Vrede forsvinder ikke bare...

Jeg sidder her hjemvendt fra dagens løbetur, og har egentlig slet ikke tid til at sidde her og skrive - jeg har møde med flere klienter i dag...

Men jeg kan simpelthen ikke lade være med at fortælle dig, hvad jeg har oplevet de sidste mange dage. For det er wau!!!

I sidste uge fik jeg betændelse i min kindtand igen. Mother F**Ker det gør så ondt du tror det er løgn - jeg ville 10 gange hellere føde et barn igen som sidst uden smertestillende!
Nå men jeg tror jo på, at intet sker tilfældigt og at alt er en vejviser til at få ryddet op i ens historien.

Men denne gang synes jeg godt nok det var temmelig udfordrende, for jeg synes på ingen måde jeg har ondt i livet. Jeg har siden jeg landede i eventyrbyen arbejdet intenst med at få ryddet op i min historie og ikke mindst handlet anderledes og gjort en masse for at skabe de forandringer jeg ønsker mig i livet... Jeg har sluttet fred, healet gamle historier og jeg skal komme efter dig...

Så hvorfor fanden viste den smerte sig så igen??

Jeg var på glatis og lettere forvirret. Faktisk blev jeg vred og tog mig selv i at bande det hele langt væk, ja jeg blev faktisk rasende. Jeg besidder noget af et temperament, som altid er eksploderet og som jeg virkelig har haft svært at rumme og håndtere. Det er altid gået ud over de mennesker jeg holdte mest af - er ret skamfuldt omkring det, for jeg er jo et voksent menneske og forældre til et barn! Jeg burde jo have styr på det.... Men det havde jeg ikke, som i over hovedet slet ikke, jeg var som en trold i en æske.

Jeg besluttede mig for at nu måtte jeg simpelthen få undersøgt den vrede, selv om jeg var hunderæd for hvad der dukkede op.

Så jeg satte mig med min dagbog og skrev om min vrede. Ved du hvad jeg kunne spole tiden het tilbage og der så jeg en lille pige der mistede og var i krise og sorg. Men den lille pige viste ikke hvor hun skulle gøre af alt det, og som alle børn gør - ja så gemte hun sorgen og smerten væk. Når sådan nogle følelser ikke bliver bearbejdet og undertrykt, ja bliver de til en ustyrlig eksplosiv vrede.

Så siden onsdag har jeg skrevet breve til min far om al den smerte og al den sorg jeg har haft gemt inden i - og lørdag morgen da jeg vågnede var betændelsen pist væk!
Er det ikke vildt?

Jeg har nu skrevet en bog om tanker til min far, den skal lige redigeres og så kommer den til at ligge på min hjemmeside som inspiration for dig og andre.

Jeg er helt høj og klar til en ny uge.

Kys og go' mandag

Kærlig hilsen
bankrøverens datter

Tilbage til fortiden...

I går formiddags var jeg ude at løbe, det har jeg nu gjort så tit - men jeg har udfordret mig selv men en halv marathon i oktober, så det kræver lidt mere træning fra min side. Men i går fandt simpelthen en gammel playliste på min computer, tilbage fra dengang hvor alt i mit liv var latterligt ligegyldigt.

 

I går trykkede jeg på play, da jeg startede på dages løbetur. Det var som at tage en tur ned af memory lane, og på 11 kilomenter ja der kan man nå at genopleve rigtig meget. Jeg kunne se filmen for mine øjne. Jeg så mig selv, weekend efter weekend stå på de københavnske diskoteker og fyre den af for fuld styrke. Den fik ikke for lidt, og jeg var helt blæst.  

 

Kom lad os glemme verden, bare i dag.  

For var der noget min lille spiseforstyrrede krop kunne, så var det at danse og jeg var hamrende god til det. Jeg var slangen i paradis når musikken spillede og jeg blev sluppet løs på dansegulvet. Jeg viste at mændene ville have min krop, og jeg elskede følelsen af kontrol og kunne forføre noget så grotesk.

Men det var også det eneste jeg fik ud af det, for inden i hungrede jeg efter kærlighed, nærvær og omsorg... det er så bare ikke lige det man får når man ikke rigtig har respekt for sig selv. 

Jeg ville også gøre alt, for bare en lille bid af den følelse af at være elsket. Det lykkedes aldrig, men skuffelser og endnu mere nederlag til at slå mig selv oven i hovedet med - det fik jeg. Destruktive tanker som "efter som ingen ville have mig, ja så måtte det jo være mig noget i vejen med". Det var så en undskyldning for at mishandle mig selv endnu mere.  

 

Kærlighed var det eneste jeg higede efter, men også samtidig det jeg var allermest bange for....for jeg anede intet om kærlighed.

 

Så jeg sagde aldrig nej eller stop - jeg gjorde det jeg troede der skulle til, så fyrene ikke opdagede at jeg intet var værd... Was I wrong! For var der noget jeg følte mig så var det ingen værdi. Jeg var min egen værste fjende.

 



For ikke at mærke væltede vi os i bobler og alt det andet, der gør at kroppen intet mærker... alt var godt og ligegyldigt i det kort strejf hvor alle følelser var lammet.

 

Så gjorde det også først ondt

 inden i, dagen efter.

Jeg var så langt ude, jeg følte ingen værdi for mig selv. Jeg hadede mig selv, min krop og jeg bad tit til at englene kom og hentede mig væk herfra. Jeg fortjente intet, og jeg gjorde alt for selv at leve op til dette.
Jeg var ikke bleg for, at bebrejde min far og alt det lort han havde trukket sin familie igennem. Inde i mit hoved var det hans skyld, at jeg befandt mig der hvor jeg gjorde. Det var hans skyld, at jeg måtte brække mig dagligt for at kunne holde ud overhovedet at være til, det var hans skyld at jeg sad der hvor jeg sad i livet. Jeg var et stort offer. Havde det ikke været for ham, havde jeg ikke skulle sidde der og skamme mig og være bange for at andre skulle gennemskue hvem jeg virkelig var. Det hele var hans skyld... stakkels mig.

Farvel til smerten

Jeg gjorde alt, for ikke at mærke den sorg og smerte jeg gik rundt med inden i. Al skyldfølelsen og al skammen der konstant styrede mine tanker om mig selv. Hver dag var en flugt, for ikke at mærke. Hvis det ikke var i spiseforstyrrelsen der sørgede for at gøre mig tom inden i, ja så var det alkohol og alle de andre ting jeg puttede i min krop eller de helt forkerte mænd - som fik mig til at føle mig som verdens laveste menneske.

Jeg er kommet langt siden den gang, det har været en sej og lang rejse - jeg er stadigvæk på den. Men det bliver nemmere og det er også lidt sjovere. Faktisk griner jeg tit af mig selv.
Men når man står der og skal opgive sit misbrug, ja så føles det som om man står nøgen, blottet og sårbar over for alt og alle. Det er svært, rigtig svært ikke at have sit filter. Pludselig skal man til at lære hvordan man håndtere ellers så simple følelser - fordi tidligere dulmede man dem bare så de blev gemt væk.
Det er hårdt arbejde at skifte den plade, der ikke længere virker for en, men det er virkelig også en befrielse ikke længere at være styret af hvad andre tænker om en. Livet er så meget mere lækkert.
Jeg vil altid være spiseforstyrret, men ikke længere aktiv. Jeg har lært at læse min krop og handle på de følelser der før fik mig til at dykke ind i mit dystre sind og ønske at forsvinde.

Bare vid, at der er en vej også for dig.

Christina