nej nej hvorfor sker det her altid for mig?"

2; Muligheder - "hvad skal jeg lære af det her?"

Så hvad gør du så når man ligger der og er forladt.

Jo der er ingen vej uden om, du må op igen. Op på hesten, på med plaster og være taknemlig over at du faktisk har muligheden for at vælge det der er bedst for dig. Ja jeg ved godt det ikke altid virker sådan når man står midt i suppedasen.

Men jeg plejer at spørge mig selv - hvis det her var min veninde, hvad ville jeg så sige til hende. Det er nemlig altid godt at lytte til de råd man giver til andre!

Så jeg er ved at samle mig selv sammen igen, jeg gør alle de ting der er godt for mig, og giver slip på alt det der ikke gør mig godt.

"Men hvordan får jeg øje på det der ikke er godt for mig?"

tænker du måske...

 

Jeg vil anbefale dig at finde ud af hvordan du virkelig gerne vil have det i dit liv, hvad er du drømmer om? Det kan være i kærligheden, karriere, familie, sundhed... you name it.
Find ud af hvad det er du drømmer om, i det område i dit liv du igen og igen snubler i. Hold fokus, lave et vision board der dagligt minder dig om det du gerne vil have - og så skal du øve dig i at mærke efter om det der dukker op i dit liv bringer dig længere væk eller tættere på det du gerne vil have... Så er jeg sikker på du kender svaret!

Hvis du ikke kender et vision board, så er det en planche med billeder og ord, du har klippet ud fra blade eller andet - som minder dig om dine mål/drømme. Det er virkelig en genial opfindelse.

Må knæet hele hurtigt og du komme op på hesten i fuld galop igen - og bare husk at intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Der er nemlig altid en værdifuld gave at hente i skrabede knæ.

Kys og go sommer

Kærlig hilsen
bankrøverens datter