tirsdag den 21. april 2015

Ensomheden, min bedste ven

Lad mig lige slå fast, at denne blog og de indlæg der kommer IKKE handler om at slå forældre oven i hovedet for det de har lavet. Den er heller IKKE kommet til for at give nogen skylden for hvordan livet er blevet.
Men skulle du sidde med skyldfølelse som forældre alligevel, så skriv til mig - for det handler om noget helt andet og det kan du ændre på.

Egentlig havde jeg lovet at fortælle min egen historie i dag, men den kommer en af dagene. Jeg kunne lige mærke, at jeg efter nogle kommentar lige måtte slå nogle ting fast.

Denne blog og de indlæg der kommer, handler om det der er, at have en forældre i fængsel - for det sådan det er.
Fakta er at de dømtes børn er et tabu og tabuer skaber historier, som bliver lagret inden i små menneskers (børn) hoveder. Der bliver de forbundet men en masse følelser og de følelser bliver forbundet med nye historier, som børnene oplever i den verden de nu er i. Det betyder, at taler vi ikke om det der er, ja så bliver det gjort til noget skamfuldt i et barns verden - bang og lynhurtigt sidder barnet med en følelse af at være anderledes og ikke som alle andre. Tænk hvis nogen skulle opdage det, at man ikke længere hørte til, var forkert, mærkelig, anderledes.... Er der noget der kan skabe angst i mennesker så er det hvis de bliver udstødt. Så derfor oplever rigtig mange af de dømtes børn en enorm ensomhed. 

For mig er det vigtigste, at hjælpe børn til at få sat ord på det der er, sætte sig selv fri fra tabuet og ikke lade sig stoppe af historier. Der ud over er det for mig vigtigt at give forældre værktøjer til at bryde tabuet og tale om alt det der er og det der sker. Der er rigtig svært at være barn, når man har en forældre i fængsel. Det er rigtig svært og der er masse af tanker og følelser forbundet med det. Hvis man ikke har nogen at tale med om det, ja så gemmer man det inden i - og det har konsekvenser senere hen, fordi alt usagt binder energi.

I min familie talte vi ikke om at min far sad i fængsel, det var noget meget skamfuldt.
Selv om jeg var 17 år, kunne jeg græde mig selv i søvne om aften, fordi min fantasi kunne løbe af sted med mig. Min far sad i Nyborg Statsfængsel, og jeg viste der sad rockere der. I mit hoved kunne jeg se hvordan de slog ham og ydmygede ham, hvordan han bare sad i et lille rum, lukket inde - det gjorde så ondt inden i mig. For selv om min far ikke ville se mig og kun min lillesøster, så elskede jeg ham i al hemmelighed, han var min far.
Jeg havde rigtig megen skyldfølelse og jeg var sikker på at det var min skyld at var kommet i fængsel. Min far dukkede nemlig op på min skole og bad om penge, hvilket jeg ikke havde - han lavede bankrøveri i banken ved siden af min skole. Så jeg var overbevist om at det var derfor han ikke ville se mig. Jeg turde ikke fortælle nogen om det her, for så ville alle hade mig.

Konsekvensen af alt det her blev et hav af hemmeligheder, som jeg hele tiden skulle have styr på inde i mit hoved. Alle de følelser der væltede rundt havde jeg brug for at få kontrol over, så de ikke styrede mit liv - jeg brugte min spiseforstyrrelse. Jeg smilte, kastede op og lod som ingenting - inden i var jeg i kaos og ensom.


Ensomheden blev min bedste ven, jeg talte ikke med nogen veninder om hvordan jeg havde det, jeg betroede mig til ingen. Jeg levede ikke længere, alt handlede om at overleve dagen og ikke blive spottet som bankrøverens datter.
Jeg kan huske da jeg blev kaldt til jobsamtale, på et familie behandlingshjem, mens jeg studerede, jeg var så hunderæd for at de kunne se i mine papir, at jeg var datter af en bankrøver. Min fars valg brugte jeg til at holde mig selv låst fast i at være andeledes end andre - og i min verden var det ikke godt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar