Dette skal du vide hvis du er selvdestruktiv... er vi alle ikke lidt det?

Verden kokser og følelserne tager over, det gør ondt inden i, og det kan være svært at sætte ord på hvad det er. Ja nogle gange findes der slet ikke ord. Det gør bare ondt ad helveds til. Kroppen skriger og vrider sig.

Det kan føles som det mest ubehagelige sted i verden. Det river inden i, hjertet banker og smerten tager over i hele kroppen. Det kan være ulideligt at være der. Mange mennesker søger efter noget der kan dulme smerten. Vi vil have den skal gå væk...  forsvinde. Mad, stoffer, alkohol, sex, you name it. Vi prøver med alle midler at dulme os selv og vores følelser.

Det virker et kort øjeblik, vi bliver taget væk i en rus. Der kommer ro inden i og vi kan næsten holde os selv ud igen.

I et kort øjeblik.

For inden længe kommer skyerne tilbage og vi må starte forfra og søge det næste fix. Så sidder vi i hamsterhjulet, verdens mest destruktive sted. Vi hader det, men "på mandag eller i morgen så stopper jeg" sådan starter det. Men til sidst giver vi op og lader stå til, vi bliver ligeglade. Vi er fanget, låst fast og kan ikke se os ud af helvede. Selvhadet vokser og de negative tanker om os selv tager til.

"Hold kæft en taber jeg er".

Vi bliver bange for at andre skal opdage vores skam... for er der noget vi gør, så er det at skamme os over ikke at have styr på livet.

Det er flovt, pinligt og så taber artigt ikke at have styr på sig selv eller sit eget liv. Endnu mere slå vi os selv oven i hovedet.

Hvis vi er rigtig smarte, så begynder vi at lyve over for de mennesker vi holder allermest af, af frygt for at de vil slå hånden af os hvis de finder ud af hvilket menneske vi inders inde er.
Vi kan også hoppe i den anden boldgade, vi peger fingre af alle de andre og sviner dem til, for alle deres fejl og mangler. På den måde så behøver vi ikke at forholde os til os selv.
Vi kan også have behov for at fremstå som perfekte, det perfekte hjem, perfekte job, perfekte krop, perfekte tanker...

Det er som at putte flødeskum på lorten. Så håber og beder vi bare til, at ingen kommer forbi flødeskummen. Skulle det ske, at nogen kommer for tæt på. Ja så vipper vi dem af pinden, med undskyldninger om at det er dem der er noget i vejen med.

Så fortsætter livet og det destruktive mønster holder os låst fast, som ofre for vores egne omstændigheder. Stakkels mig!

Vi flygter fra det som det hele inderst inde handler om, nemlig os selv og det billede vi har af hvem vi er.

Hvem er vi så inden bag flødeskummen?
Vi er bange mennesker, der aldrig har lært om valg i livet. Så derfor er vi bange for vores følelser, særligt når det gør ondt eller føles for godt. Vi har et hav af overbevisninger om hvordan livet hænger sammen. De overbevisninger styrer vores hoveder i alt hvad vi foretager os.
Vi er såret og svigtet mennesker, der har oplevet de værste sider i livet.

Når vi en sjældent gang fortæller vores historier, bliver vi mødt med store øjne og åbne munde. For tænke at have oplevet det!
Vi bliver bange og trækker os tilbage i vores skjul og bekræfter os selv med, at ingen alligevel kan rumme vores forfærdeligheder. Vi lukker døre og skubber folk væk, særligt dem der gerne vil os - vi gør det ikke for at være onde. Men vi lever blot i vores historier om, at ingen alligevel vil os når de ser vores sande jeg.
Så derfor hopper vi tilbage til vores destruktive mønstre, for hvor mærkeligt det end lyder ja så er vi trygge der.

Vi slår os til tåls med at dette er vores lod i livet, og at det bare er en lang lort vi må tage en bid af hver eneste dag. Vi leger med tanken om døden, så vi hurtigt kan komme væk herfra - og så andre slipper for os. Vi er til mere skade end gavn...

Det eneste vi aldrig ser, er vores egen styrke...

Vejen hjem
Det kræver mod at turde bryde sine mønstre, for pludselig skal vi stå ansigt til ansigt med vores egne indre dæmoner. Dem som vi hele livet har flygtet fra, al det ukendte, smerten, skammen og følelsen af ligegyldighed. Men det kan lade sig gøre, og det kan det for alle. Vi har alle styrken inden i os, men vi har bare gemt den væk bag vores destruktive mønstre, fordi vi aldrig har lært at tackle vores følelser.

Det er nemlig vores følelser og de historier vi har bundet dem op på, der får os til at fucke vores liv op.

Det er hverken let eller en dans på roser at skabe forandringer. Det kræver hårdt arbejde, men det er det hele værd, når vi lærer at håndtere vores følelser uden at skulle dulme smerten.

Jeg kunne, det kan du også.

Ny bog på vej

Jeg er ved at ligge sidste hånd på min næste bog.

Det er en meget personligt bog skrevet til min far, om alle de tanker jeg har haft/har, hvad alle hans valg og handlinger har gjort ved mig. Den handler om de mønstre og overbevisninger, der var med til at sætte mig i mit eget fængsel. Den handler om de følelser der lå bag min spiseforstyrrelse.  Om grimme hemmeligheder som jeg aldrig har fortalt nogen, heller ikke min familie - jeg skammede mig inderligt!
Det har været en dyb proces for mig at åbne mit hjerte helt op, blotte min sjæl og dele endnu mere af det jeg for alt i verden ikke ønsker andre skal vide om mig. Men det æder mig op inde fra, og jeg kan ikke tie stille længere - selv om jeg er vildt bange. Har faktisk aldrig været så bange for noget som jeg er lige nu. Men jeg lader frygten være min motivation!   

Jeg sidder hver eneste dag med unge mennesker, der langsomt drukner i deres egne hemmeligheder, vrede, frustration og som søger svar for at få en forståelse. Derfor blev jeg nød til at skrive den bog, for at inspirere til at forene sig med fortiden, hemmelighederne, vreden, frustrationen og slutte fred med at det ikke længere handler om forståelse men tilgivelse for at sætte sig selv fri.

Den kommer til at ligge på min hjemmeside fra den 18. oktober -  hvor du kan hente den for 75 kr.

Jeg håber du vil tage godt imod mine tanker, jeg passer selv på mit hjerte.

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter

grib usikkerheden

"hej smukke"
"du er jo pisse lækker"
"ved du godt hvor lækker du er?"
"jeg tror vi to skal ses"
"de øjne wau"
"hot mamma"
"sexy lady"


... mange kommentar og beskeder bliver jeg mødt med dagligt i min indbakke.
Jeg burde jo egentlig være smigret - men det bliver jeg ikke.
Jeg bliver mere usikker når jeg får kommentar på mit udseende, min første tanke er "ja det er da lige til du opdager hvem jeg er inde bagved".

Så er der nogen der kan bringe usikkerhed frem i mig, så er det mænd, ikke alle mænd - men ham jeg finder interessant. Jeg er så bange for, at han skal gennemskue mig og opdage, at jeg i bund og grund ikke er god nok alligevel. Så jeg prøver med næb og kløer at kompensere for alle mine fejl og mangler.

Så er det måske ikke skide smart at skrive dette indlæg, for det er jo lidt som at stille sig op nøgen og blottet. Sandsynligheden for at han læser det er nærmest lig 100 og var jeg virkelig modig så sendte jeg ham linket...

 

 

Men du hvad - da jeg flyttede tilbage til min eventyrby, så lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville nøjes længere. Jeg lovede mig selv, at jeg ville bryde op med alle de forhindringer der står i vejen for at jeg kan leve mit liv som jeg fortjener det. Jeg lovede, at når jeg blev udfordret så ville jeg gøre det modsatte af hvad jeg plejede at gøre. Det føles lidt som at brage gennem en skov og bane vejen mod målet.

Jeg har jo størstedelen af mit liv levet i den overbevisning, at jeg intet var værd, at jeg måtte nøjes og når alt kom til alt ville jeg alligevel blive forladt når jeg blev gennemskuet. Min egen far ville ikke kendes ved mig, og hvis han ikke ville - hvilken mand ville så? Jeg har oven i købet været så heldig, at løbe ind i alle dem, der blot har bekræftet min historie om at jeg intet var værd.

Men hvis jeg ikke kender min egen værdi, hvordan skulle et andet menneske så få øje på den!?!

Jeg tænker at jeg nok ikke er den eneste der det har det sådan. Den der usikkerhed dukker op som en trold i en æske - jeg kan simpelthen ikke styre den... Jeg bliver usikker når jeg mærker forandringer og så er jeg rigtig god til at lave historier i mit hoved, få tingene til at passe ind i min gamle historie. Så hver gang jeg fanger mig selv i dette, så deler jeg tingene op i fakta og historier. Hvad er fakta og hvilken historie tillægger jeg der, det er faktisk ret sjovt når man begynder at få øje på sin egen historie.

Når jeg bliver usikker, så lukker jeg ned, lukker folk ude og lader som om alt er godt - den er stensikker... Men jeg kender også konsekvensen af den handling, og det er ensomhed - så hvis jeg blev ved med at gøre det, så ved jeg hvor jeg ender henne og det er jo det modsatte sted jeg gerne vil hen. Så jeg bliver nødt til at handle anderledes. For ville jeg selv være sammen med en der ikke turde være ærlig af frygt for at den anden ville gå... NEJ, jeg har været der og det er så ucharmerende!

Jeg er p*sse bange, for at træde ud på ukendt grund, for det gør mig sårbar. Jeg jo hende den stærke, hårde, hende der har styr på det hende der har overlevet alle de udfordringer livet har budt hende.
Tænk at hun er bange for at være sårbar!...
Jeg kan få helt tåre i øjnene, når jeg skriver det her, for det er noget så sårbart for mig at lukke op for den side.

Men måske den ikke er så farlig alligevel... Min største frygt ved at være sårbar er, at jeg bryder sammen det hele krakelere. Det er jeg vokset op med sårbar er et tegn på sårbarhed... Men ville jeg ikke krakelere og bryde sammen hvis jeg blev i noget der ikke var sundt for mig...
Hvad nu hvis sårbarhed var et tegn på styrke. For det er vel en styrke at turde gå efter det man ønsker? Så hvis det værste for mig er at bryde samme, så ved jeg også at jeg kan rejse mig igen - det har jeg jo gjort et hav af gange. Så det kunne være sårbarhed var min vej til frihed, se så er det jo pludselig en fordel at kunne være sårbar!

Så i bund og grund er jeg et smukt menneske der kan blive usikker og p*sse bange - men det skal ikke stoppe mig. Må kærligheden sejre <3

Tilbage til fortiden...

I går formiddags var jeg ude at løbe, det har jeg nu gjort så tit - men jeg har udfordret mig selv men en halv marathon i oktober, så det kræver lidt mere træning fra min side. Men i går fandt simpelthen en gammel playliste på min computer, tilbage fra dengang hvor alt i mit liv var latterligt ligegyldigt.

 

I går trykkede jeg på play, da jeg startede på dages løbetur. Det var som at tage en tur ned af memory lane, og på 11 kilomenter ja der kan man nå at genopleve rigtig meget. Jeg kunne se filmen for mine øjne. Jeg så mig selv, weekend efter weekend stå på de københavnske diskoteker og fyre den af for fuld styrke. Den fik ikke for lidt, og jeg var helt blæst.  

 

Kom lad os glemme verden, bare i dag.  

For var der noget min lille spiseforstyrrede krop kunne, så var det at danse og jeg var hamrende god til det. Jeg var slangen i paradis når musikken spillede og jeg blev sluppet løs på dansegulvet. Jeg viste at mændene ville have min krop, og jeg elskede følelsen af kontrol og kunne forføre noget så grotesk.

Men det var også det eneste jeg fik ud af det, for inden i hungrede jeg efter kærlighed, nærvær og omsorg... det er så bare ikke lige det man får når man ikke rigtig har respekt for sig selv. 

Jeg ville også gøre alt, for bare en lille bid af den følelse af at være elsket. Det lykkedes aldrig, men skuffelser og endnu mere nederlag til at slå mig selv oven i hovedet med - det fik jeg. Destruktive tanker som "efter som ingen ville have mig, ja så måtte det jo være mig noget i vejen med". Det var så en undskyldning for at mishandle mig selv endnu mere.  

 

Kærlighed var det eneste jeg higede efter, men også samtidig det jeg var allermest bange for....for jeg anede intet om kærlighed.

 

Så jeg sagde aldrig nej eller stop - jeg gjorde det jeg troede der skulle til, så fyrene ikke opdagede at jeg intet var værd... Was I wrong! For var der noget jeg følte mig så var det ingen værdi. Jeg var min egen værste fjende.

 



For ikke at mærke væltede vi os i bobler og alt det andet, der gør at kroppen intet mærker... alt var godt og ligegyldigt i det kort strejf hvor alle følelser var lammet.

 

Så gjorde det også først ondt

 inden i, dagen efter.

Jeg var så langt ude, jeg følte ingen værdi for mig selv. Jeg hadede mig selv, min krop og jeg bad tit til at englene kom og hentede mig væk herfra. Jeg fortjente intet, og jeg gjorde alt for selv at leve op til dette.
Jeg var ikke bleg for, at bebrejde min far og alt det lort han havde trukket sin familie igennem. Inde i mit hoved var det hans skyld, at jeg befandt mig der hvor jeg gjorde. Det var hans skyld, at jeg måtte brække mig dagligt for at kunne holde ud overhovedet at være til, det var hans skyld at jeg sad der hvor jeg sad i livet. Jeg var et stort offer. Havde det ikke været for ham, havde jeg ikke skulle sidde der og skamme mig og være bange for at andre skulle gennemskue hvem jeg virkelig var. Det hele var hans skyld... stakkels mig.

Farvel til smerten

Jeg gjorde alt, for ikke at mærke den sorg og smerte jeg gik rundt med inden i. Al skyldfølelsen og al skammen der konstant styrede mine tanker om mig selv. Hver dag var en flugt, for ikke at mærke. Hvis det ikke var i spiseforstyrrelsen der sørgede for at gøre mig tom inden i, ja så var det alkohol og alle de andre ting jeg puttede i min krop eller de helt forkerte mænd - som fik mig til at føle mig som verdens laveste menneske.

Jeg er kommet langt siden den gang, det har været en sej og lang rejse - jeg er stadigvæk på den. Men det bliver nemmere og det er også lidt sjovere. Faktisk griner jeg tit af mig selv.
Men når man står der og skal opgive sit misbrug, ja så føles det som om man står nøgen, blottet og sårbar over for alt og alle. Det er svært, rigtig svært ikke at have sit filter. Pludselig skal man til at lære hvordan man håndtere ellers så simple følelser - fordi tidligere dulmede man dem bare så de blev gemt væk.
Det er hårdt arbejde at skifte den plade, der ikke længere virker for en, men det er virkelig også en befrielse ikke længere at være styret af hvad andre tænker om en. Livet er så meget mere lækkert.
Jeg vil altid være spiseforstyrret, men ikke længere aktiv. Jeg har lært at læse min krop og handle på de følelser der før fik mig til at dykke ind i mit dystre sind og ønske at forsvinde.

Bare vid, at der er en vej også for dig.

Christina

Man forlade ikke andre...

I tirsdags var jeg på Ærø, for at holde foredrag "kærlig hilsen bankrøverens datter" for en masse unge mennesker - det var en fantastisk aften. Der var mange interessante spørgsmål og en rigtig god dialog. Jeg er vild med unge mennesker og jeg elsker at træde ind i et rum fyldt med historie bag de øjne der kigger på mig.

Det er så vigtigt for mig, dels at fortælle min historie, men også at give noget virkeligt, noget ægte som vi som mennesker kan forholde os til. Min historie har så mange elementer af skyld, skam og hemmeligheder, og det er så pokkers interessant i min optik.
For at give dig et eksempel på, hvordan vores hemmeligheder, når de bliver gemt væk og gjort til skamme, ender med at styrer os.

Jeg fortæller altid denne her historie, når jeg holder foredrag.
Da jeg var barn, ønskede jeg mig mere end noget andet en stor familie, jeg er vokset op uden nogle som helst fætre eller kusiner.  Jeg elskede/elsker, at være sammen med en masse mennesker, jeg elsker fester og nærvær.

Den gang da min far forlod os, sin familie, da han ikke ville kendes ved os mere. Det gjorde ondt, at blive fravalgt af sin far! Da jeg så nogle uger senere, da vi skulle tømme vores hus, fandt jeg ud af at min farfar havde forladt sin kone og sine to børn, til fordel for min farmor. Ja så rev det mig i stykker inden i, og jeg lovede mig selv, at jeg ALDRIG skulle have børn. Jeg var overbevist om at det var en familie sygdom, det var arveligt - og nu fik jeg jo altid at vide at jeg lignede min far... så den hang på mig- og aldrig om jeg skulle byde et lille uskyldigt væsen denne skæbne.
Min spiseforstyrrelse udviklede sig og jeg gjorde alt for at ødelægge min krop, så var jeg da sikker på jeg ikke kunne reproducere mig selv og at min historie sluttede med mig.

I 2008, da jeg havde ramt gulvet og rejst mig efter 13 år med spiseforstyrrelse, blev jeg sendt på hospitalet for at få tjekket mine krop for mangler og skader....
Sygeplejersken, der skulle give mig svar, kiggede mig i øjnene og sagde "du burde ikke sidde her, din krop er i undtagelsestilstand - du har værre tal end børnene i Afrika".  Hun fortalte mig, at jeg aldrig ville komme til at få børn, jeg havde ødelagt min krop. Nu handlede det om at få den genopbygget så den ikke væltede helt - jeg var lettet inden i. Nul børn til mig, jeg arbejdede med børn og unge mennesker, og de var mine.

I sensommeren 2008 startede jeg min egen virksomhed op, februar 2009 gik min historie ud i ALT for damerne, jeg fik 7 hele sider - dette var stort og meget overvældende for mig, der ellers helst skulle gå i et med væggen.
Nu var der folk der skrev og ringede til mig, fordi jeg turde være mig - jeg var stolt og følte mig stærk. Jeg var på toppen jeg elskede det jeg lavede livet havde kindkysset mig. Alt var vendt jeg kom til USA igen og igen og igen. Alle drømme gik i opfyldelse. Det var som et eventyr, ællingen var vendt hjem som en smuk svane - og alle de ulykker havde gjort hende stærkere og hun stod midt i sin power. Jeg var høj på livet, og alt gav mening for mig.

Jeg blev interviewet, havde klienter, skrev om alt det jeg elskede og holdte foredrag.
Jeg blev forelsket i en mand, der fuldstændig fejede benene væk under mig. Han boede i USA og jeg i København, i min verden ingen hindring. Jeg var jo klar til at rejse verden rundt, jeg havde fået livet igen alt skulle opleves.
Bang 1. december, jeg var ugen inden kommet hjem fra en uge i Norge, havde besøgt amerikaneren der befandt sig der.
Jeg troede jeg havde fået fugleinfluenza, jeg var så træt og dårlig - det korte og det lange, jeg var gravid. Jeg stod der med en test i hånden med to streger. Jeg viste ikke om jeg skulle græde, fordi jeg var lykkelig, eller om jeg skulle grine, fordi jeg var lykkelig. I maven lå et lille mirakel!

Men babyfaderen var ikke af samme holdning - mit livs største dilemma. Skulle jeg føje andre, som jeg altid gjorde eller skulle jeg lytte til mit eget hjerte.. ikke et nemt sted at stå.
Jeg valgte det sidste.

Med det valg fulgte endnu en skam, skammen over at blive fravalgt - igen! Ja det er utroligt, hvad jeg fik det til at betyde om mig, at jeg var blevet gravid - jeg var uansvarlig, let på tråden, dum, egoistisk, uærlig, naiv, blank, tåbelig, uværdig, uelskelig, idiot, klam, latterlig, .... og listen er meget længere end her.
Men jeg skammede mig så frygtelig meget over at være endt i denne ulykkelige, fordi faderen ikke ville være far, så jeg lukkede og slukkede faktisk min virksomhed. For hvem ville tale med mig, når jeg ikke havde styr på livet... 
Konsekvenserne blev mange for mig, en kæreste skulle jeg aldrig have, for hvem kunne elske mig, der konstant blev forladt, og som i bund og grund var uelskelig... jeg er jo efterhånden en ulykkesfugl... 

 

Det er nu snart 5 år siden jeg blev mor, aldrig har jeg fortrudt mit valg. Jeg vågner op til et mirakel hver eneste dag, og er dybt taknemmelig. Skammen er jeg i fuld gang med at gøre op, for når vi giver andre skylden for vores ulykke, så gør vi os selv til offer ja så mister vi vores egen styrke.
Faktisk vil jeg rigtig gerne dele endnu en hemmelighed med dig - jeg skrev at jeg skammede mig over at min datters far valgte mig fra - men faktisk var den der valgte min datters far fra mig. Men i min historie må jeg ikke vælge andre fra, for jeg om nogen anden kender smerten ved at blive valgt fra. Så alt det med at jeg bliver forladt, er blot en historie jeg fortæller mig selv, så den passer ind i mit eget lille drama. Nej jeg sætter grænser, og vælger dem jeg ønsker i mit liv - også selv om det gør at andre bliver vrede og synes jeg er en idiot.
Så ja, jeg er sådan en der siger fra og hviler i min egen styrke.  Jeg vil igen hellere være et helt menneske, som tør stå ved den jeg er, på godt og ondt. Og når det kommer

Så kig på hvor dine hemmeligheder spænder ben for dig, hvor støtter skam dig i dine dramaer, så du forbliver låst i fortiden?  - for er der noget du fortjener så er det livet.

Go' mandag

Christina

Man kan sgu da heller ikke forlange at blive elsket, når ens egen far ikke gør det....

Det der fylder rigtig meget hos de unge mænd jeg samarbejder med er hemmeligheder og skam. De to hænger også uløseligt sammen.

Rigtig mange har oplevet svigt i barndommen og de skammer sig over ikke at være føle sig elsket af deres forældre. Dette har resulteret i selvsaboterende mønstre som bekræfter over for dem selv, samfundet ja alle at de ikke er værd at holde af.
 Det bliver en ond spiral, der konstant forstærker sig selv - og for ikke at mærke den smerte så dulmer de sig selv med stoffer og alkohol. De bliver ligeglad og råber FUCK efter systemet, fordi de en gang har prøvet at bede om hjælp... men ikke blev hørt eller set af de voksne, der sad på den anden side af skrivebordet.
De føler sig afvist gang på gang og så finder de et andet fællesskab, hvor de kan dyrke den her smerte og vende den mod alle de andre. Pludselig er de noget, de møder den anerkendelse, bliver set, hørt - det som de altid har søgt.
Men det er som at tisse i bukserne, for ingen stoler på nogen - din bedste ven i dag er måske din fjende i morgen.
Jeg har tit lavede øvelser med de unge mænd hvor vi satte ord på de hemmeligheder og den skam der var forbundet med dette. At se den forløsning i deres øjne, det er ubeskriveligt!

Men det er et genkendeligt mønster for mig, og jeg kan se mig selv i deres sko - faktisk er vi ikke så forskellige fra hinanden, når det kommer til stykket.

Lad mig dele endnu en hemmelighed med dig - Jeg har skammet mig over at min far forlod mig og min familie, som i at han ikke ville være min far mere.
Jeg var 16 år. I 16 år havde han været min far, nu ville han skilles fra min mor og ikke have noget med sine børn at gøre. Det var ham, min far der fik mig til at gemme ting for min mor, lave hemmeligheder, ham der altid stak mig penge-når jeg havde brug for kys og kram, ham der sagde jeg skulle tie stille når jeg græd, ham der sendte mig på værelset så jeg kunne lære at opfører mig ordentligt, ham der kunne blive fjern i øjnene og gjorde mig utryg og usikker, ham der kunne råbe og skrige af mig så fråden fløj ud af munden på ham, ham der stolt fortalte at jeg var da god til tennis, ham jeg aldrig forstod hvorfor han behandlede mig som om jeg var dum fordi jeg ikke kunne finde ud af at lave matematik. Ham jeg havde mest tillid til på hele jorden, ham jeg ikke stillede spørgsmålstegn ved, ham jeg troede gjorde alt det rigtige, ham jeg også elskede inders inde i mit hjerte(og stadigvæk) gør.

Han forlod mig nu også, havde han gennemskuet mig? At jeg virkelig var så uelskelig....

Hvordan forlader man sit barn? Det forstod jeg ikke. Men nu som voksen, giver det mening- men dengang var jeg sårbar. SÅ sårbar, at jeg skammede mig over ikke at være elsket ubetinget af min egen far. Fordi han gjorde de ting han gjorde.
Den skam tog jeg med og fortalte ALDRIG nogen om min hemmelighed, lige indtil i dag! Så du er en af de første.

 

Men min hemmelighed det betød, at jeg opgav kærligheden i mit liv. Jeg har aldrig troet på kræligheden, og de mænd jeg har mødt har blot bekræftet min teori - "at jeg ikke var god nok". Det blev en virkelig ond cirkel, så ond at jeg helt opgav at elske og blive elsket. Jeg var alligevel ikke værd at elske! Jeg skal lige hilse at sige at man visner en smule.

Heldigvis har jeg fået øje på dette og er i fuld gang med at skabe de forandringer der skal til, som handler om at elske sig selv også når man ikke lige føler man er det værd.

Se det er interessant hvordan vores hemmeligheder styrer vore liv, ubevidst. Heldigvis kan vi kaste lys på de hemmeligheder vi har, fortælle dem, så de ikke længere har magten over os.
Så nu har jeg fortalt dig en af mine og jeg er SÅ lettet inden i - fordi den har faktisk forhindret mig i at gå ud og møde en kæreste. Så hvis du kunne se mig nu, så sidder jeg og smiler og er let i hjertet. Jeg ved kærligheden kommer.

Hvis du vil dele dine, kan du sende din hemmelighed til mig på christina@christinasogaard.com så deler jeg dem selvfølgelig anonymt - men det er så inspirerende for andre at læse.

Jeg lover dig, det forløser at sig dem højt!

Alt det bedste
Christina

Man kan sgu da ikke blive millionær, når ens far var bankrøver!

Jeg har jo besluttet mig for, at jeg vil være selvstændig og i den forbindelse er jeg startet op hos en coach, for at motivere mig selv og for at holde mig selv fast i mine mål.

Det er så interessant, hvordan gamle historier bliver ved med at dukke op og prikke til en. I denne uge arbejder jeg med skam og hemmeligheder - og nu har jeg ligesom delt min historie om min far, min opvækst, min spiseforstyrrelse og jeg kunne fortsætte. Jeg sætter gerne ord på alt det grimme, for jeg ved hvor meget det forløser og giver luft til at skabe forandringer. Jeg fortæller og deler, fordi jeg ved det inspirere andre mennesker der hvor de er i deres liv.

Så da jeg fik at vide af min coach at vi skulle arbejde med skam og hemmeligheder, ja så tænkte jeg "der er sgu ikke noget at komme efter længere".

Men mit mål er økonomisk frihed, jeg vil leve resten af mit liv uden at skulle bekymre mig om penge.

Men lur mig lige engang, der lå en masse skam og hemmeligheder omkring min økonomi - jeg er helt overrasket over alt det der væltede frem. Der var så mange hemmeligheder og en masse skam forbundet med penge hos mig. Jeg har set hvad penge gør ved mennesker, blandt andet min far, ja i min familie. Så i min verden var det at have mange penge forbundet med noget virkelig dårligt. Det er jo roden til alt ondt, jeg så hvad det gjorde ved min far! Og sådan skulle jeg aldrig ende, som i ALDRIG. Så hellere bruge penge inden de var tjent, for så var jeg fri for at gå rundt i den usikkerhed - at ende som min far. Og man kan sgu heller ikke være millionær når ens far er bankrøver... det siger sig selv.
Der er mange overbevisninger forbundet med min historie, og de dukker stadigvæk op. Men jeg griber dem nu, en efter en.

 

Jeg har altid haft svært ved at sætte en pris på mig selv og de ting jeg laver, fordi jeg ikke ville være grådig.... som min egen far. Konsekvensen af det var bare et liv med røven i vandskorpen. Og det gider jeg simpelthen ikke længere - jeg er også mor, og vil gerne lære mit barn sit værd at kende.
Så i dag er jeg trådt ind i grådigheden og tager de første spæde skridt - det føles vildt og meget grænseoverskridende - men også rart!

Det bedste ved de her historier, hemmeligheder, skam er, at når vi får øje på de her ting. Så kan vi afdramatisere dem, pille dem fra hinanden og bygge nyt op som styrker os der hvor vi er, så de kan støtte os i at komme derhen hvor vi gerne vil.
Et af mine actionssteps i denne uge er blandt andet at skrive dette indlæg.
Et actionstep, det er en opgave man kommer frem til, hos en coach. Actionsteps er til, fordi du skal gøre noget for at ændre dit mønster/overbevisning.

Hvis vi ikke gør det, deler vores hemmeligheder og vores skam, ja så æder det os op inde fra, og vi finder os selv frustreret og ofte bange - vi ender i selvdestruktive mønstre for at overleve dagen og vejen. Vi giver op og lader stå til. Men vi er så meget mere værd, og jeg ved at sammen så skal vi nok klare det.
Hvis du har lyst kan du læse mere om et coach forløb hos mig, så kig forbi på min hjemmeside her

Men jeg vil gerne give dig et tip. Begynd at læg mærke til i hvilke områder i dit liv hvor du sidder fast, bliver frustreret, hvor du ikke er der hvor du ønsker at være - det kan være, økonomi, kærlighed, helbredet, karriere osv. Det er i de områder du kan finde ind til din skam og dine hemmeligheder og de er din billet til frihed.
Jeg har tit oplevet de unge mænd, jeg har været mentor for - have en masse skam og hemmeligheder omkring penge. Særligt fordi de var kriminelle, og penge var ikke noget man tjente, det var noget man tog uanset om det var røveri, tyveri eller salg af stoffer. Rigtig mange af dem låste sig selv fast i deres egne hemmeligheder omkring penge, og de var så bange for at tjene penge, fordi penge var deres adgang til stoffer og mere ville have mere.... Penge var lort at have og lort ikke at have - men det handler jo slet ikke om pengene, men alt det der ligger bag.

Jeg har besluttet mig for, at det skal være sjovt for mig at tjene min første million - og jeg får sommerfugle i maven når jeg skriver det og bliver virkelig rød i kinderne. Men det er mit mål og det er sådan det bliver, for jeg er heldigvis meget stædig!

Ha' en dejlig dag,
vi ses

Christina

Ensomheden, min bedste ven

Lad mig lige slå fast, at denne blog og de indlæg der kommer IKKE handler om at slå forældre oven i hovedet for det de har lavet. Den er heller IKKE kommet til for at give nogen skylden for hvordan livet er blevet.
Men skulle du sidde med skyldfølelse som forældre alligevel, så skriv til mig - for det handler om noget helt andet og det kan du ændre på.

Egentlig havde jeg lovet at fortælle min egen historie i dag, men den kommer en af dagene. Jeg kunne lige mærke, at jeg efter nogle kommentar lige måtte slå nogle ting fast.

Denne blog og de indlæg der kommer, handler om det der er, at have en forældre i fængsel - for det sådan det er.
Fakta er at de dømtes børn er et tabu og tabuer skaber historier, som bliver lagret inden i små menneskers (børn) hoveder. Der bliver de forbundet men en masse følelser og de følelser bliver forbundet med nye historier, som børnene oplever i den verden de nu er i. Det betyder, at taler vi ikke om det der er, ja så bliver det gjort til noget skamfuldt i et barns verden - bang og lynhurtigt sidder barnet med en følelse af at være anderledes og ikke som alle andre. Tænk hvis nogen skulle opdage det, at man ikke længere hørte til, var forkert, mærkelig, anderledes.... Er der noget der kan skabe angst i mennesker så er det hvis de bliver udstødt. Så derfor oplever rigtig mange af de dømtes børn en enorm ensomhed. 

For mig er det vigtigste, at hjælpe børn til at få sat ord på det der er, sætte sig selv fri fra tabuet og ikke lade sig stoppe af historier. Der ud over er det for mig vigtigt at give forældre værktøjer til at bryde tabuet og tale om alt det der er og det der sker. Der er rigtig svært at være barn, når man har en forældre i fængsel. Det er rigtig svært og der er masse af tanker og følelser forbundet med det. Hvis man ikke har nogen at tale med om det, ja så gemmer man det inden i - og det har konsekvenser senere hen, fordi alt usagt binder energi.

I min familie talte vi ikke om at min far sad i fængsel, det var noget meget skamfuldt.
Selv om jeg var 17 år, kunne jeg græde mig selv i søvne om aften, fordi min fantasi kunne løbe af sted med mig. Min far sad i Nyborg Statsfængsel, og jeg viste der sad rockere der. I mit hoved kunne jeg se hvordan de slog ham og ydmygede ham, hvordan han bare sad i et lille rum, lukket inde - det gjorde så ondt inden i mig. For selv om min far ikke ville se mig og kun min lillesøster, så elskede jeg ham i al hemmelighed, han var min far.
Jeg havde rigtig megen skyldfølelse og jeg var sikker på at det var min skyld at var kommet i fængsel. Min far dukkede nemlig op på min skole og bad om penge, hvilket jeg ikke havde - han lavede bankrøveri i banken ved siden af min skole. Så jeg var overbevist om at det var derfor han ikke ville se mig. Jeg turde ikke fortælle nogen om det her, for så ville alle hade mig.

Konsekvensen af alt det her blev et hav af hemmeligheder, som jeg hele tiden skulle have styr på inde i mit hoved. Alle de følelser der væltede rundt havde jeg brug for at få kontrol over, så de ikke styrede mit liv - jeg brugte min spiseforstyrrelse. Jeg smilte, kastede op og lod som ingenting - inden i var jeg i kaos og ensom.

Ensomheden blev min bedste ven, jeg talte ikke med nogen veninder om hvordan jeg havde det, jeg betroede mig til ingen. Jeg levede ikke længere, alt handlede om at overleve dagen og ikke blive spottet som bankrøverens datter.
Jeg kan huske da jeg blev kaldt til jobsamtale, på et familie behandlingshjem, mens jeg studerede, jeg var så hunderæd for at de kunne se i mine papir, at jeg var datter af en bankrøver. Min fars valg brugte jeg til at holde mig selv låst fast i at være andeledes end andre - og i min verden var det ikke godt.