Hjertet der giver helt slip...

Jeg sidder her på altanen og badet i sol. Himlen er lyseblå, der er latte i koppen  - whats not to like?

Jeg har haft de vildeste klienter her i formiddags. Jeg modtog den sødeste mail fra en mor, hvis dreng jeg har arbejdet sammen med, for at ændre hans destruktive livsstil. Med ordene "ord kan ikke beskrive hvilken glad mor jeg er i dag, ikke nok med jeg har fået min søn tilbage, så har jeg fundet mig selv. Af hjertet tak, du vil altid være englen i vores familie." -  Ja jeg græd lidt, det gør jeg altid når mennesker fortæller mig hvordan jeg er med til at forandre deres liv...

Jeg har forberedt foredrag til på onsdag, hvor jeg skal gæste en skole i Odense. Det jeg elsker mest, at komme og fortælle, det bliver en dag med snakke om identitet og historier. Jeg tripper i kroppen for at dele alle mine tanker og den viden jeg har erfaret mig. Det bliver SÅ godt.

Jeg har netop gennemlæst en artikel om mig, og siddet med kuldegysninger over hele kroppen. Jeg tror på eventyr, har jeg sagt det... Ja det gjorde jeg og ja det gør jeg.


Eventyr med handling på!
Jeg kan næste ikke være i min krop i disse dage -  det er som om livet atter har taget en drejning, som jeg slet ikke havde set komme. Men jeg lykkelig i hver eneste celle i min krop, nogen gange tænker jeg "kan det her virkelig blive vildere???". Siden jeg flyttede tilbage til min eventyrby er alt gået op i en højere enhed.

Man ja tænk engang - det er blevet så meget vildere. Så vildt at jeg må nive mig selv i armen flere gange om dagen.

Åh men altså, jeg er forelsket. Ikke længere kun i livet, men i et andet menneske.

Da jeg mindst ventede det, stod han der bare lige pludselig - BANG..


Det er som at få en chance til
Jeg er jo stor tilhænger af at hvis vi ikke er tilfredse der hvor vi er, så må vi bryde med de gamle mønstre der har udtjent deres værnepligt og ikke længere fungere samt finde modet til at gøre det vi tror vi ikke kan og så gøre det alligevel.

Men pyha kærlighed til et andet menneske er nok det område i mit liv som har gjort mig allermest mest bange og usikker. For når man som jeg har oplevet et hjem hvor kærlighed var forbundet med svigt og skilsmisse. Så kommer der ar på sjælen. De ar bliver bundet op på en masse overbevisninger og historier - der prøver at skræmme en fra vid og sans, og gjort at jeg har mødt mænd der blot bekræftede min egen usikkerhed og mit værd. For så kan vi rigtig sidde tilbage efterfølgende afviste og have ondt af os selv og bekræfte vores egen skrækkelig historier om at vi intet fortjener, at vi ikke er værd at elske, at der er noget i vejen med os, at vi er ligegyldige (fortsæt endelig rækken)

Men mærkeligt nok, så virker de ikke længere. Jeg lyder måske lidt overrasket, det er jeg faktisk også. For lige præcis kærlighed har været så ømt for mig.

Men mine overbevisninger om at "jeg ikke er værd at elske" eller at "det er lige indtil han opdager hvem jeg virkelig er- så skrider han...ligesom min far og de andre der har bekræftet mig i min historie". Ja de overbevisninger holder ligesom bare ikke længere.


Hvorfor gør de ikke det?
Fordi jeg har arbejdet med mine overbevisninger og historier, alt det jeg frygtede og var bange for. Jeg begyndte at bruge de mænd jeg mødte som et spejl. Undersøgte hvad de kunne lære mig og så måtte jeg jo handle på det når muligheden var der.
Det var den så lige pludselig, for der stod han - bang.
Jeg har været mig 100% hele vejen, det har jeg aldrig været før. Jeg har intet skulle bevise, hverken mit eget værd eller bekymre mig om hvad han tænkte om mig - jeg siger hvad der falder mig ind, ligger ikke bånd på mig. Jeg er mig, bare Christina. Hellere hel end god.

Hjertet der giver helt slip
Jeg er ikke bange længere, mit hjerte har sluppet mine gamle overbevisninger og bygger nu nye der støtter mig i der hvor jeg ønsker at være. Jeg samler mit hjerte sammen igen. Det er mums. Jeg nyder det hver eneste dag, søde beskeder, dejlige opkald, kys, kærtegn og en krop fyldt med champagne bobler.

Jeg har det godt,

kærlig hilsen
bankrøverens datter

Ny bog på vej

Jeg er ved at ligge sidste hånd på min næste bog.

Det er en meget personligt bog skrevet til min far, om alle de tanker jeg har haft/har, hvad alle hans valg og handlinger har gjort ved mig. Den handler om de mønstre og overbevisninger, der var med til at sætte mig i mit eget fængsel. Den handler om de følelser der lå bag min spiseforstyrrelse.  Om grimme hemmeligheder som jeg aldrig har fortalt nogen, heller ikke min familie - jeg skammede mig inderligt!
Det har været en dyb proces for mig at åbne mit hjerte helt op, blotte min sjæl og dele endnu mere af det jeg for alt i verden ikke ønsker andre skal vide om mig. Men det æder mig op inde fra, og jeg kan ikke tie stille længere - selv om jeg er vildt bange. Har faktisk aldrig været så bange for noget som jeg er lige nu. Men jeg lader frygten være min motivation!   

Jeg sidder hver eneste dag med unge mennesker, der langsomt drukner i deres egne hemmeligheder, vrede, frustration og som søger svar for at få en forståelse. Derfor blev jeg nød til at skrive den bog, for at inspirere til at forene sig med fortiden, hemmelighederne, vreden, frustrationen og slutte fred med at det ikke længere handler om forståelse men tilgivelse for at sætte sig selv fri.

Den kommer til at ligge på min hjemmeside fra den 18. oktober -  hvor du kan hente den for 75 kr.

Jeg håber du vil tage godt imod mine tanker, jeg passer selv på mit hjerte.

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter

Vrede forsvinder ikke bare...

Jeg sidder her hjemvendt fra dagens løbetur, og har egentlig slet ikke tid til at sidde her og skrive - jeg har møde med flere klienter i dag...

Men jeg kan simpelthen ikke lade være med at fortælle dig, hvad jeg har oplevet de sidste mange dage. For det er wau!!!

I sidste uge fik jeg betændelse i min kindtand igen. Mother F**Ker det gør så ondt du tror det er løgn - jeg ville 10 gange hellere føde et barn igen som sidst uden smertestillende!
Nå men jeg tror jo på, at intet sker tilfældigt og at alt er en vejviser til at få ryddet op i ens historien.

Men denne gang synes jeg godt nok det var temmelig udfordrende, for jeg synes på ingen måde jeg har ondt i livet. Jeg har siden jeg landede i eventyrbyen arbejdet intenst med at få ryddet op i min historie og ikke mindst handlet anderledes og gjort en masse for at skabe de forandringer jeg ønsker mig i livet... Jeg har sluttet fred, healet gamle historier og jeg skal komme efter dig...

Så hvorfor fanden viste den smerte sig så igen??

Jeg var på glatis og lettere forvirret. Faktisk blev jeg vred og tog mig selv i at bande det hele langt væk, ja jeg blev faktisk rasende. Jeg besidder noget af et temperament, som altid er eksploderet og som jeg virkelig har haft svært at rumme og håndtere. Det er altid gået ud over de mennesker jeg holdte mest af - er ret skamfuldt omkring det, for jeg er jo et voksent menneske og forældre til et barn! Jeg burde jo have styr på det.... Men det havde jeg ikke, som i over hovedet slet ikke, jeg var som en trold i en æske.

Jeg besluttede mig for at nu måtte jeg simpelthen få undersøgt den vrede, selv om jeg var hunderæd for hvad der dukkede op.

Så jeg satte mig med min dagbog og skrev om min vrede. Ved du hvad jeg kunne spole tiden het tilbage og der så jeg en lille pige der mistede og var i krise og sorg. Men den lille pige viste ikke hvor hun skulle gøre af alt det, og som alle børn gør - ja så gemte hun sorgen og smerten væk. Når sådan nogle følelser ikke bliver bearbejdet og undertrykt, ja bliver de til en ustyrlig eksplosiv vrede.

Så siden onsdag har jeg skrevet breve til min far om al den smerte og al den sorg jeg har haft gemt inden i - og lørdag morgen da jeg vågnede var betændelsen pist væk!
Er det ikke vildt?

Jeg har nu skrevet en bog om tanker til min far, den skal lige redigeres og så kommer den til at ligge på min hjemmeside som inspiration for dig og andre.

Jeg er helt høj og klar til en ny uge.

Kys og go' mandag

Kærlig hilsen
bankrøverens datter

Selv bankrøverens datter fejre sig selv

Da jeg bestemte mig for at flytte tilbage til eventyrbyen efter 16 år i eksil i Kongens København - så var der visse ting som var et must for mig.
Flere kvadratmeter, en altan, eget soveværelse (havde sovet på en sovesofa i stuen i 3 år) og et badekar...
Rimelig forkælet ville nogen måske sige - tja, men det var det jeg ville have.

Jeg lavede et visionboard, hvor alle elementer figurerede på - alt det jeg drømte om, og det jeg syntes jeg fortjente. Jeg puttede sågar to billeder af altaner på, bare for at være på den sikre side.
Der var hygge, rum til samvær og ordene glæd dig, tid til ro, der er altid plads til en til, grib guldet, skønne farver på altanen, til middag hos og accepter intet mindre end det bedste. Jeg placerede endda mit visitkort på, fordi jeg så inderligt ønskede at finde mig selv og min stemme.

 

ALT det jeg inderst inde ønskede

Jeg tjekkede boliger i Odense 7 gange og bang en onsdag eftermiddag lå den der og jeg viste bare det var min. En... to... tre... og min mors kæreste tog fredag ud og tjekkede lejligheden, og søndag var det min lejlighed.

Jeg var oven ud lykkelig, og virkelig bange... Jeg skulle nu tilbage til den by jeg var flygtet fra i tidernes morgen, tilbage til al sorgen og skammen... alle de følelser der var forbundet med skyld. Oven i det have jeg min datter, hvad hvis hun ikke kunne falde til? Hvad skulle jeg lave? Jeg havde jo sagt mit job op i København og stod helt nøgen i min nye gamle by.
Inden frygten løb af med mig, besluttede jeg mig for hvis det ikke gik, så flyttede vi tilbage til København igen!

1. december 2014 flyttede vi hjem.

Det er nu 8 måneder siden, jeg har ikke en eneste gang fortrudt. Jeg sidder her i solen på min ene altan (ja jeg fik faktisk to altaner) og er ekstrem taknemlig for at jeg havde modet til at følge mit hjerte. Jeg er simpelthen så lykkelig i hver eneste celle. Jeg har fundet det sted jeg altid har drømt om, min datter er faldet til og har fået nye rigtig dejlige venner, det hus vi bor i er mere end jeg drømte om. Her er fyldt med skønne mennesker og fantastisk børn. Vi har det så godt her!
Jeg har genfundet gamle venner, åbnet op for nye venskaber og er i fuld gang med at skabe mit imperium.

Er det kommet af sig selv - nej. Jeg lå den første uge, efter min datter var startet i institution, i fosterstilling i min seng og var frustreret og anede ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg følte mig punkteret og halv, som så mage gange før... Nu var vi her og basen var fantastisk... men hvad så nu? Det var som om jeg blev indhentet af fortiden og alle de overbevisninger der fulgte med ved at være vokset op med at blive pillet ned og fra hinanden. ¨
Jeg kunne mærke følelsen af tomhed/ intethed, som dengang min spiseforstyrrelse overtog min indre og ydre verden. Jeg var hamrende bange, tænk hvis jeg var ved at falde fra hinanden.
Jeg af alle mennesker burde jo have styr på mit shit!!

Jeg kunne mærke panikken...

Et par dage efter, da jeg var på vej hjem efter at have afleveret mit barn, var det som om nogen overtog min cykel - det var meget mærkeligt.
Men jeg lod mig fører, og pludselig tog jeg mig selv i at være på vej på mod mit barndomshjem. Jeg havde ikke været forbi siden den gang min far forsøgte at sætte ild til huset.
Men pludselig stod jeg med min cykel uden for Dyrupgårdvænget 62. Mit hjerte hamrede, men en ro sænkede sig. Efter at have stået der lidt cyklede jeg videre. Jeg cyklede stort set hele dagen og var forbi alle de steder der havde betydning for min historie, mine gamle skoler, herberget, den bank min far røvede, der hvor vi boede efter min far forsvandt og en masse andet der gav mening. Jeg endte ved min fars grav på den muslimske gravplads, det gav ro.

Jeg besluttede mig for at give mig selv den ro jeg skulle have for at komme på benene igen. Hver dag i en uge lagde jeg mig i badekaret og kiggede på en lille mikroskopisk plet i loftet og bad. Jeg bad til at der måtte komme det jeg havde brug for.
På syvende dag ringede en veninde fra København og spurgte om jeg ville hjælpe hende med en eksamensopgave. Det gjorde jeg og hun tilbød at coache mig, hvilket jeg er så taknemlig for. Der åbnede min verden sig, og jeg var slet ikke i tvivl om hvad jeg skulle og jeg har siden kastet mig ud i foredrag, jeg får nye klienter der ønsker at skabe forandringer og der er åbnet sig et hav af nye samarbejdsmuligheder.
Men vigtigst af alt jeg fandt mig selv, min stemme - mig.

At være født med en negativ stemme, det kræver arbejde at vende den til positivt - men det kan lade sig gøre og det er fantastisk at nå dertil, hvor jeg kan kigge mig selv i spejlet og den første tanke der dukker op er " hold kæft hvor jeg elsker dig".

Så i dag slutter jeg af med Asti på altanen, tak til Søstrene Grene, der har små søde flasker, så selv en single mor kan være med. Jeg er så stolt over alt det jeg har skabt og alt det jeg gør - det giver så meget mening for mig og jeg ved det gør en forskel for andre - og jeg er slet ikke færdig endnu.

At fejre sig selv, det må vi aldrig glemme! Vi skal fejres, bare fordi vi er.

Go' weekend og vær god ved dig selv, du fortjener det.
Christina

Sådan rejser du dig, efter at have skrabet knæet - kærlig hilsen bankrøverens datter

Måske du selv har oplevet at tage en beslutning om hvordan du vil have tingene skal være i dit liv - du handlede ud fra den overbevisning og det gik faktisk rimelig godt. Lige indtil den dag, hvor du fandt dig selv med hudafskrabninger på knæet. Det svier og gør pisse ondt.

Av for den!

Sådan er det, når vi beslutter at skabe forandringer i vores liv, så bliver vi testet - som i hele tiden.

 

"vil du det du siger du vil?"

 

Mennesker, situationer og oplevelser kommer ind i vores liv og rykker ved vores beslutninger om at ændre. For et er at beslutte "det er sådan jeg vil have det skal være", noget helt andet er at handle på det...
Vi bliver fristet og vi kan ende med at underkende vores egen styrke, bare fordi det føles så rart lige i øjeblikket... og vupti så er vi faldet i med begge ben - BANG!

Jeg skred sgu i svinget, i foråret lovede jeg mig selv højt og helligt, at jeg var færdig med at nøjes - og bang så løb jeg rundt som en lille hundehvalp og prøvede at tilfredsstille mennesker i mit liv - bare for at få en lille bid af kagen. Bare for lige at mærke suset i maven, det bankene hjerte og glæden i kroppen.
Resultatet blev at jeg tømte mit eget energi lager.
Min krop reagerede fysisk jeg fik en løbeskade og i sidste uge måtte jeg akut til tandlægen med betændelse i en rodbehandlet tand... Jeg lyttede ikke en skid, jeg ignorerede alle advarsels lamper der blinkede og hylede. Jeg hoppede rundt i overspringshandlinger, for ikke at forholde mig til der skete foran øjnene på mig.

- bang så fandt jeg mig selv liggende opgivende, uforstående og tømt for energi. Jeg var færdig, min krop i nul - og fattig på omsorg.

Jeg kunne se mig selv ligge der på gulvet og rode rundt i håbet om at en fik øje på mig og kom og hjalp mig op. Men af erfaring ved jeg, at der kommer ingen og redder mig. Så jeg måtte vælge mellem de to veje:

1; offer - "nej nej nej hvorfor sker det her altid for mig?"

2; Muligheder - "hvad skal jeg lære af det her?"

Så hvad gør du så når man ligger der og er forladt.

Jo der er ingen vej uden om, du må op igen. Op på hesten, på med plaster og være taknemlig over at du faktisk har muligheden for at vælge det der er bedst for dig. Ja jeg ved godt det ikke altid virker sådan når man står midt i suppedasen.

Men jeg plejer at spørge mig selv - hvis det her var min veninde, hvad ville jeg så sige til hende. Det er nemlig altid godt at lytte til de råd man giver til andre!

Så jeg er ved at samle mig selv sammen igen, jeg gør alle de ting der er godt for mig, og giver slip på alt det der ikke gør mig godt.

"Men hvordan får jeg øje på det der ikke er godt for mig?"

tænker du måske...

 

Jeg vil anbefale dig at finde ud af hvordan du virkelig gerne vil have det i dit liv, hvad er du drømmer om? Det kan være i kærligheden, karriere, familie, sundhed... you name it.
Find ud af hvad det er du drømmer om, i det område i dit liv du igen og igen snubler i. Hold fokus, lave et vision board der dagligt minder dig om det du gerne vil have - og så skal du øve dig i at mærke efter om det der dukker op i dit liv bringer dig længere væk eller tættere på det du gerne vil have... Så er jeg sikker på du kender svaret!

Hvis du ikke kender et vision board, så er det en planche med billeder og ord, du har klippet ud fra blade eller andet - som minder dig om dine mål/drømme. Det er virkelig en genial opfindelse.

Må knæet hele hurtigt og du komme op på hesten i fuld galop igen - og bare husk at intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Der er nemlig altid en værdifuld gave at hente i skrabede knæ.

Kys og go sommer

Kærlig hilsen
bankrøverens datter