Lad os lige få det på det rene!

Ah men det er en fest at åbne sine Facebook beskeder på sådan  skøn solskins torsdag morgen.

Juhuuu, at få klasket op i hovedet at man er for meget, har lavt selvværd, ikke andet end en dulle der bare søger opmærksomhed - alt blot fordi jeg poster selfies på min private facebook.

Det bringer et smil frem på læben - for hold nu op hvor har andre travlt med at pege fingre. Det er så skønt, og jeg håber vitterligt de har det bedre efter de har trykket sendt!

Kunne det tænkes, at jeg måske bare var glad i låget, og ville dele den glæde med andre, uden at det betyder jeg sidder og tæller likes? Kunne det være at jeg er lykkelig over, at være i live i dag og værdsætter alt det jeg får lov til at opleve?

Kan jeg have dårlige dage - helt klart, jeg er heller ikke bange for at dele dem. En gang prøvede jeg at stikke af fra de dårlige dage, nu så øver jeg mig egentlig bare i at være i dem og i ikke at klaske mig selv oven i hovedet med negativitet. Det virker for mig!

Har jeg lavt selvværd, ja på nogle områder bokser jeg stadigvæk med overbevisninger om ikke at være god nok. Men det afhænger på ingen måde af hvad andre siger, synes og gør på Facebook - det er en følelse inde i mig. Det er der ingen der kan fikse den, heller ikke likes på selfies på Facebook. Det er så uendelig ligegyldigt.

Kan jeg lide opmærksomhed, bestemt! Jeg elsker at få opmærksomhed - og jeg er ikke bange for at bruge mig selv for at få den opmærksomhed, der skal til for at folk lytter på det jeg har på mit hjerte. For hvilken idiot ville holde på sig selv nede og gemme sig selv væk, hvis h*n havde noget på hjertet som var så vigtigt at få ud. Jeg skriver det kun fordi jeg selv har været den idiot, og det fik mig ingen vegne. Tvært imod, så endte jeg frustreret, irriteret og misundelig på andre.

Så er jeg selvfed, uden tvivl. Er jeg for meget, uden tvivl.... men hellere for meget end for lidt!

Men jeg vil nu bare have lov til at være mig, med det sure og det søde, det pæne og det grimme basta BUM!

En gang var jeg bange for at være for meget, for hvad alle tænkte om mig, jeg hadede mig selv, mit liv og jeg skammede mig over den jeg var og der hvor jeg kom fra - det resulterede i 13 år med bræk, hovedet i toilettet, flirten med døden...

USA 2007 - 3 måneder før mit stunt på badeværelset.

Jeg nåede at tabe 6 kg mere inden min krop sagde stop.

Tro mig, jeg ved hvad jeg snakker om og det kræver meget mere at styrke selvværdet og tilliden end at lægge et selfie op på Facebook og måle sig i likes... For de likes præller alligevel af på en, hvis man ikke tror på an man er god nok selv!

Så tak for alle beskeder, kommentar og likes - jeg knus elsker dem alle. Overvejer at lave video indslag - så skal de få noget at snakke om ;)

Go' torsdag

Kærlig hilsen
Christina - bankrøverens datter.

Selv bankrøverens datter fejre sig selv

Da jeg bestemte mig for at flytte tilbage til eventyrbyen efter 16 år i eksil i Kongens København - så var der visse ting som var et must for mig.
Flere kvadratmeter, en altan, eget soveværelse (havde sovet på en sovesofa i stuen i 3 år) og et badekar...
Rimelig forkælet ville nogen måske sige - tja, men det var det jeg ville have.

Jeg lavede et visionboard, hvor alle elementer figurerede på - alt det jeg drømte om, og det jeg syntes jeg fortjente. Jeg puttede sågar to billeder af altaner på, bare for at være på den sikre side.
Der var hygge, rum til samvær og ordene glæd dig, tid til ro, der er altid plads til en til, grib guldet, skønne farver på altanen, til middag hos og accepter intet mindre end det bedste. Jeg placerede endda mit visitkort på, fordi jeg så inderligt ønskede at finde mig selv og min stemme.

 

ALT det jeg inderst inde ønskede

Jeg tjekkede boliger i Odense 7 gange og bang en onsdag eftermiddag lå den der og jeg viste bare det var min. En... to... tre... og min mors kæreste tog fredag ud og tjekkede lejligheden, og søndag var det min lejlighed.

Jeg var oven ud lykkelig, og virkelig bange... Jeg skulle nu tilbage til den by jeg var flygtet fra i tidernes morgen, tilbage til al sorgen og skammen... alle de følelser der var forbundet med skyld. Oven i det have jeg min datter, hvad hvis hun ikke kunne falde til? Hvad skulle jeg lave? Jeg havde jo sagt mit job op i København og stod helt nøgen i min nye gamle by.
Inden frygten løb af med mig, besluttede jeg mig for hvis det ikke gik, så flyttede vi tilbage til København igen!

1. december 2014 flyttede vi hjem.

Det er nu 8 måneder siden, jeg har ikke en eneste gang fortrudt. Jeg sidder her i solen på min ene altan (ja jeg fik faktisk to altaner) og er ekstrem taknemlig for at jeg havde modet til at følge mit hjerte. Jeg er simpelthen så lykkelig i hver eneste celle. Jeg har fundet det sted jeg altid har drømt om, min datter er faldet til og har fået nye rigtig dejlige venner, det hus vi bor i er mere end jeg drømte om. Her er fyldt med skønne mennesker og fantastisk børn. Vi har det så godt her!
Jeg har genfundet gamle venner, åbnet op for nye venskaber og er i fuld gang med at skabe mit imperium.

Er det kommet af sig selv - nej. Jeg lå den første uge, efter min datter var startet i institution, i fosterstilling i min seng og var frustreret og anede ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg følte mig punkteret og halv, som så mage gange før... Nu var vi her og basen var fantastisk... men hvad så nu? Det var som om jeg blev indhentet af fortiden og alle de overbevisninger der fulgte med ved at være vokset op med at blive pillet ned og fra hinanden. ¨
Jeg kunne mærke følelsen af tomhed/ intethed, som dengang min spiseforstyrrelse overtog min indre og ydre verden. Jeg var hamrende bange, tænk hvis jeg var ved at falde fra hinanden.
Jeg af alle mennesker burde jo have styr på mit shit!!

Jeg kunne mærke panikken...

Et par dage efter, da jeg var på vej hjem efter at have afleveret mit barn, var det som om nogen overtog min cykel - det var meget mærkeligt.
Men jeg lod mig fører, og pludselig tog jeg mig selv i at være på vej på mod mit barndomshjem. Jeg havde ikke været forbi siden den gang min far forsøgte at sætte ild til huset.
Men pludselig stod jeg med min cykel uden for Dyrupgårdvænget 62. Mit hjerte hamrede, men en ro sænkede sig. Efter at have stået der lidt cyklede jeg videre. Jeg cyklede stort set hele dagen og var forbi alle de steder der havde betydning for min historie, mine gamle skoler, herberget, den bank min far røvede, der hvor vi boede efter min far forsvandt og en masse andet der gav mening. Jeg endte ved min fars grav på den muslimske gravplads, det gav ro.

Jeg besluttede mig for at give mig selv den ro jeg skulle have for at komme på benene igen. Hver dag i en uge lagde jeg mig i badekaret og kiggede på en lille mikroskopisk plet i loftet og bad. Jeg bad til at der måtte komme det jeg havde brug for.
På syvende dag ringede en veninde fra København og spurgte om jeg ville hjælpe hende med en eksamensopgave. Det gjorde jeg og hun tilbød at coache mig, hvilket jeg er så taknemlig for. Der åbnede min verden sig, og jeg var slet ikke i tvivl om hvad jeg skulle og jeg har siden kastet mig ud i foredrag, jeg får nye klienter der ønsker at skabe forandringer og der er åbnet sig et hav af nye samarbejdsmuligheder.
Men vigtigst af alt jeg fandt mig selv, min stemme - mig.

At være født med en negativ stemme, det kræver arbejde at vende den til positivt - men det kan lade sig gøre og det er fantastisk at nå dertil, hvor jeg kan kigge mig selv i spejlet og den første tanke der dukker op er " hold kæft hvor jeg elsker dig".

Så i dag slutter jeg af med Asti på altanen, tak til Søstrene Grene, der har små søde flasker, så selv en single mor kan være med. Jeg er så stolt over alt det jeg har skabt og alt det jeg gør - det giver så meget mening for mig og jeg ved det gør en forskel for andre - og jeg er slet ikke færdig endnu.

At fejre sig selv, det må vi aldrig glemme! Vi skal fejres, bare fordi vi er.

Go' weekend og vær god ved dig selv, du fortjener det.
Christina

Sådan rejser du dig, efter at have skrabet knæet - kærlig hilsen bankrøverens datter

Måske du selv har oplevet at tage en beslutning om hvordan du vil have tingene skal være i dit liv - du handlede ud fra den overbevisning og det gik faktisk rimelig godt. Lige indtil den dag, hvor du fandt dig selv med hudafskrabninger på knæet. Det svier og gør pisse ondt.

Av for den!

Sådan er det, når vi beslutter at skabe forandringer i vores liv, så bliver vi testet - som i hele tiden.

 

"vil du det du siger du vil?"

 

Mennesker, situationer og oplevelser kommer ind i vores liv og rykker ved vores beslutninger om at ændre. For et er at beslutte "det er sådan jeg vil have det skal være", noget helt andet er at handle på det...
Vi bliver fristet og vi kan ende med at underkende vores egen styrke, bare fordi det føles så rart lige i øjeblikket... og vupti så er vi faldet i med begge ben - BANG!

Jeg skred sgu i svinget, i foråret lovede jeg mig selv højt og helligt, at jeg var færdig med at nøjes - og bang så løb jeg rundt som en lille hundehvalp og prøvede at tilfredsstille mennesker i mit liv - bare for at få en lille bid af kagen. Bare for lige at mærke suset i maven, det bankene hjerte og glæden i kroppen.
Resultatet blev at jeg tømte mit eget energi lager.
Min krop reagerede fysisk jeg fik en løbeskade og i sidste uge måtte jeg akut til tandlægen med betændelse i en rodbehandlet tand... Jeg lyttede ikke en skid, jeg ignorerede alle advarsels lamper der blinkede og hylede. Jeg hoppede rundt i overspringshandlinger, for ikke at forholde mig til der skete foran øjnene på mig.

- bang så fandt jeg mig selv liggende opgivende, uforstående og tømt for energi. Jeg var færdig, min krop i nul - og fattig på omsorg.

Jeg kunne se mig selv ligge der på gulvet og rode rundt i håbet om at en fik øje på mig og kom og hjalp mig op. Men af erfaring ved jeg, at der kommer ingen og redder mig. Så jeg måtte vælge mellem de to veje:

1; offer - "nej nej nej hvorfor sker det her altid for mig?"

2; Muligheder - "hvad skal jeg lære af det her?"

Så hvad gør du så når man ligger der og er forladt.

Jo der er ingen vej uden om, du må op igen. Op på hesten, på med plaster og være taknemlig over at du faktisk har muligheden for at vælge det der er bedst for dig. Ja jeg ved godt det ikke altid virker sådan når man står midt i suppedasen.

Men jeg plejer at spørge mig selv - hvis det her var min veninde, hvad ville jeg så sige til hende. Det er nemlig altid godt at lytte til de råd man giver til andre!

Så jeg er ved at samle mig selv sammen igen, jeg gør alle de ting der er godt for mig, og giver slip på alt det der ikke gør mig godt.

"Men hvordan får jeg øje på det der ikke er godt for mig?"

tænker du måske...

 

Jeg vil anbefale dig at finde ud af hvordan du virkelig gerne vil have det i dit liv, hvad er du drømmer om? Det kan være i kærligheden, karriere, familie, sundhed... you name it.
Find ud af hvad det er du drømmer om, i det område i dit liv du igen og igen snubler i. Hold fokus, lave et vision board der dagligt minder dig om det du gerne vil have - og så skal du øve dig i at mærke efter om det der dukker op i dit liv bringer dig længere væk eller tættere på det du gerne vil have... Så er jeg sikker på du kender svaret!

Hvis du ikke kender et vision board, så er det en planche med billeder og ord, du har klippet ud fra blade eller andet - som minder dig om dine mål/drømme. Det er virkelig en genial opfindelse.

Må knæet hele hurtigt og du komme op på hesten i fuld galop igen - og bare husk at intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Der er nemlig altid en værdifuld gave at hente i skrabede knæ.

Kys og go sommer

Kærlig hilsen
bankrøverens datter

Så slå mig dog

Nogle gange, når vi forsøger at ændre vores mønstre og skabe det liv vi inderst inde drømmer om, ja så vil vi unægtelig falde af hesten og få skrammer.

Det sker også for mig, ja også selv om jeg ved en masse og egentlig burde vide "bedre"... bla bla bla...

Jeg ved ikke om du kender det?

Men nogle mennesker kan ramme en, lige på ens mest svageste punkt og det er som om man ryger tilbage til barndommen og kroppen nærmest bliver lammet.

Sådan har jeg det med et bestemt menneske, vedkommende rammer mig så jeg mister kontrollen over mig selv og min krop - jeg bliver Christina 4 år.
Det minder om de gange, hvor min far har stået og råbt og skreget mig ind i hovedet. Jeg har ikke været særlig gammel, men jeg husker det tydeligt. Min krop blev lammet af hans ord og jeg kunne ikke gå væk fra ham - han var jo tre gange så stor som mig.

Men hans ord ramte mig i hjertet, og min krop reagerede med at fryse og efter et stykke tid så rystede den, og nogle gange sortnede det for mine øjne - når det var rigtig slemt.
Jeg kan huske jeg tænkte "så slå mig dog - slå mig nu bare!" For så gjorde det ondt her og nu, men så var det i det mindste overstået. Det andet var ulideligt, at stå der bare og tage imod...

Det er sådan jeg har det, med det her menneske. Lige så snart jeg høre vedkommendes stemme, ja så låser min krop og jeg tænker automatisk "slå mig nu bare så det er over". Jeg bliver Christina 4 år, lammet og låst, det er så ubehageligt - jeg føler mig magtesløs.

Men ved du hvad, nu er jeg voksen og har faktisk ikke brug for det menneske i mit liv, overhovedet!Det er okay at sige fra, uanset hvem det menneske er. For ingen fortjener at blive behandlet sådan.

 Så det er hvad jeg har bestemt mig for.

No more shit!

Det lyder måske lettere sagt end gjort. Men faktisk er det ret simpelt, når vi skiller tingene ad.

Jeg havde besøg af en god veninde i dag og jeg kunne høre hvordan min frygt talte da jeg talte med hende om denne her person. Alt det jeg var mest bange for kunne ske, alt det jeg frygter allermest, pyha det gør mig ubeskrivelig utryg og usikker.
Hun reddede mig på målstregen, da hun spurgte om det ikke kunne ske alligevel... og jo, ved nærmere eftertanke - det kan det faktisk. For det værste der kan sket er, at jeg mister mig selv ved ikke at være mig.

Jeg har et særligt "glatte ud" gen - jeg har haft det siden jeg var helt lille - det sørger for at ingen bliver kede af det, at jeg tager de verbale tæsk og andre står tilbage som de gode - selv om de i bund og grund er nogle idioter.
Det er vildt hvordan jeg har taget det mønster med mig ind i mit voksenliv, for at overleve, også selv om det ikke altid gavner mig. Men det får mig til at fremstår som hende den søde og gode - jeg får ros og opmærksomhed. Jeg er virkelig rummelig....
Men jeg hader det! Jeg er ved at brække mig over det...

 

Men det gode er, at jeg har fået øje på det og kan se hvad det vil give mig, at slippe det her mønster. Ja og så er der kun en vej og det er at slippe den indre rebel løs. Så i dag har jeg klippet navlestrengen,  og jeg er ikke længere afhængig af at være den gode, omsorgsfulde og fantastiske eks. Næh nu er jeg bare mig!  

 

Jeg er 100 kg lettere og fri - fri til at forfølge mine drømme, fordi jeg ikke længere bliver drænet af den energi der er forbundet med min frygt og det menneske jeg har givet lov til at holde mig nede. Jeg skal ikke længere være bange for at være forkert, for jeg er mig.

 

Lur mig om der ikke er nogen der synes jeg er helt ude i skoven. Men ved du hvad, de skal heldigvis ikke leve mit liv eller gå i mine sko. Jeg bestemmer i mit liv og ingen andre - men nogle gange kan også jeg falde af hesten, men heldigvis vælger vi selv om vi vil stige op igen. 



 

Og jeg er ikke typen der stopper!

 

Mandag betyder ny begyndelse, nye drømme og nye muligheder -

 

sov smukt

Christina

 

P.S. tirsdag betyder action.

 

Når lort vendes til guld

Så er der de dage som man allermest har lyst til at gemme væk, ignorere og lade som om ikke eksisterede. De dage hvor det bare gør rigtig ondt, hvor man er sårbar. De dage hvor man har lyst til at gemme sig væk under dynen og ikke kan se et formål med at stå op. Hele verden stinker og det er bare lort!

 En gang var jeg ekspert i at ligge låg på og lade som om alt var godt. Smil med smil på.

Det virker bare ikke mere - og heldigvis for det, for i går lykkedes det mig at vende lort til guld!

Men i går morges da jeg vågnede, havde jeg den mærkeligste fornemmelse i kroppen. Jeg havde bare lyst til at tude mine øjne ud, jeg var så trist inden i. Det var som om det hele summede og jeg var bare ikke mig selv.
Det hele havde kulmineret inden i mig - i sidste uge fik jeg bare en rigtig ydmygende opringning af et menneske jeg har meget tæt på mig og den gjorde ondt helt inde i hjertet, jeg troede jeg havde fået den afsluttet - men den svada jeg fik gjorde så ondt inden i. Oven i det havde jeg fået afslag på mit bog manuskript, som jeg har lagt hele min sjæl i. Jeg følte mig så lille og så ligegyldig. Viste godt afslaget ikke havde noget med mig personligt at gøre - men det var som om det hele lige væltede, alt blev uoverskueligt og er der noget der rammer mig dybt så er det når nogen bruger mit barn imod mig.

Så hele dagen gik jeg rundt og var konstant gråd labil, ikke det fedeste når jeg skal sidde sammen med sagsbehandlere, unge mennesker og fængselsvagter - åh men det gik og jeg klarede den.

Faktisk var jeg stolt over at jeg bare var i det der var - jeg var ked af det og det var okay. Det var tydeligt mere udfordrende for de mennesker der spurgte hvordan det gik, og af mig fik et ærligt svar. Men det var jo sådan det var.

Når vi har de her dage, så er alfa omega at være god ved sig selv, og det kan være hamrende svært. Men jeg købte blomster på vej hjem, satte mig på altanen i solen med en kop kaffe og min dagbog. Og lod kuglepenne flyve hen over papiret.

Jeg havde faktisk ikke lyst til noget, jeg ville bare være mig selv... lidt af en udfordring som enlig mor til en 4 snart 5 årige, der hele dagen havde glædet sig til bål og hygge.
Crap!

Men bogstaverne i min dagbog danner sætningen "hvad skal du lære af det her?" Havde mest lyst til at skrive IKKE EN SKID! Men der er jo altid noget at hente, i smerten. Så jeg gravede lidt i alt det der gjorde ondt, afvisning, ydmygelse, svigt, ligegyldighed - det gjorde naller...
Men det var sådan det var.

 

Jeg viste jo godt det der blev sagt til mig, jo ikke handlede om mig - jeg fik jo også sagt fra. Jeg viste jo også, at afslaget heller ikke handlede om mig personligt, og at jeg jo selvfølgelig bare skulle fortsætte.

Ærligt, så var jeg skuffet over mig selv. Jeg var skuffet over, at jeg igen havde taget alt ind og begyndt at tro på at jeg ikke var god nok. Jeg fik det alt sammen til at betyde noget om mig... for så kunne jeg jo holde mig selv lille igen - og så ville alt være som det plejer.

Men hos mig er plejer død - den sidste 1 1/2 uge har jeg været så fast besluttet på at bryde mine egne rammer. Så hver gang jeg er bange for at gøre noget, når frygten puster mig i øret -ja så skal jeg gøre det, og jeg har gjort det!  Det er en måde at få brudt med de historier og overbevisninger jeg selv hænger fast i omkring mig selv. Det er sejt men effektivt.

Så den her skulle jeg lige igennem igen også. Jeg skulle bare have lov til at være, uden at skulle handle mig ud af den følelse jeg sad i  - og det havde jeg jo egentlig klaret meget godt.
Faktisk handlede det her mere om at jeg savnede omsorg og nærvær - noget der altid har været minus af på min konto, fordi jeg siden jeg kan huske har været fixeren i min familie.
Så alt hvad der har med kærlighed, omsorg og nærvær er så ømtåligt for mig, for så gør jeg mig sårbar... og jeg er jo hende den stærke!
Men hvis jeg nu kunne være med min sårbarhed, hvad ville jeg så få - kærlighed,nærvær og omsorg, alt det jeg længes efter. Så det skal omfavnes i stor stil.

Nu var det jo var Sankt Hans aften, barnet glædede sig - der var langt til veninderne i København - så jeg sad og tænkte på hvad jeg kunne gøre, for at give mig selv det jeg inderst inde havde brug for... nærvær og samvær.

Jeg tog mig selv i kraven og med bankene hjerte, gik jeg op til overboen, spurgte om vedkommende og dennes børn ville med ud og se bål -
Vi endte med kaffe, tæppe, frugt, kage og en super hyggelig aften. Jeg var så blød som smør inden i og fyldt op på i alle celler. Mums!

Så hvis min dag ikke havde været mødt med afvisning, ydmygelse, svigt og ligegyldighed - ja så havde jeg ikke siddet her, med den dejlige fornemmelse det er at passe på mig selv og bede om det jeg har brug for også hos andre mennesker. Jeg ville ikke bytte det for noget andet.

Jeg er sårbar og jeg er vild med det - det giver mig så megen mulighed for at skabe det liv, som jeg inders inde drømmer om.

 

I dag er en ny dag, med nye muligheder og jeg har allerede skudt den godt i gang. Jeg har lagt min først e-bog ind på min hjemmeside www.christinasogaard.com.
Du kan hente den kvit og frit, du skal bare tilmelde dig mit nyhedsbrev, så kommer den direkte i din indbakke.

Her til formiddag har jeg givet mig i kast med en børnebog til de dømtes og hemmelighedsramte børns forældre.

Jeg er med ny energi, føler mig så taknemlig og ydmyg.