Ikke alle familier er ment to be.... Happy mothers day

I går sad jeg på en teresse omgivet at skønne mennesker og fejrede Victorias venindes lillesøsters to års fødselsdag. Det var fantastik, vi hyggede og grinte. I nogle timer kunne jeg glemme alt om den sorte sky, der i disse dage hænger tungt over mit hoved.

Dette er by fare et at de sværeste indlæg jeg nogensinde har skrevet... fordi det er det mest personligt, mest sårbart og fordi jeg blotter mig selv for min største svaghed - der hvor jeg konflikter mest med mig selv.
Forholdet til min datters far, der hvor jeg skammer mig mest, fordi jeg jo selv har valgt at få barn med en mand der ikke ønskede det. Der hvor jeg dømmer mig selv hårdest, fordi jeg selv har skabt det jeg står i. Det gør ondt, det svier og jeg ville ønske at alting kunne blive godt....

For som jeg skrev til dig sidst, så har vi alle udfordringer i vores liv og dette er en af mine.... her står jeg lige midt i en af de mest sårbare udfordringer, når det kommer til mig som menneske. Min rolle som mor. Jeg vil så gerne gøre det bedste, jeg vil så gerne gøre alle glade. Jeg vil så gerne det hele bliver godt, at jeg kunne være den der fik det hele til at flette sig sammen til en stor lykkelig slutning...
Men jeg kan ikke og det piner mig.

Hvis bare han forstod...hvis bare han kunne se hvad hans handlinger gør... hvis bare hvis bare hvis bare...

I dag er det mors dag .... Happy Mothers Day....

Det konflikter allerede inde i mig bare ved tanken om den gode mor... For på den ene side synes jeg at jeg er en fantastisk, kærlige og rummelige mor, og på den anden side føler jeg mig som den dummeste, mest naive og utilstrækkelige mor.

Jeg har lige ligget hele morgnen og kigget på min smukke pige, der lå ved siden af mig i sengen. Hun lå så fredfyldt og trak vejret.
Er der noget jeg prøver at lærer hende så er det at mærke, lytte og sige fra - noget jeg aldrig har fået lov til som barn... at være mig, at være den jeg var med alle følelser. Hun gør det virkelig godt, og jeg har skabt et barn der verbalt giver udtryk for hvad hun vil og ikke vil. Du er aldrig i tvivl om hvor du har hende henne.

Når det så er sagt, så har hun nogle udfordringer hun står med, ja selv som 5 årige skal hun lærer at tackle livets store følelser.
Hun er vred, såret, ked af det og kæmper med en stor uro inde i hendes lille krop - en vrede og en uro jeg helt havde glemt kunne eksistere i så lille en krop.
Hun er en 5 årige, med intet filter, hun lapper alt i sig uden forbehold. Hun har tillid til de mennesker der er omkring hende og tillid til at det de siger er rigtigt. Siger de positive ting vokser hun, er det tungt så får hun det til at betyde noget negativt om sig selv... så simpelt er det.


Men dette indlæg handler ikke om hende, men om mig og min sorte sky - og så alligevel...

Jeg har altid svoret at jeg ikke ville være en af de mødre der bad faderen om at blive væk. Jeg har fortalt mig selv at jeg måtte være rummelig og jeg kan håndtere de udfordringer der kommer, for det følger med når man som jeg vælger at få et barn med en mand der ikke ønsker at være far.
Jeg kan balancerer og er knald god til at forholde mig til alle involverede. Jeg er den fødte vægt, der ser og vejer alt på den ene side og på den anden side... Jeg er så rummelig at jeg tit glemmer mig selv i min iver på at gøre andre glade.

I begyndelsen hvor alt var eventyrligt kunne jeg flyve - jeg havde mødt den her fantastiske mand og verden lå for mine fødder. Jeg kunne næsten ikke trække vejret for bare lykke. Nev mig selv i armen igen og igen alt flaskede sig. Drømmene var store og planerne vilde. Lige indtil den dag hvor jeg imod alle ods stod med en positiv graviditets test i hånden og blev afvist. Drømmen braste og jeg måtte træffe et valg om liv eller død - jeg var egoistisk og valgte livet til. Men skammen rullede ind over mig i dynger - for hvilken kvinde bliver gravid med en mand hun dårligt kender og hvilken kvinde sætter et barn i verden som ikke er ønsket af et andet menneske... hvem er så egoistisk og hvem er så naiv at tro, at med tiden kunne det måske lykkedes at genskabe drømmen.

Jeg har forsøgt gennem de sidste 6 år åbnet min dør igen og igen så ingen kunne sige, at jeg var sådan en af de mødre der holdt sit barn fra sin far... Jeg har set gennem fingrene med at der står far ukendt i papirerne, fordi faderskabet ikke ville vedkendes. Jeg åbnede døren når der bare var en lille gensidig interesse fra den anden side og selv om det blot var for et par dage - indtil den forsvandt igen og gik over i det uvisse om hvornår lysten atter dukkede op.
Jeg har taget alle de tæsk jeg skulle fordi jeg var en der valgte mit barn til selv om faderen ikke ønskede. Jeg har stillet mig som skydeskive for ondskabsfulde ord, trusler og konstant måtte rumme at jeg var en dårlig mor, at min fortid havde ødelagt mig følelsesmæssigt og at jeg kun tænkte på mig. Jeg gjorde det, jeg tog imod, fordi jeg har været overbevist om at alle børn har brug for at kende deres ophav, de har ret til deres far!

Lige indtil i fredags....

Min største frygt er at blive verbal skydeskive for andres holdninger og tanker - men jeg kan ikke mere og jeg vil ikke mere. Jeg er nu en af de mødre der har trukket en streg i sandet og sagt STOP ikke fordi jeg ikke kan rumme, men fordi jeg har en pige der har sagt stop...fordi jeg ikke kunne finde ud af det. Det er lidt et springende punkt, for jeg har indtil videre ageret som min egen mor gjorde da min far forsvandt ud af mit liv... så kan man lige tale om den sociale arv!
Jeg var også et svingdørsbarn der måtte leve med at min far kun ville mig når det passede ham.

Heldigvis er jeg som skrevet så begavet med et barn, der ytre sig verbalt og det kom faktisk helt bag på mig. Hendes familie fra Amerika havde ydret at de ville komme på besøg og da jeg fortalte hende dette var hendes svar "nej jeg vil ikke se dem. Han er gider mig jo alligevel ikke mor".
Vi har tidligere haft de her snakke hvor hun har ytret sig omkring sin far "han er dum... han kender mig jo ikke mor.... jeg kan ikke lide ham" og hun kæmper med stor portion uro i sin krop. Jeg har altid hørt mig selv svar på mest fornuftige vis "jo skat han vil dig da gerne og han gør jo det bedste han kan" og...bla bla bla... alle de "rigtige" floskler som man jo skal sige for ikke at skabe splid..... Men nej pigebarnet har jo ret. Hun har det jo som hun har det, og hvem bliver gjort forkert når jeg begynder at tage hans parti og forsvarer hans handlinger???

Gu har pigebarnet ret til at føle som hun gør, det skal på ingen måder gøres forkert. Men jeg faldt lige i fælden og gjorde hende forkert - fordi jeg ville være den rummelige og alt favnene mor. Jeg har forsøgt at holde fast, "vi kunne jo skype med din far" "skal vi ikke sende en tegning til ham fra dig" - for så var jeg den gode mor. Den samarbejdsvillige, hende der virkelig prøvede.
Men den lille krop vred sig og råbte "NEJ"... Forløsningen kom da vi sad ved spisebordet en aften og jeg kunne genkende den vrede. Jeg fortalte at jeg også havde været vred på min far fordi han kom og gik som det passede ham. Pigen frøs og foldede de store øre ud "hvad gjorde du så mor". Jeg fortalte at jeg havde banket løs på en pude og hun rejste sig. i over 20 minutter bankede hun løs på puden, råbet og skreg. Nu snakker vi om alle de grimme følelser, om savn og sorg.

Jeg var bange, bange for at hun følte sig forladt og afvist at hun fik det til at betyde at hun ikke var god nok. Jeg var bange for at blive bedømt og fordømt...
Jeg lyttede ikke på hende når hun prøvede at fortælle mig det. Hun var vred. Sund vred... Jeg prøvede at overbevise hende om at hun ikke havde grund til at være vred... men det har hun og det er okay. Lige nu har hun brug for, som alle andre børn stabilitet, forudsigelighed og ro.
Det er som verden har foarndret sig efter hun og hendes følelser er blevet anerkendt.

Nu er det mig der skal arbejde med at være okay med de valg jeg har truffet og træffer. Det er hårdt og det gør ondt - for er der noget jeg har det svært med, så er det at gøre andre mennesker kede af det. Så at skulle bede en far om at trække sig fordi det ikke er godt nok... er pisse svært!

Jeg står nu atter for skud, og skal høre på at jeg er manipulerende, ondskabsfuld og det er mig der ødelægger alt.
Jeg tager det gerne på mig... for det er mit ansvar som den voksne. Heldigvis skal ingen andre gå i mine sko eller leve mit liv - men det kræver hjertet og hjernen er samme sted, og det er de ikke endnu. Men jeg ved vi nok skal komme derhen.

Er det her den rigtige beslutning? Det ved jeg ikke, det må tiden vise men jeg ved at jeg har handlet ud fra der hvor jeg står og alle valg har konsekvenser - det er bare ikke så tit vi kan lide dem, når de gør os til bussemanden. Er jeg bange? JA.... jeg har hjertebanken og overvejer igen og igen om jeg skal trykke på udgiv knappen.

Men er det ikke sådan at vi er vores egne hårdeste dommere.... og hvem kan sætte os fri... kun os.

Men happy mothers day til alle de skønne mødre der er derude <3 og tak til alle de skønne fædre.

Kærlighst
Christina