Bag facaden....

Når jeg er ude og holde foredrag, modtager jeg altid rigtig mange mails efterfølgende fra mennesker der kan mærke sig selv i min historie. De kan mærke smerten, sorgen, skammen, hadet, hemmelighederne og ikke mindst døden. Det bliver tydeligt for dem hvor de spænder ben for sig selv.

Der tikker altid hemmeligheder ind i min indbakke efter et foredrag. Mange mørke og dybe hemmeligheder. Hemmeligheder som vedkommende aldrig har fortalt nogen før. Det er en befrielse at få sagt det højt.

Jeg er ikke bange for at sætte ord på det dystre, det mørke og de grimme tanker - det er trygt for mig, for jeg har stort set levet der hele mit liv.

Ordene modig, sej, stærk, inspirerende, autentisk... wauu tænker jeg altid, det er også mig.

Men bag facaden, bag ansigtet, bag smilet og inde bag de blå øjne... bag de flotte ord er der stadigvæk et menneske der er bange, usikker, ulykkelig, mislykket, føler sig svag, mister fodfæstet, savner, rammes af sorg, har lyst til at give op, et offer....

Kommer vi nogensinde til at kunne slippe det helt? 

Næh det tror jeg ikke, det er en del af os. Men vi kan lærer at leve med det. Vi kan ikke slette fortiden, og de sider af os som vi ikke bryder os om  - men jeg tror på at vi kan lærer at leve med det og omfavne det. Følges med det hånd i hånd. Bruge det som en styrke, frem for at pille os selv ned og slå os selv oven i hovedet med det. Kigge de overbevisninger vi har sået som børn,tillagt os selv og gjordt til vores historier om hvem vi er, hvad vi fortjener og hvad vi kan tillade os at forvente af livet.  

Alle de overbevisninger vi her i vores voksenliv styres af.  Alle dem der får os til at lide i livet, alle dem der gør at vi løber ind i de samme ting igen og igen. 

At fortælle vores hemmeligheder og historier højt, får ikke smerten til at forsvinde. Det letter, men at balancere med fortidens smerte kræver øvelse. Men vi skal øve os i at kunne rumme de grimme sider af os selv, alle de sider vi ikke ønsker at alle andre skal se. Vi skal selv kunne være okay med de sider af os, ellers kommer de til at styrer os og vi ender med at overkompencere og det er der hvor vi miste os selv. Det er her vi bliver frustreret og irriteret på os selv og andre. Det er her vi har lyst til at forsvinde. 

Uden min svaghed kunne jeg ikke være stærk - og uden min svaghed kunne jeg aldrig bede om hjælp. Det er ret sigende, for der er nogle ting jeg rigtig gerne vil opnå her i livet. Jeg kan se hvordan jeg selv spænder ben for mig, fordi jeg har svært ved at bede om hjælp. Jeg har altid skulle klar mig selv, der har aldrig været hjælp at hente. For svag var ikke noget man var i min familie. Jeg kan stadigvæk høre mine forældre sige, at jeg bare skulle tage mig sammen når jeg synes tingene var svært. Flere historier fulgte i kølvandet og passede perfekt ind i min historie om at svag var noget rigtig grimt. "Christina du må være stærk og passe på din mor og søster nu hvor din far ikke er her længere" "Christina du er den ældste, så må du også være stærk" "Christina, du klarer det jo alt det her med din far så flot" Det runger stadigvæk i mit hoved, efter alle de år. Jeg var hamrende bange, ulykkelig, nedbrudt og følte mig så svag, for jeg havde ikke styr på en skid - men smilte ud i verden så ingen skulle opdage hvem jeg var inden i. 

At bede om hjælp er svagt.  

Men de sidste mange uger har jeg høre min egen stemme hele tiden mig selv sige til andre, jeg vil ikke længere vil klarer alting selv. Jeg gider ikke mere. 

Betyder det jeg er god til at bede om hjælp, lad os sige at jeg øver mig stadigvæk. 

Men små skridt hver dag. 

Jeg ved det her kan lyder som et mærkeligt eksempel... men i går havde jeg købt portobellosvampe. Jeg stod der med pakken hjemme i mit køkken og kiggede på den og tænkte "hvad fanden stiller jeg op med dem?".

Måske jeg skulle bede om hjælp til tilberedning - ej det er også for tåbeligt. Jeg kan jo bare google. Der er ingen der skal opdage at jeg ikke har styr på det = for så er jeg svag.  

Så jeg slog det op på Facebook og vi spiste lækre svampe.

Så ja når vi har modstand på noget, så er det hvor vi skal sætte ind. Føler jeg mig stadigvæk svag? 

Jo nu har jeg ligsom blottet mig selv og jeg er ikke færdig med at øve mig, men jeg vil bare have lov til at være fri... 

Må man føle sig stolt?

En gang var følelsen af stolthed virkelig fjern for mig. Det var ikke noget jeg kendte til, jeg havde intet at være stolt over...  

Da jeg blev rask og startede med at fortælle min historie offentligt, fik jeg altid at vide at jeg skulle være stolt over mig selv, det jeg præsteret og den måde jeg havde tacklet mine udfordringer på.

STOLT, hvad betød det egentligt? At være stolt, jeg anede ikke hvordan det føltes. Men det bekræftede blot min historie om, at jeg var mærkelig – for jeg kunne ikke mærke stolthed, jeg anede ikke hvor den følelse sad eller hvad den gjorde ved en. Ja jeg havde gjort rigtig meget for at blive rask, men stolt over det?!?

Skulle jeg være stolt over at jeg havde ”reddet” mig selv…

Jeg havde jo ligesom ikke noget valg – hvis jeg ikke gjorde det jeg skulle, så ville jeg jo dø.

Jeg anede ikke hvor stoltheden lå.

Men jeg skal love for, at jeg har oplevet den for fulde gardiner her i eventyrbyen. Det føles så rart og så selvforstærkende, så uselvisk, befriende – det er som at flyve. Jeg er høj på livet og stolt.

For nogle uger siden lå jeg en lørdag morgen i min seng, min datter på 5 år lå ved siden af og sov. Jeg tjekkede Facebook og læste om en bekendt i København, der havde startet en tøjindsamling til bådflygtningene der kommer til Lesbos. De manglede en koordinator på Fyn.

Det ramte noget inden i mig, jeg havde også set billederne på tv af familier på flugt. Det gjorde ondt inden i mig, jeg kunne mærke børnenes smerte. Udtrykkene i deres øjne sagde alt.

Men jeg lagde telefonen fra mig, jeg var jo lige flyttet tilbage til Odense og mit netværk her er småt endnu. Jeg kiggede på min datter der lå der ved siden af og trak vejret tungt og trygt. Jeg har et ekstremt retfærdighedsgen. Da jeg var lille pige, drømte jeg om at hjælpe børn der ikke havde det godt.

Der lå min datter – jeg tænkte vi er så fandens privilegeret…. Men intet er sikkert, det kunne være os en dag der sad i en gummibåd og krydsede et hav, usikre, bange og fyldt med frygt. Jeg skrev til Anne, at jeg gerne lagde hus til indsamlingen, men at jeg jo ikke havde noget stort netværk. Der gik en halv time og så lå mit navn og adresse på nettet. De første sms’er kom fra folk der gerne ville vide hvornår de kunne komme og aflevere poser. Derefter gik det stærkt.
Min datter havde heldigvis en legeaftale med en veninde fra børnehaven og jeg havde egentlig en kaffedate. Jeg skrev til ham at jeg var lidt små crazy og letter impulsiv, men jeg havde kastede mig ud i det her projekt, så han skulle bare vide at der måske dukkede folk op med tøj. Han tog det i stiv arm og var helt med. Hatten af for ham!

Det væltede ind med tøj, bleer, tæpper, mad, soveposer, madrasser og masser af bamser – det er en af de vildeste oplevelser jeg har haft. Det var så intenst at møde alle de mennesker der kom forbi. Så rørende at høre deres historier, om hvorfor de kom forbi. Jeg havde besøg af godt 300 mennesker på 3 dage. Det gik lige ind i mit hjerte og jeg var ramt af en stolthed som fyldte alle celler i min krop. Da jeg gik i seng mandag aften kunne jeg næsten ikke være i min krop. Jeg var så stolt over at være med i det her projekt, jeg var stolt over at vi nåede ud til alle medier (du kan se det hele her) . Men mest af alt er så hamrende stolt over, at være med til at gøre en forskel på første række hos de mennesker der måtte forlade alt.

Jeg får lidt tåre i øjnene når jeg skriver det her, for det er så ubeskriveligt vigtigt at hjælpe hvor vi kan. Ingen fortjener et liv i frygt.

Vi startede med at måtte sende 4 kubikmeter tøj afsted i en bil – men 15 frivillige dukkede op tirsdag eftermiddag og lavede en kæde fra min lejlighed ned til gade. 1 time og 7 minutter tog det dem at tømme min lejlighed, vores pragtfulde chauffør tog turen til København 2 gange og vi sendte 50 kubikmeter afsted – godt 2 ton!

 

Nu ved jeg hvad stolthed handler om. Jeg havde i fredags besøg af en journalist, og for første gang følte jeg mig stolt over min egen rejse.  Som i stolt inden fra, helt ind i hjertet. For nu ved jeg hvad det handler om. Jeg er stolt over det arbejde jeg laver hver eneste dag, når mødes med de unge mennesker jeg har samtaler med - de er også med til at gøre mig stolt.

Så JA vi må gerne være stolte over os selv, og ja vi må gerne vise det til hele verden - nogen ville måske sige vi var blærerøve... Måske... eller måske vil vi bare inspirere andre til at turde lidt mere

Så ja i dag er jeg simpelthen så stolt over mig selv, min rejse  og det liv jeg har skabt - på trods af alle de udfordringer der har været og er...

Kærlig hilsen

Bankrøverens dattter

Vrede forsvinder ikke bare...

Jeg sidder her hjemvendt fra dagens løbetur, og har egentlig slet ikke tid til at sidde her og skrive - jeg har møde med flere klienter i dag...

Men jeg kan simpelthen ikke lade være med at fortælle dig, hvad jeg har oplevet de sidste mange dage. For det er wau!!!

I sidste uge fik jeg betændelse i min kindtand igen. Mother F**Ker det gør så ondt du tror det er løgn - jeg ville 10 gange hellere føde et barn igen som sidst uden smertestillende!
Nå men jeg tror jo på, at intet sker tilfældigt og at alt er en vejviser til at få ryddet op i ens historien.

Men denne gang synes jeg godt nok det var temmelig udfordrende, for jeg synes på ingen måde jeg har ondt i livet. Jeg har siden jeg landede i eventyrbyen arbejdet intenst med at få ryddet op i min historie og ikke mindst handlet anderledes og gjort en masse for at skabe de forandringer jeg ønsker mig i livet... Jeg har sluttet fred, healet gamle historier og jeg skal komme efter dig...

Så hvorfor fanden viste den smerte sig så igen??

Jeg var på glatis og lettere forvirret. Faktisk blev jeg vred og tog mig selv i at bande det hele langt væk, ja jeg blev faktisk rasende. Jeg besidder noget af et temperament, som altid er eksploderet og som jeg virkelig har haft svært at rumme og håndtere. Det er altid gået ud over de mennesker jeg holdte mest af - er ret skamfuldt omkring det, for jeg er jo et voksent menneske og forældre til et barn! Jeg burde jo have styr på det.... Men det havde jeg ikke, som i over hovedet slet ikke, jeg var som en trold i en æske.

Jeg besluttede mig for at nu måtte jeg simpelthen få undersøgt den vrede, selv om jeg var hunderæd for hvad der dukkede op.

Så jeg satte mig med min dagbog og skrev om min vrede. Ved du hvad jeg kunne spole tiden het tilbage og der så jeg en lille pige der mistede og var i krise og sorg. Men den lille pige viste ikke hvor hun skulle gøre af alt det, og som alle børn gør - ja så gemte hun sorgen og smerten væk. Når sådan nogle følelser ikke bliver bearbejdet og undertrykt, ja bliver de til en ustyrlig eksplosiv vrede.

Så siden onsdag har jeg skrevet breve til min far om al den smerte og al den sorg jeg har haft gemt inden i - og lørdag morgen da jeg vågnede var betændelsen pist væk!
Er det ikke vildt?

Jeg har nu skrevet en bog om tanker til min far, den skal lige redigeres og så kommer den til at ligge på min hjemmeside som inspiration for dig og andre.

Jeg er helt høj og klar til en ny uge.

Kys og go' mandag

Kærlig hilsen
bankrøverens datter

Hvem høre de dømtes børn?

Jeg er netop hjemvendt fra et spændende interview om min historie. Det sætter altid gang i tankerne, når jeg deler min historie…

Ja jeg så også dokumentaren om Christianias børn – skyggesiden af eventyret. Den ramte mig lige i hjertet, jeg kunne kende en masse sorg, smerte og uforståenhed.

For hvem høre de dømtes børn?

Det er os der som børn og unge mennesker ligger os i vores senge hver aften  – ensomme, triste, sorgfulde, skræmte, glemte og skamfulde. Vi er bange for at blive udstødte, vi føler en enorm skyld og vi har mistet tillid til den verden vi befinder sig i.

Vi har opgivet livet, allerede inden det overhovedet er begyndt.

Men der kommer ingen og holder om os.

Jeg stod i Netto her i formiddags og overhørte to stå og snakke om nogle kriminelle. Det er ikke første gang jeg hører dette, men det niver i mit hjerte hver gang. Den ene sagde til den anden, ”de kryb skulle bare sendes på en øde ø, så vi slap for dem”.

Det vækkede minder om dengang, hvor jeg med egne øre hørte voksne tale nedværdigende om de kriminelle. Det gjorde så ondt inde i og jeg skammede mig over min far. Ham der lavede økonomisk kriminalitet, bankrøveri, brandstiftelse, havde bordel osv.

Jeg var teenager, da det blev opdaget ud af til, hvad min far gik og lavede. Det var dengang vi røg på forsiden af avisen.

 

Det er som at leve i en dobbelt skam, for vi ved jo godt det er forkert det vores forældre har gjort/gør, og vi er tvunget til at ligge øre til, at omverden har en holdning til vores forældre.

Pludselig er det os der må betale prisen. Enten lader vi historien tage over og gør alt for at fucke vores eget liv op, fordi vi ikke kender til andet. Eller vi holder os selv tilbage, af angst for at andre skal opdage vores dybe hemmeligheder… For i skolen vil de andre forældre  ikke lade deres børn være sammen med de kriminelles børn. Det er som om vi er bærer af en smitsom sygdom.

Så vi lukker i, taler ikke om det og holder hemmelighederne for os selv. Vi bliver et omvandrende tabu. 

Vi er overladt til os selv. Det er som om vi selv har været ude om alt det der sker. Det er vores egen skyld, når vi lader os vælte omkuld. Når vi ikke længere kan rumme og håndtere vores egen smerte. Når vi laver ballade, skaber os og ikke passer ind i kasserne.

Ingen har nogensinde lært os hvordan.

Vi er børn…unge mennesker…

Vi er og bliver uskyldige over for vores forældres valg.

Jeg var teenager, det var svært. I min familie fik ingen hjælp. Ingen turde spørge om hvordan jeg havde det, måske var de bange for jeg ville krakelere og smuldre i stykker – måske smittede jeg. Min gymnasielærer var endda så kæk, at pointere over for hele klassen at ”æblet sjældent falder langt fra stammen”.

Jeg var bange, alene og havde mistet min far. Men den sorg måtte jeg holde for mig selv, for jeg var jo bedre uden ham med alt det han gik og lavede… Det var min far, den anden halvdel af mig. Han blev gjort til skamme og prisen måtte jeg også betale… 

Det tog mig mange år at slippe min negative historie og vende den til positiv. Når jeg møder mennesker i dag, og de spørger hvad jeg laver. Så bliver der tavshed i et øjeblik, når jeg siger ”jeg holder foredrag om at være datter af en bankrøver”. De ved ikke helt hvad de skal sige – lige indtil jeg begynder at fortælle  om hvorfor det er så vigtigt for mig at få fortalt historien. Så begynder de ofte selv at fortælle deres hemmeligheder.

Det er den tavshed vi er vokset op med og den vil altid følge os.

Jeg smitter ikke længere, jeg inspirere andre til at turde smide skammen og turde være den de er med hele deres historie.

Kærlig hilsen

bankrøverens datter

Selv bankrøverens datter fejre sig selv

Da jeg bestemte mig for at flytte tilbage til eventyrbyen efter 16 år i eksil i Kongens København - så var der visse ting som var et must for mig.
Flere kvadratmeter, en altan, eget soveværelse (havde sovet på en sovesofa i stuen i 3 år) og et badekar...
Rimelig forkælet ville nogen måske sige - tja, men det var det jeg ville have.

Jeg lavede et visionboard, hvor alle elementer figurerede på - alt det jeg drømte om, og det jeg syntes jeg fortjente. Jeg puttede sågar to billeder af altaner på, bare for at være på den sikre side.
Der var hygge, rum til samvær og ordene glæd dig, tid til ro, der er altid plads til en til, grib guldet, skønne farver på altanen, til middag hos og accepter intet mindre end det bedste. Jeg placerede endda mit visitkort på, fordi jeg så inderligt ønskede at finde mig selv og min stemme.

 

ALT det jeg inderst inde ønskede

Jeg tjekkede boliger i Odense 7 gange og bang en onsdag eftermiddag lå den der og jeg viste bare det var min. En... to... tre... og min mors kæreste tog fredag ud og tjekkede lejligheden, og søndag var det min lejlighed.

Jeg var oven ud lykkelig, og virkelig bange... Jeg skulle nu tilbage til den by jeg var flygtet fra i tidernes morgen, tilbage til al sorgen og skammen... alle de følelser der var forbundet med skyld. Oven i det have jeg min datter, hvad hvis hun ikke kunne falde til? Hvad skulle jeg lave? Jeg havde jo sagt mit job op i København og stod helt nøgen i min nye gamle by.
Inden frygten løb af med mig, besluttede jeg mig for hvis det ikke gik, så flyttede vi tilbage til København igen!

1. december 2014 flyttede vi hjem.

Det er nu 8 måneder siden, jeg har ikke en eneste gang fortrudt. Jeg sidder her i solen på min ene altan (ja jeg fik faktisk to altaner) og er ekstrem taknemlig for at jeg havde modet til at følge mit hjerte. Jeg er simpelthen så lykkelig i hver eneste celle. Jeg har fundet det sted jeg altid har drømt om, min datter er faldet til og har fået nye rigtig dejlige venner, det hus vi bor i er mere end jeg drømte om. Her er fyldt med skønne mennesker og fantastisk børn. Vi har det så godt her!
Jeg har genfundet gamle venner, åbnet op for nye venskaber og er i fuld gang med at skabe mit imperium.

Er det kommet af sig selv - nej. Jeg lå den første uge, efter min datter var startet i institution, i fosterstilling i min seng og var frustreret og anede ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg følte mig punkteret og halv, som så mage gange før... Nu var vi her og basen var fantastisk... men hvad så nu? Det var som om jeg blev indhentet af fortiden og alle de overbevisninger der fulgte med ved at være vokset op med at blive pillet ned og fra hinanden. ¨
Jeg kunne mærke følelsen af tomhed/ intethed, som dengang min spiseforstyrrelse overtog min indre og ydre verden. Jeg var hamrende bange, tænk hvis jeg var ved at falde fra hinanden.
Jeg af alle mennesker burde jo have styr på mit shit!!

Jeg kunne mærke panikken...

Et par dage efter, da jeg var på vej hjem efter at have afleveret mit barn, var det som om nogen overtog min cykel - det var meget mærkeligt.
Men jeg lod mig fører, og pludselig tog jeg mig selv i at være på vej på mod mit barndomshjem. Jeg havde ikke været forbi siden den gang min far forsøgte at sætte ild til huset.
Men pludselig stod jeg med min cykel uden for Dyrupgårdvænget 62. Mit hjerte hamrede, men en ro sænkede sig. Efter at have stået der lidt cyklede jeg videre. Jeg cyklede stort set hele dagen og var forbi alle de steder der havde betydning for min historie, mine gamle skoler, herberget, den bank min far røvede, der hvor vi boede efter min far forsvandt og en masse andet der gav mening. Jeg endte ved min fars grav på den muslimske gravplads, det gav ro.

Jeg besluttede mig for at give mig selv den ro jeg skulle have for at komme på benene igen. Hver dag i en uge lagde jeg mig i badekaret og kiggede på en lille mikroskopisk plet i loftet og bad. Jeg bad til at der måtte komme det jeg havde brug for.
På syvende dag ringede en veninde fra København og spurgte om jeg ville hjælpe hende med en eksamensopgave. Det gjorde jeg og hun tilbød at coache mig, hvilket jeg er så taknemlig for. Der åbnede min verden sig, og jeg var slet ikke i tvivl om hvad jeg skulle og jeg har siden kastet mig ud i foredrag, jeg får nye klienter der ønsker at skabe forandringer og der er åbnet sig et hav af nye samarbejdsmuligheder.
Men vigtigst af alt jeg fandt mig selv, min stemme - mig.

At være født med en negativ stemme, det kræver arbejde at vende den til positivt - men det kan lade sig gøre og det er fantastisk at nå dertil, hvor jeg kan kigge mig selv i spejlet og den første tanke der dukker op er " hold kæft hvor jeg elsker dig".

Så i dag slutter jeg af med Asti på altanen, tak til Søstrene Grene, der har små søde flasker, så selv en single mor kan være med. Jeg er så stolt over alt det jeg har skabt og alt det jeg gør - det giver så meget mening for mig og jeg ved det gør en forskel for andre - og jeg er slet ikke færdig endnu.

At fejre sig selv, det må vi aldrig glemme! Vi skal fejres, bare fordi vi er.

Go' weekend og vær god ved dig selv, du fortjener det.
Christina

Vil jeg dø?

Jeg læste en artikel tidligere i dag, om en nybagt mor der var blevet indlagt på psyk fordi hun var suicidal.
Den satte tankerne i gang og ramte lige ned i fortiden...

Den mindede mig om den gang jeg fandt mig selv, midt om natten, liggende smurt ind i mit eget bræk, bange, tom og efterladt i et inferno af sorg og uforløst smerte...
Livet ændrede sig den nat.

 Jeg blev bange for at dø. Det lyder så voldsomt, dø...

Dø

- ville jeg det?

 

I et split sekund så jeg mit liv passere for mit indre, var det nu jeg skulle væk?
Jeg så mine veninder og deres lykkelige familier - jeg lavede ikke andet en putte flødeskum på lorten, dag ud og dag ind. Jeg ville så meget mere med mit liv!

Jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op.
Det var den gang hvor jeg gik op til sagsbehandleren og for første gang i 13 år erkendte at jeg var syg. Meget syg!
Det mest grænseoverskridende jeg nogensinde har gjort, for jeg stolede ikke på nogen mennesker, overhovedet. Men jeg brød sammen på hendes kontor, min krop sitrede og rystede, jeg havde svært ved at trække vejret. Jeg græd for første gang i 13 år foran et menneske, jeg tiggede og bad ydmygt om hjælp.
Hun kiggede køligt op bag sin skærm og sagde "Christina jeg kan jo se du har din egen lejlighed - så jeg kan ikke rigtig hjælpe dig".

Aldrig har jeg gået så fortvivlet, afvist  og alene fra et møde...

Skulle jeg bare dø nu!?!
Skulle jeg bare ligge mig til at dø?

Jeg var så fyldt med skyld over min fars bankrøveri, min krop var en stor fabrik af skam.

Jeg gik hjem og græd i tre dage, jeg græd som jeg aldrig havde grædt før. Billederne fra badeværelsets gulvet blev ved med at dukke op i mit hoved, og sætningen "der kommer ingen og redder dig" drønede rundt. Mit hoved var ved at eksplodere.

Jeg overvejede, at tage på psykiatrisk skadestue, men jeg havde jo også set "Gøgereden" og havde haft en x'kæreste der havde arbejdet på den lukkede.
Jeg turde ikke, jeg var så rad for at skulle blive buret inde resten af mit liv, hvis de først opdagede hvem jeg virkelig var... og min dansklæreres udsagn om "æblet falder sjældent langt fra stammen" - ville jeg så være til fare for mig selv om andre?? Jeg kunne ikke... jeg turde ikke...

Jeg måtte klarer mig selv 31 år, 38. 7 kg skind og ben... Jeg har altid klaret mig selv. Jeg fandt viljen, for jeg var ikke klar til at dø!

I mit arbejde møder jeg dagligt rigtig mange unge mennesker, der har opgivet, er ligeglade- de har ingen tillid til andre. Når jeg høre deres historier, kan jeg kun nikke genkende til deres fortvivlelse og opgivet hed.
Min vigtigste opgave er, at give dem håb og tro på at de kan og de fortjener det. Det gør vi alle! Ingen er ligegyldige og vi har alle hvert vores at tumle med, intet er større eller mindre. Det er som det er.
Men håbet må vi aldrig miste, og det er derinde. Helt inde bagved i mørket, men det er der!

Kærlig hilsen
bankrøverens datter
 

grib usikkerheden

"hej smukke"
"du er jo pisse lækker"
"ved du godt hvor lækker du er?"
"jeg tror vi to skal ses"
"de øjne wau"
"hot mamma"
"sexy lady"


... mange kommentar og beskeder bliver jeg mødt med dagligt i min indbakke.
Jeg burde jo egentlig være smigret - men det bliver jeg ikke.
Jeg bliver mere usikker når jeg får kommentar på mit udseende, min første tanke er "ja det er da lige til du opdager hvem jeg er inde bagved".

Så er der nogen der kan bringe usikkerhed frem i mig, så er det mænd, ikke alle mænd - men ham jeg finder interessant. Jeg er så bange for, at han skal gennemskue mig og opdage, at jeg i bund og grund ikke er god nok alligevel. Så jeg prøver med næb og kløer at kompensere for alle mine fejl og mangler.

Så er det måske ikke skide smart at skrive dette indlæg, for det er jo lidt som at stille sig op nøgen og blottet. Sandsynligheden for at han læser det er nærmest lig 100 og var jeg virkelig modig så sendte jeg ham linket...

 

 

Men du hvad - da jeg flyttede tilbage til min eventyrby, så lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville nøjes længere. Jeg lovede mig selv, at jeg ville bryde op med alle de forhindringer der står i vejen for at jeg kan leve mit liv som jeg fortjener det. Jeg lovede, at når jeg blev udfordret så ville jeg gøre det modsatte af hvad jeg plejede at gøre. Det føles lidt som at brage gennem en skov og bane vejen mod målet.

Jeg har jo størstedelen af mit liv levet i den overbevisning, at jeg intet var værd, at jeg måtte nøjes og når alt kom til alt ville jeg alligevel blive forladt når jeg blev gennemskuet. Min egen far ville ikke kendes ved mig, og hvis han ikke ville - hvilken mand ville så? Jeg har oven i købet været så heldig, at løbe ind i alle dem, der blot har bekræftet min historie om at jeg intet var værd.

Men hvis jeg ikke kender min egen værdi, hvordan skulle et andet menneske så få øje på den!?!

Jeg tænker at jeg nok ikke er den eneste der det har det sådan. Den der usikkerhed dukker op som en trold i en æske - jeg kan simpelthen ikke styre den... Jeg bliver usikker når jeg mærker forandringer og så er jeg rigtig god til at lave historier i mit hoved, få tingene til at passe ind i min gamle historie. Så hver gang jeg fanger mig selv i dette, så deler jeg tingene op i fakta og historier. Hvad er fakta og hvilken historie tillægger jeg der, det er faktisk ret sjovt når man begynder at få øje på sin egen historie.

Når jeg bliver usikker, så lukker jeg ned, lukker folk ude og lader som om alt er godt - den er stensikker... Men jeg kender også konsekvensen af den handling, og det er ensomhed - så hvis jeg blev ved med at gøre det, så ved jeg hvor jeg ender henne og det er jo det modsatte sted jeg gerne vil hen. Så jeg bliver nødt til at handle anderledes. For ville jeg selv være sammen med en der ikke turde være ærlig af frygt for at den anden ville gå... NEJ, jeg har været der og det er så ucharmerende!

Jeg er p*sse bange, for at træde ud på ukendt grund, for det gør mig sårbar. Jeg jo hende den stærke, hårde, hende der har styr på det hende der har overlevet alle de udfordringer livet har budt hende.
Tænk at hun er bange for at være sårbar!...
Jeg kan få helt tåre i øjnene, når jeg skriver det her, for det er noget så sårbart for mig at lukke op for den side.

Men måske den ikke er så farlig alligevel... Min største frygt ved at være sårbar er, at jeg bryder sammen det hele krakelere. Det er jeg vokset op med sårbar er et tegn på sårbarhed... Men ville jeg ikke krakelere og bryde sammen hvis jeg blev i noget der ikke var sundt for mig...
Hvad nu hvis sårbarhed var et tegn på styrke. For det er vel en styrke at turde gå efter det man ønsker? Så hvis det værste for mig er at bryde samme, så ved jeg også at jeg kan rejse mig igen - det har jeg jo gjort et hav af gange. Så det kunne være sårbarhed var min vej til frihed, se så er det jo pludselig en fordel at kunne være sårbar!

Så i bund og grund er jeg et smukt menneske der kan blive usikker og p*sse bange - men det skal ikke stoppe mig. Må kærligheden sejre <3

Så slå mig dog

Nogle gange, når vi forsøger at ændre vores mønstre og skabe det liv vi inderst inde drømmer om, ja så vil vi unægtelig falde af hesten og få skrammer.

Det sker også for mig, ja også selv om jeg ved en masse og egentlig burde vide "bedre"... bla bla bla...

Jeg ved ikke om du kender det?

Men nogle mennesker kan ramme en, lige på ens mest svageste punkt og det er som om man ryger tilbage til barndommen og kroppen nærmest bliver lammet.

Sådan har jeg det med et bestemt menneske, vedkommende rammer mig så jeg mister kontrollen over mig selv og min krop - jeg bliver Christina 4 år.
Det minder om de gange, hvor min far har stået og råbt og skreget mig ind i hovedet. Jeg har ikke været særlig gammel, men jeg husker det tydeligt. Min krop blev lammet af hans ord og jeg kunne ikke gå væk fra ham - han var jo tre gange så stor som mig.

Men hans ord ramte mig i hjertet, og min krop reagerede med at fryse og efter et stykke tid så rystede den, og nogle gange sortnede det for mine øjne - når det var rigtig slemt.
Jeg kan huske jeg tænkte "så slå mig dog - slå mig nu bare!" For så gjorde det ondt her og nu, men så var det i det mindste overstået. Det andet var ulideligt, at stå der bare og tage imod...

Det er sådan jeg har det, med det her menneske. Lige så snart jeg høre vedkommendes stemme, ja så låser min krop og jeg tænker automatisk "slå mig nu bare så det er over". Jeg bliver Christina 4 år, lammet og låst, det er så ubehageligt - jeg føler mig magtesløs.

Men ved du hvad, nu er jeg voksen og har faktisk ikke brug for det menneske i mit liv, overhovedet!Det er okay at sige fra, uanset hvem det menneske er. For ingen fortjener at blive behandlet sådan.

 Så det er hvad jeg har bestemt mig for.

No more shit!

Det lyder måske lettere sagt end gjort. Men faktisk er det ret simpelt, når vi skiller tingene ad.

Jeg havde besøg af en god veninde i dag og jeg kunne høre hvordan min frygt talte da jeg talte med hende om denne her person. Alt det jeg var mest bange for kunne ske, alt det jeg frygter allermest, pyha det gør mig ubeskrivelig utryg og usikker.
Hun reddede mig på målstregen, da hun spurgte om det ikke kunne ske alligevel... og jo, ved nærmere eftertanke - det kan det faktisk. For det værste der kan sket er, at jeg mister mig selv ved ikke at være mig.

Jeg har et særligt "glatte ud" gen - jeg har haft det siden jeg var helt lille - det sørger for at ingen bliver kede af det, at jeg tager de verbale tæsk og andre står tilbage som de gode - selv om de i bund og grund er nogle idioter.
Det er vildt hvordan jeg har taget det mønster med mig ind i mit voksenliv, for at overleve, også selv om det ikke altid gavner mig. Men det får mig til at fremstår som hende den søde og gode - jeg får ros og opmærksomhed. Jeg er virkelig rummelig....
Men jeg hader det! Jeg er ved at brække mig over det...

 

Men det gode er, at jeg har fået øje på det og kan se hvad det vil give mig, at slippe det her mønster. Ja og så er der kun en vej og det er at slippe den indre rebel løs. Så i dag har jeg klippet navlestrengen,  og jeg er ikke længere afhængig af at være den gode, omsorgsfulde og fantastiske eks. Næh nu er jeg bare mig!  

 

Jeg er 100 kg lettere og fri - fri til at forfølge mine drømme, fordi jeg ikke længere bliver drænet af den energi der er forbundet med min frygt og det menneske jeg har givet lov til at holde mig nede. Jeg skal ikke længere være bange for at være forkert, for jeg er mig.

 

Lur mig om der ikke er nogen der synes jeg er helt ude i skoven. Men ved du hvad, de skal heldigvis ikke leve mit liv eller gå i mine sko. Jeg bestemmer i mit liv og ingen andre - men nogle gange kan også jeg falde af hesten, men heldigvis vælger vi selv om vi vil stige op igen. 



 

Og jeg er ikke typen der stopper!

 

Mandag betyder ny begyndelse, nye drømme og nye muligheder -

 

sov smukt

Christina

 

P.S. tirsdag betyder action.

 

Når lort vendes til guld

Så er der de dage som man allermest har lyst til at gemme væk, ignorere og lade som om ikke eksisterede. De dage hvor det bare gør rigtig ondt, hvor man er sårbar. De dage hvor man har lyst til at gemme sig væk under dynen og ikke kan se et formål med at stå op. Hele verden stinker og det er bare lort!

 En gang var jeg ekspert i at ligge låg på og lade som om alt var godt. Smil med smil på.

Det virker bare ikke mere - og heldigvis for det, for i går lykkedes det mig at vende lort til guld!

Men i går morges da jeg vågnede, havde jeg den mærkeligste fornemmelse i kroppen. Jeg havde bare lyst til at tude mine øjne ud, jeg var så trist inden i. Det var som om det hele summede og jeg var bare ikke mig selv.
Det hele havde kulmineret inden i mig - i sidste uge fik jeg bare en rigtig ydmygende opringning af et menneske jeg har meget tæt på mig og den gjorde ondt helt inde i hjertet, jeg troede jeg havde fået den afsluttet - men den svada jeg fik gjorde så ondt inden i. Oven i det havde jeg fået afslag på mit bog manuskript, som jeg har lagt hele min sjæl i. Jeg følte mig så lille og så ligegyldig. Viste godt afslaget ikke havde noget med mig personligt at gøre - men det var som om det hele lige væltede, alt blev uoverskueligt og er der noget der rammer mig dybt så er det når nogen bruger mit barn imod mig.

Så hele dagen gik jeg rundt og var konstant gråd labil, ikke det fedeste når jeg skal sidde sammen med sagsbehandlere, unge mennesker og fængselsvagter - åh men det gik og jeg klarede den.

Faktisk var jeg stolt over at jeg bare var i det der var - jeg var ked af det og det var okay. Det var tydeligt mere udfordrende for de mennesker der spurgte hvordan det gik, og af mig fik et ærligt svar. Men det var jo sådan det var.

Når vi har de her dage, så er alfa omega at være god ved sig selv, og det kan være hamrende svært. Men jeg købte blomster på vej hjem, satte mig på altanen i solen med en kop kaffe og min dagbog. Og lod kuglepenne flyve hen over papiret.

Jeg havde faktisk ikke lyst til noget, jeg ville bare være mig selv... lidt af en udfordring som enlig mor til en 4 snart 5 årige, der hele dagen havde glædet sig til bål og hygge.
Crap!

Men bogstaverne i min dagbog danner sætningen "hvad skal du lære af det her?" Havde mest lyst til at skrive IKKE EN SKID! Men der er jo altid noget at hente, i smerten. Så jeg gravede lidt i alt det der gjorde ondt, afvisning, ydmygelse, svigt, ligegyldighed - det gjorde naller...
Men det var sådan det var.

 

Jeg viste jo godt det der blev sagt til mig, jo ikke handlede om mig - jeg fik jo også sagt fra. Jeg viste jo også, at afslaget heller ikke handlede om mig personligt, og at jeg jo selvfølgelig bare skulle fortsætte.

Ærligt, så var jeg skuffet over mig selv. Jeg var skuffet over, at jeg igen havde taget alt ind og begyndt at tro på at jeg ikke var god nok. Jeg fik det alt sammen til at betyde noget om mig... for så kunne jeg jo holde mig selv lille igen - og så ville alt være som det plejer.

Men hos mig er plejer død - den sidste 1 1/2 uge har jeg været så fast besluttet på at bryde mine egne rammer. Så hver gang jeg er bange for at gøre noget, når frygten puster mig i øret -ja så skal jeg gøre det, og jeg har gjort det!  Det er en måde at få brudt med de historier og overbevisninger jeg selv hænger fast i omkring mig selv. Det er sejt men effektivt.

Så den her skulle jeg lige igennem igen også. Jeg skulle bare have lov til at være, uden at skulle handle mig ud af den følelse jeg sad i  - og det havde jeg jo egentlig klaret meget godt.
Faktisk handlede det her mere om at jeg savnede omsorg og nærvær - noget der altid har været minus af på min konto, fordi jeg siden jeg kan huske har været fixeren i min familie.
Så alt hvad der har med kærlighed, omsorg og nærvær er så ømtåligt for mig, for så gør jeg mig sårbar... og jeg er jo hende den stærke!
Men hvis jeg nu kunne være med min sårbarhed, hvad ville jeg så få - kærlighed,nærvær og omsorg, alt det jeg længes efter. Så det skal omfavnes i stor stil.

Nu var det jo var Sankt Hans aften, barnet glædede sig - der var langt til veninderne i København - så jeg sad og tænkte på hvad jeg kunne gøre, for at give mig selv det jeg inderst inde havde brug for... nærvær og samvær.

Jeg tog mig selv i kraven og med bankene hjerte, gik jeg op til overboen, spurgte om vedkommende og dennes børn ville med ud og se bål -
Vi endte med kaffe, tæppe, frugt, kage og en super hyggelig aften. Jeg var så blød som smør inden i og fyldt op på i alle celler. Mums!

Så hvis min dag ikke havde været mødt med afvisning, ydmygelse, svigt og ligegyldighed - ja så havde jeg ikke siddet her, med den dejlige fornemmelse det er at passe på mig selv og bede om det jeg har brug for også hos andre mennesker. Jeg ville ikke bytte det for noget andet.

Jeg er sårbar og jeg er vild med det - det giver mig så megen mulighed for at skabe det liv, som jeg inders inde drømmer om.

 

I dag er en ny dag, med nye muligheder og jeg har allerede skudt den godt i gang. Jeg har lagt min først e-bog ind på min hjemmeside www.christinasogaard.com.
Du kan hente den kvit og frit, du skal bare tilmelde dig mit nyhedsbrev, så kommer den direkte i din indbakke.

Her til formiddag har jeg givet mig i kast med en børnebog til de dømtes og hemmelighedsramte børns forældre.

Jeg er med ny energi, føler mig så taknemlig og ydmyg.

Da bankrøverens datter blev menneskelig

Forleden var der en der skrev, en kommentar til mig ; "du er så menneskelig"

Jeg blev ramt lige i hjertet, for er der noget jeg føler mig så er det menneskelig amputeret. Jeg er vokset op med at være anderledes, mærkelig og underlig.

Når du som jeg, er vokset op i en familie hvor løgne, hemmeligheder og fortielse, på magisk vis af de voksne bliver afløst af et skævt smil og en kold facade - og du som barn, sidder med den følelse at noget her ikke er i orden. Det her ikke hænger sammen, men de voksne forsikre dig om at det er dig der er forkert på den, ja så går der koks i følelsesapparatet.
Så kære voksne, det hjælper ikke at fortie sandheden, tvært i mod, det kommer til at koste dyrt for dem der sidder i klemme i løgnene og hemmelighederne - nemlig børnene. De betaler prisen for de voksnes skam.

Som barn bliver du forvirret og samtidig enorm utryg - de følelser du mærker inden i, giver pludselig ikke mening. De er forkerte... du er forkert. Alt bliver uoverskueligt og rodet, det er svært at være i... og følelsen af der er noget i vejen med mig runger tungt inden i.

Ingen ser det, og ingen høre det.

Alle kigger den anden vej, når den lille pige med de bedende øjne spejler et "hjælp mig".

De voksne smiler og siger "ej sådan er det jo ikke"

Ingen opdager din fortvivlelse, og skammen af at være forkert bliver båret som en tung kuffert, der trækker dybe spor. År efter år vokser den, samtidig med at nye opleveler og nye historier blot bekræfter dig i der er noget i vejen med dig.

 

Jeg er 38 år, og jeg nåede bunden af mit liv som 31 årige. Det er 7 år  siden jeg satte hårdt ind på at få ryddet op i min fortid, mine mønstre, for at skabe det live jeg ved jeg fortjener. Jeg bliver tit beundret og rost for at have brudt den sociale arv... for at være kommet så langt. Jeg ligner en der har succes, en der har vilje, en der kender dagen og vejen, en med ben i næsen.

Men ved du hvad jeg bliver stadigvæk pisse bange.

Jeg bliver stadigvæk grebet af panik, når mennesker kommer for tæt på mig. Fordi jeg er bange for at blive såret, forladt og afsløret i at jeg ikke er værd at elske.
- og ved du hvad det er sgu helt okay at have det sådan.

Men hvis jeg nu gerne vil lukke et andet menneske ind i mit liv, ja så er det nok ikke så hensigtsmæssigt, at blive ved med at fortælle mig den samme historie - at jeg alligevel bliver såret, forladt eller at jeg ikke er værd at elske. Så skal pladen skiftes.

Jeg har fundet ud af, at den måde det virker for mig på er, at gøre alt modsat af hvad jeg plejer.

Er det nemt?

NEJ!

Det er møj hamrende skræmmende og jeg har lyst til at stikke halen mellem benene, hjertet hamre af sted så jeg kan være bange for om det eksplodere i min brystkasse.
Men hvis jeg bliver ved med at gøre det samme som jeg plejer, så får jeg jo det samme resultat... og så er der ligesom ingen anden vej... så kan finde på at spørge mig selv "hvad er egentlig det værste der kan ske?"
Helt ærligt hvad er det værste - at verden vælter.... men jeg har jo prøvet at vælte før.. og jeg ved jeg kan rejse mig, for jeg er en overlever...sådan er vi nemlig os børn der er vokset op med svigt. Vi er af et helt særligt stof.

Så jeg øver mig hver eneste dag!

Tilbage til fortiden...

I går formiddags var jeg ude at løbe, det har jeg nu gjort så tit - men jeg har udfordret mig selv men en halv marathon i oktober, så det kræver lidt mere træning fra min side. Men i går fandt simpelthen en gammel playliste på min computer, tilbage fra dengang hvor alt i mit liv var latterligt ligegyldigt.

 

I går trykkede jeg på play, da jeg startede på dages løbetur. Det var som at tage en tur ned af memory lane, og på 11 kilomenter ja der kan man nå at genopleve rigtig meget. Jeg kunne se filmen for mine øjne. Jeg så mig selv, weekend efter weekend stå på de københavnske diskoteker og fyre den af for fuld styrke. Den fik ikke for lidt, og jeg var helt blæst.  

 

Kom lad os glemme verden, bare i dag.  

For var der noget min lille spiseforstyrrede krop kunne, så var det at danse og jeg var hamrende god til det. Jeg var slangen i paradis når musikken spillede og jeg blev sluppet løs på dansegulvet. Jeg viste at mændene ville have min krop, og jeg elskede følelsen af kontrol og kunne forføre noget så grotesk.

Men det var også det eneste jeg fik ud af det, for inden i hungrede jeg efter kærlighed, nærvær og omsorg... det er så bare ikke lige det man får når man ikke rigtig har respekt for sig selv. 

Jeg ville også gøre alt, for bare en lille bid af den følelse af at være elsket. Det lykkedes aldrig, men skuffelser og endnu mere nederlag til at slå mig selv oven i hovedet med - det fik jeg. Destruktive tanker som "efter som ingen ville have mig, ja så måtte det jo være mig noget i vejen med". Det var så en undskyldning for at mishandle mig selv endnu mere.  

 

Kærlighed var det eneste jeg higede efter, men også samtidig det jeg var allermest bange for....for jeg anede intet om kærlighed.

 

Så jeg sagde aldrig nej eller stop - jeg gjorde det jeg troede der skulle til, så fyrene ikke opdagede at jeg intet var værd... Was I wrong! For var der noget jeg følte mig så var det ingen værdi. Jeg var min egen værste fjende.

 



For ikke at mærke væltede vi os i bobler og alt det andet, der gør at kroppen intet mærker... alt var godt og ligegyldigt i det kort strejf hvor alle følelser var lammet.

 

Så gjorde det også først ondt

 inden i, dagen efter.

Jeg var så langt ude, jeg følte ingen værdi for mig selv. Jeg hadede mig selv, min krop og jeg bad tit til at englene kom og hentede mig væk herfra. Jeg fortjente intet, og jeg gjorde alt for selv at leve op til dette.
Jeg var ikke bleg for, at bebrejde min far og alt det lort han havde trukket sin familie igennem. Inde i mit hoved var det hans skyld, at jeg befandt mig der hvor jeg gjorde. Det var hans skyld, at jeg måtte brække mig dagligt for at kunne holde ud overhovedet at være til, det var hans skyld at jeg sad der hvor jeg sad i livet. Jeg var et stort offer. Havde det ikke været for ham, havde jeg ikke skulle sidde der og skamme mig og være bange for at andre skulle gennemskue hvem jeg virkelig var. Det hele var hans skyld... stakkels mig.

Farvel til smerten

Jeg gjorde alt, for ikke at mærke den sorg og smerte jeg gik rundt med inden i. Al skyldfølelsen og al skammen der konstant styrede mine tanker om mig selv. Hver dag var en flugt, for ikke at mærke. Hvis det ikke var i spiseforstyrrelsen der sørgede for at gøre mig tom inden i, ja så var det alkohol og alle de andre ting jeg puttede i min krop eller de helt forkerte mænd - som fik mig til at føle mig som verdens laveste menneske.

Jeg er kommet langt siden den gang, det har været en sej og lang rejse - jeg er stadigvæk på den. Men det bliver nemmere og det er også lidt sjovere. Faktisk griner jeg tit af mig selv.
Men når man står der og skal opgive sit misbrug, ja så føles det som om man står nøgen, blottet og sårbar over for alt og alle. Det er svært, rigtig svært ikke at have sit filter. Pludselig skal man til at lære hvordan man håndtere ellers så simple følelser - fordi tidligere dulmede man dem bare så de blev gemt væk.
Det er hårdt arbejde at skifte den plade, der ikke længere virker for en, men det er virkelig også en befrielse ikke længere at være styret af hvad andre tænker om en. Livet er så meget mere lækkert.
Jeg vil altid være spiseforstyrret, men ikke længere aktiv. Jeg har lært at læse min krop og handle på de følelser der før fik mig til at dykke ind i mit dystre sind og ønske at forsvinde.

Bare vid, at der er en vej også for dig.

Christina

Jeg betyder ikke noget....

I morges blev jeg ringet op af min veninde og samarbejdspartner, hun skulle bruge en liste over de overbevisninger vi skaber ud fra vores historier, dem der styre vores handlinger.
Det slog mig, mens jeg stod og læste listen op. Én sætning ramte mig så hårdt lige midt maven som en kampsten "jeg betyder ikke noget"....

Jeg betyder ikke noget...

Jeg betyder ikke noget...

Den sætning rungede som et ekko i mit hoved, da jeg havde lagt røret på. Jeg kunne ikke slippe den sætning... jeg betyder ikke noget.

Jeg opdaterede min Facebook, det var særligt det sidste der slog mig - senere forkælelse med spa og sushi ... Jeg betyder ikke noget...

 

Jeg betyder ikke noget....

 

FUCK jeg havde helt glemt hvor meget den sætning har styre mit liv, ubevidst.

 

Ja for det var jo ikke fordi jeg gik rundt og tænkte jeg ikke betød noget. Men jeg holdte mig væk fra alt hvad der havde med selvforkølelse, alt hvad der hed rart og kærligt, alt der styrkede mig. Jeg gjorde alt for at gøre mig selv lille og ubetydelig. For er der noget man ikke må som bankrøverens datter, ja så er det at være betydningsfuld. For hvordan kan man tillade sig det!

 

Når ens far nu heller ikke vil kendes ved en, ikke vil se en, ikke vil tale med en - når han ikke vil se sit eget barn, ja så bliver man ubetydelig. Eller jeg fik de episoder til at betyde, at jeg er ubetydelig. Jeg var ligegyldig i min fars øjne, det menneske jeg havde mest tillid til  - og hvis han havde det sådan så måtte det jo være sandt! Shit et dårligt menneske jeg var, taber tøs!

 

Jeg begyndte at handle ud fra den overbevisning, at jeg ikke betød noget, at jeg var ligegyldig. Jeg blev i forhold der var usunde for mig, jeg behandlede min krop så dårligt, jeg røg så mange cigaretter, drak for at dulme smerten, jeg hang ud med mennesker hvor vi kunne bekræfte hinanden i alt det dårlige - jeg behandlede mig selv ligegyldigt, jeg lukkede mig selv ned, blev ligeglad, lod andre styre mit liv. Når det gik godt for mig og jeg havde succes, gjorde jeg alt for at fucke det op, inden nogen alligevel opdagede hvor ubetydelig jeg var. 

 

Den var langt væk den sætning og alligevel så tæt på for alle minder og episoder væltede op til overfladen. Ja den ligger jo faktisk og lurer tit - men jeg arbejder hårdt med at spotte den når den dukker op, så måske er jeg blevet skarp til at høre den... når den hvisker. For den stikker hovedet frem ind i mellem og det er særligt når jeg glemmer at passe på mig, når jeg bliver usikker og særligt når jeg handler anderledes en jeg plejer. Så faktisk er den en god reminder på, at jeg lige skal huske mig selv, være stolt af alle de mønstre jeg bryder og at usikkerhed er okay - det er der magien sker.

 

Rigtig mange af de unge mennesker jeg arbejder med, kan genkende sig selv i den her rolle som ubetydelig og når de finder ud af det blot er en fortolkning af en episode - og de kan omskrive den til en fortolkning der støtter dem så sker der magi.

Men kunsten er at lytte til den lille stemme der fortæller en, at vi er ubetydelig, for det er der vi kan fange sig selv i gamle historier. For de dukker op, særligt når vi bevæger os ind på ukendt grund. Det kræver arbejde at bryde de gamle mønstre og overbevisninger, det ved jeg - men hvis jeg kan så kan alle andre også. Lad være med at lade alle andre bestemme hvordan du skal leve dit liv, det efterlader dig magtesløs og fuld af frustration.

Mit live er ikke rosenrødt eller en dans på roser, for der er bestemt også udfordrende dage i mit liv. Men når de dukker op kigger jeg på min datter på 4 år og tænker hvad er det jeg gerne vil lærer hende, hvordan ønsker jeg hun skal lære at tackle livet. 

Igen så må jeg handle på det, for hun høre ikke hvad jeg siger men ser hvad jeg gør. Mine handlinger over for hende sår de frø, der kommer til at afspejle de overbevisninger hun kommer til at tro på om sig selv. Så hvis jeg behandler mig selv dårligt, fortæller jeg hende indirekte at hun ikke er noget værd. Det er jo det sidste jeg ønsker - så lad os gøre det her for vores børns skyld, de fortjener et godt liv.

 

 

Så i dag vil jeg nyde og forkæle mig selv lidt ekstra - for er der noget du og jeg fortjener så er det det bedste her i livet og det samme med vores børn.