Dette skal du vide hvis du er selvdestruktiv... er vi alle ikke lidt det?

Verden kokser og følelserne tager over, det gør ondt inden i, og det kan være svært at sætte ord på hvad det er. Ja nogle gange findes der slet ikke ord. Det gør bare ondt ad helveds til. Kroppen skriger og vrider sig.

Det kan føles som det mest ubehagelige sted i verden. Det river inden i, hjertet banker og smerten tager over i hele kroppen. Det kan være ulideligt at være der. Mange mennesker søger efter noget der kan dulme smerten. Vi vil have den skal gå væk...  forsvinde. Mad, stoffer, alkohol, sex, you name it. Vi prøver med alle midler at dulme os selv og vores følelser.

Det virker et kort øjeblik, vi bliver taget væk i en rus. Der kommer ro inden i og vi kan næsten holde os selv ud igen.

I et kort øjeblik.

For inden længe kommer skyerne tilbage og vi må starte forfra og søge det næste fix. Så sidder vi i hamsterhjulet, verdens mest destruktive sted. Vi hader det, men "på mandag eller i morgen så stopper jeg" sådan starter det. Men til sidst giver vi op og lader stå til, vi bliver ligeglade. Vi er fanget, låst fast og kan ikke se os ud af helvede. Selvhadet vokser og de negative tanker om os selv tager til.

"Hold kæft en taber jeg er".

Vi bliver bange for at andre skal opdage vores skam... for er der noget vi gør, så er det at skamme os over ikke at have styr på livet.

Det er flovt, pinligt og så taber artigt ikke at have styr på sig selv eller sit eget liv. Endnu mere slå vi os selv oven i hovedet.

Hvis vi er rigtig smarte, så begynder vi at lyve over for de mennesker vi holder allermest af, af frygt for at de vil slå hånden af os hvis de finder ud af hvilket menneske vi inders inde er.
Vi kan også hoppe i den anden boldgade, vi peger fingre af alle de andre og sviner dem til, for alle deres fejl og mangler. På den måde så behøver vi ikke at forholde os til os selv.
Vi kan også have behov for at fremstå som perfekte, det perfekte hjem, perfekte job, perfekte krop, perfekte tanker...

Det er som at putte flødeskum på lorten. Så håber og beder vi bare til, at ingen kommer forbi flødeskummen. Skulle det ske, at nogen kommer for tæt på. Ja så vipper vi dem af pinden, med undskyldninger om at det er dem der er noget i vejen med.

Så fortsætter livet og det destruktive mønster holder os låst fast, som ofre for vores egne omstændigheder. Stakkels mig!

Vi flygter fra det som det hele inderst inde handler om, nemlig os selv og det billede vi har af hvem vi er.

Hvem er vi så inden bag flødeskummen?
Vi er bange mennesker, der aldrig har lært om valg i livet. Så derfor er vi bange for vores følelser, særligt når det gør ondt eller føles for godt. Vi har et hav af overbevisninger om hvordan livet hænger sammen. De overbevisninger styrer vores hoveder i alt hvad vi foretager os.
Vi er såret og svigtet mennesker, der har oplevet de værste sider i livet.

Når vi en sjældent gang fortæller vores historier, bliver vi mødt med store øjne og åbne munde. For tænke at have oplevet det!
Vi bliver bange og trækker os tilbage i vores skjul og bekræfter os selv med, at ingen alligevel kan rumme vores forfærdeligheder. Vi lukker døre og skubber folk væk, særligt dem der gerne vil os - vi gør det ikke for at være onde. Men vi lever blot i vores historier om, at ingen alligevel vil os når de ser vores sande jeg.
Så derfor hopper vi tilbage til vores destruktive mønstre, for hvor mærkeligt det end lyder ja så er vi trygge der.

Vi slår os til tåls med at dette er vores lod i livet, og at det bare er en lang lort vi må tage en bid af hver eneste dag. Vi leger med tanken om døden, så vi hurtigt kan komme væk herfra - og så andre slipper for os. Vi er til mere skade end gavn...

Det eneste vi aldrig ser, er vores egen styrke...

Vejen hjem
Det kræver mod at turde bryde sine mønstre, for pludselig skal vi stå ansigt til ansigt med vores egne indre dæmoner. Dem som vi hele livet har flygtet fra, al det ukendte, smerten, skammen og følelsen af ligegyldighed. Men det kan lade sig gøre, og det kan det for alle. Vi har alle styrken inden i os, men vi har bare gemt den væk bag vores destruktive mønstre, fordi vi aldrig har lært at tackle vores følelser.

Det er nemlig vores følelser og de historier vi har bundet dem op på, der får os til at fucke vores liv op.

Det er hverken let eller en dans på roser at skabe forandringer. Det kræver hårdt arbejde, men det er det hele værd, når vi lærer at håndtere vores følelser uden at skulle dulme smerten.

Jeg kunne, det kan du også.

Ny bog på vej

Jeg er ved at ligge sidste hånd på min næste bog.

Det er en meget personligt bog skrevet til min far, om alle de tanker jeg har haft/har, hvad alle hans valg og handlinger har gjort ved mig. Den handler om de mønstre og overbevisninger, der var med til at sætte mig i mit eget fængsel. Den handler om de følelser der lå bag min spiseforstyrrelse.  Om grimme hemmeligheder som jeg aldrig har fortalt nogen, heller ikke min familie - jeg skammede mig inderligt!
Det har været en dyb proces for mig at åbne mit hjerte helt op, blotte min sjæl og dele endnu mere af det jeg for alt i verden ikke ønsker andre skal vide om mig. Men det æder mig op inde fra, og jeg kan ikke tie stille længere - selv om jeg er vildt bange. Har faktisk aldrig været så bange for noget som jeg er lige nu. Men jeg lader frygten være min motivation!   

Jeg sidder hver eneste dag med unge mennesker, der langsomt drukner i deres egne hemmeligheder, vrede, frustration og som søger svar for at få en forståelse. Derfor blev jeg nød til at skrive den bog, for at inspirere til at forene sig med fortiden, hemmelighederne, vreden, frustrationen og slutte fred med at det ikke længere handler om forståelse men tilgivelse for at sætte sig selv fri.

Den kommer til at ligge på min hjemmeside fra den 18. oktober -  hvor du kan hente den for 75 kr.

Jeg håber du vil tage godt imod mine tanker, jeg passer selv på mit hjerte.

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter

grib usikkerheden

"hej smukke"
"du er jo pisse lækker"
"ved du godt hvor lækker du er?"
"jeg tror vi to skal ses"
"de øjne wau"
"hot mamma"
"sexy lady"


... mange kommentar og beskeder bliver jeg mødt med dagligt i min indbakke.
Jeg burde jo egentlig være smigret - men det bliver jeg ikke.
Jeg bliver mere usikker når jeg får kommentar på mit udseende, min første tanke er "ja det er da lige til du opdager hvem jeg er inde bagved".

Så er der nogen der kan bringe usikkerhed frem i mig, så er det mænd, ikke alle mænd - men ham jeg finder interessant. Jeg er så bange for, at han skal gennemskue mig og opdage, at jeg i bund og grund ikke er god nok alligevel. Så jeg prøver med næb og kløer at kompensere for alle mine fejl og mangler.

Så er det måske ikke skide smart at skrive dette indlæg, for det er jo lidt som at stille sig op nøgen og blottet. Sandsynligheden for at han læser det er nærmest lig 100 og var jeg virkelig modig så sendte jeg ham linket...

 

 

Men du hvad - da jeg flyttede tilbage til min eventyrby, så lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville nøjes længere. Jeg lovede mig selv, at jeg ville bryde op med alle de forhindringer der står i vejen for at jeg kan leve mit liv som jeg fortjener det. Jeg lovede, at når jeg blev udfordret så ville jeg gøre det modsatte af hvad jeg plejede at gøre. Det føles lidt som at brage gennem en skov og bane vejen mod målet.

Jeg har jo størstedelen af mit liv levet i den overbevisning, at jeg intet var værd, at jeg måtte nøjes og når alt kom til alt ville jeg alligevel blive forladt når jeg blev gennemskuet. Min egen far ville ikke kendes ved mig, og hvis han ikke ville - hvilken mand ville så? Jeg har oven i købet været så heldig, at løbe ind i alle dem, der blot har bekræftet min historie om at jeg intet var værd.

Men hvis jeg ikke kender min egen værdi, hvordan skulle et andet menneske så få øje på den!?!

Jeg tænker at jeg nok ikke er den eneste der det har det sådan. Den der usikkerhed dukker op som en trold i en æske - jeg kan simpelthen ikke styre den... Jeg bliver usikker når jeg mærker forandringer og så er jeg rigtig god til at lave historier i mit hoved, få tingene til at passe ind i min gamle historie. Så hver gang jeg fanger mig selv i dette, så deler jeg tingene op i fakta og historier. Hvad er fakta og hvilken historie tillægger jeg der, det er faktisk ret sjovt når man begynder at få øje på sin egen historie.

Når jeg bliver usikker, så lukker jeg ned, lukker folk ude og lader som om alt er godt - den er stensikker... Men jeg kender også konsekvensen af den handling, og det er ensomhed - så hvis jeg blev ved med at gøre det, så ved jeg hvor jeg ender henne og det er jo det modsatte sted jeg gerne vil hen. Så jeg bliver nødt til at handle anderledes. For ville jeg selv være sammen med en der ikke turde være ærlig af frygt for at den anden ville gå... NEJ, jeg har været der og det er så ucharmerende!

Jeg er p*sse bange, for at træde ud på ukendt grund, for det gør mig sårbar. Jeg jo hende den stærke, hårde, hende der har styr på det hende der har overlevet alle de udfordringer livet har budt hende.
Tænk at hun er bange for at være sårbar!...
Jeg kan få helt tåre i øjnene, når jeg skriver det her, for det er noget så sårbart for mig at lukke op for den side.

Men måske den ikke er så farlig alligevel... Min største frygt ved at være sårbar er, at jeg bryder sammen det hele krakelere. Det er jeg vokset op med sårbar er et tegn på sårbarhed... Men ville jeg ikke krakelere og bryde sammen hvis jeg blev i noget der ikke var sundt for mig...
Hvad nu hvis sårbarhed var et tegn på styrke. For det er vel en styrke at turde gå efter det man ønsker? Så hvis det værste for mig er at bryde samme, så ved jeg også at jeg kan rejse mig igen - det har jeg jo gjort et hav af gange. Så det kunne være sårbarhed var min vej til frihed, se så er det jo pludselig en fordel at kunne være sårbar!

Så i bund og grund er jeg et smukt menneske der kan blive usikker og p*sse bange - men det skal ikke stoppe mig. Må kærligheden sejre <3

Så slå mig dog

Nogle gange, når vi forsøger at ændre vores mønstre og skabe det liv vi inderst inde drømmer om, ja så vil vi unægtelig falde af hesten og få skrammer.

Det sker også for mig, ja også selv om jeg ved en masse og egentlig burde vide "bedre"... bla bla bla...

Jeg ved ikke om du kender det?

Men nogle mennesker kan ramme en, lige på ens mest svageste punkt og det er som om man ryger tilbage til barndommen og kroppen nærmest bliver lammet.

Sådan har jeg det med et bestemt menneske, vedkommende rammer mig så jeg mister kontrollen over mig selv og min krop - jeg bliver Christina 4 år.
Det minder om de gange, hvor min far har stået og råbt og skreget mig ind i hovedet. Jeg har ikke været særlig gammel, men jeg husker det tydeligt. Min krop blev lammet af hans ord og jeg kunne ikke gå væk fra ham - han var jo tre gange så stor som mig.

Men hans ord ramte mig i hjertet, og min krop reagerede med at fryse og efter et stykke tid så rystede den, og nogle gange sortnede det for mine øjne - når det var rigtig slemt.
Jeg kan huske jeg tænkte "så slå mig dog - slå mig nu bare!" For så gjorde det ondt her og nu, men så var det i det mindste overstået. Det andet var ulideligt, at stå der bare og tage imod...

Det er sådan jeg har det, med det her menneske. Lige så snart jeg høre vedkommendes stemme, ja så låser min krop og jeg tænker automatisk "slå mig nu bare så det er over". Jeg bliver Christina 4 år, lammet og låst, det er så ubehageligt - jeg føler mig magtesløs.

Men ved du hvad, nu er jeg voksen og har faktisk ikke brug for det menneske i mit liv, overhovedet!Det er okay at sige fra, uanset hvem det menneske er. For ingen fortjener at blive behandlet sådan.

 Så det er hvad jeg har bestemt mig for.

No more shit!

Det lyder måske lettere sagt end gjort. Men faktisk er det ret simpelt, når vi skiller tingene ad.

Jeg havde besøg af en god veninde i dag og jeg kunne høre hvordan min frygt talte da jeg talte med hende om denne her person. Alt det jeg var mest bange for kunne ske, alt det jeg frygter allermest, pyha det gør mig ubeskrivelig utryg og usikker.
Hun reddede mig på målstregen, da hun spurgte om det ikke kunne ske alligevel... og jo, ved nærmere eftertanke - det kan det faktisk. For det værste der kan sket er, at jeg mister mig selv ved ikke at være mig.

Jeg har et særligt "glatte ud" gen - jeg har haft det siden jeg var helt lille - det sørger for at ingen bliver kede af det, at jeg tager de verbale tæsk og andre står tilbage som de gode - selv om de i bund og grund er nogle idioter.
Det er vildt hvordan jeg har taget det mønster med mig ind i mit voksenliv, for at overleve, også selv om det ikke altid gavner mig. Men det får mig til at fremstår som hende den søde og gode - jeg får ros og opmærksomhed. Jeg er virkelig rummelig....
Men jeg hader det! Jeg er ved at brække mig over det...

 

Men det gode er, at jeg har fået øje på det og kan se hvad det vil give mig, at slippe det her mønster. Ja og så er der kun en vej og det er at slippe den indre rebel løs. Så i dag har jeg klippet navlestrengen,  og jeg er ikke længere afhængig af at være den gode, omsorgsfulde og fantastiske eks. Næh nu er jeg bare mig!  

 

Jeg er 100 kg lettere og fri - fri til at forfølge mine drømme, fordi jeg ikke længere bliver drænet af den energi der er forbundet med min frygt og det menneske jeg har givet lov til at holde mig nede. Jeg skal ikke længere være bange for at være forkert, for jeg er mig.

 

Lur mig om der ikke er nogen der synes jeg er helt ude i skoven. Men ved du hvad, de skal heldigvis ikke leve mit liv eller gå i mine sko. Jeg bestemmer i mit liv og ingen andre - men nogle gange kan også jeg falde af hesten, men heldigvis vælger vi selv om vi vil stige op igen. 



 

Og jeg er ikke typen der stopper!

 

Mandag betyder ny begyndelse, nye drømme og nye muligheder -

 

sov smukt

Christina

 

P.S. tirsdag betyder action.

 

Da bankrøverens datter blev menneskelig

Forleden var der en der skrev, en kommentar til mig ; "du er så menneskelig"

Jeg blev ramt lige i hjertet, for er der noget jeg føler mig så er det menneskelig amputeret. Jeg er vokset op med at være anderledes, mærkelig og underlig.

Når du som jeg, er vokset op i en familie hvor løgne, hemmeligheder og fortielse, på magisk vis af de voksne bliver afløst af et skævt smil og en kold facade - og du som barn, sidder med den følelse at noget her ikke er i orden. Det her ikke hænger sammen, men de voksne forsikre dig om at det er dig der er forkert på den, ja så går der koks i følelsesapparatet.
Så kære voksne, det hjælper ikke at fortie sandheden, tvært i mod, det kommer til at koste dyrt for dem der sidder i klemme i løgnene og hemmelighederne - nemlig børnene. De betaler prisen for de voksnes skam.

Som barn bliver du forvirret og samtidig enorm utryg - de følelser du mærker inden i, giver pludselig ikke mening. De er forkerte... du er forkert. Alt bliver uoverskueligt og rodet, det er svært at være i... og følelsen af der er noget i vejen med mig runger tungt inden i.

Ingen ser det, og ingen høre det.

Alle kigger den anden vej, når den lille pige med de bedende øjne spejler et "hjælp mig".

De voksne smiler og siger "ej sådan er det jo ikke"

Ingen opdager din fortvivlelse, og skammen af at være forkert bliver båret som en tung kuffert, der trækker dybe spor. År efter år vokser den, samtidig med at nye opleveler og nye historier blot bekræfter dig i der er noget i vejen med dig.

 

Jeg er 38 år, og jeg nåede bunden af mit liv som 31 årige. Det er 7 år  siden jeg satte hårdt ind på at få ryddet op i min fortid, mine mønstre, for at skabe det live jeg ved jeg fortjener. Jeg bliver tit beundret og rost for at have brudt den sociale arv... for at være kommet så langt. Jeg ligner en der har succes, en der har vilje, en der kender dagen og vejen, en med ben i næsen.

Men ved du hvad jeg bliver stadigvæk pisse bange.

Jeg bliver stadigvæk grebet af panik, når mennesker kommer for tæt på mig. Fordi jeg er bange for at blive såret, forladt og afsløret i at jeg ikke er værd at elske.
- og ved du hvad det er sgu helt okay at have det sådan.

Men hvis jeg nu gerne vil lukke et andet menneske ind i mit liv, ja så er det nok ikke så hensigtsmæssigt, at blive ved med at fortælle mig den samme historie - at jeg alligevel bliver såret, forladt eller at jeg ikke er værd at elske. Så skal pladen skiftes.

Jeg har fundet ud af, at den måde det virker for mig på er, at gøre alt modsat af hvad jeg plejer.

Er det nemt?

NEJ!

Det er møj hamrende skræmmende og jeg har lyst til at stikke halen mellem benene, hjertet hamre af sted så jeg kan være bange for om det eksplodere i min brystkasse.
Men hvis jeg bliver ved med at gøre det samme som jeg plejer, så får jeg jo det samme resultat... og så er der ligesom ingen anden vej... så kan finde på at spørge mig selv "hvad er egentlig det værste der kan ske?"
Helt ærligt hvad er det værste - at verden vælter.... men jeg har jo prøvet at vælte før.. og jeg ved jeg kan rejse mig, for jeg er en overlever...sådan er vi nemlig os børn der er vokset op med svigt. Vi er af et helt særligt stof.

Så jeg øver mig hver eneste dag!

Tilbage til fortiden...

I går formiddags var jeg ude at løbe, det har jeg nu gjort så tit - men jeg har udfordret mig selv men en halv marathon i oktober, så det kræver lidt mere træning fra min side. Men i går fandt simpelthen en gammel playliste på min computer, tilbage fra dengang hvor alt i mit liv var latterligt ligegyldigt.

 

I går trykkede jeg på play, da jeg startede på dages løbetur. Det var som at tage en tur ned af memory lane, og på 11 kilomenter ja der kan man nå at genopleve rigtig meget. Jeg kunne se filmen for mine øjne. Jeg så mig selv, weekend efter weekend stå på de københavnske diskoteker og fyre den af for fuld styrke. Den fik ikke for lidt, og jeg var helt blæst.  

 

Kom lad os glemme verden, bare i dag.  

For var der noget min lille spiseforstyrrede krop kunne, så var det at danse og jeg var hamrende god til det. Jeg var slangen i paradis når musikken spillede og jeg blev sluppet løs på dansegulvet. Jeg viste at mændene ville have min krop, og jeg elskede følelsen af kontrol og kunne forføre noget så grotesk.

Men det var også det eneste jeg fik ud af det, for inden i hungrede jeg efter kærlighed, nærvær og omsorg... det er så bare ikke lige det man får når man ikke rigtig har respekt for sig selv. 

Jeg ville også gøre alt, for bare en lille bid af den følelse af at være elsket. Det lykkedes aldrig, men skuffelser og endnu mere nederlag til at slå mig selv oven i hovedet med - det fik jeg. Destruktive tanker som "efter som ingen ville have mig, ja så måtte det jo være mig noget i vejen med". Det var så en undskyldning for at mishandle mig selv endnu mere.  

 

Kærlighed var det eneste jeg higede efter, men også samtidig det jeg var allermest bange for....for jeg anede intet om kærlighed.

 

Så jeg sagde aldrig nej eller stop - jeg gjorde det jeg troede der skulle til, så fyrene ikke opdagede at jeg intet var værd... Was I wrong! For var der noget jeg følte mig så var det ingen værdi. Jeg var min egen værste fjende.

 



For ikke at mærke væltede vi os i bobler og alt det andet, der gør at kroppen intet mærker... alt var godt og ligegyldigt i det kort strejf hvor alle følelser var lammet.

 

Så gjorde det også først ondt

 inden i, dagen efter.

Jeg var så langt ude, jeg følte ingen værdi for mig selv. Jeg hadede mig selv, min krop og jeg bad tit til at englene kom og hentede mig væk herfra. Jeg fortjente intet, og jeg gjorde alt for selv at leve op til dette.
Jeg var ikke bleg for, at bebrejde min far og alt det lort han havde trukket sin familie igennem. Inde i mit hoved var det hans skyld, at jeg befandt mig der hvor jeg gjorde. Det var hans skyld, at jeg måtte brække mig dagligt for at kunne holde ud overhovedet at være til, det var hans skyld at jeg sad der hvor jeg sad i livet. Jeg var et stort offer. Havde det ikke været for ham, havde jeg ikke skulle sidde der og skamme mig og være bange for at andre skulle gennemskue hvem jeg virkelig var. Det hele var hans skyld... stakkels mig.

Farvel til smerten

Jeg gjorde alt, for ikke at mærke den sorg og smerte jeg gik rundt med inden i. Al skyldfølelsen og al skammen der konstant styrede mine tanker om mig selv. Hver dag var en flugt, for ikke at mærke. Hvis det ikke var i spiseforstyrrelsen der sørgede for at gøre mig tom inden i, ja så var det alkohol og alle de andre ting jeg puttede i min krop eller de helt forkerte mænd - som fik mig til at føle mig som verdens laveste menneske.

Jeg er kommet langt siden den gang, det har været en sej og lang rejse - jeg er stadigvæk på den. Men det bliver nemmere og det er også lidt sjovere. Faktisk griner jeg tit af mig selv.
Men når man står der og skal opgive sit misbrug, ja så føles det som om man står nøgen, blottet og sårbar over for alt og alle. Det er svært, rigtig svært ikke at have sit filter. Pludselig skal man til at lære hvordan man håndtere ellers så simple følelser - fordi tidligere dulmede man dem bare så de blev gemt væk.
Det er hårdt arbejde at skifte den plade, der ikke længere virker for en, men det er virkelig også en befrielse ikke længere at være styret af hvad andre tænker om en. Livet er så meget mere lækkert.
Jeg vil altid være spiseforstyrret, men ikke længere aktiv. Jeg har lært at læse min krop og handle på de følelser der før fik mig til at dykke ind i mit dystre sind og ønske at forsvinde.

Bare vid, at der er en vej også for dig.

Christina

Man forlade ikke andre...

I tirsdags var jeg på Ærø, for at holde foredrag "kærlig hilsen bankrøverens datter" for en masse unge mennesker - det var en fantastisk aften. Der var mange interessante spørgsmål og en rigtig god dialog. Jeg er vild med unge mennesker og jeg elsker at træde ind i et rum fyldt med historie bag de øjne der kigger på mig.

Det er så vigtigt for mig, dels at fortælle min historie, men også at give noget virkeligt, noget ægte som vi som mennesker kan forholde os til. Min historie har så mange elementer af skyld, skam og hemmeligheder, og det er så pokkers interessant i min optik.
For at give dig et eksempel på, hvordan vores hemmeligheder, når de bliver gemt væk og gjort til skamme, ender med at styrer os.

Jeg fortæller altid denne her historie, når jeg holder foredrag.
Da jeg var barn, ønskede jeg mig mere end noget andet en stor familie, jeg er vokset op uden nogle som helst fætre eller kusiner.  Jeg elskede/elsker, at være sammen med en masse mennesker, jeg elsker fester og nærvær.

Den gang da min far forlod os, sin familie, da han ikke ville kendes ved os mere. Det gjorde ondt, at blive fravalgt af sin far! Da jeg så nogle uger senere, da vi skulle tømme vores hus, fandt jeg ud af at min farfar havde forladt sin kone og sine to børn, til fordel for min farmor. Ja så rev det mig i stykker inden i, og jeg lovede mig selv, at jeg ALDRIG skulle have børn. Jeg var overbevist om at det var en familie sygdom, det var arveligt - og nu fik jeg jo altid at vide at jeg lignede min far... så den hang på mig- og aldrig om jeg skulle byde et lille uskyldigt væsen denne skæbne.
Min spiseforstyrrelse udviklede sig og jeg gjorde alt for at ødelægge min krop, så var jeg da sikker på jeg ikke kunne reproducere mig selv og at min historie sluttede med mig.

I 2008, da jeg havde ramt gulvet og rejst mig efter 13 år med spiseforstyrrelse, blev jeg sendt på hospitalet for at få tjekket mine krop for mangler og skader....
Sygeplejersken, der skulle give mig svar, kiggede mig i øjnene og sagde "du burde ikke sidde her, din krop er i undtagelsestilstand - du har værre tal end børnene i Afrika".  Hun fortalte mig, at jeg aldrig ville komme til at få børn, jeg havde ødelagt min krop. Nu handlede det om at få den genopbygget så den ikke væltede helt - jeg var lettet inden i. Nul børn til mig, jeg arbejdede med børn og unge mennesker, og de var mine.

I sensommeren 2008 startede jeg min egen virksomhed op, februar 2009 gik min historie ud i ALT for damerne, jeg fik 7 hele sider - dette var stort og meget overvældende for mig, der ellers helst skulle gå i et med væggen.
Nu var der folk der skrev og ringede til mig, fordi jeg turde være mig - jeg var stolt og følte mig stærk. Jeg var på toppen jeg elskede det jeg lavede livet havde kindkysset mig. Alt var vendt jeg kom til USA igen og igen og igen. Alle drømme gik i opfyldelse. Det var som et eventyr, ællingen var vendt hjem som en smuk svane - og alle de ulykker havde gjort hende stærkere og hun stod midt i sin power. Jeg var høj på livet, og alt gav mening for mig.

Jeg blev interviewet, havde klienter, skrev om alt det jeg elskede og holdte foredrag.
Jeg blev forelsket i en mand, der fuldstændig fejede benene væk under mig. Han boede i USA og jeg i København, i min verden ingen hindring. Jeg var jo klar til at rejse verden rundt, jeg havde fået livet igen alt skulle opleves.
Bang 1. december, jeg var ugen inden kommet hjem fra en uge i Norge, havde besøgt amerikaneren der befandt sig der.
Jeg troede jeg havde fået fugleinfluenza, jeg var så træt og dårlig - det korte og det lange, jeg var gravid. Jeg stod der med en test i hånden med to streger. Jeg viste ikke om jeg skulle græde, fordi jeg var lykkelig, eller om jeg skulle grine, fordi jeg var lykkelig. I maven lå et lille mirakel!

Men babyfaderen var ikke af samme holdning - mit livs største dilemma. Skulle jeg føje andre, som jeg altid gjorde eller skulle jeg lytte til mit eget hjerte.. ikke et nemt sted at stå.
Jeg valgte det sidste.

Med det valg fulgte endnu en skam, skammen over at blive fravalgt - igen! Ja det er utroligt, hvad jeg fik det til at betyde om mig, at jeg var blevet gravid - jeg var uansvarlig, let på tråden, dum, egoistisk, uærlig, naiv, blank, tåbelig, uværdig, uelskelig, idiot, klam, latterlig, .... og listen er meget længere end her.
Men jeg skammede mig så frygtelig meget over at være endt i denne ulykkelige, fordi faderen ikke ville være far, så jeg lukkede og slukkede faktisk min virksomhed. For hvem ville tale med mig, når jeg ikke havde styr på livet... 
Konsekvenserne blev mange for mig, en kæreste skulle jeg aldrig have, for hvem kunne elske mig, der konstant blev forladt, og som i bund og grund var uelskelig... jeg er jo efterhånden en ulykkesfugl... 

 

Det er nu snart 5 år siden jeg blev mor, aldrig har jeg fortrudt mit valg. Jeg vågner op til et mirakel hver eneste dag, og er dybt taknemmelig. Skammen er jeg i fuld gang med at gøre op, for når vi giver andre skylden for vores ulykke, så gør vi os selv til offer ja så mister vi vores egen styrke.
Faktisk vil jeg rigtig gerne dele endnu en hemmelighed med dig - jeg skrev at jeg skammede mig over at min datters far valgte mig fra - men faktisk var den der valgte min datters far fra mig. Men i min historie må jeg ikke vælge andre fra, for jeg om nogen anden kender smerten ved at blive valgt fra. Så alt det med at jeg bliver forladt, er blot en historie jeg fortæller mig selv, så den passer ind i mit eget lille drama. Nej jeg sætter grænser, og vælger dem jeg ønsker i mit liv - også selv om det gør at andre bliver vrede og synes jeg er en idiot.
Så ja, jeg er sådan en der siger fra og hviler i min egen styrke.  Jeg vil igen hellere være et helt menneske, som tør stå ved den jeg er, på godt og ondt. Og når det kommer

Så kig på hvor dine hemmeligheder spænder ben for dig, hvor støtter skam dig i dine dramaer, så du forbliver låst i fortiden?  - for er der noget du fortjener så er det livet.

Go' mandag

Christina