lørdag den 7. maj 2016

Bliver jeg nogensinde et helt menneske...

Børnene hopper i trampolinen, de griner.
Himlen er lyseblå og solen brager ned på en. Jeg har taget plads på min altan, mit ynglingssted - min lille oase. Strålerne varmer på min hud, det føles noget så dejligt. Det kribler lidt. Der flyder spanske toner i mit øre, kaffen står på bordet. Det dufter af sommer.


Åhhh i dette øjeblik, lige her er jeg lykkelig. Jeg føler mig hel, noget så hel og bare mig.

Det har været en lang hullet vej og mange udfordringer har jeg passeret for at nå hertil.

Jeg troede aldrig jeg skulle blive et helt menneske. I mange år troede når alt var godt så ville jeg blive hel og lykkelig. Med hel så mener jeg, at vi kan være med os selv som menneske, når de grimme sider af os selv dukker op. Dem vi for alt i verden ikke ønsker at andre skal se...

Men jeg har aldrig været mere hel end nu - ikke fordi alt er en dans på roser, men jeg har lært at balancere med de udfordringer der dukker op. Førhen lod jeg mig bare falde frit og turde ikke handle af frygt for at blive kaldt egoist, selvoptaget, egotripper og et dårligt menneske.
Det gjorde mig handlingslammet, for det ville jeg ikke være... for ingen kan lide egoistiske mennesker (det har jeg altid fået at vide som barn).

Men jeg har lært at min egoisme er min vej til frihed, uden den er jeg ikke i stand til at sige fra, når noget ikke føles rart. Uden den kan jeg ikke mærke mig selv og mine behov. Min egoisme passer på mig.

Så selv om jeg sidder her og føler mig mere end lykkelig med grinene børn i baggrunden midt i min oase, så har jeg selvfølgelig har jeg også udfordringer i mit liv. Udfordringer forsvinder aldrig og vi kan hverken meditere dem væk eller for den sag skubbe dem væk. Ingen mennesker lever uden der dukker bump op på vores vej.  Faktisk vil jeg våge at påstå at vores udfordringer er med til at styrke os, hvis vi griber dem.

Så i stedet for at skubbe dem eller meditere dem væk, så vi kan starte med at spørge os selv hvad vi har brug for at lærer af de udfordringer og bump vi møder på vores vej. På den måde gør de os stærke og den styrke kan vi brug til at rejse os med. I stedet for at lade udfordringerne svække os, gøre os små, skamfulde og ulykkelige.
Smerten forsvinder ikke, fordi vi bliver stærke, det skal den heller ikke. Men hvis vi kan forstå at vores udfordringer er med til at hele os, bliver smerten en styrke.

Vores udfordringer er med til at gøre os til den vi er, uden vores ville livet blot være en lige linje fra A til Z...

Nej det er ikke det fedeste når udfordringerne viser tænder, bider og river. Men ikke desto mindre er det der vi kan være med til at sætte skub i vores egen udvikling. Jeg tror på at livet byder os de udfordringer vi har brug for for at kunne flytte os.

Og ja det mener jeg virkelig - også selv om jeg selv sidder midt i en temmelig sårbar udfordring. Jeg kan bare konstatere at den forsvinder ikke, men hvis jeg kigger på hvad jeg skal lærer af den så er jeg ikke i tvivl om hvad jeg bliver nød til at gøre.
Er det let?
Nej for med handling dukker gamle overbevisninger op, og det er ofte dem der spænder ben for vi tør flytte os.
Lader vi stå til så ender vi som et offer, og lader andre styre slaget gang og det er heller ikke hensigtsmæssigt for det er der hvor vi bliver dybt frustreret.

Så vi må simpelthen ind og kigge på vores grundlæggende overbevisninger om os selv, for at kunne bryde vores mønster.

Jeg er i fuld gang, jeg har taget det første spadestik - jeg ryster i bukserne men jeg ved også at det er vejen videre. Lige nu kan jeg ikke dele det, det ville være alt for sårbart for mig. Men når jeg er klar får du min hemmelighed.

Indtil da, lad os arbejde med at finde styrken i udfordringerne.
Husk at nyde solen og vær god ved dig - du fortjener det!

Kærligst
Christina




Ingen kommentarer:

Send en kommentar