Jeg har noget på hjertet

Jeg bliver tit spurgt hvad det egentlig jeg laver?

Ja og det er et godt spørgsmål - og jeg kan godt forstå, at det kan være svært at hitte rundt i. Rigtig mange tror at jeg kun arbejder med kriminelle, laver indsamlinger og socialt arbejde, men jeg tilbyder også min viden om en masse andet.

Jeg sidder ofte med mennesker, både unge og voksne, som lever i selvdestruktive mønstre, de har udfordringer med alt lige fra stoffer, alkohol, spiseforstyrrelse, kriminalitet, cutting, lavt selvværd, anbragt uden for hjemmet, seksuelt misbrugt, omsorgssvigt i barndommen, fysisk og psykisk vold i deres forhold - ja de har mange ting de tumler med.
Til fælles for dem alle er, at de sidder fast i negative historier om dem selv, og de kan ikke gennemskue vejen ud af deres mønstre. De er låst i de tanker de gør om sig selv.

Der ud over er jeg også tilknyttet frustreret forældre, de forældre der ikke ved hvad de skal stille op i forhold til deres destruktive børns adfærd, forældre der løber panden mod en mur i det offentlige system og forældre der har brug for rådgivning og vejledning omkring deres egen rolle som forældre.

Det er rigtig vigtigt for mig, når de (både unge, voksne og forældre) kommer hos mig, har et frirum til dele alle deres tanker - også de mørke og "forbudte".  Her er intet rigtigt eller forkert, det er som det er. Jeg er ikke den der skal dømme dem (det klarer de fint selv), min rolle er at lytte og udfordre dem til at få brudt deres mønstre, skabt nye overbevisninger og vende deres historier til en styrke.

Så holder jeg foredrag "kærlig hilsen bankrøverens datter" - om at være vokset op med en kriminel far, og de konsekvenser det har haft for mig i mit liv. Jeg underviser på uddannelsessteder, for at sætte fokus på de dømtes børn.

 

Alt hvad jeg laver gør jeg, fordi jeg har et personlig engageret i det. Jeg ville ønske, at der fandtes en som mig, da jeg var teenager. Fordi jeg følte mig ensom, alene og forkert. Jeg ville ønske at der havde været en, der kunne hjælpe mig med at bryde mine mønstre, stille spørgsmålstegn til mine overbevisninger og støtte mig i at vende min historie til min styrke. En der lyttede, så mig og greb mig.

Så kender du nogen der bokser med livet, så send dem forbi www.christinasogaard.com

Har du ideer eller kendskab til institutioner, klubber, skoler eller foreninger der kunne være interesseret i at få mig ud at holde foredrag, så send dem gerne til christina@christinasogaard.com

Så hjælp mig med at dele min kunnen og viden - for alle børn og unge har ret til en tryg barndom. NEJ der findes ingen umulige børn og unge, at reagere er et sundhedstegn.
Der findes heller ikke nogle onde voksne, men mennesker som handler ud fra tunge og destruktive historier fra den bagage de slæber med sig fra deres egen barndom. Voksne der ikke aner de har et valg.

Jeg og alle de mennesker der sidder låst i livet ville være taknemlig <3

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter.

Din egoisme passer på dig, så elsk den.

I dag skinner solen igen her i eventyrbyen.

Det varmer så dejligt uden på og inden i. Det værdsættes højt, særligt oven på forrige uges stormvejr. Egentlig skulle jeg have holdt fødselsdagsfest i weekenden for mine venner og veninder - men jeg valgte at aflyse den.
Jeg havde glædet mig i lang tid til den fest, men noget inden i føltes ikke længere rigtigt. Jeg havde ikke lyst til at sidde, på den aften med et påklistret smil og en facade om at alt var godt. For det var det jo ikke inden i mig.  Så nej tak, der er jeg vokset op i facade land - nu smiler vi og har det hyggeligt. Det gider jeg ikke mere.

Så jeg trak stikket og plejede mig selv med en tur til København, sammen med en jeg holder rigtig meget af.

Hvorfor skriver jeg det her?
Jo fordi mange ikke rigtig kunne forstå mit valg, og det blev mødt med "ah men det skulle da nok blive hyggeligt alligevel" "ej kom nu" "lad nu ikke noget så tåbeligt styre". Tja det kunne måske have været hyggeligt, men det ændrede jo stadigvæk ikke ved hvordan jeg havde det inden i mig.

Det fik mig bare til at tænke på, hvor tit vi egentlig gør noget, som vi faktisk ikke har den store lyst, men vi gør det alligevel. Hvorfor? Er vi er bange for hvad andre tænker om os eller vil vi ikke være til besvær, egoistiske, for meget.... eller noget helt fjerde?

Dårlig veninde
Rigtig mange af mine veninder/venner havde arrangeret tur til eventyrbyen, havde fået passet deres børn  og glædede sig. Var jeg en egoistisk og dårlig veninde.. måske. Men ville det have været en hyggelig aften hvis jeg ikke havde været tilstede? Næh. Jeg er sikker på mine venner og veninder nød en børnefri aften med den de holder af.

Jeg tror vi skal forlig os med vores egoisme og ikke være så bange for den. Den er jo en meget god indikator på om vi er på vej væk fra os selv, og i stedet over i at tilfredsstille andre. Når vi hopper over i andres "haver" for at vande deres blomster og slå deres græsplæner, ja så glemmer vi vores egen have. Hvem skal så pleje den? Den får bare lov til at stå til, hvad sker der så? Vi tømmer os selv for vores egen energi, bare for et split sekund anerkendelse. Men er det det værd? Når vi til sidt sidder helt flade på batterierne og tømt for energi.

Elsk din egoisme
Næh i stedet for synes jeg vi skal hylde egoismen og spørge os selv "for hvis skyld gør jeg det her?". På den måde kan vi finde balancen i os selv, og når der er overskud på egen kontoen så kan vi give, være der for andre og støtte dem i at få styr på deres have.
Men altid må vi huske os selv først.

For lige at understrege, så ja jeg var super egoistisk. Men min egoisme er min bedste ven, når jeg skal passe på mig selv.

Jeg havde en fantastisk tur til København. Jeg nød hvert et øjeblik og er nu ladet op med god energi, kreativitet og gå på mod.

Så egoisme længe leve.

Go' mandag
kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter

Skulle jeg udgive det her eller lade være ?

Jeg har været rigtig meget i tvivl om jeg skulle udgive dette indlæg – da det er ret personligt og sårbart for mig og fordi der er andre mennesker tæt på mig der er involveret. Men jeg ved bare det er så vigtigt for mig at stå ved mig og turde være tro mod sig selv. Jeg har lovet mig selv, at tage mig selv alvorligt.
Så kære involverede, dette handler ikke om jer, skulle I læse med. Det er mig, mine følelser og mine oplevelser – så tag det ikke personligt.

Så så man lige mig ligge der på gulvet i fosterstilling…

Ja jeg faldt, jeg snublede og jeg slog mig hårdt i kærligheden navn.

Med et blev gulvtæppet trukket væk under mig, der hvor jeg mindst ventede det. Panikken bredte sig og intet gav mening i mit hoved. Jeg blev såret dybt inde i mit hjertet, det hjerte jeg har forsøgt at passe så ufattelig meget på. Jeg havde lyst til at skrige mine lunger ud.

Nej NEJ Neeeeeeiiiiiiiiiii

Det her kunne ikke passe, ikke her midt i eventyrbyen – alt var så smukt, jeg havde det så godt her – jeg havde jo skabt alt det jeg aldrig turde drømme om…

1000 tanker væltede rundt inde i mit hoved, selv om alt føltes tomt og min krop nærmest lammet. Jeg var i chok. Mit hjerte hamrede afsted i et væk, det rystede som jeg aldrig har oplevet før. Hold op det gjorde naller, tror ikke ord kan beskrive hvordan jeg havde det inden i.

Hvordan kunne nogen knuse mit hjerte nu? Jeg havde givet min tillid til de mennesker, jeg stolede på dem. Fandeme om jeg nogensinde skal have noget med en mand at gøre igen og aldrig skal jeg fortælle nogle veninder om mit inderste inde. Gamle historier væltede frem, mistillid, hemmeligheder, løgne alt vendte sig i min krop. Kvalmen steg og steg. Jeg var nærmest desperat, jeg kunne ikke være i min egen krop, jeg ville bare væk.

Rødvin, tåre og tanker om hævn afspejlede den søndag.
 

Hvad gør vi så når vi sidder der knuste og bange?

Første dag skældte jeg ud på Gud og hver mand. Jeg var vred, følte mig ydmyget, udstillet og dum. Men den sværeste følelse at håndtere, jeg var ked-af-det-hed.  Jeg var så ked af det inden i, det gjorde så afsindigt ondt. Det virkede så uvirkeligt, og jeg ville ikke være her mere. Jeg ville ikke mærke den smerte, den skulle væk, som i lige nu!

Min umiddelbare overlevelsesstrategi trådte i kraft. På et nanosekund lavede jeg allerede stradegier for mit næste træk – Hævn og flygt, København var pludselig inde for rækkevide igen. Måske jeg også bare skulle skippe det hele og drage til udlandet… vende alt og alle ryggen. Følelser fra fortiden om svigt væltede op.

På anden dag tog kroppen over. Jeg lå i sengen hele dagen, jeg havde det fysisk dårligt. Jeg var tom, helt tom – en følelse jeg kender særdeles godt til. Jeg lå bare og stirrede op i loftet, kastede op og græd ind i mellem. Jeg kunne ikke få noget til at give mening. To mennesker som jeg havde stolet på, haft tillid til – nu havde de hver deres historie, om hvad der var sket den lørdag aften. En veninde med sin version og en mand jeg ser med sin version.

Hvad fanden gør jeg?

Hvem skal jeg tro på?

Fortvivlelse og rigtig mange stakkels mig tanker gjorde deres indtog i min hjerne i min seng den dag.

Bankrøverens datter kan også mærke

Ja selv bankrøverens datter har følelser og kan blive såreret. For selv om jeg har lært at være stærk, rigtig stærk så er jeg også et sårbart menneske ligesom alle andre. Jeg har bare lært at overleve smerten og klarer den. Men ikke længere, det duer ikke for mig mere der hvor jeg er i mit liv. Jeg vil ikke længere overleve, men leve.

 

Hvordan håndtere vi den her ked-af-det-hed, uden at flygte eller forsøge at fixe den.

Tredje dag måtte jeg kigge mig selv i spejlet og mærke efter i mit hjerte. Ingen af de to versioner af den samme oplevelse ville nogensinde komme til at give mening hos mig… aldrig - og måske var det slet ikke dét, som det handlede om for mig. Måske jeg skulle lærer at trække vejret og ”bare” mærke smerten inden i. ”Bare” være i det der var.

Det er noget af en øvelse skulle jeg hilse at sige. Bare være i alt det der gør ondt, forvirring, frustration, uvished, mistillid, vrede, sårbarhed og ked-af-det-hed. Bare være i det selv om jeg helst bare vil fixe så jeg ikke kunne mærke eller stikke af for at komme væk.

Så hvordan gør man det, det er enkelt men alligevel rigtig svært. Trækker vejret ind og ånder ud. Kan det være så simpelt? Ja, det er ikke raketvidenskab.

Næste udfordring var, at jeg på et eller andet tidspunkt skulle beslutte mig for hvad jeg ville. Hvad jeg ville! Fandeme noget af en udfordring, når man som jeg er vokset op med helst ikke at skulle gøre andre kede af det – for så er jeg jo et virkelig dårligt menneske!

Konsekvensen er bare fatal, når jeg konstant løber rundt og prøver at tilfredsstille alle andre = jeg mister sig selv undervejs.

Så hvad skulle jeg gøre!?!

FUCK med FUCK på!

veninde><mand…veninde><mand…veninde><mand?

Når vi vælger os selv til, ja så vælger vi automatisk andre fra.

No more drama

Jeg orker ikke mere drama i mit liv, det besluttede jeg mig for da jeg flyttede tilbage til eventyrbyen. Jeg har levet i drama størstedelen af mit liv. Jeg har lært en masse af det, ingen tvivl. Jeg vil bare ikke længere lade mig styrer af dramaer. Jeg selv har skabt mine egne dramaer i mit liv, men det her kunne jeg vælge fra, for intet af det her handlede om mig. Jeg vil ikke være en del af andres dramaer længere, det er ikke sundt for mig.

Så hvad nu hvis det ikke handlede om ret eller ikke ret, forkert eller ikke forkert, sandt eller falsk… Men hvad nu hvis det faktisk handlede om mig selv og mine valg? Hvad nu hvis det handlede om at jeg skulle komme hjem i mig selv og være i mit, frem for at forholde mig til alle andres. Jeg bliver hurtigt farvet af andre når jeg ryger over i deres dramaer. Der sker jo det, når man også deler dette med andre, ja så har de en helt klar holdning til hvad man skal og ikke skal gøre. Jeg snakkede med nogle veninder, og de var i alle retninger.

Det triggede noget mere inden i mig. For jeg er jo flasket op med ”hvad alle andre tænker om en”. Her stod jeg med knust hjerte og skulle forholde mig til mig og være skide ligeglad med hvad andre tænkte om mig.  Det er let for mig at gøre gennem det jeg laver og arbejder med – men følelsesmæssigt og i nære relationer. Pyha, der er jeg bange, rigtig bange. Tænke hvis alle vender mig ryggen og ingen kan lide mig?!?

Fik nærmest koldsved ved tanken…”HVAD ANDRE VILLE TÆNKER OM MIG…og mit valg” – dårlig veninde, naiv, idiot, selvcentreret, egoistisk, dum, latterlig, tåbelig…

Men hvis jeg ikke tænker på mig, hvem gør så?

Hvis jeg ikke følger mit hjerte hvad, sker der så?

Hvis jeg skal leve mit liv efter hvad andre synes, hvad sker der så?

Så kan jeg være okay med, at ikke alle er enige med mig i mit valg og nogen sidder og taler om mig i krogene?

Ja, det handler nok ikke om mig i sidste ende – men ingen tvivl om at mit valg sætter gang i andres historier, om dem selv og deres. Det har jeg prøvet mange gange før. Men det er ikke længere mit ansvar at forklarer, forsvarer, fixe eller sørge for at alle andre er glade.

Mit ansvar er at mærke mig og handle ud fra mig, holde mig på min egen banehalvdel. Om det er det rigtige valg, det ved jeg ikke men jeg er i det og mærker efter for der er vigtigst for mig. Det er den bedste måde at passe på mig selv på.

Ikke alle elsker mig, og det er som det er – for det vigtigste er at jeg elsker mig selv.

Sikke en omgang og men sikke en gevinst.  

Så hvad skal du lærer af de udfordringer du bliver stillet over for? Alt sker af en årsag, intet kommer tilfældigt. Det handler om at turde være dig… og inderst inde, helt inde bag ved al panser så ved du det godt. Det er ”bare” alt det andet der fylder og frygten der stopper dig i at handle.

Har du lyst til at få belyst dine udfordringer og måske se dem i et andet lys – så guider jeg dig gerne. Kig forbi www.christinasogaard.com og se om du kunne have mod på at arbejde sammen med mig.

De bedste hilsner

Christina – bankrøverens datter

Hjertet der giver helt slip...

Jeg sidder her på altanen og badet i sol. Himlen er lyseblå, der er latte i koppen  - whats not to like?

Jeg har haft de vildeste klienter her i formiddags. Jeg modtog den sødeste mail fra en mor, hvis dreng jeg har arbejdet sammen med, for at ændre hans destruktive livsstil. Med ordene "ord kan ikke beskrive hvilken glad mor jeg er i dag, ikke nok med jeg har fået min søn tilbage, så har jeg fundet mig selv. Af hjertet tak, du vil altid være englen i vores familie." -  Ja jeg græd lidt, det gør jeg altid når mennesker fortæller mig hvordan jeg er med til at forandre deres liv...

Jeg har forberedt foredrag til på onsdag, hvor jeg skal gæste en skole i Odense. Det jeg elsker mest, at komme og fortælle, det bliver en dag med snakke om identitet og historier. Jeg tripper i kroppen for at dele alle mine tanker og den viden jeg har erfaret mig. Det bliver SÅ godt.

Jeg har netop gennemlæst en artikel om mig, og siddet med kuldegysninger over hele kroppen. Jeg tror på eventyr, har jeg sagt det... Ja det gjorde jeg og ja det gør jeg.


Eventyr med handling på!
Jeg kan næste ikke være i min krop i disse dage -  det er som om livet atter har taget en drejning, som jeg slet ikke havde set komme. Men jeg lykkelig i hver eneste celle i min krop, nogen gange tænker jeg "kan det her virkelig blive vildere???". Siden jeg flyttede tilbage til min eventyrby er alt gået op i en højere enhed.

Man ja tænk engang - det er blevet så meget vildere. Så vildt at jeg må nive mig selv i armen flere gange om dagen.

Åh men altså, jeg er forelsket. Ikke længere kun i livet, men i et andet menneske.

Da jeg mindst ventede det, stod han der bare lige pludselig - BANG..


Det er som at få en chance til
Jeg er jo stor tilhænger af at hvis vi ikke er tilfredse der hvor vi er, så må vi bryde med de gamle mønstre der har udtjent deres værnepligt og ikke længere fungere samt finde modet til at gøre det vi tror vi ikke kan og så gøre det alligevel.

Men pyha kærlighed til et andet menneske er nok det område i mit liv som har gjort mig allermest mest bange og usikker. For når man som jeg har oplevet et hjem hvor kærlighed var forbundet med svigt og skilsmisse. Så kommer der ar på sjælen. De ar bliver bundet op på en masse overbevisninger og historier - der prøver at skræmme en fra vid og sans, og gjort at jeg har mødt mænd der blot bekræftede min egen usikkerhed og mit værd. For så kan vi rigtig sidde tilbage efterfølgende afviste og have ondt af os selv og bekræfte vores egen skrækkelig historier om at vi intet fortjener, at vi ikke er værd at elske, at der er noget i vejen med os, at vi er ligegyldige (fortsæt endelig rækken)

Men mærkeligt nok, så virker de ikke længere. Jeg lyder måske lidt overrasket, det er jeg faktisk også. For lige præcis kærlighed har været så ømt for mig.

Men mine overbevisninger om at "jeg ikke er værd at elske" eller at "det er lige indtil han opdager hvem jeg virkelig er- så skrider han...ligesom min far og de andre der har bekræftet mig i min historie". Ja de overbevisninger holder ligesom bare ikke længere.


Hvorfor gør de ikke det?
Fordi jeg har arbejdet med mine overbevisninger og historier, alt det jeg frygtede og var bange for. Jeg begyndte at bruge de mænd jeg mødte som et spejl. Undersøgte hvad de kunne lære mig og så måtte jeg jo handle på det når muligheden var der.
Det var den så lige pludselig, for der stod han - bang.
Jeg har været mig 100% hele vejen, det har jeg aldrig været før. Jeg har intet skulle bevise, hverken mit eget værd eller bekymre mig om hvad han tænkte om mig - jeg siger hvad der falder mig ind, ligger ikke bånd på mig. Jeg er mig, bare Christina. Hellere hel end god.

Hjertet der giver helt slip
Jeg er ikke bange længere, mit hjerte har sluppet mine gamle overbevisninger og bygger nu nye der støtter mig i der hvor jeg ønsker at være. Jeg samler mit hjerte sammen igen. Det er mums. Jeg nyder det hver eneste dag, søde beskeder, dejlige opkald, kys, kærtegn og en krop fyldt med champagne bobler.

Jeg har det godt,

kærlig hilsen
bankrøverens datter

Ny bog på vej

Jeg er ved at ligge sidste hånd på min næste bog.

Det er en meget personligt bog skrevet til min far, om alle de tanker jeg har haft/har, hvad alle hans valg og handlinger har gjort ved mig. Den handler om de mønstre og overbevisninger, der var med til at sætte mig i mit eget fængsel. Den handler om de følelser der lå bag min spiseforstyrrelse.  Om grimme hemmeligheder som jeg aldrig har fortalt nogen, heller ikke min familie - jeg skammede mig inderligt!
Det har været en dyb proces for mig at åbne mit hjerte helt op, blotte min sjæl og dele endnu mere af det jeg for alt i verden ikke ønsker andre skal vide om mig. Men det æder mig op inde fra, og jeg kan ikke tie stille længere - selv om jeg er vildt bange. Har faktisk aldrig været så bange for noget som jeg er lige nu. Men jeg lader frygten være min motivation!   

Jeg sidder hver eneste dag med unge mennesker, der langsomt drukner i deres egne hemmeligheder, vrede, frustration og som søger svar for at få en forståelse. Derfor blev jeg nød til at skrive den bog, for at inspirere til at forene sig med fortiden, hemmelighederne, vreden, frustrationen og slutte fred med at det ikke længere handler om forståelse men tilgivelse for at sætte sig selv fri.

Den kommer til at ligge på min hjemmeside fra den 18. oktober -  hvor du kan hente den for 75 kr.

Jeg håber du vil tage godt imod mine tanker, jeg passer selv på mit hjerte.

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter

Må man føle sig stolt?

En gang var følelsen af stolthed virkelig fjern for mig. Det var ikke noget jeg kendte til, jeg havde intet at være stolt over...  

Da jeg blev rask og startede med at fortælle min historie offentligt, fik jeg altid at vide at jeg skulle være stolt over mig selv, det jeg præsteret og den måde jeg havde tacklet mine udfordringer på.

STOLT, hvad betød det egentligt? At være stolt, jeg anede ikke hvordan det føltes. Men det bekræftede blot min historie om, at jeg var mærkelig – for jeg kunne ikke mærke stolthed, jeg anede ikke hvor den følelse sad eller hvad den gjorde ved en. Ja jeg havde gjort rigtig meget for at blive rask, men stolt over det?!?

Skulle jeg være stolt over at jeg havde ”reddet” mig selv…

Jeg havde jo ligesom ikke noget valg – hvis jeg ikke gjorde det jeg skulle, så ville jeg jo dø.

Jeg anede ikke hvor stoltheden lå.

Men jeg skal love for, at jeg har oplevet den for fulde gardiner her i eventyrbyen. Det føles så rart og så selvforstærkende, så uselvisk, befriende – det er som at flyve. Jeg er høj på livet og stolt.

For nogle uger siden lå jeg en lørdag morgen i min seng, min datter på 5 år lå ved siden af og sov. Jeg tjekkede Facebook og læste om en bekendt i København, der havde startet en tøjindsamling til bådflygtningene der kommer til Lesbos. De manglede en koordinator på Fyn.

Det ramte noget inden i mig, jeg havde også set billederne på tv af familier på flugt. Det gjorde ondt inden i mig, jeg kunne mærke børnenes smerte. Udtrykkene i deres øjne sagde alt.

Men jeg lagde telefonen fra mig, jeg var jo lige flyttet tilbage til Odense og mit netværk her er småt endnu. Jeg kiggede på min datter der lå der ved siden af og trak vejret tungt og trygt. Jeg har et ekstremt retfærdighedsgen. Da jeg var lille pige, drømte jeg om at hjælpe børn der ikke havde det godt.

Der lå min datter – jeg tænkte vi er så fandens privilegeret…. Men intet er sikkert, det kunne være os en dag der sad i en gummibåd og krydsede et hav, usikre, bange og fyldt med frygt. Jeg skrev til Anne, at jeg gerne lagde hus til indsamlingen, men at jeg jo ikke havde noget stort netværk. Der gik en halv time og så lå mit navn og adresse på nettet. De første sms’er kom fra folk der gerne ville vide hvornår de kunne komme og aflevere poser. Derefter gik det stærkt.
Min datter havde heldigvis en legeaftale med en veninde fra børnehaven og jeg havde egentlig en kaffedate. Jeg skrev til ham at jeg var lidt små crazy og letter impulsiv, men jeg havde kastede mig ud i det her projekt, så han skulle bare vide at der måske dukkede folk op med tøj. Han tog det i stiv arm og var helt med. Hatten af for ham!

Det væltede ind med tøj, bleer, tæpper, mad, soveposer, madrasser og masser af bamser – det er en af de vildeste oplevelser jeg har haft. Det var så intenst at møde alle de mennesker der kom forbi. Så rørende at høre deres historier, om hvorfor de kom forbi. Jeg havde besøg af godt 300 mennesker på 3 dage. Det gik lige ind i mit hjerte og jeg var ramt af en stolthed som fyldte alle celler i min krop. Da jeg gik i seng mandag aften kunne jeg næsten ikke være i min krop. Jeg var så stolt over at være med i det her projekt, jeg var stolt over at vi nåede ud til alle medier (du kan se det hele her) . Men mest af alt er så hamrende stolt over, at være med til at gøre en forskel på første række hos de mennesker der måtte forlade alt.

Jeg får lidt tåre i øjnene når jeg skriver det her, for det er så ubeskriveligt vigtigt at hjælpe hvor vi kan. Ingen fortjener et liv i frygt.

Vi startede med at måtte sende 4 kubikmeter tøj afsted i en bil – men 15 frivillige dukkede op tirsdag eftermiddag og lavede en kæde fra min lejlighed ned til gade. 1 time og 7 minutter tog det dem at tømme min lejlighed, vores pragtfulde chauffør tog turen til København 2 gange og vi sendte 50 kubikmeter afsted – godt 2 ton!

 

Nu ved jeg hvad stolthed handler om. Jeg havde i fredags besøg af en journalist, og for første gang følte jeg mig stolt over min egen rejse.  Som i stolt inden fra, helt ind i hjertet. For nu ved jeg hvad det handler om. Jeg er stolt over det arbejde jeg laver hver eneste dag, når mødes med de unge mennesker jeg har samtaler med - de er også med til at gøre mig stolt.

Så JA vi må gerne være stolte over os selv, og ja vi må gerne vise det til hele verden - nogen ville måske sige vi var blærerøve... Måske... eller måske vil vi bare inspirere andre til at turde lidt mere

Så ja i dag er jeg simpelthen så stolt over mig selv, min rejse  og det liv jeg har skabt - på trods af alle de udfordringer der har været og er...

Kærlig hilsen

Bankrøverens dattter

Vrede forsvinder ikke bare...

Jeg sidder her hjemvendt fra dagens løbetur, og har egentlig slet ikke tid til at sidde her og skrive - jeg har møde med flere klienter i dag...

Men jeg kan simpelthen ikke lade være med at fortælle dig, hvad jeg har oplevet de sidste mange dage. For det er wau!!!

I sidste uge fik jeg betændelse i min kindtand igen. Mother F**Ker det gør så ondt du tror det er løgn - jeg ville 10 gange hellere føde et barn igen som sidst uden smertestillende!
Nå men jeg tror jo på, at intet sker tilfældigt og at alt er en vejviser til at få ryddet op i ens historien.

Men denne gang synes jeg godt nok det var temmelig udfordrende, for jeg synes på ingen måde jeg har ondt i livet. Jeg har siden jeg landede i eventyrbyen arbejdet intenst med at få ryddet op i min historie og ikke mindst handlet anderledes og gjort en masse for at skabe de forandringer jeg ønsker mig i livet... Jeg har sluttet fred, healet gamle historier og jeg skal komme efter dig...

Så hvorfor fanden viste den smerte sig så igen??

Jeg var på glatis og lettere forvirret. Faktisk blev jeg vred og tog mig selv i at bande det hele langt væk, ja jeg blev faktisk rasende. Jeg besidder noget af et temperament, som altid er eksploderet og som jeg virkelig har haft svært at rumme og håndtere. Det er altid gået ud over de mennesker jeg holdte mest af - er ret skamfuldt omkring det, for jeg er jo et voksent menneske og forældre til et barn! Jeg burde jo have styr på det.... Men det havde jeg ikke, som i over hovedet slet ikke, jeg var som en trold i en æske.

Jeg besluttede mig for at nu måtte jeg simpelthen få undersøgt den vrede, selv om jeg var hunderæd for hvad der dukkede op.

Så jeg satte mig med min dagbog og skrev om min vrede. Ved du hvad jeg kunne spole tiden het tilbage og der så jeg en lille pige der mistede og var i krise og sorg. Men den lille pige viste ikke hvor hun skulle gøre af alt det, og som alle børn gør - ja så gemte hun sorgen og smerten væk. Når sådan nogle følelser ikke bliver bearbejdet og undertrykt, ja bliver de til en ustyrlig eksplosiv vrede.

Så siden onsdag har jeg skrevet breve til min far om al den smerte og al den sorg jeg har haft gemt inden i - og lørdag morgen da jeg vågnede var betændelsen pist væk!
Er det ikke vildt?

Jeg har nu skrevet en bog om tanker til min far, den skal lige redigeres og så kommer den til at ligge på min hjemmeside som inspiration for dig og andre.

Jeg er helt høj og klar til en ny uge.

Kys og go' mandag

Kærlig hilsen
bankrøverens datter