Jeg øver mig i at leve med savnet...

Jeg har aldrig delt det her med nogen, jeg har aldrig turde. Jeg var bange for at andre syntes jeg var mærkelig.

Men der er dage hvor jeg savner min far… Bare savner ham helt ind i mit hjerte. Selv om han var hård og streng, så er der momenter jeg savner og ja så savner jeg bare min FAR.

Nogle gange når jeg kigger på min datter ville jeg ønske, at han kunne have oplevet hende, ja i det hele taget oplevet mig. Der er så meget jeg ville ønske, jeg havde haft mulighed for at dele med ham, spørge ham om og sige til ham.

Det var svært at være 17 år og miste ham fra den ene dag til den anden. Det var svært at være i sorgen, jeg måtte ligge øre til rigtig meget ”det er bedre at han forsvandt, med alt det skidt han gik og lavede” eller ”hellere han forsvandt, end slog jer alle ihjel”. Det var min far…  min far, det gjorde ondt. Det er svært at miste og blive valgt fra på samme tid. Så uforstående og selvdestruktivt.

Jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at være ked af det den gang, for alle havde en mening om det min far gjorde og havde gjort. Min familie var i sorg og jeg skulle være den stærke.
Jeg lukkede ned for min egen sorg og nu kan jeg se, at den i stedet blev til en uldmene vrede. Fortrængte og undertrykte følelser er de værste. De blev i stedet til en vrede der kunne få mig til at eksplodere. Jeg var som en trold i en æske. Ingen viste hvornår jeg kunne eksploderede i vrede, heller ikke mig selv. Jeg var en tikkende bombe. Jeg var frustreret og følte mig fanget – låst i et kaos.

Da jeg var med til at slukke min fars respirator i 2004 viste jeg ikke om jeg skulle græde eller grine. Det lyder makabert. Men en del af mig var lettet, for nu skulle jeg ikke længere gå og kigge mig over skulderen. En anden del af mig, den del jeg holdte for mig selv var ked af det, trist og det gjorde hamrende ondt inden i. Jeg havde mistet noget af mig.  

Men jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at være i sorg, fordi alle andre var lettet på vores vegne, ja selv min egen familie var lettet. Så jeg turde ikke sige det højt, så igen undertrykte jeg sorgen og fortrængte smerten i min spiseforstyrrelse.

Jeg har som sagt altid troet at min vred egentlig skyldtes de svigt jeg var udsat for. Men de sidste mange uger er det blevet tydeligt for mig, at jeg aldrig har sørget over tabet af min far. For selv om en har forvoldt én en masse smerte, så er der en samhørighed på trods af. Jeg tror det mange gange kan skabe forvirring inde i en, for på den ene side hader man og på den anden side elsker man… det er et forjættet land at være i.

Ingen kunne forstå smerten ingen kunne rumme den – end ikke mig selv. Jeg begravede den og gemte den længere væk end noget andet. Men savnet var der og er der, men jeg sagde det aldrig højt. Jeg skammede mig over, at kunne savne et menneske der havde gjort så meget ondt over for så mange mennesker.

Men jeg savner min far.

Jeg øver mig i at være i savnet og sorgen…

Kærlig hilsen

Bankrøverens datter