Når livet slår knuder - en fortælling fra hverdagen

Jeg mødtes med Marie for fire måneder siden. Jeg sad over for den smukkeste unge kvinde på 21 år. En kvinde der umiddelbart ser sund og rask ud, en kvinde der udstråler skønhed. Men Marie er en kvinde med store ar på sjælen. En kvinde der bokser med sig selv og sit eget værd. Men ingen kan se det på hende. Hun har gemt sig bag en facade, fordi hun er bange for hvad andre tænker om hende. Hun skærer i sig selv, når det er rigtig svært og gør rigtig ondt inden i. Det har hun gjort de sidste 2 år.... Hun har dage hvor hun slet ikke orker at stå op. Marie kæmper en kamp inde i sit hoved og hver eneste dag er en kamp om ikke mærke smerten. 

Marie skrev til mig en dag, hvor alt ramlede for hende. 

Jeg har fået lov til at fortælle Maries historie, fordi den er vigtig og fordi Marie er et smukt eksempel på hvordan vi kan vende fortiden til en styrke og bryde vores mønstre. 

Marie var 7 år da hendes forældre blev skilt. Hendes far flyttede langt væk og havde ikke megen kontakt med hende. Marie savnede sin far. Hendes mor fik en ny kæreste og han var ikke særlig sød over for hverken Marie, hendes mor og hendes lillebror. 

Marie synes det var svært at fortælle nogen om hvad der foregik derhjemme. Hun skammede sig og troede det var hendes skyld. At det var hende der var til besvær. Hun kunne heller ikke forstå, hvorfor hendes far ikke ville hende og troede der var noget i vejen med hende. 

De talte aldrig om det derhjemme eller i skolen - Marie snakkede heller ikke med sine venner/veninder om det. Hun smilte bare så ingen skulle opdage hvordan hun havde det. Marie ville ikke have at andre skulle bruge tid på hende...for hun syntes ikke hun var det værd. 

Med tiden løb Maria ind i de samme ting igen og igen, det var som om alt kørte i cirkler. Hun havde svært ved at forstå hvorfor det altid skete for hende, hun gjorde jo alt hvad hun kunne for at alle altid havde det godt. Livet var tungt.  

Da Marie var 18 år fik hun en kæreste, hun elskede ham over alt på jorden. Han ville hende og de havde det fantastisk i starten, de var forelsket og han var alt hvad hun havde drømt om. 

Men lidt efter lidt begyndte kæresten at ændre sig. Han gav hende skylden for sine forandringer - det var fordi hun ikke opførte sig ordenligt, hende der var noget i vejen med og hun gjorde at han blev vred. 

Når hun ikke gjorde som han sagde tog han fat i hende, så hun kunne lærer at det hun gjorde var forkert som han sagde. Marie skammede sig, fordi hun følte det var hendes skyld han blev så vred, og samtidig kunne hun ikke forstå hvorfor? Hun fortalte ingen om det, hverken sin familie eller sine veninder. 

En dag gik det for alvor galt... Hun havde været ude med nogle veninder og kom for sent hjem. Han tæskede hende gul og blå og hun kunne ikke gå i flere dage. Hendes verden ramlede og hun brød sammen og mistede fodfæstet. 

Marie fik brudt med kæresten og flyttede væk, men det gjorde ondt inden i og spørgsmålene væltede rundt inde i hendes hoved. Hun kunne ikke holde tankerne ud, det gjorde al for ondt - så hun begyndte at skærer i sig selv. Det hjalp i et split sekund. Hun følte sig lettet, men hurtigt tog tankerne over. Hun var bange for fremtiden og bange for om hun nogensinde kunne være i et forhold igen... kunne hun nogensinde holde af sig selv og føle at hun var noget værd. Maries selvværd var på størrelse med et sandkorn som hun selv sagde.

Marie og jeg mødtes en enkel gang, hvor vi snakkede om hendes cutting, hendes historie og efterfølgende "mødtes" vi ugentligt over telefonen. Hvor vi sammen fik vendt hendes historie og hun fandt de værktøjer hun havde brug for, til at bryde sine mønstre. 

Marie er i dag på rette vej og hun arbejder stadigvæk med sin historie og sig selv - men Marie har fået øje på sin egen styrke og det har ændret alt for hende. Som hun selv siger "jeg ved nu at jeg selv spænder ben for mig, og jeg kan se når jeg gør det - det er så fedt for nu ved jeg hvad jeg skal gøre når det sker. Livet er blevet 100 kg lettere". 

Tak Marie!  

Hvad synes du vi skal lære vores børn?

Det her er ikke en bebrejdelse, men blot en reminder om, at der er forskel på voksne og børns måde at møde verden på... 

Louise var 35 år, hun arbejdede på et kontor sammen med 27 kollegaer. Der er nogen hun er tættere på end andre, dem hun taler privat med og dem hun blot hilser på. 

En dag da hun kommer på arbejde, høre hun at en af hendes kollegaer har inviteret nogle af de andre kollegaerne til fødselsdagsfest. Hun trækker på skuldrene og starter dagens arbejde. Tja det gør hende ikke noget, at hun ikke er inviteret, for hun er ikke tæt med denne kollega. Hun fortsætter dagen og tænker ikke mere over det.

Camille på 6 år kommer i skole og det første der møder hende er 4 piger fra hendes klasse, der der står med fødselsdagsinvitationer i hånden. Hun går hen til sin plads, med lys i øjnene og spørger sin mor om der ligger noget i hendes kasse. Det gør der ikke... 

Tanker begynder at myldre i hendes hoved... Hvorfor er hun ikke inviteret med? Hvad er der i vejen med hende? Er hun ikke god nok? 

En af pigerne kommer hen og spørger "skal du ikke med til fest?". Camille kigger ned i gulvet "nej".... Hun kan mærke tårerne presse på og hendes krop bliver urolig. Hun tager sin mor i hånden. "Jeg vil ikke være her mere mor" siger hun....

Hun er ked af det... og føler sig uden for.

                                                    Tegning René De Fleron 

_________________

Det er virkelighed for mange børn... og måske du sidder og tænker "jamen jøsses det må pigebarnet jo bare lærer..." Men det er vigtigt at forstå, at vores kære børn simpelthen ikke det samme filter som os voksne. De kan ikke sorterer og tænke rationelt, så når ord og oplevelser, opleves som noget negativt, så vendes det indad hos de små og bliver til en overbevisning som bliver til en historie som bliver til deres virkelighed om sig selv... 

Havde Louise på 35 år, da hun var barn, haft den samme oplevelse som Camille på 5 år - så havde hun reageret anderledes som voksen...

Jeg møder rigtig mange børn, unge og voksne i mit arbejde, som har det rigtig svært med sig selv. Børn og unge der føler de ingen værdi har, børn og unge der tror det er deres egen skyld at de bliver mobbet, udstødt, drillet... Ja sågar børn og unge der føler at livet er en lang lort, allerede inden det virkelig er begyndt. Børn og unge der mest af alt har lyst til at forsvinde. De har en kamp hver morgen fra de slår øjnene op, for verden er hård og brutal at møde når de ikke føler de er berettiget til at være der. 

Og voksne der har det svært med sig selv, fordi fortidens oplevelser puster dem i nakken hver eneste dag og stadigvæk "fylder" i deres tanker og spænder ben for dem.  

Så kære forældre, ja os. Dig og mig. Vi har alle et fælles ansvar for at skabe de bedste vilkår for vores børn, særligt når det er i det offentlige rum. Det er så lidt der skal til for at skade et lille menneske og igen så lidt der skal til for at styrke vedkommende. Så overvej dine handlinger og ord, de har stor betydning for de små menneske du møder på din vej. 

Alle børn har ret til en tryg barndom! Ikke? 

Bag facaden....

Når jeg er ude og holde foredrag, modtager jeg altid rigtig mange mails efterfølgende fra mennesker der kan mærke sig selv i min historie. De kan mærke smerten, sorgen, skammen, hadet, hemmelighederne og ikke mindst døden. Det bliver tydeligt for dem hvor de spænder ben for sig selv.

Der tikker altid hemmeligheder ind i min indbakke efter et foredrag. Mange mørke og dybe hemmeligheder. Hemmeligheder som vedkommende aldrig har fortalt nogen før. Det er en befrielse at få sagt det højt.

Jeg er ikke bange for at sætte ord på det dystre, det mørke og de grimme tanker - det er trygt for mig, for jeg har stort set levet der hele mit liv.

Ordene modig, sej, stærk, inspirerende, autentisk... wauu tænker jeg altid, det er også mig.

Men bag facaden, bag ansigtet, bag smilet og inde bag de blå øjne... bag de flotte ord er der stadigvæk et menneske der er bange, usikker, ulykkelig, mislykket, føler sig svag, mister fodfæstet, savner, rammes af sorg, har lyst til at give op, et offer....

Kommer vi nogensinde til at kunne slippe det helt? 

Næh det tror jeg ikke, det er en del af os. Men vi kan lærer at leve med det. Vi kan ikke slette fortiden, og de sider af os som vi ikke bryder os om  - men jeg tror på at vi kan lærer at leve med det og omfavne det. Følges med det hånd i hånd. Bruge det som en styrke, frem for at pille os selv ned og slå os selv oven i hovedet med det. Kigge de overbevisninger vi har sået som børn,tillagt os selv og gjordt til vores historier om hvem vi er, hvad vi fortjener og hvad vi kan tillade os at forvente af livet.  

Alle de overbevisninger vi her i vores voksenliv styres af.  Alle dem der får os til at lide i livet, alle dem der gør at vi løber ind i de samme ting igen og igen. 

At fortælle vores hemmeligheder og historier højt, får ikke smerten til at forsvinde. Det letter, men at balancere med fortidens smerte kræver øvelse. Men vi skal øve os i at kunne rumme de grimme sider af os selv, alle de sider vi ikke ønsker at alle andre skal se. Vi skal selv kunne være okay med de sider af os, ellers kommer de til at styrer os og vi ender med at overkompencere og det er der hvor vi miste os selv. Det er her vi bliver frustreret og irriteret på os selv og andre. Det er her vi har lyst til at forsvinde. 

Uden min svaghed kunne jeg ikke være stærk - og uden min svaghed kunne jeg aldrig bede om hjælp. Det er ret sigende, for der er nogle ting jeg rigtig gerne vil opnå her i livet. Jeg kan se hvordan jeg selv spænder ben for mig, fordi jeg har svært ved at bede om hjælp. Jeg har altid skulle klar mig selv, der har aldrig været hjælp at hente. For svag var ikke noget man var i min familie. Jeg kan stadigvæk høre mine forældre sige, at jeg bare skulle tage mig sammen når jeg synes tingene var svært. Flere historier fulgte i kølvandet og passede perfekt ind i min historie om at svag var noget rigtig grimt. "Christina du må være stærk og passe på din mor og søster nu hvor din far ikke er her længere" "Christina du er den ældste, så må du også være stærk" "Christina, du klarer det jo alt det her med din far så flot" Det runger stadigvæk i mit hoved, efter alle de år. Jeg var hamrende bange, ulykkelig, nedbrudt og følte mig så svag, for jeg havde ikke styr på en skid - men smilte ud i verden så ingen skulle opdage hvem jeg var inden i. 

At bede om hjælp er svagt.  

Men de sidste mange uger har jeg høre min egen stemme hele tiden mig selv sige til andre, jeg vil ikke længere vil klarer alting selv. Jeg gider ikke mere. 

Betyder det jeg er god til at bede om hjælp, lad os sige at jeg øver mig stadigvæk. 

Men små skridt hver dag. 

Jeg ved det her kan lyder som et mærkeligt eksempel... men i går havde jeg købt portobellosvampe. Jeg stod der med pakken hjemme i mit køkken og kiggede på den og tænkte "hvad fanden stiller jeg op med dem?".

Måske jeg skulle bede om hjælp til tilberedning - ej det er også for tåbeligt. Jeg kan jo bare google. Der er ingen der skal opdage at jeg ikke har styr på det = for så er jeg svag.  

Så jeg slog det op på Facebook og vi spiste lækre svampe.

Så ja når vi har modstand på noget, så er det hvor vi skal sætte ind. Føler jeg mig stadigvæk svag? 

Jo nu har jeg ligsom blottet mig selv og jeg er ikke færdig med at øve mig, men jeg vil bare have lov til at være fri... 

Lad os lige få det på det rene!

Ah men det er en fest at åbne sine Facebook beskeder på sådan  skøn solskins torsdag morgen.

Juhuuu, at få klasket op i hovedet at man er for meget, har lavt selvværd, ikke andet end en dulle der bare søger opmærksomhed - alt blot fordi jeg poster selfies på min private facebook.

Det bringer et smil frem på læben - for hold nu op hvor har andre travlt med at pege fingre. Det er så skønt, og jeg håber vitterligt de har det bedre efter de har trykket sendt!

Kunne det tænkes, at jeg måske bare var glad i låget, og ville dele den glæde med andre, uden at det betyder jeg sidder og tæller likes? Kunne det være at jeg er lykkelig over, at være i live i dag og værdsætter alt det jeg får lov til at opleve?

Kan jeg have dårlige dage - helt klart, jeg er heller ikke bange for at dele dem. En gang prøvede jeg at stikke af fra de dårlige dage, nu så øver jeg mig egentlig bare i at være i dem og i ikke at klaske mig selv oven i hovedet med negativitet. Det virker for mig!

Har jeg lavt selvværd, ja på nogle områder bokser jeg stadigvæk med overbevisninger om ikke at være god nok. Men det afhænger på ingen måde af hvad andre siger, synes og gør på Facebook - det er en følelse inde i mig. Det er der ingen der kan fikse den, heller ikke likes på selfies på Facebook. Det er så uendelig ligegyldigt.

Kan jeg lide opmærksomhed, bestemt! Jeg elsker at få opmærksomhed - og jeg er ikke bange for at bruge mig selv for at få den opmærksomhed, der skal til for at folk lytter på det jeg har på mit hjerte. For hvilken idiot ville holde på sig selv nede og gemme sig selv væk, hvis h*n havde noget på hjertet som var så vigtigt at få ud. Jeg skriver det kun fordi jeg selv har været den idiot, og det fik mig ingen vegne. Tvært imod, så endte jeg frustreret, irriteret og misundelig på andre.

Så er jeg selvfed, uden tvivl. Er jeg for meget, uden tvivl.... men hellere for meget end for lidt!

Men jeg vil nu bare have lov til at være mig, med det sure og det søde, det pæne og det grimme basta BUM!

En gang var jeg bange for at være for meget, for hvad alle tænkte om mig, jeg hadede mig selv, mit liv og jeg skammede mig over den jeg var og der hvor jeg kom fra - det resulterede i 13 år med bræk, hovedet i toilettet, flirten med døden...

USA 2007 - 3 måneder før mit stunt på badeværelset.

Jeg nåede at tabe 6 kg mere inden min krop sagde stop.

Tro mig, jeg ved hvad jeg snakker om og det kræver meget mere at styrke selvværdet og tilliden end at lægge et selfie op på Facebook og måle sig i likes... For de likes præller alligevel af på en, hvis man ikke tror på an man er god nok selv!

Så tak for alle beskeder, kommentar og likes - jeg knus elsker dem alle. Overvejer at lave video indslag - så skal de få noget at snakke om ;)

Go' torsdag

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter.

Dette skal du vide hvis du er selvdestruktiv... er vi alle ikke lidt det?

Verden kokser og følelserne tager over, det gør ondt inden i, og det kan være svært at sætte ord på hvad det er. Ja nogle gange findes der slet ikke ord. Det gør bare ondt ad helveds til. Kroppen skriger og vrider sig.

Det kan føles som det mest ubehagelige sted i verden. Det river inden i, hjertet banker og smerten tager over i hele kroppen. Det kan være ulideligt at være der. Mange mennesker søger efter noget der kan dulme smerten. Vi vil have den skal gå væk...  forsvinde. Mad, stoffer, alkohol, sex, you name it. Vi prøver med alle midler at dulme os selv og vores følelser.

Det virker et kort øjeblik, vi bliver taget væk i en rus. Der kommer ro inden i og vi kan næsten holde os selv ud igen.

I et kort øjeblik.

For inden længe kommer skyerne tilbage og vi må starte forfra og søge det næste fix. Så sidder vi i hamsterhjulet, verdens mest destruktive sted. Vi hader det, men "på mandag eller i morgen så stopper jeg" sådan starter det. Men til sidst giver vi op og lader stå til, vi bliver ligeglade. Vi er fanget, låst fast og kan ikke se os ud af helvede. Selvhadet vokser og de negative tanker om os selv tager til.

"Hold kæft en taber jeg er".

Vi bliver bange for at andre skal opdage vores skam... for er der noget vi gør, så er det at skamme os over ikke at have styr på livet.

Det er flovt, pinligt og så taber artigt ikke at have styr på sig selv eller sit eget liv. Endnu mere slå vi os selv oven i hovedet.

Hvis vi er rigtig smarte, så begynder vi at lyve over for de mennesker vi holder allermest af, af frygt for at de vil slå hånden af os hvis de finder ud af hvilket menneske vi inders inde er.
Vi kan også hoppe i den anden boldgade, vi peger fingre af alle de andre og sviner dem til, for alle deres fejl og mangler. På den måde så behøver vi ikke at forholde os til os selv.
Vi kan også have behov for at fremstå som perfekte, det perfekte hjem, perfekte job, perfekte krop, perfekte tanker...

Det er som at putte flødeskum på lorten. Så håber og beder vi bare til, at ingen kommer forbi flødeskummen. Skulle det ske, at nogen kommer for tæt på. Ja så vipper vi dem af pinden, med undskyldninger om at det er dem der er noget i vejen med.

Så fortsætter livet og det destruktive mønster holder os låst fast, som ofre for vores egne omstændigheder. Stakkels mig!

Vi flygter fra det som det hele inderst inde handler om, nemlig os selv og det billede vi har af hvem vi er.

Hvem er vi så inden bag flødeskummen?
Vi er bange mennesker, der aldrig har lært om valg i livet. Så derfor er vi bange for vores følelser, særligt når det gør ondt eller føles for godt. Vi har et hav af overbevisninger om hvordan livet hænger sammen. De overbevisninger styrer vores hoveder i alt hvad vi foretager os.
Vi er såret og svigtet mennesker, der har oplevet de værste sider i livet.

Når vi en sjældent gang fortæller vores historier, bliver vi mødt med store øjne og åbne munde. For tænke at have oplevet det!
Vi bliver bange og trækker os tilbage i vores skjul og bekræfter os selv med, at ingen alligevel kan rumme vores forfærdeligheder. Vi lukker døre og skubber folk væk, særligt dem der gerne vil os - vi gør det ikke for at være onde. Men vi lever blot i vores historier om, at ingen alligevel vil os når de ser vores sande jeg.
Så derfor hopper vi tilbage til vores destruktive mønstre, for hvor mærkeligt det end lyder ja så er vi trygge der.

Vi slår os til tåls med at dette er vores lod i livet, og at det bare er en lang lort vi må tage en bid af hver eneste dag. Vi leger med tanken om døden, så vi hurtigt kan komme væk herfra - og så andre slipper for os. Vi er til mere skade end gavn...

Det eneste vi aldrig ser, er vores egen styrke...

Vejen hjem
Det kræver mod at turde bryde sine mønstre, for pludselig skal vi stå ansigt til ansigt med vores egne indre dæmoner. Dem som vi hele livet har flygtet fra, al det ukendte, smerten, skammen og følelsen af ligegyldighed. Men det kan lade sig gøre, og det kan det for alle. Vi har alle styrken inden i os, men vi har bare gemt den væk bag vores destruktive mønstre, fordi vi aldrig har lært at tackle vores følelser.

Det er nemlig vores følelser og de historier vi har bundet dem op på, der får os til at fucke vores liv op.

Det er hverken let eller en dans på roser at skabe forandringer. Det kræver hårdt arbejde, men det er det hele værd, når vi lærer at håndtere vores følelser uden at skulle dulme smerten.

Jeg kunne, det kan du også.

Ny bog på vej

Jeg er ved at ligge sidste hånd på min næste bog.

Det er en meget personligt bog skrevet til min far, om alle de tanker jeg har haft/har, hvad alle hans valg og handlinger har gjort ved mig. Den handler om de mønstre og overbevisninger, der var med til at sætte mig i mit eget fængsel. Den handler om de følelser der lå bag min spiseforstyrrelse.  Om grimme hemmeligheder som jeg aldrig har fortalt nogen, heller ikke min familie - jeg skammede mig inderligt!
Det har været en dyb proces for mig at åbne mit hjerte helt op, blotte min sjæl og dele endnu mere af det jeg for alt i verden ikke ønsker andre skal vide om mig. Men det æder mig op inde fra, og jeg kan ikke tie stille længere - selv om jeg er vildt bange. Har faktisk aldrig været så bange for noget som jeg er lige nu. Men jeg lader frygten være min motivation!   

Jeg sidder hver eneste dag med unge mennesker, der langsomt drukner i deres egne hemmeligheder, vrede, frustration og som søger svar for at få en forståelse. Derfor blev jeg nød til at skrive den bog, for at inspirere til at forene sig med fortiden, hemmelighederne, vreden, frustrationen og slutte fred med at det ikke længere handler om forståelse men tilgivelse for at sætte sig selv fri.

Den kommer til at ligge på min hjemmeside fra den 18. oktober -  hvor du kan hente den for 75 kr.

Jeg håber du vil tage godt imod mine tanker, jeg passer selv på mit hjerte.

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter

Vrede forsvinder ikke bare...

Jeg sidder her hjemvendt fra dagens løbetur, og har egentlig slet ikke tid til at sidde her og skrive - jeg har møde med flere klienter i dag...

Men jeg kan simpelthen ikke lade være med at fortælle dig, hvad jeg har oplevet de sidste mange dage. For det er wau!!!

I sidste uge fik jeg betændelse i min kindtand igen. Mother F**Ker det gør så ondt du tror det er løgn - jeg ville 10 gange hellere føde et barn igen som sidst uden smertestillende!
Nå men jeg tror jo på, at intet sker tilfældigt og at alt er en vejviser til at få ryddet op i ens historien.

Men denne gang synes jeg godt nok det var temmelig udfordrende, for jeg synes på ingen måde jeg har ondt i livet. Jeg har siden jeg landede i eventyrbyen arbejdet intenst med at få ryddet op i min historie og ikke mindst handlet anderledes og gjort en masse for at skabe de forandringer jeg ønsker mig i livet... Jeg har sluttet fred, healet gamle historier og jeg skal komme efter dig...

Så hvorfor fanden viste den smerte sig så igen??

Jeg var på glatis og lettere forvirret. Faktisk blev jeg vred og tog mig selv i at bande det hele langt væk, ja jeg blev faktisk rasende. Jeg besidder noget af et temperament, som altid er eksploderet og som jeg virkelig har haft svært at rumme og håndtere. Det er altid gået ud over de mennesker jeg holdte mest af - er ret skamfuldt omkring det, for jeg er jo et voksent menneske og forældre til et barn! Jeg burde jo have styr på det.... Men det havde jeg ikke, som i over hovedet slet ikke, jeg var som en trold i en æske.

Jeg besluttede mig for at nu måtte jeg simpelthen få undersøgt den vrede, selv om jeg var hunderæd for hvad der dukkede op.

Så jeg satte mig med min dagbog og skrev om min vrede. Ved du hvad jeg kunne spole tiden het tilbage og der så jeg en lille pige der mistede og var i krise og sorg. Men den lille pige viste ikke hvor hun skulle gøre af alt det, og som alle børn gør - ja så gemte hun sorgen og smerten væk. Når sådan nogle følelser ikke bliver bearbejdet og undertrykt, ja bliver de til en ustyrlig eksplosiv vrede.

Så siden onsdag har jeg skrevet breve til min far om al den smerte og al den sorg jeg har haft gemt inden i - og lørdag morgen da jeg vågnede var betændelsen pist væk!
Er det ikke vildt?

Jeg har nu skrevet en bog om tanker til min far, den skal lige redigeres og så kommer den til at ligge på min hjemmeside som inspiration for dig og andre.

Jeg er helt høj og klar til en ny uge.

Kys og go' mandag

Kærlig hilsen
bankrøverens datter

Jeg øver mig i at leve med savnet...

Jeg har aldrig delt det her med nogen, jeg har aldrig turde. Jeg var bange for at andre syntes jeg var mærkelig.

Men der er dage hvor jeg savner min far… Bare savner ham helt ind i mit hjerte. Selv om han var hård og streng, så er der momenter jeg savner og ja så savner jeg bare min FAR.

Nogle gange når jeg kigger på min datter ville jeg ønske, at han kunne have oplevet hende, ja i det hele taget oplevet mig. Der er så meget jeg ville ønske, jeg havde haft mulighed for at dele med ham, spørge ham om og sige til ham.

Det var svært at være 17 år og miste ham fra den ene dag til den anden. Det var svært at være i sorgen, jeg måtte ligge øre til rigtig meget ”det er bedre at han forsvandt, med alt det skidt han gik og lavede” eller ”hellere han forsvandt, end slog jer alle ihjel”. Det var min far…  min far, det gjorde ondt. Det er svært at miste og blive valgt fra på samme tid. Så uforstående og selvdestruktivt.

Jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at være ked af det den gang, for alle havde en mening om det min far gjorde og havde gjort. Min familie var i sorg og jeg skulle være den stærke.
Jeg lukkede ned for min egen sorg og nu kan jeg se, at den i stedet blev til en uldmene vrede. Fortrængte og undertrykte følelser er de værste. De blev i stedet til en vrede der kunne få mig til at eksplodere. Jeg var som en trold i en æske. Ingen viste hvornår jeg kunne eksploderede i vrede, heller ikke mig selv. Jeg var en tikkende bombe. Jeg var frustreret og følte mig fanget – låst i et kaos.

Da jeg var med til at slukke min fars respirator i 2004 viste jeg ikke om jeg skulle græde eller grine. Det lyder makabert. Men en del af mig var lettet, for nu skulle jeg ikke længere gå og kigge mig over skulderen. En anden del af mig, den del jeg holdte for mig selv var ked af det, trist og det gjorde hamrende ondt inden i. Jeg havde mistet noget af mig.  

Men jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at være i sorg, fordi alle andre var lettet på vores vegne, ja selv min egen familie var lettet. Så jeg turde ikke sige det højt, så igen undertrykte jeg sorgen og fortrængte smerten i min spiseforstyrrelse.

Jeg har som sagt altid troet at min vred egentlig skyldtes de svigt jeg var udsat for. Men de sidste mange uger er det blevet tydeligt for mig, at jeg aldrig har sørget over tabet af min far. For selv om en har forvoldt én en masse smerte, så er der en samhørighed på trods af. Jeg tror det mange gange kan skabe forvirring inde i en, for på den ene side hader man og på den anden side elsker man… det er et forjættet land at være i.

Ingen kunne forstå smerten ingen kunne rumme den – end ikke mig selv. Jeg begravede den og gemte den længere væk end noget andet. Men savnet var der og er der, men jeg sagde det aldrig højt. Jeg skammede mig over, at kunne savne et menneske der havde gjort så meget ondt over for så mange mennesker.

Men jeg savner min far.

Jeg øver mig i at være i savnet og sorgen…

Kærlig hilsen

Bankrøverens datter

grib usikkerheden

"hej smukke"
"du er jo pisse lækker"
"ved du godt hvor lækker du er?"
"jeg tror vi to skal ses"
"de øjne wau"
"hot mamma"
"sexy lady"


... mange kommentar og beskeder bliver jeg mødt med dagligt i min indbakke.
Jeg burde jo egentlig være smigret - men det bliver jeg ikke.
Jeg bliver mere usikker når jeg får kommentar på mit udseende, min første tanke er "ja det er da lige til du opdager hvem jeg er inde bagved".

Så er der nogen der kan bringe usikkerhed frem i mig, så er det mænd, ikke alle mænd - men ham jeg finder interessant. Jeg er så bange for, at han skal gennemskue mig og opdage, at jeg i bund og grund ikke er god nok alligevel. Så jeg prøver med næb og kløer at kompensere for alle mine fejl og mangler.

Så er det måske ikke skide smart at skrive dette indlæg, for det er jo lidt som at stille sig op nøgen og blottet. Sandsynligheden for at han læser det er nærmest lig 100 og var jeg virkelig modig så sendte jeg ham linket...

 

 

Men du hvad - da jeg flyttede tilbage til min eventyrby, så lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville nøjes længere. Jeg lovede mig selv, at jeg ville bryde op med alle de forhindringer der står i vejen for at jeg kan leve mit liv som jeg fortjener det. Jeg lovede, at når jeg blev udfordret så ville jeg gøre det modsatte af hvad jeg plejede at gøre. Det føles lidt som at brage gennem en skov og bane vejen mod målet.

Jeg har jo størstedelen af mit liv levet i den overbevisning, at jeg intet var værd, at jeg måtte nøjes og når alt kom til alt ville jeg alligevel blive forladt når jeg blev gennemskuet. Min egen far ville ikke kendes ved mig, og hvis han ikke ville - hvilken mand ville så? Jeg har oven i købet været så heldig, at løbe ind i alle dem, der blot har bekræftet min historie om at jeg intet var værd.

Men hvis jeg ikke kender min egen værdi, hvordan skulle et andet menneske så få øje på den!?!

Jeg tænker at jeg nok ikke er den eneste der det har det sådan. Den der usikkerhed dukker op som en trold i en æske - jeg kan simpelthen ikke styre den... Jeg bliver usikker når jeg mærker forandringer og så er jeg rigtig god til at lave historier i mit hoved, få tingene til at passe ind i min gamle historie. Så hver gang jeg fanger mig selv i dette, så deler jeg tingene op i fakta og historier. Hvad er fakta og hvilken historie tillægger jeg der, det er faktisk ret sjovt når man begynder at få øje på sin egen historie.

Når jeg bliver usikker, så lukker jeg ned, lukker folk ude og lader som om alt er godt - den er stensikker... Men jeg kender også konsekvensen af den handling, og det er ensomhed - så hvis jeg blev ved med at gøre det, så ved jeg hvor jeg ender henne og det er jo det modsatte sted jeg gerne vil hen. Så jeg bliver nødt til at handle anderledes. For ville jeg selv være sammen med en der ikke turde være ærlig af frygt for at den anden ville gå... NEJ, jeg har været der og det er så ucharmerende!

Jeg er p*sse bange, for at træde ud på ukendt grund, for det gør mig sårbar. Jeg jo hende den stærke, hårde, hende der har styr på det hende der har overlevet alle de udfordringer livet har budt hende.
Tænk at hun er bange for at være sårbar!...
Jeg kan få helt tåre i øjnene, når jeg skriver det her, for det er noget så sårbart for mig at lukke op for den side.

Men måske den ikke er så farlig alligevel... Min største frygt ved at være sårbar er, at jeg bryder sammen det hele krakelere. Det er jeg vokset op med sårbar er et tegn på sårbarhed... Men ville jeg ikke krakelere og bryde sammen hvis jeg blev i noget der ikke var sundt for mig...
Hvad nu hvis sårbarhed var et tegn på styrke. For det er vel en styrke at turde gå efter det man ønsker? Så hvis det værste for mig er at bryde samme, så ved jeg også at jeg kan rejse mig igen - det har jeg jo gjort et hav af gange. Så det kunne være sårbarhed var min vej til frihed, se så er det jo pludselig en fordel at kunne være sårbar!

Så i bund og grund er jeg et smukt menneske der kan blive usikker og p*sse bange - men det skal ikke stoppe mig. Må kærligheden sejre <3

Så slå mig dog

Nogle gange, når vi forsøger at ændre vores mønstre og skabe det liv vi inderst inde drømmer om, ja så vil vi unægtelig falde af hesten og få skrammer.

Det sker også for mig, ja også selv om jeg ved en masse og egentlig burde vide "bedre"... bla bla bla...

Jeg ved ikke om du kender det?

Men nogle mennesker kan ramme en, lige på ens mest svageste punkt og det er som om man ryger tilbage til barndommen og kroppen nærmest bliver lammet.

Sådan har jeg det med et bestemt menneske, vedkommende rammer mig så jeg mister kontrollen over mig selv og min krop - jeg bliver Christina 4 år.
Det minder om de gange, hvor min far har stået og råbt og skreget mig ind i hovedet. Jeg har ikke været særlig gammel, men jeg husker det tydeligt. Min krop blev lammet af hans ord og jeg kunne ikke gå væk fra ham - han var jo tre gange så stor som mig.

Men hans ord ramte mig i hjertet, og min krop reagerede med at fryse og efter et stykke tid så rystede den, og nogle gange sortnede det for mine øjne - når det var rigtig slemt.
Jeg kan huske jeg tænkte "så slå mig dog - slå mig nu bare!" For så gjorde det ondt her og nu, men så var det i det mindste overstået. Det andet var ulideligt, at stå der bare og tage imod...

Det er sådan jeg har det, med det her menneske. Lige så snart jeg høre vedkommendes stemme, ja så låser min krop og jeg tænker automatisk "slå mig nu bare så det er over". Jeg bliver Christina 4 år, lammet og låst, det er så ubehageligt - jeg føler mig magtesløs.

Men ved du hvad, nu er jeg voksen og har faktisk ikke brug for det menneske i mit liv, overhovedet!Det er okay at sige fra, uanset hvem det menneske er. For ingen fortjener at blive behandlet sådan.

 Så det er hvad jeg har bestemt mig for.

No more shit!

Det lyder måske lettere sagt end gjort. Men faktisk er det ret simpelt, når vi skiller tingene ad.

Jeg havde besøg af en god veninde i dag og jeg kunne høre hvordan min frygt talte da jeg talte med hende om denne her person. Alt det jeg var mest bange for kunne ske, alt det jeg frygter allermest, pyha det gør mig ubeskrivelig utryg og usikker.
Hun reddede mig på målstregen, da hun spurgte om det ikke kunne ske alligevel... og jo, ved nærmere eftertanke - det kan det faktisk. For det værste der kan sket er, at jeg mister mig selv ved ikke at være mig.

Jeg har et særligt "glatte ud" gen - jeg har haft det siden jeg var helt lille - det sørger for at ingen bliver kede af det, at jeg tager de verbale tæsk og andre står tilbage som de gode - selv om de i bund og grund er nogle idioter.
Det er vildt hvordan jeg har taget det mønster med mig ind i mit voksenliv, for at overleve, også selv om det ikke altid gavner mig. Men det får mig til at fremstår som hende den søde og gode - jeg får ros og opmærksomhed. Jeg er virkelig rummelig....
Men jeg hader det! Jeg er ved at brække mig over det...

 

Men det gode er, at jeg har fået øje på det og kan se hvad det vil give mig, at slippe det her mønster. Ja og så er der kun en vej og det er at slippe den indre rebel løs. Så i dag har jeg klippet navlestrengen,  og jeg er ikke længere afhængig af at være den gode, omsorgsfulde og fantastiske eks. Næh nu er jeg bare mig!  

 

Jeg er 100 kg lettere og fri - fri til at forfølge mine drømme, fordi jeg ikke længere bliver drænet af den energi der er forbundet med min frygt og det menneske jeg har givet lov til at holde mig nede. Jeg skal ikke længere være bange for at være forkert, for jeg er mig.

 

Lur mig om der ikke er nogen der synes jeg er helt ude i skoven. Men ved du hvad, de skal heldigvis ikke leve mit liv eller gå i mine sko. Jeg bestemmer i mit liv og ingen andre - men nogle gange kan også jeg falde af hesten, men heldigvis vælger vi selv om vi vil stige op igen. 



 

Og jeg er ikke typen der stopper!

 

Mandag betyder ny begyndelse, nye drømme og nye muligheder -

 

sov smukt

Christina

 

P.S. tirsdag betyder action.

 

Jeg betyder ikke noget....

I morges blev jeg ringet op af min veninde og samarbejdspartner, hun skulle bruge en liste over de overbevisninger vi skaber ud fra vores historier, dem der styre vores handlinger.
Det slog mig, mens jeg stod og læste listen op. Én sætning ramte mig så hårdt lige midt maven som en kampsten "jeg betyder ikke noget"....

Jeg betyder ikke noget...

Jeg betyder ikke noget...

Den sætning rungede som et ekko i mit hoved, da jeg havde lagt røret på. Jeg kunne ikke slippe den sætning... jeg betyder ikke noget.

Jeg opdaterede min Facebook, det var særligt det sidste der slog mig - senere forkælelse med spa og sushi ... Jeg betyder ikke noget...

 

Jeg betyder ikke noget....

 

FUCK jeg havde helt glemt hvor meget den sætning har styre mit liv, ubevidst.

 

Ja for det var jo ikke fordi jeg gik rundt og tænkte jeg ikke betød noget. Men jeg holdte mig væk fra alt hvad der havde med selvforkølelse, alt hvad der hed rart og kærligt, alt der styrkede mig. Jeg gjorde alt for at gøre mig selv lille og ubetydelig. For er der noget man ikke må som bankrøverens datter, ja så er det at være betydningsfuld. For hvordan kan man tillade sig det!

 

Når ens far nu heller ikke vil kendes ved en, ikke vil se en, ikke vil tale med en - når han ikke vil se sit eget barn, ja så bliver man ubetydelig. Eller jeg fik de episoder til at betyde, at jeg er ubetydelig. Jeg var ligegyldig i min fars øjne, det menneske jeg havde mest tillid til  - og hvis han havde det sådan så måtte det jo være sandt! Shit et dårligt menneske jeg var, taber tøs!

 

Jeg begyndte at handle ud fra den overbevisning, at jeg ikke betød noget, at jeg var ligegyldig. Jeg blev i forhold der var usunde for mig, jeg behandlede min krop så dårligt, jeg røg så mange cigaretter, drak for at dulme smerten, jeg hang ud med mennesker hvor vi kunne bekræfte hinanden i alt det dårlige - jeg behandlede mig selv ligegyldigt, jeg lukkede mig selv ned, blev ligeglad, lod andre styre mit liv. Når det gik godt for mig og jeg havde succes, gjorde jeg alt for at fucke det op, inden nogen alligevel opdagede hvor ubetydelig jeg var. 

 

Den var langt væk den sætning og alligevel så tæt på for alle minder og episoder væltede op til overfladen. Ja den ligger jo faktisk og lurer tit - men jeg arbejder hårdt med at spotte den når den dukker op, så måske er jeg blevet skarp til at høre den... når den hvisker. For den stikker hovedet frem ind i mellem og det er særligt når jeg glemmer at passe på mig, når jeg bliver usikker og særligt når jeg handler anderledes en jeg plejer. Så faktisk er den en god reminder på, at jeg lige skal huske mig selv, være stolt af alle de mønstre jeg bryder og at usikkerhed er okay - det er der magien sker.

 

Rigtig mange af de unge mennesker jeg arbejder med, kan genkende sig selv i den her rolle som ubetydelig og når de finder ud af det blot er en fortolkning af en episode - og de kan omskrive den til en fortolkning der støtter dem så sker der magi.

Men kunsten er at lytte til den lille stemme der fortæller en, at vi er ubetydelig, for det er der vi kan fange sig selv i gamle historier. For de dukker op, særligt når vi bevæger os ind på ukendt grund. Det kræver arbejde at bryde de gamle mønstre og overbevisninger, det ved jeg - men hvis jeg kan så kan alle andre også. Lad være med at lade alle andre bestemme hvordan du skal leve dit liv, det efterlader dig magtesløs og fuld af frustration.

Mit live er ikke rosenrødt eller en dans på roser, for der er bestemt også udfordrende dage i mit liv. Men når de dukker op kigger jeg på min datter på 4 år og tænker hvad er det jeg gerne vil lærer hende, hvordan ønsker jeg hun skal lære at tackle livet. 

Igen så må jeg handle på det, for hun høre ikke hvad jeg siger men ser hvad jeg gør. Mine handlinger over for hende sår de frø, der kommer til at afspejle de overbevisninger hun kommer til at tro på om sig selv. Så hvis jeg behandler mig selv dårligt, fortæller jeg hende indirekte at hun ikke er noget værd. Det er jo det sidste jeg ønsker - så lad os gøre det her for vores børns skyld, de fortjener et godt liv.

 

 

Så i dag vil jeg nyde og forkæle mig selv lidt ekstra - for er der noget du og jeg fortjener så er det det bedste her i livet og det samme med vores børn.

 

Ensomheden, min bedste ven

Lad mig lige slå fast, at denne blog og de indlæg der kommer IKKE handler om at slå forældre oven i hovedet for det de har lavet. Den er heller IKKE kommet til for at give nogen skylden for hvordan livet er blevet.
Men skulle du sidde med skyldfølelse som forældre alligevel, så skriv til mig - for det handler om noget helt andet og det kan du ændre på.

Egentlig havde jeg lovet at fortælle min egen historie i dag, men den kommer en af dagene. Jeg kunne lige mærke, at jeg efter nogle kommentar lige måtte slå nogle ting fast.

Denne blog og de indlæg der kommer, handler om det der er, at have en forældre i fængsel - for det sådan det er.
Fakta er at de dømtes børn er et tabu og tabuer skaber historier, som bliver lagret inden i små menneskers (børn) hoveder. Der bliver de forbundet men en masse følelser og de følelser bliver forbundet med nye historier, som børnene oplever i den verden de nu er i. Det betyder, at taler vi ikke om det der er, ja så bliver det gjort til noget skamfuldt i et barns verden - bang og lynhurtigt sidder barnet med en følelse af at være anderledes og ikke som alle andre. Tænk hvis nogen skulle opdage det, at man ikke længere hørte til, var forkert, mærkelig, anderledes.... Er der noget der kan skabe angst i mennesker så er det hvis de bliver udstødt. Så derfor oplever rigtig mange af de dømtes børn en enorm ensomhed. 

For mig er det vigtigste, at hjælpe børn til at få sat ord på det der er, sætte sig selv fri fra tabuet og ikke lade sig stoppe af historier. Der ud over er det for mig vigtigt at give forældre værktøjer til at bryde tabuet og tale om alt det der er og det der sker. Der er rigtig svært at være barn, når man har en forældre i fængsel. Det er rigtig svært og der er masse af tanker og følelser forbundet med det. Hvis man ikke har nogen at tale med om det, ja så gemmer man det inden i - og det har konsekvenser senere hen, fordi alt usagt binder energi.

I min familie talte vi ikke om at min far sad i fængsel, det var noget meget skamfuldt.
Selv om jeg var 17 år, kunne jeg græde mig selv i søvne om aften, fordi min fantasi kunne løbe af sted med mig. Min far sad i Nyborg Statsfængsel, og jeg viste der sad rockere der. I mit hoved kunne jeg se hvordan de slog ham og ydmygede ham, hvordan han bare sad i et lille rum, lukket inde - det gjorde så ondt inden i mig. For selv om min far ikke ville se mig og kun min lillesøster, så elskede jeg ham i al hemmelighed, han var min far.
Jeg havde rigtig megen skyldfølelse og jeg var sikker på at det var min skyld at var kommet i fængsel. Min far dukkede nemlig op på min skole og bad om penge, hvilket jeg ikke havde - han lavede bankrøveri i banken ved siden af min skole. Så jeg var overbevist om at det var derfor han ikke ville se mig. Jeg turde ikke fortælle nogen om det her, for så ville alle hade mig.

Konsekvensen af alt det her blev et hav af hemmeligheder, som jeg hele tiden skulle have styr på inde i mit hoved. Alle de følelser der væltede rundt havde jeg brug for at få kontrol over, så de ikke styrede mit liv - jeg brugte min spiseforstyrrelse. Jeg smilte, kastede op og lod som ingenting - inden i var jeg i kaos og ensom.

Ensomheden blev min bedste ven, jeg talte ikke med nogen veninder om hvordan jeg havde det, jeg betroede mig til ingen. Jeg levede ikke længere, alt handlede om at overleve dagen og ikke blive spottet som bankrøverens datter.
Jeg kan huske da jeg blev kaldt til jobsamtale, på et familie behandlingshjem, mens jeg studerede, jeg var så hunderæd for at de kunne se i mine papir, at jeg var datter af en bankrøver. Min fars valg brugte jeg til at holde mig selv låst fast i at være andeledes end andre - og i min verden var det ikke godt.