onsdag den 1. juni 2016

Når livet slår knuder - en fortælling fra hverdagen

Jeg mødtes med Marie for fire måneder siden. Jeg sad over for den smukkeste unge kvinde på 21 år. En kvinde der umiddelbart ser sund og rask ud, en kvinde der udstråler skønhed. Men Marie er en kvinde med store ar på sjælen. En kvinde der bokser med sig selv og sit eget værd. Men ingen kan se det på hende. Hun har gemt sig bag en facade, fordi hun er bange for hvad andre tænker om hende. Hun skærer i sig selv, når det er rigtig svært og gør rigtig ondt inden i. Det har hun gjort de sidste 2 år.... Hun har dage hvor hun slet ikke orker at stå op. Marie kæmper en kamp inde i sit hoved og hver eneste dag er en kamp om ikke mærke smerten. 

Marie skrev til mig en dag, hvor alt ramlede for hende. 

Jeg har fået lov til at fortælle Maries historie, fordi den er vigtig og fordi Marie er et smukt eksempel på hvordan vi kan vende fortiden til en styrke og bryde vores mønstre. 

Marie var 7 år da hendes forældre blev skilt. Hendes far flyttede langt væk og havde ikke megen kontakt med hende. Marie savnede sin far. Hendes mor fik en ny kæreste og han var ikke særlig sød over for hverken Marie, hendes mor og hendes lillebror. 
Marie synes det var svært at fortælle nogen om hvad der foregik derhjemme. Hun skammede sig og troede det var hendes skyld. At det var hende der var til besvær. Hun kunne heller ikke forstå, hvorfor hendes far ikke ville hende og troede der var noget i vejen med hende. 
De talte aldrig om det derhjemme eller i skolen - Marie snakkede heller ikke med sine venner/veninder om det. Hun smilte bare så ingen skulle opdage hvordan hun havde det. Marie ville ikke have at andre skulle bruge tid på hende...for hun syntes ikke hun var det værd. 


Med tiden løb Maria ind i de samme ting igen og igen, det var som om alt kørte i cirkler. Hun havde svært ved at forstå hvorfor det altid skete for hende, hun gjorde jo alt hvad hun kunne for at alle altid havde det godt. Livet var tungt.  

Da Marie var 18 år fik hun en kæreste, hun elskede ham over alt på jorden. Han ville hende og de havde det fantastisk i starten, de var forelsket og han var alt hvad hun havde drømt om. 
Men lidt efter lidt begyndte kæresten at ændre sig. Han gav hende skylden for sine forandringer - det var fordi hun ikke opførte sig ordenligt, hende der var noget i vejen med og hun gjorde at han blev vred. 
Når hun ikke gjorde som han sagde tog han fat i hende, så hun kunne lærer at det hun gjorde var forkert som han sagde. Marie skammede sig, fordi hun følte det var hendes skyld han blev så vred, og samtidig kunne hun ikke forstå hvorfor? Hun fortalte ingen om det, hverken sin familie eller sine veninder. 
En dag gik det for alvor galt... Hun havde været ude med nogle veninder og kom for sent hjem. Han tæskede hende gul og blå og hun kunne ikke gå i flere dage. Hendes verden ramlede og hun brød sammen og mistede fodfæstet. 
Marie fik brudt med kæresten og flyttede væk, men det gjorde ondt inden i og spørgsmålene væltede rundt inde i hendes hoved. Hun kunne ikke holde tankerne ud, det gjorde al for ondt - så hun begyndte at skærer i sig selv. Det hjalp i et split sekund. Hun følte sig lettet, men hurtigt tog tankerne over. Hun var bange for fremtiden og bange for om hun nogensinde kunne være i et forhold igen... kunne hun nogensinde holde af sig selv og føle at hun var noget værd. Maries selvværd var på størrelse med et sandkorn som hun selv sagde.

Marie og jeg mødtes en enkel gang, hvor vi snakkede om hendes cutting, hendes historie og efterfølgende "mødtes" vi ugentligt over telefonen. Hvor vi sammen fik vendt hendes historie og hun fandt de værktøjer hun havde brug for, til at bryde sine mønstre. 
Marie er i dag på rette vej og hun arbejder stadigvæk med sin historie og sig selv - men Marie har fået øje på sin egen styrke og det har ændret alt for hende. Som hun selv siger "jeg ved nu at jeg selv spænder ben for mig, og jeg kan se når jeg gør det - det er så fedt for nu ved jeg hvad jeg skal gøre når det sker. Livet er blevet 100 kg lettere". 

Tak Marie!  



Ingen kommentarer:

Send en kommentar